Cadeau til Lasse Maybom

For et par uger siden ringede Lasse til mig og sagde at nu var det definitivt slut med Radio Samsø og TV Samsø. Han havde ikke flere penge at bruge på projektet og der var ingen til at videreføre det. Grunden til at han ringede var at samtidig med at udstyret blev pillet ned blev mange af de udsendelser der gennem årene var produceret overspillet til CD/dvd, heriblandt mine produktioner, og selv om mange er forsvundet i tidens løb er der stadig en del med mit navn på. Det som Lasse og Find havde hørt var en række udsendelser om overtro "Den sorte kat" fra begyndelsen af dette årtusinde. Og de var begge tydeligt begejstrede for udsendelsesrøkken. Lasse ville derfor høre om jeg kunne være interesseret i at have kopier af mine produktioner og jag sagde ja, det kunne jeg. Samtidig kunne jeg tage min kæreste med og vise hende en arbejdsplads der gennem 10 år havde været en stor del af mit liv.
Og hermed må jeg tilbage til begyndelsen på "en stor del af mit liv".
Min datter blev født i 1990 og var et resultat af en kærlighed der flammede op året før. Jeg mødte Annie og vi var hurtigt på bølgelængde med hinanden og i sommeren 1989 var vi med til at lave en stor event i "Geografisk Have" i Kolding, hvor min far der var formand for Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører, havde en aftale med lederen af haven om at lave en snapsekonkurrence om "Den geografiske haves bitter", han overnattede på sofaen hos mig og Annie og set med tiden kan det godt være at vores succefulde optræden har gjort at en af disse augustnætter resulterede i Maria Elisabeths undfangelse, i hvert fald blev hun født i maj 1990.
Allerede under graviditeten flyttede Annie til Hirtshals og forlangte at jeg skulle flytte med. Jeg var i kommunal jobaktivering og kunne ikke overskue at skulle flytte til Hirtshals for at være i nærheden af min kæreste, der gik på Nordsøhøjskolen (men hvor længe?). Jeg ville derfor afslutte mit ophold hos Kolding Kommunes Tekniske Afdeling, hvor jeg faktisk havde et formål med min aktivering.
Annies Maniodepressivitet blev behandlet med betablokkere og jeg blev på kort tid et livslangt hadeprojekt for hende, og sådan endte min datter med at have en mor og i første omgang, ingen far. Senere blev en god og velmenende nabo til hendes reservefar og da myndighedrne ikke brød sig om ballade blev min rolle som far indskrænket til at betale børnepenge. Noget jeg gjorde, ikke med glæde, men med håbet om at jeg måske en dag kunne tale med min datter.
Men min aktivering hos Kolding Kommune sluttede med at jeg fremlagde et projekt om et fælles forvaltningsbibliotek med en centralt ansat bibliotekar der foretog indkøb af bogligt materiale og fordeling af indkommende tidsskrifter, foretog materialevalg og udsendte relevante artikler til de forvaltninger der kunne have brug for dem. Den spirende IT- alder var også indkorporeret i mit forslag, endda ved at inddrage de forholdsvis unge IT-ansatte ved kommunen, som faktisk kunne se styrken i mine visioner. Det kunne kommunens folkevalgte dog ikke. Så var den historie slut!
Det var historien om at blive en lykkelig far også.
Min husleje steg samtidig til det dobbelte og mine penge blev færre, da det viste sig at mit forbrug af varme slet ikke var mit men min udlejers (en gammel dame på omkring 80) - Hendes søn overtog på kort tid ejendommen, malede væggene i opgangen og lagde planer om at lakere trapperne, og huslejen steg til et beløb jeg ikke havde til rådighed. Altså røg jeg ud. Omstændighederne var så ærgerlige at den gamle dame troede på sin søn, da han sagde jeg var en svindler. Sønnen har jeg siden kun talt med igennem hans sagfører.
Gennem nære bekendte fandt jeg et værelse oppe under loftet på 5. sal i en patriciervilla i Koldings centrum, i hvert fald nær centrum! 6 eller 8 kvadratmeter og et lille sorthvidt fjernsyn kunne det blive til. Og samtidig skulle jeg jo gøre rede for hvordan det gik med at skaffe arbejde. det gik jo ikke godt, og derfor foreslog jeg at jeg kunne tage på højskole og lære noget om journalistik. En højskole som helst skulle være langt fra det bymiljø med værtshuse og spillesteder som jeg var vant til fra Kolding. Vi fandt 3: Et sted i nærheden af Struer, Limfjorden, Et højskole på Als og en højskole på Samsø, og jeg valgte den sidste, måske fordi en skolekæreste havde taget mig med dertil, måske fordi jeg syntes det at være på en ø måtte være langt væk.
Altså Samsø!
På højskolen forberedte jeg mig til at søge optagelse på journalisthøjskolen, samtidig med at jeg mængede mig med dem der studerede musik og kunst (herunder foto). Jeg lærte at fotografere, jeg lærte at læse noder (ikke særlig godt - men jeg deltog i højskolens ganske udmærkede 4-5 stemmige kor). Jeg blev en væsentlig del af det sociale liv på højskolen, et omdrejningspunkt fordi jeg var ældre og mere erfaren end de fleste andre, dertil kommer selvfølgelig at nogle af de unge var opgivet af folkeskoler, efterskoler og andre institutioner og derfor var endt som en form for affald i højskolernes daværende tilskudscirkus.
På højskolen kom der ugentligt en "foredragsholder" der fortalte om de jorurnalistiske opgaver på en ø som Samsø, herunder den lokale meddeler til Århus Stiftstidende og borgmesteren, som fortalte om åbenhed i forvaltning og kommune. Også Lasse Maybom troppede op som repræsentant for Radio Samsø og vi blev inviteret til at besøge radioen for at finde ud af om vi kunne have interesse i at lave radiojournalistik på lokalt plan - vi var fire fra "journalistholdet", der tog af sted. For mig var mundtlig journalistik lige i overkanten, ikke noget jeg havde lyst til, det bragte faktisk koldsveden frem på panden at tænke på at være en offentlig person! Mest fordi muligheden for at sige noget forkert stod som en lysende klar mulighed.
Men Lasses mor havde været bibliotekar på Samsø under krigen, Lasse var skilmissebarn og dermed havde vi noget tilfælles, ikke krigen, men biblioteket og alenemoderen samt den praktiske sans! Da høkjskoleopholdet var slut efter tre måneder kunne jeg vælge mellem at tage tilbage til et lille værelse på 5. sal i Kolding eller at hjælpe med at registrere og systematisere plader og udsendelser på Samsøs lokale radio.
Det var absolut ikke gåpåmod der kendetegnede mig, jeg havde det fint med at være den der holdt orden og system i det de andre arbejdede med. Men en af de andre frivillige, studievært og producer: Ken Nielsen fandt langsomt ud af at jeg havde et stort kenndskab til musik, og en dag da han skulle noget andet bad han mig om at lave hans udsendelse (den handlede om oldies eler sådan noget) og jeg blev presset så meget at jeg sagde ja til det. Jeg lavede min første radioudsendelse: en temaudsendelse om Phil Spector som sound og fænomen. Jeg var så hamrende nervøs, trods det at jeg havde skrevet hvert ord der skulle siges i radioprogrammet ned, og da jeg var færdig med udsendelsen kunne jeg blot gå hjem, så udmattet var jeg. Men Lasse havde hørt udsendelsen, det havde andre også, og de kunne høre at jeg kunne lave radioudsendelser.
Den sommer var jeg teknikker (styrede knapperne mens studieværten sad i studiet, jeg oversatte i vores intercom, når nogen talte engelsk eller tysk, og jeg fandt plader frem når studieværten ønskede andre plader end dem der var fundet, jeg båndede og afspillede sågar nyheder fra lokalmiljøet). Jeg lavede en musikalsk quiz, og blev sågar studievært i vores underholdningsprogram - på det tidspunkt havde jeg i måneder været morgenvært og forsøgte at lave et alternativ til Bengt Burg, der vel var den store stjerne dengang!
Lasse var tryg ved det, langt mere end jeg var. Han havde tillid til en dreng der var uddannet bibliotekar og som havde haft en opvækst med en enlig mor! Jeg blev der simpelthen indtil jeg fik at vide, at frivilligt arbejde ikke var tilladt når man var på dagpenge. Så måtte jeg holde.
Inden da var jeg dog årsag til en skaldale. Skolens nye viceskoleinspektør var flyttet til øen med kone og fire drenge, skolen havde dog bestemt at der ikke skulle ansættes ægtepar på den samme skole. Anne (det hed hans kone og børnenes mor) synes det kunne være rart at lave lidt musikradio om folkemusik og visesang. Vi fattede sympati for hinanden og til radioens julefrokost dansede vi stort set hele tiden sammen til en bestemt melodi:
http://www.youtube.com/watch?v=MDCnHJ5QqK4
Da vi havde pakket ned efter julefrokosten var der kun få timer til vi skulle åbne radioen, så vi overnattede på puderne fra en topersoners sofa , indtil vi skulle starte sendingen kl. 7 om morgenen. Ingen af os havde tænkt at det skulle ske, men det havde alle de andre frivillige. Hun blev skilt få måneder efter.
Vi var kærester en tre år, hun boede endda hos min far i hans ekstra værelse (med køkken og bad) mens hun gik i skole i Viborg. Og jeg besøgte hende da hun flyttede til Holbæk.
Hvor var Lasse så i alle disse år, vil nogle nok spørge, og jeg kan kun svare, han var der hele tiden. For ham var ægteskab eller samliv med en fra arbejdspladsen ikke smart (to gange skilt i forbindelse med samliv med kvinder fra DR, som var hans arbejdsplads i årene inden 1989). Men Lasse var alligevel begejstret for medarbejdere der kunne lave udsendelser, og jeg fik i det omfang jeg kunne arbejde gratis - lov til at at lave musikudsendelser.
Jeg blev sendt i jobtræning på biblioteket på Samsø. De kunne godt bruge hjælp til at indføre elektronisk udlånsregistrering på biblioteket. Og jeg fik lov at hjælpe et år. Da jeg var færdig, fordi den maksimale jobtræningsperiode var et år, så måtte jeg igen til at søge jobs. Og de var der ikke. Jeg blev overført til ekstern udbyder og blev tilbudt kurser i coaching og "indsigt", samt blev indkaldt til 3-måneders samtaler. Jeg flyttede til Midtjylland i håb om at der var mere arbejde at finde, men nej da. Arbejde i slut-halvfemserne var et fremmedord. Jeg nåede at ryge på kontanthjælp i december 1998, uden at have fået et forvarsel - at udfylde dagpengekort og regne med at have betalt sine månedlige udgifter og så få at vide at der ikke er dækning er simpelthen så stort et chok at man ryster længe efter man har fundet en løsning.
Samme måned tilbød Lasse mig arbejde på Radio- og TV-Samsø et arbejde der bød på at jeg skulle foretage mig alle de ting jeg var god til - lytte og lære, kommentere og være til stede for andre.
Jeg nåede at lave en række radioudsendelser, jeg nåede at blive TV-vært, sågar at komme i TV-2 fordi vi lavde Tv på Samsø. Jeg nåede at blive programplanlægger at improvisere direkte på TV og at lære at blive sminket. Jeg nåede at lære TV, jeg nåede også at stille mig op med en mikrofon midt i en festival og gøre de mennesker jeg stødte på til "en historie". Jeg nåede at skrive artikler til den lokale "avis", jeg nåede at skrive pressemeddelelser, det eneste jeg ikke nåede er nopk min egen skyld, jeg nåede ikke at blive medlem af journalisternes "klub", selv om Lasse i dag siger at jeg skulle og skal have været det forlængst.
I det nye årtusinde lavede jeg radioudsendelser og medvirkede mestendels som researcher på TV. Senere blev jeg mere impliceret i TV, trods det at mit synshandicap gjorde det vanskeligt at være cameraman. Studievært, producer og forfatter af tekster til oplæsning, var mig. Forfatter, idemand og manuskriptforfatter, var mig.
Jeg var ansat on-and-off siden 1999. Jeg lærte at arbejde på TV, jeg lærte at lave radio med værter i studiet ig gæster på telefon, jeg lærte interviewteknik, jeg lærte at være en forberedt journalist og have rede spørgsmål og - i det omfang det kunne lade sig gøre - vide hvad svaret ville være.
Jeg blev rundt regnet brugt til flere og flere journalistiske opgaver, uden at jeg selv havde tænkt på min nye rolle. Lasse havde heller ikke, han kørte mig bare i stilling. Desværre måtte jeg droppe arbejdet på grund af stress, primært forårsaget af arbejdsvilkår der ikke var definerede og manglende lønudbetalinger (jeg vidste jo godt at der ikke var overskud i Radioen og TVstationen) men jeg vidste jo også at Lasse brugte af sin egen kapital til at betale. Til sidst måtte jeg opgive at arbejde med radio og TV, endda på et tidspunkt hvor jeg kunne være blevet medlem af dansk journalistforbund.

Nu har jeg været på stationen i Onsbjerg for at hente mine (dem af dem der stadig eksisterer) radioprogrammer til at vise mine evner i forbindelse med arbejdsansøgninger.
Som Lasse sagde til mig: det er ikke bare gode udsendelser, det er fremragende produktioner. Efterfølgende spurgte han mig: Hvorfor har du ikke kopier af udsendelserne? Som jeg sagde: "Jeg arbejdede hele tiden for at min arbejdsoplads skulle være der i morgen - ikke for at jeg skulle fremhæve mig selv".

Lasses svar: "Du skal lære at tro på dig selv, du kan meget mere end du tror."

Lasse Maybom: Du var min mentor, min læremester og den der fik hevet noget sund fornuft og mine egne holdninger ud af min tilbageholdenhed.
Tak, Lasse.

Men jeg er nu stadigvæk mig trods alle udfordringerne!