Tavs træthed.

Så nåede vi det nye års første weekend. Dage og nætter har været alenlangt korte. Jeg har været vågen og sovet i korte perioder. Jeg har flere gange forsøgt at skrive på min blog at påbegynde en novelle, at skrive noget faglitteratur (artikel) eller simpelthen at koncentrere mig om at leve.
Intet er lykkes. Solen har skinnet, det har været overskyet og det har været blæsevejr. Ja det har været aldeles meget vejr og mørkt og lyst og ensomt. Et kig på min bankkonto viser at jeg ikke har penge til noget som helst i denne måned, altså ikke noget med at spise sundt eller at besøge venner, deltage i møder og lignende, medmindre jeg får midlertidig hjælp. Da jeg stod på vægten i morges stod vægten på 82 kg. Jeg er begyndt at spare på mine lægeordinerede blodtrykspiller og spiser kun lige det nødvendige, selvfølgelig med ovenstående følger hvad angår vægt og træthed og flere andre følger.

Velfærd

Det forventes af mig at jeg skal bidrage med min arbejdskraft når der bliver brug for den. Indtil da skal jeg aktiveres og søge jobs hos arbejdsgivere der aldrig svarer på mine ansøgninger. Når jeg søger et job som jeg ikke bare mener jeg ville være god til, men være den perfekte til er et svar ikke det mest almindelige at få, medmindre intet svar på en ansøgning er et svar. Hjælp til velfærd er sådan set ikke noget jeg beder om hver dag, det er heller ikke noget jeg ofte har bedt om gennem mit omtumlede liv. Jeg har nk været i situationer, hvor økonomisk hjælp fra det offentlige kunne have reddet min bolig- eller arbejdssituation, men med a-kasse og forsikringer har der faktisk aldrig været hjælp at få, indtil nu, hvor jeg får penge mod den modydelse at blive syg på sind og legeme.
Jeg begik den fejl at tro der var noget jeg var god til på arbejdsmarkedet, både når jeg kunne få løn for det og når jeg lagde kræfter i at yde en frivillig indsats. Jeg begik den fejl at elske uden at vaske op efter mig. Jeg begik den fejl at tro at det jeg gjorde i sig selv var at give noget.
Det jeg fik var velfærd på 3. klasse.

Taknemmelighed

Selvfølgelig kan man sige at jeg skal yde før jeg kan nyde, man kan også forlange at det jeg skal yde er et stykke arbejde eller bare gengæld for at være til.
Min kærlighed er sådan set ubegrænset, men når jeg skal udtryk for den på andres præmisser er kærlighed jo pludselig et spørgsmål om at gøre noget som andre synes jeg skal gøre. Jeg har trods selvskabt modgang (af ovennævnte grund) haft et indholdsrigt liv sikkert mere omskiftende end de fleste har, uden tvivl med en økonomisk basis der konsekvent har ladt mig i fare for at blive fattig i forhold til ejendom. Men jeg har mødt et utal af mennesker der har holdt af mig for den jeg er og var. Jeg har kunnet skrive og læse, jeg har kunnet deltage socialt i foreningsliv og i andre sammenhænge. Jeg er sådan set taknemmelig for alle de oplevelser jeg har haft på godt og ondt. De har været lærepenge og jeg har suget til mig, mest med glæde over at kunne lære mere og mere.
Når jeg så kommer i en situation hvor jeg ikke kan gøre andet end at indgå i nyttejob eller aktivering for aktiveringens skyld, og under tvang, så skal jeg være taknemmelig. Hvad fanden skal jeg være taknemmelig for? For at blive overflødig som menneske?

Skæbne

Jeg deler nok ikke skæbne med så mange, medmindre alle os der synes at vores skæbne er speciel deler skæbne. Jeg har opnået næsten alt og mistet næsten stort set det samme i mit liv. Bortset fra økonomisk rigdom, som aldrig blev mit mål. Hvis jeg troede på en Gud eller på skæbnen som et resultat af min livsførelse ville mit liv måske have formet sig anderledes, måske ikke. Jeg har ikke brugt kræfter på at blive noget, jeg afskyr nepotisme og rygklappere. Måske er det den forkerte verden jeg kom til at leve i? Men måske kan jeg med mine refleksioner over livet (mit selvfølgelig) være med til at andre også hellere vil dele fremfor at herske. Der har været så mange skønne stunder som er blevet afløst af voldsomme nederlag, men jeg har alligevel rejst mig. Ikke for at kæmpe. Ikke for at tjene penge. Alene for at være mig og være til for andre (og dermed være til for mig på en måde).

Nu

Det hele er kommet dertil at jeg ikke har noget formål med tilværelsen. Jeg skal ikke gøre noget godt for andre (bortset fra at sikre andre en indtægt og betale skat). Formålet med mit liv er blevet mere og mere at være til besvær for et økonomisk liberalt samfund, som endda skælder mig ud for at være én af dem der bidrager til økonomien på godt og ondt. Min indsats for livet er blevet til fejl på fejl i forhold til andres forventninger. Jeg vokser nedad og indad i takt med at samfundet gør mig til en del af en statistik, samtidig med at min overflødighed skal bekæmpes med næb og klør, frem for at udnytte mit potentiale, min kærlighed og ømhed for andre og min tilstedeværelse. Jeg er med andre ord blevet overflødig på den overflødige måde. Min eksistens har efterhånden ingen berettigelse, undtagen for mig (den del af min selvtillid jeg klamrer mig til). Mit liv er blevet til en samfundsøkonomisk belastning.

Jeg er blevet træt.