En radioudsendelse om "cougars", avisoverskrifter om pædofili og sexuelt børnemisbrug får nu igen afsporet debatten om sex. At ældre kvinder (+40) ønsker yngre mænd er vel ikke mere sært end at ældre mænd ønsker yngre kvinder. I begge tilfælde er jeg ret overbevist om at den ældre part ønsker noget af sin ungdom tilbage gennem valget af sexpartnere som er yngre. Jeg tror også at den taknemmelighed som mange yngre partnere giver udtryk for gennem sex og "parforhold" er modsvaret af den ældre parts taknemmelighed. Men det kan også bare være et udtryk for at den unge mand har ønsket at være sin mors elsker eller at mødre har ønsket den perfekte mand som er deres søn. (Når vi taler cougars). Vender vi den på hovedet kan man jo levende forestille sig at mange mænd ønsker den uskyld, som er lovprist i langt de fleste samfund, og at unge piger ønsker den tryghed som forholdet til en ældre mand kan give. I begge tilfælde helt legitime undskyldninger, og samtidig giver det mulighed for at børn kan vokse op i alternative miljøer og på den måde lære af "livets skole" når vi taler om generationsforskelle. Selv har jeg haft en kæreste der var 9 år ældre end jeg og en kæreste der er født næsten 7 år senere end jeg er. I begge tilfælde har det drejet sig om at følelser blev til meget stærke følelser når vi var sammen, og sex var en del af vores udveksling af følelser, men forkælelse af kæresten er jo altid en vigtig del af sammenhængen. Her kan selvfølgelig opstå det problem at forkælelse ikke altid for den part der modtager føles som "forkælelse", og det kan da på sigt få et forhold opløst. Men så viser det sig jo også at sex, forkælelse og parforhold blot er dele af et hele.
En af mine kærester klagede over at jeg havde ændret mig. Det var fordi jeg forsøgte at leve op til hendes (udtalte) forventninger. En anden kæreste måtte forsvare mig i forhold til sine teenage-børn og hendes valg var (selvfølgelig) at beholde det gode forhold til sine børn. Selv har jeg været nødt til at fravælge mit barn fordi moderen gjorde det for mig. Moderen var i øvrigt 3 år ældre end jeg da vi blev forældre i 1990. Men jeg kan ikke forestille mig at min seksualitet skulle kunne ændre hverken min datters eller mine omgivelsers opfattelse af mig. Det er helt klart gået op for mig at det er min væremåde der er det største problem. Som når John Cleese i "Fawlty Towers" gentager: "Don't mention the war". Jeg har gennem hele min ungdom (næsten) ønsket at være sammen med piger som ønskede mig som kæreste. At de fleste tiltalende piger var ældre end mig og mere erfarne end mig var så absolut et plus. Men jeg tror at mine ønsker om at være en del af deres liv faktisk ikke var det som de ældre kvinder ønskede af mig. Heller ikke hvad de yngre kvinder ønskede af mig. Tryghed er ikke mit mellemnavn, tværtimod har jeg altid søgt alternativet og det er vel aldrig trygt i sig selv, slet ikke for en partner.
Sexuelt børnemisbrug er nu også en medvirkende årsag til at et stigende antal danskere ønsker at indføre dødsstraf. Sexuelt misbrug kan defineres på omtrent samme måde som krigsforbrydelse. Men skal vi, som med de store aldersforskelle mellem mænd og kvinder, bruge mest tid på at føle at nogle mennesker har gjort noget forkert overfor vores børn, eller skal vi prøve at hjælpe vores børn videre. Som reaktionerne er i dag vil de fleste børn først finde ud af at der er noget forkert i seksuelle krænkelser, når de opdages eller erfares af andre. Derefter vil samfundet og myndigheder bruge pressen, retsvæsenet og politikerne til at fortælle at den slags er en krænkelse af barnet. Hvis de samme brugte ligeså mange kræfter og medier til at fortælle at politikere ikke altid kan have ret (for ikke at sige at de aldrig har det så længe de selv bestemmer og mener at et flertal i folketinget er grundlæggende tilstrækkelig til at have ret). Jeg vil medgive at nogle af mine folkeskolekammerater faktisk havde et moralsk problem i forbindelse med deres forældres interesse for deres krop, men meget af det skyldtes egentlig at de var opdraget i et religiøst hjem (Læs "Fiskerne" af Hans Kirk"), generelt blev de fleste overgreb ikke diskuteret eller omtalt. De fleste der følte sig misbrugt gjorde hvad de kunne for at undgå overgrebene, men mig bekendt har ingen anmeldt hverken forældres eller bekendtes overgreb på børn i min opvækstby, heller ikke jeg.
Men hvad er sexuelle overgreb egentlig? Min mor fortalte mig at hun sikrede sig at vi kom på besøg hos klassekammerater der havde fåresyge, simpelthen fordi hun havde lært at man kunne miste fertiliteten som mand hvis man fik fåresyge som voksen. Hun gjorde også som sin mor, nemlig kildede "dilleren" for at finde ud af om der var en reaktion. Lidt lissom klasket i måsen når man bliver født. Det sidste findes der eksempler på at nogle betragter som vold, og derfor kan mange vel også udlægge kilderen som sexuel chikane. For den sags skyld er det vel også strafbart at påføre børn en sygdom bevidst?
Jeg har mødt kvinder der har været udsat for vold i samliv eller ægteskab. De vendte tilbage til det sikre, nemlig det samliv de gennem hele livet var indoktrineret til at leve, inklusive vold og jalousi og mistro. Hvori består overgrebet? Er det at de gennem hele barndommen er foregøglet at der kun findes en måde at leve livet på eller er det at de til enhver tid vil være lette at underkue, på grund af samfundets forventnimnger til dem og deres samlever? Seksuelle overgreb har altid fundet sted. Danske dronninger er blevet gift med danske konger, udelukkende fordi deres familier kunne opnå fordele sammen eller indgå aftaler om landjord og ejendom. Dronningerne - og for den sags skyld i mange tilfælde kronprinserne blev ikke spurgt! At vi herhjemme i den forbindelse synes at arrangerede ægteskaber er noget mærkeligt, idet vi jo burde opsige kongehusets 1000-årige ret til at bestyre Danmark, når vi ret betænkt har arrangeret ægteskaber indtil den seneste regent, at vi har hentet kongsemner uden at skele til ligeret fra fyrstehuse og kongedømmer i både Norden og det nuværende Tyskland, og at vi har godkendt kongsemner der bevisligt har været brodermordere. Incest har også været et gennemgående træk, idet den bibelske (katolske) fortolkning af sex mellem fætter og kusine (formelt) ikke er tilladt. Vores opfattelse af sex er også påvirket af en sexfixeret og skrupforelsket engelsk dronning, som forlangte at alle skulle være lisså forelskede i deres mænd og koner som hun var i sin (familiesammenførte) mand! (Dronning Victoria)
Jeg ved så ikke helt om jeg skal nævne Aisha i forbindelse med sexuelt børnemisbrug eller i forbindelse med pædofili? Aisha var 12 år da Muhammed valgte hende som sin førstekone blandt alle sine koner. Ifølge den islamiske tro, der bygger på samme religion som kristendommen og sågar har de samme religiøse historier og læresætninger, To religioner der bygger på regelsæt fra nomadesamfund og mellemøstlige vilkår!
I mange samfund, selv i Europa, inklusive Danmark har tvangsægteskaber været helt almindelige, og piger eller mænd har været en handelsvare, vi kender for eksempel det ulykkelige ægteskab mellem Kristiern II og Isabella af Habsburg (Elisabeth i Danmark) - et ægteskab hvor dronningen vedblev at elske sin tilgiftede mand gennem hele sit (korte) liv. Forventningerne til hende som dronning var fra første dag at hun skulle levere en tronarving. Umiddelbart kan jeg kun forestille mig at forventninger i et flerkonesamfund eller et muslimsk samfund er de samme. Hvor mange mennesker er i nær familie med hinanden vil der være degeneration (eksempelvis i de ægyptiske dynastier) og flerkoneri kunne på denne måde medvirke til at der blev født sunde (drenge-) børn, På samme måde er der af praktiske årsager forbud mod svinekød og spiritus i de arabiske lande. Svinekød fordærves meget hurtigt og spiritus virker meget stærkt i forbindelse med ekstreme varme/kulde udslag, ikke fordi det er forbudt, men fordi det er mere mere praktisk at indføre regler som er enkle. Dem har vi såmænd også herhjemme i form af overtro: Ikke gå under en stige, aldrig stille sko på et bord og lade en saks ligge med åbent skær. Mandagsvogne (biler som er kommet fra samlebåndet på en mandag) eller at krydse et spor efter en sort kat er også dele af vores tro, for ikke at tale om at undgå samlinger af fliser på fortovet eller træde på det sorte i fodgængerfeltet. Såmænd er vi hurtigt ude med vores egen tro, som dog ikke er statslig og støttet af præster. Men den eksisterer jo stadig som overtro. Og det gør islam jo endnu mere fordi den understøttes, ikke fordi vi er imod, eller fordi islam ønsker at ændre den. Udelukkende fordi vi i vores velmenende krav forlanger at muslimer skal opgive den tro (og overtro) de har levet med i århundreder. Vi har levet med vores overtro i årtusinder (julen, nytåret og skt. Hans) - alligevel ønsker vi at en religion der kun er baseret på 1200 års op- og nedture skal udslættes!
Og så er der pædofili. I de tilfælde vi oftest hører om er pædofili drejer det sig om forældres misbrug af deres børn, subsidiert salg af børn til andre i forbindelse med seksuelle ydelser. Lad os i den forbindelse udelade børnene som skurke, de lægger sig bare til fordi det forventes af dem. På samme måde bliver børn efterligninger af deres forældre når det gælder arbejde. Sågar når det gælder politik bliver børn efterligninger af deres forældre. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse at børn af misbrugte bliver misbrugt. Og misbrugere som følge af det.
Det kan vel heller ikke undre at en pige der er blevet misbrugt hele sit liv (14 år) ikke forstår at hun har været udsat for misbrug. Alene det at forstå kræver at man bliver informeret om andre muligheder, hvilket jeg ikke helt synes at vores regeringer har brugt tid på i den tid jeg har levet. Til gengæld er der brugt masser af tid på at definere hvad der er rigtig eller forkert. Af de samme mennesker der har deres på det tørre. Vi er i uge 6 og diskussionen om sex har været en tur omkring folketinget og folkeskolen. Alligevel synes jeg at spørgsmål af alvorlig karakter er vigtigere. At voksne kvinder har lyst til at lege med unge drenge kan vi ikke forbyde, heldigvis. At voksne mænd tiltales af unge kvinder kan vi heldigvis heller ikke forbyde. Men vi kan indføre en seksuel lavalder. Vi kan indføre en kriminel lavalder og vi kan indføre en politisk lavalder. Måske det hele stadig hænger på grundlovens oprindelige regler, hvor der var regler for alder, for indtægt og for samfundsposition.
Voldtægt bliver jo ikke bedre eller værre fordi en voldtægtsmand begår voldtægt inden for lovens rammer! At omgås børn på en sexuel måde gør ikke børn til større ofre end unge piger eller voksne kvinder, i mange tilfælde er det jo et spørgsmål om at opfatte hvad man bliver udsat for! Og så må vi jo ikke glemme at mænd udsættes for voldtægt.
Da jeg mistede min mødom var det via en form for voldtægt. Hun boede sammen med en fyr, men han var på arbejde og hun syntes jeg var spændende. For store drenge som jeg var på det tidspunkt kan det tage lang tid at blive voldtaget, men jeg ville jo gerne! I hvert fald var jeg offer for opfattelsen at drenge skal være heteroseksuelle og aldrig sige nej til et tilbud fra en pige. Da kun den del af voldtægten der indebærer det erigerede lem lykkedes varede det hele natten, og hun blev forelsket i mig. Og hendes forelskelse virkede på mig. Måske Stockholm-syndromet på sex-siden. Men i det mindste var vi omtrent lige gamle (+/- 1 år som 20-årige).
Misbrug af børn er mere et definitionsspørgsmål og et lovgivningsspørgsmål. En voksen kvinde der ikke ønsker at dyrke sex med en mand eller kvinde burde være opdraget til at sige nej eller ja, men det er sjældent tilfældet. At forlange af børn at de skal kunne tage stilling til sex er umuligt. Alligevel kan børn føle seksuelle lyster. Jeg har selv prøvet at kravle på en stang på et håndboldmål som 8-årig og føle en kildren mellem benene, jeg er vågnet i min seng med noget klister på lagenet som jeg ikke vidste hvad var da jeg var 12 år. På det tidspunkt var spørgsmålet om menstruation et vigtigt emne i skolen, men drenges seksualitet forventedes at dukke op senere! Derfor var seksualundervisningen i begyndelsesfasen anlagt på at sikre piger imod graviditet, ikke at sikre forståelse for seksualitet. Det er det samme billede vi har nu, 40 år efter. At sikre at vi (som kineserne) ikke føder for mange børn til byrde for det fremtidige samfund!
Og så til det rigtig alvorlige. Pædofili. At mænd eller kvinder kan have lyst til ungt kød er der jo ikke noget nyt i! Da jeg var ung havde jeg lyst til voksne, erfarne kvinder (det har jeg forsåvidt stadig), jomfruer var ikke noget for mig, trods det at vi alle lærte at uskyld (seksuelt: jomfrudom) var vores tro og samfunds optimale mål (bare se på de tåbelige tanker i USA). For mig er de voksne kvinder efterhånden blevet på alder med mig eller ligefrem (dejligt) yngre. Men med en forkvaklet religion der fremhæver jomfrudom og uskyld som det vigtigste er der jo masser af grund til at mennesker (set i USA også kvinder) ønsker ung, jomfrunalsk elskov. Når det går op for den person, der begår "forbrydelsen" at det ikke er juridisk korrekt vil en stor del af "forbryderne" selvfølgelig vælge at slette sporene efter "forbrydelsen". Ofte ved at slå vidner og "ofre" ihjel. Nu er det sådan at de fleste mennesker der begår forbrydelser ikke ønsker at blive afsløret. Kriminalitet medfører som oftest varetægt (fængsling=indespærring) og mange følelsesforbrydere frygter netop indespærring. Ikke på grund af følgerne, som at være indespærret eller at være i forvaring, nej alene fordi det er en straf. Derfor vil mange seksualmord være følgen af angst for utilstrækkelighed og straf. Ikke angst for at være skyldig.
Og så må jeg slutte med at nævne incest og pædofili. Pædofili (kønsdrift rette mod børn) er strafbart. Ikke fordi der findes beviser for at denne kønsdrift skader børn - men fordi der findes juridisk-kristent baserede love der forbyder det. Personligt er jeg modstander især fordi jeg mener at sexuel kærlighed kræver at begge parter er kønsmodne. Men der er jo ikke tvivl om at (især) mænd er opsatte på at føle sig kønsmodne og føle sig voksne i deres seksualitet. Og uskyld er jo defineret som små børn. Det er stadig det mest uskyldige vi kan forestille os: små børn.
Pædofili er voldtægt af små børn. Hvis små børn udsættes for følelsemæssige udfordringer vil det altid være en form for voldtægt. Som når forældre skændes om forældremyndighed, når forældre med politiet møder op for at håndhæve deres ret, som når børn ønsker at deres forældre lytter til dem, selv om de er ensomme. Fysisk voldtægt er til at måle og konstatere, den kan defineres! Men vores behandling af børn er ikke bedre end den fysiske voldtægt. Jeg hørte for eksempel i "Mads og Monopolet" i dag at en mand havde fortrudt sin seksuelle omgang med sine børn, at han ikke havde set dem siden de var flyttet hjemmefra, men at han og hans nu afdøde kone havde fået en stedsøn gennem et udvekslingsophold i Frankrig. At han som 80-årig var villig til at miste al den kontakt til omverdenen han havde - ved at fortælle om sin synd! Problemet for "papsønnen" var hvad han skulle bruge det til. Skulle han tilgive, undlade at tale om det og nyde papbedstefaderen til hans død eller droppe forbindelsen.
Hvad med at prøve at lytte til manden, at prøve at sætte sig ind i de følelser der gør at nogle synes at små børn er så fristende. Vi vælger ifølge undersøgelser at ønske folk døde når de gør noget vi ikke forstår. Hvorfor vælger vi ikke at forstå når nogle slår ihjel. Jeg vil ikke forsvare Breivik, men jeg ville ønske der var nogle filosoffer i verden - som kunne fortolke hans udtalelser, ligesom jeg ville ønske at verden i sin tid havde kommentatorer til "Mein Kampf".
Det lange af det korte: Frem for at fokusere på misbrugte børn, burde vi fokusere på misbrugeren. Det gælder også når vi taler om alkohol, stoffer og sex.
Jeg elsker min kæreste og har kun ønsket at se en mindreårig pige nøgen, da jeg selv var 10 år. "Må jeg se din, må du se min".
Siden jeg blev "voldtaget" har jeg kun interesseret mig for kvinder der var voksne nok til at ønske mig og min seksualitet, hvilket ikke altid lykkedes lige godt, men har givet lange pauser med afholdenhed. Men jeg har heldigvis nået at elske og dyrke sex nogle få gange i mit liv. Og jeg er trofast tilhænger af det følsomme og seksuelle menneske. Så lad os nu bare ende med at lytte fremfor at straffe på forhånd.
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
lørdag, februar 11, 2012
lørdag, januar 28, 2012
Leg med ord
"Tromz, Goverdramatic, Razuvic, Nusentim"Det var de fire ord jeg valgte da jeg fra en bogstavbunke fik muligheden for at vælge de fire ord jeg så først. Det skal siges at de reelle ord der kunne vælges var engelsksprogede (hvilket i sig selv giver masser af muligheder, men også giver masser af z'er og c'er), men for mig blev opgaven ikke at finde "love, hate, drama, eller hope" - hvad skal jeg med sådanne ord. Jeg fik muligheden for at se de skjulte ord, dem som jeg ikke kender.
Jeg må sige at Tromz sprang i øjnene. Et ord der simpelthen er overset. Jeg blir nok nødt til at spørge Anders Lund Madsen hvad det betyder, men er sikker på at det er et ord der er væsentligt og derfor ganske overset. Efter lidt søgen efter ord kom "Goverdramatic" til mig som en følelse af opmærksomhed. Jeg har en ide om, at det ord simpelthen fortæller hvordan demokrati fungerer, Meget lettere end at skrive blogs, men det gør jeg så alligevel.
"Razuvic" gav mig straks følelsen af at vi alle hører sammen på tværs af sproggrænser. Måske er det et hårdt ord med hårde lyde for en dansker, men for slaviske folk er det et oplagt ord til at beskrive familie eller håb eller afmagt. Hvad ved jeg, men ordet lyder rigtigt.
Endelig fandt jeg det dejlige ord "Nusentim". Spekulerer stadig på hvordan det udtales. Hvis der er tryk på 3. stavelse er det vel et tillægsord, men sådan så ordet ikke ud da jeg jeg fandt det, heller ikke ikke til at der skulle være tryk på første eller anden stavelse. Det så faktisk ud til at have sit helt eget liv uden tryk på nogen stavelser. Derfor faldt jeg straks for det. Et ord der lever på trods og imod alle regler er og må være et godt ord. Ikke fordi jeg mener trods er godt, men at kunne leve mod alle regler og alligevel eksistere er for mig at se smukt, hvorfor er der ikke flere (ord) der gør det?
Nu til det kedelige:
Jeg lærte som ganske ung at ord kunne man leve med og lege med. Jeg gjorde begge dele og har aldrig fortrudt. Jeg skrev digte som 12-årig. Både den slags der rimede og knækprosa. Jeg var fascineret af Per Højhølt og Vagn Steen og mange flere. Mine forbilleder var der bare, for jeg ønskede at prøve endnu mere! I realen skrev jeg et digt som udgangspunkt for en dansk stil om solen, på gymnasiet et digt på engelsk om at blive henrettet. Selvfølgelig ikke med stor succes. Men har sproget nogensinde haft succes? I dag hører jeg (og ser) de mennesker der skulle være de ypperste sprogvogtere tale så dårligt at jeg ville få den dårligste karakter da jeg gik i skole. Ordblindhed er helt OK for mig, men det skal ikke være en ordblind der lærer mine børn sprog. En ordblind kan sikkert lære mit barn at køre bil, at være røgdykker eller at tælle tal sammen, men ikke hvad grundlaget er for sproget!
Måske tager jeg uhyggelig meget fejl, men sproget er det vigtigste kommunikationsmiddel vi har, set med mine øjne. I dagens Danmark (Hele verden i virkeligheden) er det vigtigste sprog åbenbart økonomi - her vil jeg bare henvise til alle økonomiers moder, nemlig biblen og Babel-tårnet. Selv de jøder der skrev det gamle testamente vidste at sprog kunne ødelægge sammenhold og den samlede verden. Hvordan kan det være at nogle af det gamle testamentes historier handler om at miste: Adam og Eva, Noa, Babelstårnet (også eksempelvis Goliat, Urias og David, men det er måske? lidt fjernt for os her i Danmark). At leve i et "kristent" samfund har tvunget mig til at se med andre øjne end mine egne på mine omgivelser. Mine klassekammerater var jo forskellige allesammen. En var udsat for incest, en anden var udsat for forventninger hun ikke kunne leve op til. Så var der dem der kom til at forvalte pengeinstitutter med en ni-årig uddannelse og dem der var låst inde på på universitetet til de var sidst i 20'erne. De første lærte at tale "pengesprog" sådan at kunderne måtte bøje sig for deres indsigt, de sidste lærte at tale "kunstsprog" (indeholdeldende mange fremmedord og floskler) for at imponere de studerende de skulle bringe videre eller måske for at få selvtillid.
Men hvis en bankmand fortæller mig at jeg kan få et lavt-forrentet lån ved jeg jo ikke i virkeligheden hvad han fortæller mig. Det har noget med penge at gøre - ikke noget med mig, med mit sprog eller med mit ønske om at være menneske. Hvis en Professor fortæller mig at sproget udvikler sig og at det ikke kan være anderledes kan jeg måske ikke forstå at det sprog mine børn og børnebørn taler betyder noget helt andet. Jeg kan sagtens forstå at sprog ændrer sig, jeg kan høre og se på facebook at ordblinde og folk (der som jeg har pølsefingre) laver slåfejl på tastaturet. Jeg er med på stavereformer som Å, Kun store bogstaver først i en sætnimng (Efter punktum) - jeg lever helt fint med at der faktisk ikke findes en gældende kommaregel, vi er tilbage ved den skøre regel jeg aldrig forstod da jeg gik i skole. Det eneste der er svært for mig er i bund og grund at vi ikke kan bevare et sprog og samtidig udvide det.
Ombudsmand og Køkkenmødding er danske ord der findes i historiske værker i hele verden. Prøv at forklare en franskmand om Grauballemanden eller Oluf Høst. En udfordring behøver ikke at betyde man opgiver ord, tværtimod kan man opfinde ord der supplerer de eksisterende. På Island (og tildels i Norge) har man ved lov forhindret sproget i at udvikle sig, og det har ikke virket, tværtimod er mange blevet tosprogede og tager afstand fra deres modersmål (Må selvfølgelig her nævne Sydirland hvor man simpelthen har indført to sprog - holder mig lige til Europa nu - også baskere og andorrianere m.fl. holder på deres eget - i Belgien så meget at de ikke kunne få en "demokratisk valgt" regering i langt over et år). Nogle af de steder der findes flest danske (norrøne) ord er Storbrittanien, Nordfrankrig og Norge - skarpt efterfulgt ar de slaviske Østersølande.
Gamle nordiske ord har udviklet sig og vi har fået forskellige sprog i Norden. Litterært kan vi næsten forstå hinanden, sprogligt er vi så tæt på at forstå hinanden at det oftest er udtalen og valget af navneord der er problemet. Alligevel fravælger vi lysten til at lege med ordene. Vi fravælger lysten til at forstå hinanden. Vi fravælger sproget og i stedet taler vi engelsk med vore sproglige naboer - hvor vi ikke alene har sprogligt fællesskab men også nordisk fællesskab. At vi vælger engelsk fremfor mandarin-kinesisk er jo oplagt: Vi bor tættere på dem, men at fravælge det danske sprog til fordel for engelsk eller tysk (for den sags skyld fransk) er jo himmelråbende tåbeligt. En af de få ting der fik mig til at synes om Hans Egede var faktisk at hans barn ville lære (og lærte) grønlandsk, der tager jeg hatten af. Hvis han så (hvilket er utænkeligt) også ville forstå at mentalitet er forskellig, så ville han have været en helt i mine øjne. Nu er der tilfældigvis ikke nogen danske helte på Grønland, men bare nogen der har "besat" landet med et forsæt (tjene på landet og "hjælpe").
Jeg taler ikke grønlandsk, jeg taler ikke kinesisk eller arabisk, men jeg ved at de sprog er anderledes. Ikke på den måde at man kan sige noget andet, tværtimod så er alle sprog egnede til at udtrykke sig på, og derfor er jeg helt tryg ved at der findes mennesker der taler arabisk, fransk, engelsk og kinesisk, det er nemlig respekten for hinandens kultur der er vigtigst - ikke respekten for sproget.
Jeg håber bare at mine ord er gode i en eller anden sammenhæng, ellers må jeg jo bare bruge dem for mig selv (og måske Anders Lund Madsen) ...
Jeg må sige at Tromz sprang i øjnene. Et ord der simpelthen er overset. Jeg blir nok nødt til at spørge Anders Lund Madsen hvad det betyder, men er sikker på at det er et ord der er væsentligt og derfor ganske overset. Efter lidt søgen efter ord kom "Goverdramatic" til mig som en følelse af opmærksomhed. Jeg har en ide om, at det ord simpelthen fortæller hvordan demokrati fungerer, Meget lettere end at skrive blogs, men det gør jeg så alligevel."Razuvic" gav mig straks følelsen af at vi alle hører sammen på tværs af sproggrænser. Måske er det et hårdt ord med hårde lyde for en dansker, men for slaviske folk er det et oplagt ord til at beskrive familie eller håb eller afmagt. Hvad ved jeg, men ordet lyder rigtigt.
Endelig fandt jeg det dejlige ord "Nusentim". Spekulerer stadig på hvordan det udtales. Hvis der er tryk på 3. stavelse er det vel et tillægsord, men sådan så ordet ikke ud da jeg jeg fandt det, heller ikke ikke til at der skulle være tryk på første eller anden stavelse. Det så faktisk ud til at have sit helt eget liv uden tryk på nogen stavelser. Derfor faldt jeg straks for det. Et ord der lever på trods og imod alle regler er og må være et godt ord. Ikke fordi jeg mener trods er godt, men at kunne leve mod alle regler og alligevel eksistere er for mig at se smukt, hvorfor er der ikke flere (ord) der gør det?
Nu til det kedelige:
Jeg lærte som ganske ung at ord kunne man leve med og lege med. Jeg gjorde begge dele og har aldrig fortrudt. Jeg skrev digte som 12-årig. Både den slags der rimede og knækprosa. Jeg var fascineret af Per Højhølt og Vagn Steen og mange flere. Mine forbilleder var der bare, for jeg ønskede at prøve endnu mere! I realen skrev jeg et digt som udgangspunkt for en dansk stil om solen, på gymnasiet et digt på engelsk om at blive henrettet. Selvfølgelig ikke med stor succes. Men har sproget nogensinde haft succes? I dag hører jeg (og ser) de mennesker der skulle være de ypperste sprogvogtere tale så dårligt at jeg ville få den dårligste karakter da jeg gik i skole. Ordblindhed er helt OK for mig, men det skal ikke være en ordblind der lærer mine børn sprog. En ordblind kan sikkert lære mit barn at køre bil, at være røgdykker eller at tælle tal sammen, men ikke hvad grundlaget er for sproget!
Måske tager jeg uhyggelig meget fejl, men sproget er det vigtigste kommunikationsmiddel vi har, set med mine øjne. I dagens Danmark (Hele verden i virkeligheden) er det vigtigste sprog åbenbart økonomi - her vil jeg bare henvise til alle økonomiers moder, nemlig biblen og Babel-tårnet. Selv de jøder der skrev det gamle testamente vidste at sprog kunne ødelægge sammenhold og den samlede verden. Hvordan kan det være at nogle af det gamle testamentes historier handler om at miste: Adam og Eva, Noa, Babelstårnet (også eksempelvis Goliat, Urias og David, men det er måske? lidt fjernt for os her i Danmark). At leve i et "kristent" samfund har tvunget mig til at se med andre øjne end mine egne på mine omgivelser. Mine klassekammerater var jo forskellige allesammen. En var udsat for incest, en anden var udsat for forventninger hun ikke kunne leve op til. Så var der dem der kom til at forvalte pengeinstitutter med en ni-årig uddannelse og dem der var låst inde på på universitetet til de var sidst i 20'erne. De første lærte at tale "pengesprog" sådan at kunderne måtte bøje sig for deres indsigt, de sidste lærte at tale "kunstsprog" (indeholdeldende mange fremmedord og floskler) for at imponere de studerende de skulle bringe videre eller måske for at få selvtillid.
Men hvis en bankmand fortæller mig at jeg kan få et lavt-forrentet lån ved jeg jo ikke i virkeligheden hvad han fortæller mig. Det har noget med penge at gøre - ikke noget med mig, med mit sprog eller med mit ønske om at være menneske. Hvis en Professor fortæller mig at sproget udvikler sig og at det ikke kan være anderledes kan jeg måske ikke forstå at det sprog mine børn og børnebørn taler betyder noget helt andet. Jeg kan sagtens forstå at sprog ændrer sig, jeg kan høre og se på facebook at ordblinde og folk (der som jeg har pølsefingre) laver slåfejl på tastaturet. Jeg er med på stavereformer som Å, Kun store bogstaver først i en sætnimng (Efter punktum) - jeg lever helt fint med at der faktisk ikke findes en gældende kommaregel, vi er tilbage ved den skøre regel jeg aldrig forstod da jeg gik i skole. Det eneste der er svært for mig er i bund og grund at vi ikke kan bevare et sprog og samtidig udvide det.
Ombudsmand og Køkkenmødding er danske ord der findes i historiske værker i hele verden. Prøv at forklare en franskmand om Grauballemanden eller Oluf Høst. En udfordring behøver ikke at betyde man opgiver ord, tværtimod kan man opfinde ord der supplerer de eksisterende. På Island (og tildels i Norge) har man ved lov forhindret sproget i at udvikle sig, og det har ikke virket, tværtimod er mange blevet tosprogede og tager afstand fra deres modersmål (Må selvfølgelig her nævne Sydirland hvor man simpelthen har indført to sprog - holder mig lige til Europa nu - også baskere og andorrianere m.fl. holder på deres eget - i Belgien så meget at de ikke kunne få en "demokratisk valgt" regering i langt over et år). Nogle af de steder der findes flest danske (norrøne) ord er Storbrittanien, Nordfrankrig og Norge - skarpt efterfulgt ar de slaviske Østersølande.
Gamle nordiske ord har udviklet sig og vi har fået forskellige sprog i Norden. Litterært kan vi næsten forstå hinanden, sprogligt er vi så tæt på at forstå hinanden at det oftest er udtalen og valget af navneord der er problemet. Alligevel fravælger vi lysten til at lege med ordene. Vi fravælger lysten til at forstå hinanden. Vi fravælger sproget og i stedet taler vi engelsk med vore sproglige naboer - hvor vi ikke alene har sprogligt fællesskab men også nordisk fællesskab. At vi vælger engelsk fremfor mandarin-kinesisk er jo oplagt: Vi bor tættere på dem, men at fravælge det danske sprog til fordel for engelsk eller tysk (for den sags skyld fransk) er jo himmelråbende tåbeligt. En af de få ting der fik mig til at synes om Hans Egede var faktisk at hans barn ville lære (og lærte) grønlandsk, der tager jeg hatten af. Hvis han så (hvilket er utænkeligt) også ville forstå at mentalitet er forskellig, så ville han have været en helt i mine øjne. Nu er der tilfældigvis ikke nogen danske helte på Grønland, men bare nogen der har "besat" landet med et forsæt (tjene på landet og "hjælpe").
Jeg taler ikke grønlandsk, jeg taler ikke kinesisk eller arabisk, men jeg ved at de sprog er anderledes. Ikke på den måde at man kan sige noget andet, tværtimod så er alle sprog egnede til at udtrykke sig på, og derfor er jeg helt tryg ved at der findes mennesker der taler arabisk, fransk, engelsk og kinesisk, det er nemlig respekten for hinandens kultur der er vigtigst - ikke respekten for sproget.
Jeg håber bare at mine ord er gode i en eller anden sammenhæng, ellers må jeg jo bare bruge dem for mig selv (og måske Anders Lund Madsen) ...
torsdag, januar 12, 2012
Hvis arbejde var Gud
Jeg spekulerer på hvorfor noget så enkelt som arbejde bliver så indviklet. Nej egentlig spekulerer jeg ikke. Det indviklede er jo såre simpelt. Arbejde er noget man giver til andre og får en tak for. Det indviklede er så at takken kan gøres op i penge. Det indviklede er også at de penge arbejdet gøres op i på ingen måde står mål med det arbejde der bidrages med.
Jeg vil gerne komme med en masse eksempler. For det første findes der mange mennesker der frivilligt og gratis (ofte endda med indsamling af penge til en god sag) med glæde arbejder for at se at mennesker blive mere raske, hygge sig mere eller komme ud af ensomhed eller sygdom. En del mennesker arbejder endda gratis for at samle penge ind til fattige og sultne mennesker i andre lande.
For det andet findes der mennesker der frivilligt bidrager til et foreningsliv. Det kan som for mit vedkommende være at være i bestyrelsen for den lokale biograf, eller at finde plader frem til en times udsendelse i lokalradioen.
For det tredje er der mennesker der uddeler medmenneskelighed i form af samvær eller telefonkæder. For eksempel at holde juleaften med ensomme, eller at være del af en telefonkæde for ældre, som i ældresagen.
For det fjerde er der mange mennesker der deler deres vid med andre på de nymodens "sociale netværk" som for eksempel facebook. Her er der tale om at dele både sure opstød og humoristiske hverdagsbetragtninger.
Alle disse og mange andre "gode gerninger" i form af frivilligt og ulønnet arbejde er sådan set altid et håndslag værdigt. Arbejdet er umådelig vigtigt, men udføres ikke officielt.
Men så kommer den officielle del jo netop på bane. Nu skal arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere arbejde for understøttelse og kontanthjælp. Oprindelig en fuldstændig fejlslagen teori om at man kunne fastholde kontakt med arbejdsmarkedet og "netværke" som Radikale Venstre allerede i 70'erne fastholdt som krav for regeringssamarbejde. Men reglerne blev indført gennem samarbejde med En socialdemokratisk ledet regering. Det førte i første omgang til at fagforeningerne fastholdt at ledige ikke måtte tage arbejde som uddannede eller faglærte kune varetage, og i den forbindelse blev det også nærmest forbudt for modtagere af understøttelse (økonomisk forsikring mod arbejdstab og dermed løntab). For mit vedkommende betød det for eksempel i 1992 at jeg ikke måtte bidrage til lokalradioen med udsendelser eller sælge billetter i biografens foyer, i hvert fald ikke hvis jeg modtog understøttelse. Havde jeg været på kontanthjælp ville jeg til gengæld dengang være presset til at samle tøjklemmer eller lignende uden at få noget for det.
Senere ændrede vilkårene sig. Samfundsøkonomisk var det en fordel at få udført ulønnet arbejde, derfor blev kravene til frivilligt arbejde ændret. I samme periode har skiftende regeringer arbejdet seriøst på at afskaffe arbejdsløshedsforsikring og at økonomisere kontanthjælpen. Foreløbig er vi kommet dertil at arbejdsløshedsforsikringen som man i princippet kan betale til hele sit liv, kun gælder i en periode på to år, og at kontanthjælpen fordrer at du skal udføre et arbejde (oftest totalt meningsløst) for at modtage hjælp fra det offentlige.
Vi er langt fra min barndoms skærslibere (landstrygere) og de allerede dengang sjældne navere der vandrede rundt i Europa for at dygtiggøre sig indenfor håndværk. Nu har vi faktisk fået et proletariat af hjemløse, der veritabelt er landstrygere men som dyr der mister deres territorium søger ind til byerne uden at have en kinamands chance for at komme til hægterne. Men der er mange tomme skraldespande og mange ligeglade mennesker i byerne, så man kan overleve ved at bruge rester fra mennesker der har for meget!
Personligt synes jeg sådan set at vi arbejder seriøst på at gøre flere mennesker til frivillige. Først udstøder vi større grupper af mennesker fordi de ikke passer ind i det kapitalistiske mønster vi lever efter. Derefter følger vi godgørenhedsreglen fra den samme ideologi: Gør noget for andre. (Tror nok det er den barmhjertige samaritaner der er forbillede, i hvert fald ret sikker på at det nye testamente har betydning for den tankegang). Altså den kapitalistiske regel er at du først skal dele med andre når du har for meget (og det er helt op til dig selv at definere hvornår du har for meget), den socialistiske regel er at vi alle skal dele efter evne, altså dem der bidrager mest til samfundets opretholdelse beholder mest, men deler med de andre i samfundet (jeg tror aldrig at inuitterne blev socialister, men de efterlevede faktisk dette princip).
Desværre har vi blandet tingene godt og grundigt sammen fordi der i kølvandet på industrialismen opstod en såkaldt arbejderbevægelse. Løsarbejdere fra landet strømmede i hobetal til købstæderne da landbruget blev mekaniseret. Alle i håb om at få et arbejde i første omgang. Den anarkistiske og den socialistiske bevævelse fik tilhængere blandt de bedst begavede af disse arbejdsløse, samt hos den liberale åndselite. liberal betød dengang: "som ikke holder strengt paa det overleverede, gængse, men tillader nye anskuelser at gøre sig gældende; som stiller sig forstaaende ell. overbærende over for andres anskuelser, afvigelser fra det vedtagne og lignende" (if. Ordbog Over Det Danske Sprog). I slipstrømmen på dette frisind opstod fagbevægelsen og med tiden den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Arbejderne blev med tiden en efterspurgt vare i det stadigt voksende industrisamfund og dermed fik deres fagbevægelse en forøget indflydelse. I forbindelse med genopbygningen af Europa efter 2. verdenskrig blev den nordiske model faktisk beundret af andre lande for sin fleksibilitet, en fleksibilitet der primært bestod i at forhandlinger mellem fagbevægelse og arbejdsgivere betød fordele for begge parter. Højere løn blev betalt med fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvis der var krav om tilbagenholdenhed kunne man forhandle ferieperioder, barsel og arbejdsgiverbetalt efteruddannelse (for nu at nævne i flæng).
For at forstå nogle paradokser i at arbejdsløshed og forbedrede vilkår på arbejdsmarkedet ikke umiddelbart medførte et stigende antal af frivillige medhjælpere, må vi se lidt på samfundets indretning. Børn og kvinder blev stadig i stort omfang ansat som billig arbejdskraft, men ikke mindst var det jo ifølge grundloven kun formuende mænd uden straffeattest over 30 år der kunne bestemme i Danmark (til 1915), i hvert fald ind til for 103 år siden (12. marts 1908, hvor kvinder fik valgret). Dengang var der også to kamre i det danske folketing, men lad os lige få paradokserne i forbindelse med arbejdsmarkedet sat på plads. Statens voksende behov for arbejdskraft (biblioteker, sygesikringskontorer, offentlige kontorer mm.) fik faktisk en del kvinder på arbejdsmarkedet. Det var dog kvinder af det bedre borgerskab der på denne måde blev aktiveret, idet direktører og andre samfundsspidser for forskellige virksomheder fandt ud af at pacificere deres koner ved at sørge for at de fik deltidsstillinger som primært indebar kontorarbejde.
Disse stillinger var jo ikke altid til rådighed, men kvinder af det bedre borgerskab kunne så til gengæld vælge at gøre et socialt arbejde frivilligt (da de jo var forsørget af deres mand). Og sådan gik det da også herhjemme i Danmark (som i mange andre lande i øvrigt). Velgørenhed og frivillighed er altså til dels en religiøs foreteelse, til dels en social, kapitalistisk foreteelse.
Her ligger paradokset så og gror. Den politisk sociale tanke har aldrig arbejdet med frivillighed, den har arbejdet med krav. Mere i løn, mere ferie, lavere arbejdstid, social sikkerhed. Og det er som Thomas Nielsen sagde for efterhånden mange år siden (1982) sagde: "Vi har sejret ad helvede til - godt". Måske var sejren for god, for eftertiden har vist at højreorienterede regeringer ofte med hjælp fra det inderste venstre har skåret ned på fagbevægelsens rettigheder uden på samme måde at indskrænke arbejdsgivernes politiske indflydelse. Men samtidig kom kvinder i hobetal ud på arbejdsmarkedet efter det store økonomiske efterkrigsboom der markerede sig i løbet af 1960'erne. Og med kvinder på arbejdsmarkedet (i mange tilfælde i stillestående økonomiske perioder) fik kvinder økonomisk mulighed for (og selvfølgelig meget tid til) at gøre de ting de var opdraget til da de skulle gå i hjemmet og passe børn og sørge for god stemning blandt deres mænds omgang med naboerne. At kvinder skulle forsvare deres børn i forhold til naboerne lige fra æblerov til utidig interesse for naboens uberørte pige havde indtil da været en del af kvindens rolle, lissom hendes rolle med at forsvare mandens kritik af naboerne var en del af hendes rolle i husstanden. Langt sagt: Nu er det bare blevet en del af samfundets struktur. At det skal være gratis og at staten vil have indflydelse på det er sådan set hele forskellen.
Og så er vi sådan set fremme ved nutiden. At arbejde frivilligt er nu fuldstændig frivilligt! Men at arbejde er til gengæld et krav. Endda uden løn, uden nogen pension, uden nogen garanti for noget som helst. Simpelthen fordi den økonomiske krise, som jo principielt ikke berører fattige mennesker (i og med de ikke har nogen økonomi) skal berøre os alle. Ikke ifølge det flertal af fattige mennesker der findes i Danmark (De har sådan set travlt nok med at leve et liv), nej krisen skal betales af alle ifølge de mennesker der har tjent mest ved at skabe krisen og nu føler at de har fortjent at oppebære den livsstil der er den egentlige årsag til krisen.
De fleste af disse mennesker (altså dem der er årsag til krisen) har stort set ikke arbejdet. Men de ønsker ikke at deres livsvilkår skal ændres. De fleste af de mennesker der har arbejdet eller søgt arbejde hele deres liv, har aldrig opnået bare brøkdele af det, som de mennesker der vil bestemme hvordan deres selvskabte krise skal sløres. De får faktisk ikke engang den pension de blev stillet i udsigt da de begyndte på arbejdsmarkedet.
I denne "krise" er det da også de rige og politikerne og bankerne der fortæller os hvad vi skal gøre for at klare os igennem krisen. Og her er gratis arbejde for virksomheder blevet guld værd. Selv en socialdemokratisk regering anbefaler at ledige skal arbejde for de penge de angiveligt har ret til!
Hvis arbejde var Gud ville jeg være Jesus, han fik sgu da i det mindste lov til selv at have et sexliv og hans arbejde bestod stort set i at snakke sort!
Jeg vil gerne komme med en masse eksempler. For det første findes der mange mennesker der frivilligt og gratis (ofte endda med indsamling af penge til en god sag) med glæde arbejder for at se at mennesker blive mere raske, hygge sig mere eller komme ud af ensomhed eller sygdom. En del mennesker arbejder endda gratis for at samle penge ind til fattige og sultne mennesker i andre lande.
For det andet findes der mennesker der frivilligt bidrager til et foreningsliv. Det kan som for mit vedkommende være at være i bestyrelsen for den lokale biograf, eller at finde plader frem til en times udsendelse i lokalradioen.
For det tredje er der mennesker der uddeler medmenneskelighed i form af samvær eller telefonkæder. For eksempel at holde juleaften med ensomme, eller at være del af en telefonkæde for ældre, som i ældresagen.
For det fjerde er der mange mennesker der deler deres vid med andre på de nymodens "sociale netværk" som for eksempel facebook. Her er der tale om at dele både sure opstød og humoristiske hverdagsbetragtninger.
Alle disse og mange andre "gode gerninger" i form af frivilligt og ulønnet arbejde er sådan set altid et håndslag værdigt. Arbejdet er umådelig vigtigt, men udføres ikke officielt.
Men så kommer den officielle del jo netop på bane. Nu skal arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere arbejde for understøttelse og kontanthjælp. Oprindelig en fuldstændig fejlslagen teori om at man kunne fastholde kontakt med arbejdsmarkedet og "netværke" som Radikale Venstre allerede i 70'erne fastholdt som krav for regeringssamarbejde. Men reglerne blev indført gennem samarbejde med En socialdemokratisk ledet regering. Det førte i første omgang til at fagforeningerne fastholdt at ledige ikke måtte tage arbejde som uddannede eller faglærte kune varetage, og i den forbindelse blev det også nærmest forbudt for modtagere af understøttelse (økonomisk forsikring mod arbejdstab og dermed løntab). For mit vedkommende betød det for eksempel i 1992 at jeg ikke måtte bidrage til lokalradioen med udsendelser eller sælge billetter i biografens foyer, i hvert fald ikke hvis jeg modtog understøttelse. Havde jeg været på kontanthjælp ville jeg til gengæld dengang være presset til at samle tøjklemmer eller lignende uden at få noget for det.
Senere ændrede vilkårene sig. Samfundsøkonomisk var det en fordel at få udført ulønnet arbejde, derfor blev kravene til frivilligt arbejde ændret. I samme periode har skiftende regeringer arbejdet seriøst på at afskaffe arbejdsløshedsforsikring og at økonomisere kontanthjælpen. Foreløbig er vi kommet dertil at arbejdsløshedsforsikringen som man i princippet kan betale til hele sit liv, kun gælder i en periode på to år, og at kontanthjælpen fordrer at du skal udføre et arbejde (oftest totalt meningsløst) for at modtage hjælp fra det offentlige.
Vi er langt fra min barndoms skærslibere (landstrygere) og de allerede dengang sjældne navere der vandrede rundt i Europa for at dygtiggøre sig indenfor håndværk. Nu har vi faktisk fået et proletariat af hjemløse, der veritabelt er landstrygere men som dyr der mister deres territorium søger ind til byerne uden at have en kinamands chance for at komme til hægterne. Men der er mange tomme skraldespande og mange ligeglade mennesker i byerne, så man kan overleve ved at bruge rester fra mennesker der har for meget!
Personligt synes jeg sådan set at vi arbejder seriøst på at gøre flere mennesker til frivillige. Først udstøder vi større grupper af mennesker fordi de ikke passer ind i det kapitalistiske mønster vi lever efter. Derefter følger vi godgørenhedsreglen fra den samme ideologi: Gør noget for andre. (Tror nok det er den barmhjertige samaritaner der er forbillede, i hvert fald ret sikker på at det nye testamente har betydning for den tankegang). Altså den kapitalistiske regel er at du først skal dele med andre når du har for meget (og det er helt op til dig selv at definere hvornår du har for meget), den socialistiske regel er at vi alle skal dele efter evne, altså dem der bidrager mest til samfundets opretholdelse beholder mest, men deler med de andre i samfundet (jeg tror aldrig at inuitterne blev socialister, men de efterlevede faktisk dette princip).
Desværre har vi blandet tingene godt og grundigt sammen fordi der i kølvandet på industrialismen opstod en såkaldt arbejderbevægelse. Løsarbejdere fra landet strømmede i hobetal til købstæderne da landbruget blev mekaniseret. Alle i håb om at få et arbejde i første omgang. Den anarkistiske og den socialistiske bevævelse fik tilhængere blandt de bedst begavede af disse arbejdsløse, samt hos den liberale åndselite. liberal betød dengang: "som ikke holder strengt paa det overleverede, gængse, men tillader nye anskuelser at gøre sig gældende; som stiller sig forstaaende ell. overbærende over for andres anskuelser, afvigelser fra det vedtagne og lignende" (if. Ordbog Over Det Danske Sprog). I slipstrømmen på dette frisind opstod fagbevægelsen og med tiden den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Arbejderne blev med tiden en efterspurgt vare i det stadigt voksende industrisamfund og dermed fik deres fagbevægelse en forøget indflydelse. I forbindelse med genopbygningen af Europa efter 2. verdenskrig blev den nordiske model faktisk beundret af andre lande for sin fleksibilitet, en fleksibilitet der primært bestod i at forhandlinger mellem fagbevægelse og arbejdsgivere betød fordele for begge parter. Højere løn blev betalt med fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvis der var krav om tilbagenholdenhed kunne man forhandle ferieperioder, barsel og arbejdsgiverbetalt efteruddannelse (for nu at nævne i flæng).
For at forstå nogle paradokser i at arbejdsløshed og forbedrede vilkår på arbejdsmarkedet ikke umiddelbart medførte et stigende antal af frivillige medhjælpere, må vi se lidt på samfundets indretning. Børn og kvinder blev stadig i stort omfang ansat som billig arbejdskraft, men ikke mindst var det jo ifølge grundloven kun formuende mænd uden straffeattest over 30 år der kunne bestemme i Danmark (til 1915), i hvert fald ind til for 103 år siden (12. marts 1908, hvor kvinder fik valgret). Dengang var der også to kamre i det danske folketing, men lad os lige få paradokserne i forbindelse med arbejdsmarkedet sat på plads. Statens voksende behov for arbejdskraft (biblioteker, sygesikringskontorer, offentlige kontorer mm.) fik faktisk en del kvinder på arbejdsmarkedet. Det var dog kvinder af det bedre borgerskab der på denne måde blev aktiveret, idet direktører og andre samfundsspidser for forskellige virksomheder fandt ud af at pacificere deres koner ved at sørge for at de fik deltidsstillinger som primært indebar kontorarbejde.
Disse stillinger var jo ikke altid til rådighed, men kvinder af det bedre borgerskab kunne så til gengæld vælge at gøre et socialt arbejde frivilligt (da de jo var forsørget af deres mand). Og sådan gik det da også herhjemme i Danmark (som i mange andre lande i øvrigt). Velgørenhed og frivillighed er altså til dels en religiøs foreteelse, til dels en social, kapitalistisk foreteelse.
Her ligger paradokset så og gror. Den politisk sociale tanke har aldrig arbejdet med frivillighed, den har arbejdet med krav. Mere i løn, mere ferie, lavere arbejdstid, social sikkerhed. Og det er som Thomas Nielsen sagde for efterhånden mange år siden (1982) sagde: "Vi har sejret ad helvede til - godt". Måske var sejren for god, for eftertiden har vist at højreorienterede regeringer ofte med hjælp fra det inderste venstre har skåret ned på fagbevægelsens rettigheder uden på samme måde at indskrænke arbejdsgivernes politiske indflydelse. Men samtidig kom kvinder i hobetal ud på arbejdsmarkedet efter det store økonomiske efterkrigsboom der markerede sig i løbet af 1960'erne. Og med kvinder på arbejdsmarkedet (i mange tilfælde i stillestående økonomiske perioder) fik kvinder økonomisk mulighed for (og selvfølgelig meget tid til) at gøre de ting de var opdraget til da de skulle gå i hjemmet og passe børn og sørge for god stemning blandt deres mænds omgang med naboerne. At kvinder skulle forsvare deres børn i forhold til naboerne lige fra æblerov til utidig interesse for naboens uberørte pige havde indtil da været en del af kvindens rolle, lissom hendes rolle med at forsvare mandens kritik af naboerne var en del af hendes rolle i husstanden. Langt sagt: Nu er det bare blevet en del af samfundets struktur. At det skal være gratis og at staten vil have indflydelse på det er sådan set hele forskellen.
Og så er vi sådan set fremme ved nutiden. At arbejde frivilligt er nu fuldstændig frivilligt! Men at arbejde er til gengæld et krav. Endda uden løn, uden nogen pension, uden nogen garanti for noget som helst. Simpelthen fordi den økonomiske krise, som jo principielt ikke berører fattige mennesker (i og med de ikke har nogen økonomi) skal berøre os alle. Ikke ifølge det flertal af fattige mennesker der findes i Danmark (De har sådan set travlt nok med at leve et liv), nej krisen skal betales af alle ifølge de mennesker der har tjent mest ved at skabe krisen og nu føler at de har fortjent at oppebære den livsstil der er den egentlige årsag til krisen.
De fleste af disse mennesker (altså dem der er årsag til krisen) har stort set ikke arbejdet. Men de ønsker ikke at deres livsvilkår skal ændres. De fleste af de mennesker der har arbejdet eller søgt arbejde hele deres liv, har aldrig opnået bare brøkdele af det, som de mennesker der vil bestemme hvordan deres selvskabte krise skal sløres. De får faktisk ikke engang den pension de blev stillet i udsigt da de begyndte på arbejdsmarkedet.
I denne "krise" er det da også de rige og politikerne og bankerne der fortæller os hvad vi skal gøre for at klare os igennem krisen. Og her er gratis arbejde for virksomheder blevet guld værd. Selv en socialdemokratisk regering anbefaler at ledige skal arbejde for de penge de angiveligt har ret til!
Hvis arbejde var Gud ville jeg være Jesus, han fik sgu da i det mindste lov til selv at have et sexliv og hans arbejde bestod stort set i at snakke sort!
lørdag, januar 07, 2012
Krisen kradser
Så fik Helle Thorning sine 100 dage. - de gik omtrent så godt som de er gået for tidligere statsministre. Pressen finder alt det sure frem. Godt gået Helle, de har nok at skrive om!
Alle de gode ting er måske ikke så markante som i den blå regerings tid. Set med mine øjne er det dog primært fordi det lykkedes for venstreregeringen at bilde folk ind at de gjorde noget der var til gavn for "mig".
Igen må jeg sige: Den tidligere regering gjorde ikke andet for mig end at bilde mig ind at jeg kunne blive rigere. For at sige det ligeud vil jeg kalde den blå blok (inklusive Radikale Venstre) for en "Lotto-regering" - en regering der giver dig mulighed for at vinde, vel videne at de fleste der satser vil tabe!
Nu er vi nået dertil at folk diskuterer 68 mennesker der udelukkende opholder sig i Danmark fordi de ikke har noget statsborgerskab - vi udviser børn (og adskiller dem fra deres forældre) fordi de ikke opfylder krav om at være danskere. Vi sender vores børn til Sverige fordi de gerne vil giftes med unge mænd eller piger på 22 år - samtidig med at vi klager over at gennemsnitsalderen for forældre stiger til over 30 år. Vi synes at det kinesiske system med at nøjes med 1 barn er helt forkert (undtagen i Kina og Indien) Vi forstår ikke at de lande der er folkerigest også bliver endnu mere folkerige, og at de derfor slår piger ihjel (udfra den tanke at det er mænd der skal brødføde en familie). Vi tror i al vores naivitet at denne ét-barnsstrategi giver et mere afbalanceret samfund, trods det at der vil mangle noget nær 1 mio kvinder til alle de mænd der fødes. Balance?
Jeg synes at den danske regering er kommet dårlig fra start. Men jeg synes også at vi lige skal komme i gang. Det der skete gennem de sidste ti år har ikke været løftebrud, som de blå beskylder den nye regering for. Nej det har været demagogi og demagogi. Jeg havde lyst til at skrive ord som løgn, fejlkommunikation og omgåelse af sandheden på letfærdig vis. Men jeg strandede hver gang ved demagogi. Og hvis nogen skulle være i tvivl om hvem der var en af de bedste demagoger skal jeg gerne pinde det ud: Göbbels! At man er i stand til at bilde et helt folk noget løgn ind er i sig selv ikke svært. Det bliver bare ikke rigtigt af det. Venstre og DF er i fuld gang med at bilde den almindelige dansker ind, at den nuværende regering udelukkende består af det ene løftebrud efter det andet, mens de tidligere ministre pålægger sig selv tavshedspligt de ikke har eller ophæver en tavshedspligt de selv har været med til at indføre! Alligevel tror den "almindelige dansker" at der kun findes et troværdigt parti: Lotto-partiet VENSTRE (der lover dig gevinst - hvis du vinder) Ellers er det bare ærgerligt!
Jo, krisen kradser. Jeg har ikke nogen penge, jeg havde det heller ikke for 3 år siden. Jeg havde ikke noget hus, Med min opdragelse fik jeg et lån i banken (eller rettere en kassekredit) Men jeg ville kun have et lån på 10.000, trods det at jeg kunne få et på 100.000. Det var mig selv der måtte slå bremsen i, ikke banken. Det var mig selv der måtte forstå min egen økonomi, ikke regeringen. Hvorfor skal jeg stole på en regering der lover mig arbejde, når jeg kan konstatere at der ikke er noget arbejde. En opposition der lover mig bedre tider hvis de kommer til igen, trods deres løgne sidst de udgjorde en regering. Hvorfor overhovedet tro på at der er en krise? Når man gang på gang hører at den primære årsag til krisen skyldes alle de borgere der egentlig har penge nok, men gemmer dem til de bliver mere værd. Opsparingen når nye højder, forbruget er faldende, danskerne afventer bedre tider! Det er generelt hvad vi kan læse i aviserne. Alligevel er det ikke det manglende forbrug der får overskrifterne, nej det er de øgede omkostninger til mennesker på overførselsindkomster! Hvis alle de nervøse sparere der i den grad lytter til de finansielle orakler havde brugt penge uden at lytte, så ville vi være flere i arbejde i Danmark. Vi ville sådan set kunne lave vores eget lille fristed i en kaotisk verden fyldt med desperation p.gr.a. en økonomiske krise, som stort set kun berører statsbankerne. (egl kun fordi de har privatiseret al bankvæsen).
At krisen kradser har jeg mærket. Men udover at priserne på almindelige varer er steget med mere end de fedtafgifter som den tidligere regering har indført - hvilket vi nok under ingen omstændigheder kan klandre den nye regering for - det er stort set hvad der er sket. For at være helt ærlig tror jeg egentlig at den tidligere regering troede så meget på sig selv (Thor: "Vi kan købe hele verden " - hvor var det godt at vi ikke købte hele verden, men hvor ville jeg ønske at den selvsikre VKR-regering havde gjort det! Så ville vi være fri for den selvforherligelse vi hører fra et parti der i den grad har solgt ud af sine principper for at beholde regeringsmagten. Måske er det den krise de snakker om hos oppositionen?
På den netside vi alle kender som facebook kan jeg gang på gang følge med i betragtninger om krisen. Af uforklarlige årsager er det altid andre der er del af krisen (for eksempel arbejdsløse eller udlændinge/tilflyttere).)
Vi hælder vores usikkerhed (ikke nogen usikkerhed der eksisterer for dig og mig - kun for de mennesker der har lånt mere end de kan betale - my bare ass) over på uskyldige mennesker der sådan set bare gør hvad landarbejdere gjorde for 150 år siden: søgte derhen hvor pengene var! Kort sagt blev landbruget mekaniseret og arbejdskraften på landet blev overflødig. Så flyttede de til byerne og byerne voksede med stor hast. Der var masser af penge at tjene på at udleje baggårde og loftsværelser. Sådan var det dengang. Nu indfører vi en krise der gør det let at udnytte arbejdskraft fordi den er billigere i Polen eller Kina! På dansk denne gang: "Min bare røv". Der er kun krise fordi vi tror på den. Mine forældre levede under anden verdenskrig, og de savnede både nyt tøj og frugter mm. Men det var altså ikke et større problem at man ikke kunne få appelsiner i maj eller kokosnødder i juli. De største problemer bestod i at man ikke kunne få dagligvarer som mel. gær, sukker, smør eller margarine mm. fordi det var rationeret. Hvornår får vi rationering i forbindelse med denne opreklamerede krise? Mit svar: ALDRIG. Pengene er så hellige at enhver krise er kapitalens, ikke min. Alligevel er det åbenbart naturligt at pålægge ansvaret for økonomisk uansvarlighed på de lavestlønnede og de uformuende! Endnu engang: Findes der en krise?
Som det sidste vil jeg gerne fremhæve minde forældre. De tør ikke bruge penge. De tør ikke noget som helst. Jeg har sagt til dem at deres penge er deres, alligevel må der godt være lidt til overs når de ikke er her længere, synes de. De har den bedste pensionsordning der nogensinde vil eksistere her i landet. For dem er pensionen højere end hvis de havde været på understøttelse! Alligevel tror de på de løgne den tidligere og åbenbart også den nuværende regering spreder: Vi er i krise. Venstreregeringen bød på en symbolsk nedskæring af ministerpensionen (vel at mærker det beløb der udbetales nu, ikke de penge ministre kan modtage efter at have været ministre!) Den nuværende regering har sagt nej til et forslag fra Enhedslisten om at nedsætte pension og fjerne familiepension for folketingspolitikere. Hvor smukt!
Krisen kradser, men det er åbenbart kun fattige danskere og folk der ikke har statspension det skal gå ud over.
Fortæl mig lige hvor fanden den krise er!
Alle de gode ting er måske ikke så markante som i den blå regerings tid. Set med mine øjne er det dog primært fordi det lykkedes for venstreregeringen at bilde folk ind at de gjorde noget der var til gavn for "mig".
Igen må jeg sige: Den tidligere regering gjorde ikke andet for mig end at bilde mig ind at jeg kunne blive rigere. For at sige det ligeud vil jeg kalde den blå blok (inklusive Radikale Venstre) for en "Lotto-regering" - en regering der giver dig mulighed for at vinde, vel videne at de fleste der satser vil tabe!
Nu er vi nået dertil at folk diskuterer 68 mennesker der udelukkende opholder sig i Danmark fordi de ikke har noget statsborgerskab - vi udviser børn (og adskiller dem fra deres forældre) fordi de ikke opfylder krav om at være danskere. Vi sender vores børn til Sverige fordi de gerne vil giftes med unge mænd eller piger på 22 år - samtidig med at vi klager over at gennemsnitsalderen for forældre stiger til over 30 år. Vi synes at det kinesiske system med at nøjes med 1 barn er helt forkert (undtagen i Kina og Indien) Vi forstår ikke at de lande der er folkerigest også bliver endnu mere folkerige, og at de derfor slår piger ihjel (udfra den tanke at det er mænd der skal brødføde en familie). Vi tror i al vores naivitet at denne ét-barnsstrategi giver et mere afbalanceret samfund, trods det at der vil mangle noget nær 1 mio kvinder til alle de mænd der fødes. Balance?
Jeg synes at den danske regering er kommet dårlig fra start. Men jeg synes også at vi lige skal komme i gang. Det der skete gennem de sidste ti år har ikke været løftebrud, som de blå beskylder den nye regering for. Nej det har været demagogi og demagogi. Jeg havde lyst til at skrive ord som løgn, fejlkommunikation og omgåelse af sandheden på letfærdig vis. Men jeg strandede hver gang ved demagogi. Og hvis nogen skulle være i tvivl om hvem der var en af de bedste demagoger skal jeg gerne pinde det ud: Göbbels! At man er i stand til at bilde et helt folk noget løgn ind er i sig selv ikke svært. Det bliver bare ikke rigtigt af det. Venstre og DF er i fuld gang med at bilde den almindelige dansker ind, at den nuværende regering udelukkende består af det ene løftebrud efter det andet, mens de tidligere ministre pålægger sig selv tavshedspligt de ikke har eller ophæver en tavshedspligt de selv har været med til at indføre! Alligevel tror den "almindelige dansker" at der kun findes et troværdigt parti: Lotto-partiet VENSTRE (der lover dig gevinst - hvis du vinder) Ellers er det bare ærgerligt!
Jo, krisen kradser. Jeg har ikke nogen penge, jeg havde det heller ikke for 3 år siden. Jeg havde ikke noget hus, Med min opdragelse fik jeg et lån i banken (eller rettere en kassekredit) Men jeg ville kun have et lån på 10.000, trods det at jeg kunne få et på 100.000. Det var mig selv der måtte slå bremsen i, ikke banken. Det var mig selv der måtte forstå min egen økonomi, ikke regeringen. Hvorfor skal jeg stole på en regering der lover mig arbejde, når jeg kan konstatere at der ikke er noget arbejde. En opposition der lover mig bedre tider hvis de kommer til igen, trods deres løgne sidst de udgjorde en regering. Hvorfor overhovedet tro på at der er en krise? Når man gang på gang hører at den primære årsag til krisen skyldes alle de borgere der egentlig har penge nok, men gemmer dem til de bliver mere værd. Opsparingen når nye højder, forbruget er faldende, danskerne afventer bedre tider! Det er generelt hvad vi kan læse i aviserne. Alligevel er det ikke det manglende forbrug der får overskrifterne, nej det er de øgede omkostninger til mennesker på overførselsindkomster! Hvis alle de nervøse sparere der i den grad lytter til de finansielle orakler havde brugt penge uden at lytte, så ville vi være flere i arbejde i Danmark. Vi ville sådan set kunne lave vores eget lille fristed i en kaotisk verden fyldt med desperation p.gr.a. en økonomiske krise, som stort set kun berører statsbankerne. (egl kun fordi de har privatiseret al bankvæsen).
At krisen kradser har jeg mærket. Men udover at priserne på almindelige varer er steget med mere end de fedtafgifter som den tidligere regering har indført - hvilket vi nok under ingen omstændigheder kan klandre den nye regering for - det er stort set hvad der er sket. For at være helt ærlig tror jeg egentlig at den tidligere regering troede så meget på sig selv (Thor: "Vi kan købe hele verden " - hvor var det godt at vi ikke købte hele verden, men hvor ville jeg ønske at den selvsikre VKR-regering havde gjort det! Så ville vi være fri for den selvforherligelse vi hører fra et parti der i den grad har solgt ud af sine principper for at beholde regeringsmagten. Måske er det den krise de snakker om hos oppositionen?
På den netside vi alle kender som facebook kan jeg gang på gang følge med i betragtninger om krisen. Af uforklarlige årsager er det altid andre der er del af krisen (for eksempel arbejdsløse eller udlændinge/tilflyttere).)
Vi hælder vores usikkerhed (ikke nogen usikkerhed der eksisterer for dig og mig - kun for de mennesker der har lånt mere end de kan betale - my bare ass) over på uskyldige mennesker der sådan set bare gør hvad landarbejdere gjorde for 150 år siden: søgte derhen hvor pengene var! Kort sagt blev landbruget mekaniseret og arbejdskraften på landet blev overflødig. Så flyttede de til byerne og byerne voksede med stor hast. Der var masser af penge at tjene på at udleje baggårde og loftsværelser. Sådan var det dengang. Nu indfører vi en krise der gør det let at udnytte arbejdskraft fordi den er billigere i Polen eller Kina! På dansk denne gang: "Min bare røv". Der er kun krise fordi vi tror på den. Mine forældre levede under anden verdenskrig, og de savnede både nyt tøj og frugter mm. Men det var altså ikke et større problem at man ikke kunne få appelsiner i maj eller kokosnødder i juli. De største problemer bestod i at man ikke kunne få dagligvarer som mel. gær, sukker, smør eller margarine mm. fordi det var rationeret. Hvornår får vi rationering i forbindelse med denne opreklamerede krise? Mit svar: ALDRIG. Pengene er så hellige at enhver krise er kapitalens, ikke min. Alligevel er det åbenbart naturligt at pålægge ansvaret for økonomisk uansvarlighed på de lavestlønnede og de uformuende! Endnu engang: Findes der en krise?
Som det sidste vil jeg gerne fremhæve minde forældre. De tør ikke bruge penge. De tør ikke noget som helst. Jeg har sagt til dem at deres penge er deres, alligevel må der godt være lidt til overs når de ikke er her længere, synes de. De har den bedste pensionsordning der nogensinde vil eksistere her i landet. For dem er pensionen højere end hvis de havde været på understøttelse! Alligevel tror de på de løgne den tidligere og åbenbart også den nuværende regering spreder: Vi er i krise. Venstreregeringen bød på en symbolsk nedskæring af ministerpensionen (vel at mærker det beløb der udbetales nu, ikke de penge ministre kan modtage efter at have været ministre!) Den nuværende regering har sagt nej til et forslag fra Enhedslisten om at nedsætte pension og fjerne familiepension for folketingspolitikere. Hvor smukt!
Krisen kradser, men det er åbenbart kun fattige danskere og folk der ikke har statspension det skal gå ud over.
Fortæl mig lige hvor fanden den krise er!
fredag, december 30, 2011
Kærlighedens alder
Så nåede jeg at opleve kærligheden igen. I dag (eller rettere sagt i går) har jeg haft 500 dage med min kæreste. Vi har ikke været sammen hele tiden og hvis jeg skulle tælle de dage vi har været sammen ville det også være for sent, jeg har ikke noteret. Skulle jeg måske også have noteret timer og minutter? Nej jeg har en togbillet og en pladsbillet der fortæller mig hvilken dag jeg rejste på besøg i Odense. Og på hvilket tidspunkt jeg efter køreplanen skulle lande, og hun var der på banegården. Jeg gik bare forkert, og hun havde glemt mobilen og så gik tiden helt i stå. Hun måtte tilbage til bilen efter mobilen og jeg stod stille og roligt med udsigt til slotsparken.
Måske er det også forkert at sige at vores dag nr. 500 var 29. december, vi mødtes jo måneden før til Samsø Festival 23. juli og ikke 17. august. Men til Samsø festival hyggede vi og havde det rart sammen med andre mennesker, det var den dag jeg stod i Odense og kiggede ud mod Slotshaven, at vi mødte hinanden uden at have mere end 100 mennesker omkring os. Ann kørte os til Tarup Centret og vi købte noget at spise og en kasse Odense Pilsner (halvt Classic og halvt Pilsner). Inden vi forlod banegården havde vi givet hinanden et knus og i Tarup Centret holdt vi hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske om det var for ikke at blive væk. Da vi kom hjem til hende viste hun sit gæsteværelse frem og jeg stillede min bagage der. Vi satte os med en øl og snakkede om hvilke ting det kunne være spændende at se, og fik lagt planer for at besøge både Odense og omegn. Og på et eller andet tidspunkt kyssede vi. I løbet af samme dag var vi kærester med kys, kram, holden i hånden og vi elskede med hinanden.
Vi nåede de ting vi havde sat os for, og vi tog også en tur til Samsø for at besøge mig.
Jeg forsøgte jo straks at få mulighed for at besøge hende igen, og det blev ikke afvist. Mit liv på Samsø var totalt smadret. Jeg skulle hæve og bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få kontanthjælp, samtidig skulle jeg være aktiveret i et beskæftigelsesprojekt kommunen havde for at vise at jeg var i stand til at passe et arbejde. Jeg stillede mig på bagbenene. Ikke om jeg ville aktiveres i et projekt der ikke gav mig nogle muligheder for at komme i arbejde - og så for mine egne penge. Så jeg hævede bare penge på mit Dankort, og det varede faktisk indtil februar måned før mit kort blev inddraget.
Derefter levede jeg regulært på nas, delvis hos min kæreste og delvis hos min far. Også min bror der havde tilsvarende økonomiske problemer fik jeg hjælp, mens min mor sørgede for at betale min a-kasse. Min far betalte andre regninger (telefon og nogle få andre vigtige), desværre for mig blev pengeoverførslerne aldrig registreret som mine betalinger.
Jeg var stadig tilmeldt min bopæl på Samsø og da udlejer ringede mig op var det da også min mening at skaffe penge (ved at finde et arbejde), men jeg fik ikke arbejde, og min huslejegæld voksede også. Jeg havde end ikke råd til at vende tilbage til Samsø, så sidste gang jeg var der var i forbindelse med spareklubudbetalingen 2010 (i slutningen af november), og selv da der var Samsø Festival lod jeg min kæreste tage til festival uden mig, jeg opholdt mig hos min far.
I mellemtiden skal det nævnes at min eneste kærlighed havde besøgt min far i flere omgange, og hun var med til 2. juledag (en tradition) hos min mor. Også min mors fødselsdag i marts samt nogle af min fars snapseforenings fællesmøder havde hun deltaget i. Som det er generelt i min familie (trods det at mine forældre blev skilt omkring 1966) er både min far og mor åbne overfor deres børns valg af kærester - også selv om vi børn i enkelte tilfælde har passeret de 50. Ann blev begge steder hos mine forældre budt meget velkommen og er det da osse stadigvæk.
Det kommer nok ikke bag på nogen at min kæreste, der er deltidsansat i restaurationsbranchen, ikke kan forsørge mig. Heller ikke mine forældre kan forsørge mig, selv om lovgivningen pålægger forsørgerpligt til mennesker der ikke kan få arbejde før kontanthjælpen kommer til udbetaling. Men til sidst var jeg nødt til at søge om hjælp til at få mit liv ud af skyggen. Jeg måtte hæve min pensionsopsparing, betale 60% til staten for at hæve i utide (noget som staten pålagde mig). Af det beløb jeg kunne hæve gik stort set alt til at betale den gæld der havde hobet sig op, da banken havde taget sit for overtræk samt de regninger der var betalt da jeg efter troende stadig var en god kunde var de 120.000 kr svundet ind til noget der ligner 15.000. Da regninger og de nærmeste i familien var betalt var beløbet skrumpet til nogle få tusinde kroner, så selv nu hvor jeg er berettiget til at modtage kontanthjælp er jeg glad for at min kæreste vil hente mig på min nye bopæl, det er billigere at køre i egen bil end at tage offentlige transportmidler og samtidig varer kørsel i privatbil ca. halvanden time, mens de offentlige transportmidler herfra tager 3½ time (vel at mærke til ca dobbelt pris med de nuværende benzinpriser).
Min kærlighed har altså nu varet 500 dage. For at være ærlig vil jeg ønske at den vil vare for evigt og at hendes kærlighed til mig vil vare lige så længe. Jeg kan ikke kræve det, alene ønske det - lidt lissom at købe en lottokupon og ønske at vinde. Der er bare det med kærligheden at den skal deles med en anden - lottokuponen har ingen følelser for dig, forhandleren elsker dig selvfølgelig hvis du har købt kupon i hans udsalg, men lottokuponen er fuldstændig ligeglad. Min kærlighed er stærkere og min kærestes er stærkere - det kan jeg sige med sikkerhed da hun har holdt mig ud i mange situationer, der ikke bare indebærer økonomi. Men det er jo netop den glæde jeg føler ved at være elsket og ved at elske der får mig til at ængstes.
Jeg har før været bange for at miste. Første gang jeg mistede en kæreste til en god ven var jeg helt slået ud, parat til vold og parat til at glemme al sund fornuft. Senere i livet har jeg mistet alt hvad jeg har ejet flere gange, jeg har mistet andres kærlighed og ved at det kan ske igen. Jeg har selvvalgt undladt at kontakte mine forældre på grund af skam over ikke at kunne klare mig selv, og jeg har kontaktet dem igen hvo jeg klart har udtrykt min skam over ikke at kunne leve op til deres ønsker, så hvorfor ikke også miste sin kærlighed til en dejlig kvinde af samme årsager?
Til mig selv siger jeg nu: Du må ikke være bange for at miste. Du må elske så meget som du kan mens du har noget at elske. Du må ikke forlange at hun elsker dig på samme måde som du gør, og du må ikke forlange at hun skal føle sig mere elsket når du elsker hende. Samtidig har jeg også besluttet at min kærlighed kun kan være ægte hvis jeg accepterer at jeg kan miste objektet for min kærlighed ved mine handlinger. Når alternativet er at jeg måske skulle bedrage både mig selv og hende for at bevare en kærlighed kan jeg sådan set godt se at min ægte kærlighed er det eneste jeg kan byde på. Skulle hun blive træt af det vil jeg jo alligevel miste hendes kærlighed.
Jeg har haft 500 dejlige dage og håber at hun har haft en dejlig kærlig oplevelse. Det svære her i verden er at elske nogen meget, at sige til dem at man elsker dem meget og så alligevel gøre det man kan - ikke det der forventes. Jeg kunne sagtens være meget bedre til at gøre ting og sager i hjemmet, jeg kunne sagtens leve op til forventninger til den praktiske mand med alle kræfterne. Men jeg er ikke alle de ting. Jeg er principielt ikke doven, selv om mine forældre betragter mig som sådan. Jeg er faktisk aktiv det meste af døgnet på min egen måde. Jeg er bare ikke indrettet som forventet: tage arbejde, tjene penge, gøre hvad man får besked på, have forventninger til livet, ønske noget af livet, stille krav til livet etc.
Som nævnt med min pensionsopsparing ville jeg gerne lindre min alderdom, hvis den skulle komme, og på sæt og vis lindre statskassens omkostninger i forbindelse med mig. Jeg bliver nødt til at bruge udtrykket at jeg ikke engang selv behøver pisse i bukserne for at holde varmen, det klarer lovgivningen med de tåbelige regler om at bruge formue først. Altså staten pisser i mine bukser for at jeg skal holde varmen. Lækkert ikke?
Desværre for staten stiller jeg heller ikke mange krav på egne vegne. At kontanthjælp for nogle er et beløb man kan leve af synes mig stadig en gåde, medmindre man er syg - som for eksempel tidligere soldater i krig, folk med traumer eller medfødte psykiske eller psykosomatiske sygdomme. Ikke en politiker har levet på kontanthjælp! Alligevel har alle politikere styr på udgift og indkomst for en fattig. Desuden tror alle politikere at mennesker der modtager overførselsindkomster er født svindlere, men det er jo et af stederne de tager fejl, som folk der kommer i fængsel lærer også fattige at bruge systemets firkantede regler.
Hvad kærligheden angår lever vi heller ikke alle på fattighjælp. Der har gennem århundreder været opstillet faste regler for kærlighed. Spilleregler kan man kalde det. Dertil har vi så føjet ligestillingen. Et princip der i sig selv er diskriminerende. Ikke at jeg mener at det liv kvinder har levet er optimalt, men det liv mænd har levet har i virkeligheden været lisså traumatiseret. Hvis man kigger den skrevne historie igennem vil man ved nærlæsning opdage at det altid er kvinderne der har ben i næsen når krisen kradser, mens mændene bare går i krig eller opfører sig tåbeligt. Tåbeligt som i "forkert i en given situation". Ligegyldigt hvordan man vender det vil man også opdage at mændenes indflydelse på deres børns opdragelse er minimal (både når det gælder drenge og piger), kvinder derimod har haft nærmest frie tøjler.
Mine forældre blev skilt da jeg var omkring 7 år, mine to yngre søskende (begge drenge var i den forbindelse omkring 6 og 4 år). Vi boede alle tre hos vores enlige mor, indtil hun fandt sig en ny ægtemand (da var jeg 13). Vores far havde "samkvem" indtil vares stedfar flyttede ind, så blev jalousien så stor at min far ikke måtte se os fordi han måske ville se vores mor.
Jeg har den dag i dag et sært forhold til mine forældre. Min mor holder jeg meget af, men samtidig stoler jeg ikke på hende som menneske. Hun valgte en jaloux ægtemand frem for at tage vare på sine børn. Hun har en medmenneskelig forståelse, men er samtidig selvoptaget.
Min far betyder meget for mig fordi han var væk en del år af mit liv (måske var han der et par gange om året indtil jeg blev udsat for min stedfar - og siden har jeg opsøgt ham med jævne mellemrum), men bitterhed og mangel på menneskelig forståelse giver ham et skær af tåbelig åndsfattigdom.
Nu er jeg selvfølgelig et eller andet sted bange for at min kærlighed skal bære det samme udtryk af fjernhed fra den virkelige verden som mine forældres kærlighed. Kan min elskede leve med en person der bare gør hvad han synes er rigtigt fremfor at gøre hvad hun synes?
Jeg kan klemme mange af mine problemer ned til spørgsmålet: Er det mig der gør noget forkert. Selvfølgelig godt hjulpet af mine forældre, der jo netop har tilegnet sig en attitude der betyder at de ikke kan gøre andet end de gør. At jeg prøver at se alting fra flere sider er i deres øjne godt nok, hvis bare jeg kan blive bedre i forhold til andre på den måde. Med andre ord udnytte min empati til egen fordel!
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne tro på kærlighed med det udgangspunkt?
Men jeg tror på kærlighed <3
Måske er det også forkert at sige at vores dag nr. 500 var 29. december, vi mødtes jo måneden før til Samsø Festival 23. juli og ikke 17. august. Men til Samsø festival hyggede vi og havde det rart sammen med andre mennesker, det var den dag jeg stod i Odense og kiggede ud mod Slotshaven, at vi mødte hinanden uden at have mere end 100 mennesker omkring os. Ann kørte os til Tarup Centret og vi købte noget at spise og en kasse Odense Pilsner (halvt Classic og halvt Pilsner). Inden vi forlod banegården havde vi givet hinanden et knus og i Tarup Centret holdt vi hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske om det var for ikke at blive væk. Da vi kom hjem til hende viste hun sit gæsteværelse frem og jeg stillede min bagage der. Vi satte os med en øl og snakkede om hvilke ting det kunne være spændende at se, og fik lagt planer for at besøge både Odense og omegn. Og på et eller andet tidspunkt kyssede vi. I løbet af samme dag var vi kærester med kys, kram, holden i hånden og vi elskede med hinanden.
Vi nåede de ting vi havde sat os for, og vi tog også en tur til Samsø for at besøge mig.
Jeg forsøgte jo straks at få mulighed for at besøge hende igen, og det blev ikke afvist. Mit liv på Samsø var totalt smadret. Jeg skulle hæve og bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få kontanthjælp, samtidig skulle jeg være aktiveret i et beskæftigelsesprojekt kommunen havde for at vise at jeg var i stand til at passe et arbejde. Jeg stillede mig på bagbenene. Ikke om jeg ville aktiveres i et projekt der ikke gav mig nogle muligheder for at komme i arbejde - og så for mine egne penge. Så jeg hævede bare penge på mit Dankort, og det varede faktisk indtil februar måned før mit kort blev inddraget.
Derefter levede jeg regulært på nas, delvis hos min kæreste og delvis hos min far. Også min bror der havde tilsvarende økonomiske problemer fik jeg hjælp, mens min mor sørgede for at betale min a-kasse. Min far betalte andre regninger (telefon og nogle få andre vigtige), desværre for mig blev pengeoverførslerne aldrig registreret som mine betalinger.
Jeg var stadig tilmeldt min bopæl på Samsø og da udlejer ringede mig op var det da også min mening at skaffe penge (ved at finde et arbejde), men jeg fik ikke arbejde, og min huslejegæld voksede også. Jeg havde end ikke råd til at vende tilbage til Samsø, så sidste gang jeg var der var i forbindelse med spareklubudbetalingen 2010 (i slutningen af november), og selv da der var Samsø Festival lod jeg min kæreste tage til festival uden mig, jeg opholdt mig hos min far.
I mellemtiden skal det nævnes at min eneste kærlighed havde besøgt min far i flere omgange, og hun var med til 2. juledag (en tradition) hos min mor. Også min mors fødselsdag i marts samt nogle af min fars snapseforenings fællesmøder havde hun deltaget i. Som det er generelt i min familie (trods det at mine forældre blev skilt omkring 1966) er både min far og mor åbne overfor deres børns valg af kærester - også selv om vi børn i enkelte tilfælde har passeret de 50. Ann blev begge steder hos mine forældre budt meget velkommen og er det da osse stadigvæk.
Det kommer nok ikke bag på nogen at min kæreste, der er deltidsansat i restaurationsbranchen, ikke kan forsørge mig. Heller ikke mine forældre kan forsørge mig, selv om lovgivningen pålægger forsørgerpligt til mennesker der ikke kan få arbejde før kontanthjælpen kommer til udbetaling. Men til sidst var jeg nødt til at søge om hjælp til at få mit liv ud af skyggen. Jeg måtte hæve min pensionsopsparing, betale 60% til staten for at hæve i utide (noget som staten pålagde mig). Af det beløb jeg kunne hæve gik stort set alt til at betale den gæld der havde hobet sig op, da banken havde taget sit for overtræk samt de regninger der var betalt da jeg efter troende stadig var en god kunde var de 120.000 kr svundet ind til noget der ligner 15.000. Da regninger og de nærmeste i familien var betalt var beløbet skrumpet til nogle få tusinde kroner, så selv nu hvor jeg er berettiget til at modtage kontanthjælp er jeg glad for at min kæreste vil hente mig på min nye bopæl, det er billigere at køre i egen bil end at tage offentlige transportmidler og samtidig varer kørsel i privatbil ca. halvanden time, mens de offentlige transportmidler herfra tager 3½ time (vel at mærke til ca dobbelt pris med de nuværende benzinpriser).
Min kærlighed har altså nu varet 500 dage. For at være ærlig vil jeg ønske at den vil vare for evigt og at hendes kærlighed til mig vil vare lige så længe. Jeg kan ikke kræve det, alene ønske det - lidt lissom at købe en lottokupon og ønske at vinde. Der er bare det med kærligheden at den skal deles med en anden - lottokuponen har ingen følelser for dig, forhandleren elsker dig selvfølgelig hvis du har købt kupon i hans udsalg, men lottokuponen er fuldstændig ligeglad. Min kærlighed er stærkere og min kærestes er stærkere - det kan jeg sige med sikkerhed da hun har holdt mig ud i mange situationer, der ikke bare indebærer økonomi. Men det er jo netop den glæde jeg føler ved at være elsket og ved at elske der får mig til at ængstes.
Jeg har før været bange for at miste. Første gang jeg mistede en kæreste til en god ven var jeg helt slået ud, parat til vold og parat til at glemme al sund fornuft. Senere i livet har jeg mistet alt hvad jeg har ejet flere gange, jeg har mistet andres kærlighed og ved at det kan ske igen. Jeg har selvvalgt undladt at kontakte mine forældre på grund af skam over ikke at kunne klare mig selv, og jeg har kontaktet dem igen hvo jeg klart har udtrykt min skam over ikke at kunne leve op til deres ønsker, så hvorfor ikke også miste sin kærlighed til en dejlig kvinde af samme årsager?
Til mig selv siger jeg nu: Du må ikke være bange for at miste. Du må elske så meget som du kan mens du har noget at elske. Du må ikke forlange at hun elsker dig på samme måde som du gør, og du må ikke forlange at hun skal føle sig mere elsket når du elsker hende. Samtidig har jeg også besluttet at min kærlighed kun kan være ægte hvis jeg accepterer at jeg kan miste objektet for min kærlighed ved mine handlinger. Når alternativet er at jeg måske skulle bedrage både mig selv og hende for at bevare en kærlighed kan jeg sådan set godt se at min ægte kærlighed er det eneste jeg kan byde på. Skulle hun blive træt af det vil jeg jo alligevel miste hendes kærlighed.
Jeg har haft 500 dejlige dage og håber at hun har haft en dejlig kærlig oplevelse. Det svære her i verden er at elske nogen meget, at sige til dem at man elsker dem meget og så alligevel gøre det man kan - ikke det der forventes. Jeg kunne sagtens være meget bedre til at gøre ting og sager i hjemmet, jeg kunne sagtens leve op til forventninger til den praktiske mand med alle kræfterne. Men jeg er ikke alle de ting. Jeg er principielt ikke doven, selv om mine forældre betragter mig som sådan. Jeg er faktisk aktiv det meste af døgnet på min egen måde. Jeg er bare ikke indrettet som forventet: tage arbejde, tjene penge, gøre hvad man får besked på, have forventninger til livet, ønske noget af livet, stille krav til livet etc.
Som nævnt med min pensionsopsparing ville jeg gerne lindre min alderdom, hvis den skulle komme, og på sæt og vis lindre statskassens omkostninger i forbindelse med mig. Jeg bliver nødt til at bruge udtrykket at jeg ikke engang selv behøver pisse i bukserne for at holde varmen, det klarer lovgivningen med de tåbelige regler om at bruge formue først. Altså staten pisser i mine bukser for at jeg skal holde varmen. Lækkert ikke?
Desværre for staten stiller jeg heller ikke mange krav på egne vegne. At kontanthjælp for nogle er et beløb man kan leve af synes mig stadig en gåde, medmindre man er syg - som for eksempel tidligere soldater i krig, folk med traumer eller medfødte psykiske eller psykosomatiske sygdomme. Ikke en politiker har levet på kontanthjælp! Alligevel har alle politikere styr på udgift og indkomst for en fattig. Desuden tror alle politikere at mennesker der modtager overførselsindkomster er født svindlere, men det er jo et af stederne de tager fejl, som folk der kommer i fængsel lærer også fattige at bruge systemets firkantede regler.
Hvad kærligheden angår lever vi heller ikke alle på fattighjælp. Der har gennem århundreder været opstillet faste regler for kærlighed. Spilleregler kan man kalde det. Dertil har vi så føjet ligestillingen. Et princip der i sig selv er diskriminerende. Ikke at jeg mener at det liv kvinder har levet er optimalt, men det liv mænd har levet har i virkeligheden været lisså traumatiseret. Hvis man kigger den skrevne historie igennem vil man ved nærlæsning opdage at det altid er kvinderne der har ben i næsen når krisen kradser, mens mændene bare går i krig eller opfører sig tåbeligt. Tåbeligt som i "forkert i en given situation". Ligegyldigt hvordan man vender det vil man også opdage at mændenes indflydelse på deres børns opdragelse er minimal (både når det gælder drenge og piger), kvinder derimod har haft nærmest frie tøjler.
Mine forældre blev skilt da jeg var omkring 7 år, mine to yngre søskende (begge drenge var i den forbindelse omkring 6 og 4 år). Vi boede alle tre hos vores enlige mor, indtil hun fandt sig en ny ægtemand (da var jeg 13). Vores far havde "samkvem" indtil vares stedfar flyttede ind, så blev jalousien så stor at min far ikke måtte se os fordi han måske ville se vores mor.
Jeg har den dag i dag et sært forhold til mine forældre. Min mor holder jeg meget af, men samtidig stoler jeg ikke på hende som menneske. Hun valgte en jaloux ægtemand frem for at tage vare på sine børn. Hun har en medmenneskelig forståelse, men er samtidig selvoptaget.
Min far betyder meget for mig fordi han var væk en del år af mit liv (måske var han der et par gange om året indtil jeg blev udsat for min stedfar - og siden har jeg opsøgt ham med jævne mellemrum), men bitterhed og mangel på menneskelig forståelse giver ham et skær af tåbelig åndsfattigdom.
Nu er jeg selvfølgelig et eller andet sted bange for at min kærlighed skal bære det samme udtryk af fjernhed fra den virkelige verden som mine forældres kærlighed. Kan min elskede leve med en person der bare gør hvad han synes er rigtigt fremfor at gøre hvad hun synes?
Jeg kan klemme mange af mine problemer ned til spørgsmålet: Er det mig der gør noget forkert. Selvfølgelig godt hjulpet af mine forældre, der jo netop har tilegnet sig en attitude der betyder at de ikke kan gøre andet end de gør. At jeg prøver at se alting fra flere sider er i deres øjne godt nok, hvis bare jeg kan blive bedre i forhold til andre på den måde. Med andre ord udnytte min empati til egen fordel!
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne tro på kærlighed med det udgangspunkt?
Men jeg tror på kærlighed <3
fredag, december 23, 2011
Julens glade budskab
At vi som mennesker har tavlt med at genere mennesker der er anderledes end os selv er jo ikke noget nyt. Heller ikke at vi normalt synes vi er meget bedre end andre (anderledes tænknde) mennesker. Nej vi er gode i forbindelse med julen og når der er indsamlinger til de stakkels mennesker i Afrika eller Asien der har været udsat for naturkatastrofer. Vi har påduttet langt større nationer end vores egen (både befolknings- og arealmæssigt) et demokratisme-princip som de overhovedet ikke har været i stand til at tage stilling til - og har derved pålagt lande et krav om demokrati. Men hvor er det flot at dem der skal forvalte demokrati ikke ved hvad demokrati er (midlertidige magthavere som for eksempel i Egypten) og dem der skal deltage i demokratiet ikke ved hvad demokratiet er (som for eksempel i Afghanistan). Jeg kunne have valgt andre lande som eksempel og derfor vil jeg pege på et europæisk land der praler af at være demokratisk, retfærdigt og bærer af en europæisk identitet. Her skal gættes!
Men svaret er selvfølgelig det land jeg er opvokset i, det land der har givet mig statsborgerskab. Svaret indebærer også en grundlov der har givet mig og andre trosfrihed, samme grundlov har sagt at jeg skal have lov til at forsamle med andre for at protestere mod noget jeg synes er forkert, samme grundlov har indbygget en sikkerhed imod at landet kan komme på andre hænder. En grundlov der har en baggrund jeg ikke kan give noget plus i karakterbogen. En grundlov der kan sælge dansk suverænitet til EU, En grundlov der giver mulighed for at statens undergrund kan foræres til et oliekonsortium, en grundlov der skelner mellem religion og islam.
Da jeg var 14 år lærte jeg at DJØF'er kunne hvad som helst. Sælge Danmark til EF på trods af at grundloven krævede 2/3 af vælgernes accept. Skal vi tage den først? Da grundloven blev indført var vælgerne indskrænket til at udgøre adel og borgere af det mandlige køn. Alder over 30 var krævet, tyende og skyldnere blev ikke indregnet og befolkningstallet var omkring 1 mio. De mennesker der havde valgret var nogle få tusinde og grundloven var i princippet bare en ændring fra at kongen havde enevælde til at kongen overlod rigets forvaltning til adel og (som noget nyt): borgerskabet (upcoming købmænd, bryggere, forlæggere mm.). Den oprindelige grundlov havde faktisk fastlåst et tokammersystem der svarer til det engelske. Eneste nytænkning i EU er oprettelsen af et trekammesystem, hvor embedsværket har selvstændig beslutningsret. Ellers er det pricipielt også der et spørgsmål om at de privilegerede (adelen og udpegede politikere) udgør et kammer og de folkevalgte udgør et andet kammer). Hvordan kan man tro på at jurister kan vælge at grundloven giver mulighed for at Danmark skal afgive bare en anelse suverænitet på baggrund af at omkring 28% (her er det et skud i tågen som bygger på at det var omkring halvdelen af den danske befolkning der stemte og omkring den halve del af landets befolkning der stemte for et medlemsskab af EØF) til et fælleseuropæisk projekt der udelukkende byggede på en økonomisk aftale der skulle sikre samme lande en afsætning af egne varer til andre medlemslande. Trods grundlovens ord om 2/3 vælgeres accept af at afgive suverænitet lykkedes det at omsætte Danmark. Jeg forstår egentlig godt at Kragh gik af samme dag.
Samme grundlov giver os trosfrihed. Er det godt eller skidt? Hvis vi vil passe på vores grundlov må det selvfølgelig være godt - eller hvad? Skal vi kigge på konteksten? I det forretningsliv der fandtes i København på det tidspunkt da grundloven blev forfattet var der flere forretningsfolk af jødisk herkomst. Jøder var, som vi også har erfaret fra 2. verdenskrig, ikke ligefrem populære men nok gode at låne penge af, til at udgive bøger hos og købe specielle smykker hos ( for at nævne nogle eksempler). Der var ikke (i nævneværdig grad) muslimer, buddhister eller andre trosretninger i Danmark på det tidspunkt. Trosfrihed var altså mere eller mindre et spørgsmål om at katolikker og jøder (trossamfund der hylder Jesus og Gud) kunne få lov til at dyrke deres tro. Jeg har selv på mine ture rundt i landet konstateret at Indre mission har bygget missionshuse rundt om i landet, at der findes jødiske synagoge(-bygninger) adskillige steder i Danmark og at der næsten ikke findes en landsby, der ikke har en kirke og en præstegård. Men en minaret eller et muslimsk mødested findes ikke nogle steder i landet fordi der er modstand imod det! At vi har fået asatro og buddhisme til landet som store velfungernede religioner giver os ikke ret til at udelukke islam, hvis vi samtidig påberåber os en grundlov som vi lader jurister forvalte efter forgodtbefindende.
Nu er det selvfølgelig en god ting at grundloven giver mulighed for at man kan forsamles. Igen skyldes grundlovens ord at det under formynderstyret (enevælden) var forbudt at forsamles såfremt det var en forsamling der var imod kongedømmet (en vilkårlig vurdering på linje med vurderingen af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere i dag) som kunne straffes øjeblikkeligt. Kongedømmet ønskede ikke politiske modstandere (som også de politiske partier i dag), kongedømmet ønskede ikke at mennesker samledes om protest imod regeringen (som de politiske partier i dag) og kongedømmet ønskede ikke at politisk indflydelse skulle bygges på karteldannelser (mest fordi der så var færre penge til kongeriget (som jo stadig var i krig et par gange efter 1849). Forsamlingsfriheden giver os altså ret til at forsamles. Da vi havde Enevælde kunne man forhindre købmænd i at forsamles og diskutere deres forretninger og deres erfaringer. Det blev afskaffet med grundloven. (Lur mig om ikke kongen havdet lugtet at initiativer var til fordel for både initiativtageren og for riget). Også jøder forsamledes, men det var jo med paralleler til de jødiske samfund i Romerriget. Så vi bliver nødt til at huske at grundloven er lavet fordi nogle forretningsfolk der var begyndt at tjene penge ikke havde haft indflydelse på den politik som den enevældige konge førte (ved hjælp af adelen som ikke havde så mange interesser til fælles med borgerstanden af økonomiske årsager). Borgerskabet blev nyrige mennesker og adelen levede i gamle dage. Da kongehuset manglede penge til at føre krig for var det borgerskabet der havde pengene - derfor måtte kongen låne af dem, ikke af adelen der havde levet af de penge som de havde haft. Grundloven bygger derfor i bund og grund på en aftale mellem de rige borgere, som kunne betale en krig mod tyskerne (den blev gennemført i 1864 og Danmark tabte den lille tennisduel), men borgerne (kapitalisterne) havde fået det de ville have. Og selv om ingen læser det her vrøvl vil jeg gerne tilføje: Jeg betragter folk der gerne vil tjene penge på andres arbejde som kapitalister - ikke som et skældsord).
Nu er jeg ked af at jeg har tabt tråden. Mit mål var jo at fortælle at den grundlov som vi alle hylder bare er et papir som en flok borgere fik underskrift på så de kunne tjene deres penge i fred og ro,. Grundloven nævner ikke med et ord at tyende, landarbejdere eller kvinder skal have nogle rettigheder! Den giver bare nogle nyrige mennesker de rettigheder de stort set har betalt for.
Så vores julegave er jo enormt stor. Vi har fået en ny regering der sørger for at alle vi mennesker der er og kan forholdes grundloven (fattige, flygtninge og indvandrere samt arbejdsløse) ikke har nogle rettigheder. Glædelig jul <3
Men svaret er selvfølgelig det land jeg er opvokset i, det land der har givet mig statsborgerskab. Svaret indebærer også en grundlov der har givet mig og andre trosfrihed, samme grundlov har sagt at jeg skal have lov til at forsamle med andre for at protestere mod noget jeg synes er forkert, samme grundlov har indbygget en sikkerhed imod at landet kan komme på andre hænder. En grundlov der har en baggrund jeg ikke kan give noget plus i karakterbogen. En grundlov der kan sælge dansk suverænitet til EU, En grundlov der giver mulighed for at statens undergrund kan foræres til et oliekonsortium, en grundlov der skelner mellem religion og islam.
Da jeg var 14 år lærte jeg at DJØF'er kunne hvad som helst. Sælge Danmark til EF på trods af at grundloven krævede 2/3 af vælgernes accept. Skal vi tage den først? Da grundloven blev indført var vælgerne indskrænket til at udgøre adel og borgere af det mandlige køn. Alder over 30 var krævet, tyende og skyldnere blev ikke indregnet og befolkningstallet var omkring 1 mio. De mennesker der havde valgret var nogle få tusinde og grundloven var i princippet bare en ændring fra at kongen havde enevælde til at kongen overlod rigets forvaltning til adel og (som noget nyt): borgerskabet (upcoming købmænd, bryggere, forlæggere mm.). Den oprindelige grundlov havde faktisk fastlåst et tokammersystem der svarer til det engelske. Eneste nytænkning i EU er oprettelsen af et trekammesystem, hvor embedsværket har selvstændig beslutningsret. Ellers er det pricipielt også der et spørgsmål om at de privilegerede (adelen og udpegede politikere) udgør et kammer og de folkevalgte udgør et andet kammer). Hvordan kan man tro på at jurister kan vælge at grundloven giver mulighed for at Danmark skal afgive bare en anelse suverænitet på baggrund af at omkring 28% (her er det et skud i tågen som bygger på at det var omkring halvdelen af den danske befolkning der stemte og omkring den halve del af landets befolkning der stemte for et medlemsskab af EØF) til et fælleseuropæisk projekt der udelukkende byggede på en økonomisk aftale der skulle sikre samme lande en afsætning af egne varer til andre medlemslande. Trods grundlovens ord om 2/3 vælgeres accept af at afgive suverænitet lykkedes det at omsætte Danmark. Jeg forstår egentlig godt at Kragh gik af samme dag.
Samme grundlov giver os trosfrihed. Er det godt eller skidt? Hvis vi vil passe på vores grundlov må det selvfølgelig være godt - eller hvad? Skal vi kigge på konteksten? I det forretningsliv der fandtes i København på det tidspunkt da grundloven blev forfattet var der flere forretningsfolk af jødisk herkomst. Jøder var, som vi også har erfaret fra 2. verdenskrig, ikke ligefrem populære men nok gode at låne penge af, til at udgive bøger hos og købe specielle smykker hos ( for at nævne nogle eksempler). Der var ikke (i nævneværdig grad) muslimer, buddhister eller andre trosretninger i Danmark på det tidspunkt. Trosfrihed var altså mere eller mindre et spørgsmål om at katolikker og jøder (trossamfund der hylder Jesus og Gud) kunne få lov til at dyrke deres tro. Jeg har selv på mine ture rundt i landet konstateret at Indre mission har bygget missionshuse rundt om i landet, at der findes jødiske synagoge(-bygninger) adskillige steder i Danmark og at der næsten ikke findes en landsby, der ikke har en kirke og en præstegård. Men en minaret eller et muslimsk mødested findes ikke nogle steder i landet fordi der er modstand imod det! At vi har fået asatro og buddhisme til landet som store velfungernede religioner giver os ikke ret til at udelukke islam, hvis vi samtidig påberåber os en grundlov som vi lader jurister forvalte efter forgodtbefindende.
Nu er det selvfølgelig en god ting at grundloven giver mulighed for at man kan forsamles. Igen skyldes grundlovens ord at det under formynderstyret (enevælden) var forbudt at forsamles såfremt det var en forsamling der var imod kongedømmet (en vilkårlig vurdering på linje med vurderingen af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere i dag) som kunne straffes øjeblikkeligt. Kongedømmet ønskede ikke politiske modstandere (som også de politiske partier i dag), kongedømmet ønskede ikke at mennesker samledes om protest imod regeringen (som de politiske partier i dag) og kongedømmet ønskede ikke at politisk indflydelse skulle bygges på karteldannelser (mest fordi der så var færre penge til kongeriget (som jo stadig var i krig et par gange efter 1849). Forsamlingsfriheden giver os altså ret til at forsamles. Da vi havde Enevælde kunne man forhindre købmænd i at forsamles og diskutere deres forretninger og deres erfaringer. Det blev afskaffet med grundloven. (Lur mig om ikke kongen havdet lugtet at initiativer var til fordel for både initiativtageren og for riget). Også jøder forsamledes, men det var jo med paralleler til de jødiske samfund i Romerriget. Så vi bliver nødt til at huske at grundloven er lavet fordi nogle forretningsfolk der var begyndt at tjene penge ikke havde haft indflydelse på den politik som den enevældige konge førte (ved hjælp af adelen som ikke havde så mange interesser til fælles med borgerstanden af økonomiske årsager). Borgerskabet blev nyrige mennesker og adelen levede i gamle dage. Da kongehuset manglede penge til at føre krig for var det borgerskabet der havde pengene - derfor måtte kongen låne af dem, ikke af adelen der havde levet af de penge som de havde haft. Grundloven bygger derfor i bund og grund på en aftale mellem de rige borgere, som kunne betale en krig mod tyskerne (den blev gennemført i 1864 og Danmark tabte den lille tennisduel), men borgerne (kapitalisterne) havde fået det de ville have. Og selv om ingen læser det her vrøvl vil jeg gerne tilføje: Jeg betragter folk der gerne vil tjene penge på andres arbejde som kapitalister - ikke som et skældsord).
Nu er jeg ked af at jeg har tabt tråden. Mit mål var jo at fortælle at den grundlov som vi alle hylder bare er et papir som en flok borgere fik underskrift på så de kunne tjene deres penge i fred og ro,. Grundloven nævner ikke med et ord at tyende, landarbejdere eller kvinder skal have nogle rettigheder! Den giver bare nogle nyrige mennesker de rettigheder de stort set har betalt for.
Så vores julegave er jo enormt stor. Vi har fået en ny regering der sørger for at alle vi mennesker der er og kan forholdes grundloven (fattige, flygtninge og indvandrere samt arbejdsløse) ikke har nogle rettigheder. Glædelig jul <3
torsdag, december 15, 2011
Ligestilling
Min gode ven tog ligestillingsdebatten op igen igen. Og den har jeg jo været del af hele mit liv, som barn!
Da mine forældre efter få års ægteskab besluttede sig for at blive skilt var der 3 børn (drenge: mig, og mine to yngre brødre hhv 1½ år og 4 år yngre). Det første forsøg på skilsmisse var at min moder skulle være forælder til den yngste mens min fader skulle forsørge os to ældste! Jeg aner ikke hvor den aftale ville have ført os hen for den blev aldrig en aftale. Efter endt forhandling via advokater og jura blev min mor tilkendt forældreretten til alle tre børn plus vores halvsøster. Min far måtte opgive alt hvad der stod i huset for at vi børn kunne forblive i bevidstheden om at vi havde en tryg tilværelse. Til gengæld kunne han beholde bilen (såvidt jeg husker en Taunus 17). Første gang jeg besøgte min far efter 3 års skilsmisse havde han været nødt til at indkøbe ekstra tallerkener og forestille sig hvad vi ønskede at spise. De røde pølser revnede fordi han ikke anede hvordan man lavede mad og bestik til 3 (herunder tallerkener) måtte han købe umiddelbart inden vi kom. (Gad vide om det var blevet vasket?)
Vores moder kunne uden de store problemer tage ekstraarbejde (aftenskole) og fortsætte med at tage sig af os børn. Der var endda plads til en børneopsparing. Fradragsberettiget.
Hun blev i huset, vores far boede på en sofa hos sine forældre, mens han ventede på at få nyt arbejde. Min mor fik arbejde i realskolen i den nærliggende by. Min far måtte flytte til sine forældre i Århus for at have et sted at parkere bilen. Hvis han ville se os eller komme til fødselsdag mm. så måtte han selv køre og betale. Om min mor og han så genopfriskede gamle minder skal jeg ikke kunne sige - vi børn var altid så trætte efter et gensyn med vores savnede far! Og et par gange ventede vi forgæves. Ikke fordi han ikke ville komme, men fordi han havde drukket sig mod til, eller hvad det hedder ...
og så væltede ned i en græft den ene gang og kørte sin bil i stykker den anden gang (nok fordi han havde sparet penge for at kunne køre og besøge sine børn - men hvorfor så drikke sig mod til?).
Min eneste erfaring er at ligestilling er noget vrøvl! Jeg har en storesøster som suverænt bestemte hvordan vi små drenge skulle opføre os når vores mor var væk. Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år. Min søster er 6 år ældre end jeg og var så meget teenager som man kan være, tror jeg nok - har set engelske og amerikanske film om den periode og det lever hun da op til - ellers kan jeg jo bare huske nogle fester, men jeg gentog jo da jeg jeg blev lisså gammel.
Min mor arbejdede ekstra for at tjene penge nok til at forsørge os, sagde hun. Men hver weekend skulle vores søster passe os mens hun tog til enkebal. Og hver lørdag mødte vi en ny onkel med et spændende job, der måske kunne reparere mors borrnholmerur eller en anden del af huset. Onkler var der i hvert fald nogle stykker af, indtil Ejvind dukkede op. Jeg tror han var den første mand der accepterede at min mor havde tre børn i forsørgelsesalderen, i hvert fald kom han igen og havde gaver med til os. (Noget han havde medtaget fra arbejdspladsen). Han blev gift med vores mor og havde taget en Simca med sig ind i ægteskabet. Eftersom han var fyld 50 havde han haft muligheden for at hæve sin pensionsopsparing - og det havde han gjort! Det eneste han havde med ind i det ægteskab var en gammel rusten Simca. Og min mor havde en fast indkomst som udover at bestå af løn også bestod af tilskud til enlige mødre, børnepenge og boligtilskud. (det sidste er jeg dog ikke sikker på). Min fars indkomst i den periode var modsat: han var nyansat folkeskolelærer, tjenestebolig nedbrændte (ikke hans skyld) børnepenge til 3, og ansættelse på skole hvor der ikke var fradrag for nogle forpligtelsaer (lad mig sige lige ud at han er blevet ekstremt nærig af den grund - det offentlige har aldrig givet ham noget, derfor skal det offentlige heller ikke have noget).
Nu er jeg jo til til gengæld vokset op hos min mor, hvor pengene har betydet mindst lligeså meget. Bare med modsat fortegn. De penge min far betalte i børnepenge blev indbetalt på en konto som blev hævet den dag jeg havde afsluttet min korte uddannelse (Gymnasiet) og indsat på min bankkonto. Hun hævede halvdelen til sig selv og jeg fik omkring 15.000 udbetalt. Skulle jeg brokke mig over at hun tog pengene? Hun var mor og er det stadig?
Min far fik selvfølgelig ikke nogen del, men han var stadig min far. Og det er jeg glad for, altså at have en far. Økonomi er altså for mig noget der er forbundet´med min mor. Ikke fordi der er penge i det eller fornuft, men det var min mor der havde penge og min far der lånte penge.
Sorry for meget næseblod
Det løber igen . Kys kys
Da mine forældre efter få års ægteskab besluttede sig for at blive skilt var der 3 børn (drenge: mig, og mine to yngre brødre hhv 1½ år og 4 år yngre). Det første forsøg på skilsmisse var at min moder skulle være forælder til den yngste mens min fader skulle forsørge os to ældste! Jeg aner ikke hvor den aftale ville have ført os hen for den blev aldrig en aftale. Efter endt forhandling via advokater og jura blev min mor tilkendt forældreretten til alle tre børn plus vores halvsøster. Min far måtte opgive alt hvad der stod i huset for at vi børn kunne forblive i bevidstheden om at vi havde en tryg tilværelse. Til gengæld kunne han beholde bilen (såvidt jeg husker en Taunus 17). Første gang jeg besøgte min far efter 3 års skilsmisse havde han været nødt til at indkøbe ekstra tallerkener og forestille sig hvad vi ønskede at spise. De røde pølser revnede fordi han ikke anede hvordan man lavede mad og bestik til 3 (herunder tallerkener) måtte han købe umiddelbart inden vi kom. (Gad vide om det var blevet vasket?)
Vores moder kunne uden de store problemer tage ekstraarbejde (aftenskole) og fortsætte med at tage sig af os børn. Der var endda plads til en børneopsparing. Fradragsberettiget.
Hun blev i huset, vores far boede på en sofa hos sine forældre, mens han ventede på at få nyt arbejde. Min mor fik arbejde i realskolen i den nærliggende by. Min far måtte flytte til sine forældre i Århus for at have et sted at parkere bilen. Hvis han ville se os eller komme til fødselsdag mm. så måtte han selv køre og betale. Om min mor og han så genopfriskede gamle minder skal jeg ikke kunne sige - vi børn var altid så trætte efter et gensyn med vores savnede far! Og et par gange ventede vi forgæves. Ikke fordi han ikke ville komme, men fordi han havde drukket sig mod til, eller hvad det hedder ...
og så væltede ned i en græft den ene gang og kørte sin bil i stykker den anden gang (nok fordi han havde sparet penge for at kunne køre og besøge sine børn - men hvorfor så drikke sig mod til?).
Min eneste erfaring er at ligestilling er noget vrøvl! Jeg har en storesøster som suverænt bestemte hvordan vi små drenge skulle opføre os når vores mor var væk. Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år. Min søster er 6 år ældre end jeg og var så meget teenager som man kan være, tror jeg nok - har set engelske og amerikanske film om den periode og det lever hun da op til - ellers kan jeg jo bare huske nogle fester, men jeg gentog jo da jeg jeg blev lisså gammel.
Min mor arbejdede ekstra for at tjene penge nok til at forsørge os, sagde hun. Men hver weekend skulle vores søster passe os mens hun tog til enkebal. Og hver lørdag mødte vi en ny onkel med et spændende job, der måske kunne reparere mors borrnholmerur eller en anden del af huset. Onkler var der i hvert fald nogle stykker af, indtil Ejvind dukkede op. Jeg tror han var den første mand der accepterede at min mor havde tre børn i forsørgelsesalderen, i hvert fald kom han igen og havde gaver med til os. (Noget han havde medtaget fra arbejdspladsen). Han blev gift med vores mor og havde taget en Simca med sig ind i ægteskabet. Eftersom han var fyld 50 havde han haft muligheden for at hæve sin pensionsopsparing - og det havde han gjort! Det eneste han havde med ind i det ægteskab var en gammel rusten Simca. Og min mor havde en fast indkomst som udover at bestå af løn også bestod af tilskud til enlige mødre, børnepenge og boligtilskud. (det sidste er jeg dog ikke sikker på). Min fars indkomst i den periode var modsat: han var nyansat folkeskolelærer, tjenestebolig nedbrændte (ikke hans skyld) børnepenge til 3, og ansættelse på skole hvor der ikke var fradrag for nogle forpligtelsaer (lad mig sige lige ud at han er blevet ekstremt nærig af den grund - det offentlige har aldrig givet ham noget, derfor skal det offentlige heller ikke have noget).
Nu er jeg jo til til gengæld vokset op hos min mor, hvor pengene har betydet mindst lligeså meget. Bare med modsat fortegn. De penge min far betalte i børnepenge blev indbetalt på en konto som blev hævet den dag jeg havde afsluttet min korte uddannelse (Gymnasiet) og indsat på min bankkonto. Hun hævede halvdelen til sig selv og jeg fik omkring 15.000 udbetalt. Skulle jeg brokke mig over at hun tog pengene? Hun var mor og er det stadig?
Min far fik selvfølgelig ikke nogen del, men han var stadig min far. Og det er jeg glad for, altså at have en far. Økonomi er altså for mig noget der er forbundet´med min mor. Ikke fordi der er penge i det eller fornuft, men det var min mor der havde penge og min far der lånte penge.
Sorry for meget næseblod
Det løber igen . Kys kys
Abonner på:
Opslag (Atom)