Ledig

Det såkaldte Carsten Koch udvalg har barslet med en dyrt købt rapport, der konkluderer at man kan bruge et allerede eksisterende koncept til at bringe ledige i arbejde (AAK) samt at ledige skal registreres så de kan få en individuel behandling - det sidste er faktisk et koncept som COOP Danmark ikke måtte gennemføre for medlemmerne, fordi det var i strid med registerlovgivningen. Men vi ved jo at regeringen har råd til at få gennemført lovgivning der i mistænkelig grad er i modsætning til Grundloven.

Ledighed

Jeg er ifølge politiske definitioner ledig, arbejdsløs, socialt udsat og en økonomisk belastning for samfundet.
Egentlig er alle borgere i Danmark det samme, de får det bare ikke at vide hele tiden. For mit og mange medborgeres vedkommende skyldes det at vi ikke har lønarbejde (underbetalt eller ej), at vi enten er syge eller deltager i aktiveringsprogrammer, der i absurditet kan minde om "The running man" fra 1987 med Arnold Scwarzenegger i hovedrollen (roman af Steven King, filmens titel er Sidste chance på dansk), eller om Svend Åge Madsens ungdomsroman "Jagten på et menneske" fra 1991.
At være ledig vil sådan set svare til at stå ubetinget til rådighed for samfundets ønsker. Ikke at man som sådan ikke har noget at lave, tværtimod er der langt flere krav til folk uden arbejde end til dem der stresser sig på et møgjob hver morgen eller på skifteholdet, når børnene skal i seng. At være ledig er nemlig ensbetydende med at man står til rådighed for samfundet døgnet rundt, og hvis ikke det var fordi dem der skal kontrollere er ansatte og derfor har ret til at holde fri efter at have en arbejdsuge på 37 timer, ville vi som sådan kunne blive hevet ud af sengen på et vilkårligt tidspunkt for at blive tjekket.
At blive tjekket som såkaldt "ledig" betyder ikke at man skal undersøges for fysiske eller psykiske sygdomme, det betyder udelukkende at man gøres ansvarlig for hvorledes samfundet definerer at man ikke har arbejde, og hvornår man er berettiget til at leve under vilkår der svarer til menneskerettighederne og grundloven.
At være ledig betyder derfor mest at man er i vejen for et samfundsprojekt der som sit primære formål har til opgave at skabe kapital uden udgifter.

Dysfunktionel ledighed

At blive udråbt til at være ledig kan medføre at man "følelsesmæssigt og socialt fungerer dårligt, med konflikter og problemer til følge" (Den danske Ordbogs definition af dysfunktionel). Ledighed er som sådan sjældent selvvalgt, man kan tale om social arv eller måske sygdomsrelateret ledighed, men at klandre folk der ikke har et arbejde for at være uden arbejde er at stigmatisere udsatte mennesker. Måske vil nogle bruge ordet borgere for at få de "ledige" til at føle et ansvar for det omgivende samfund, men i virkeligheden svarer den behandling som arbejdsløse udsættes for til at de bliver sparket uhæmmet i hovedet og på kroppen med sikkerhedsstøvler, af samfundet!
Som udgangspunkt har alle nemlig noget at bidrage til det såkaldte samfund med, bare ikke nødvendigvis arbejdskraft der udelukkende skal sikre kapitalakkumulation for investorer og stat/kommune.

Deltagelse

Egentlig burde samfundet regne det at bidrage til udviklingen for det vigtigste. Der findes intet belæg for at kapitalismen er det eneste der kan få et samfund til at fungere, tværtimod ser vi i dag at overflødig arbejdskraft indenfor det kapitalistiske system er uønsket. I bedste fald ville samfundet foretrække kryonik som løsning for at spare på overskudsarbejdskraft, i værste fald ville aflivelse være løsningen, og det ser ud so om den sidste løsning er den valgte. Da dødsstraf rent etisk ikke er en mulighed kan man i stedet vælge at gøre ledige fysisk eller psykisk syge og lade dem dø en langsom død, vaske hænder og opfordre de lønarbejdende bidragydere til samfundet at skabe en ny generation af potentielle arbejdere.
Ved hjælp af nepotisme og omvendt forfordeling kan man fra samfundets og kapitalismens side sikre sig at målet (at skabe penge af ingenting) kan holdes i live i mange, mange år endnu. I den sammenhæng er de såkaldte ledige stadig bare i vejen, og vil være det i det omfang de ikke bliver lønarbejdere.

Frivilligt arbejde

Når man hører om Store donationer fra milliardærer og velgørenhed fra rige mennesker kan man jo fristes til at tro at det at gøre godt har noget med penge at gøre. Det har det sådan set også, bare med omvendt fortegn. At skabe en barriere mellem dem der skraber så mange penge til sig at de kan vælge at forære promiller af dem væk, er egentlig en måde at skabe afstand mellem samfundsklasser.
Jeg har selv arbejdet for løn, også uden at få løn, heldigvis mest fordi jeg mente at jeg havde noget specielt at byde på i begge tilfælde. At lave noget er ikke en pligt set med mine øjne, jeg vælger primært at gøre det som jeg bryder mig om, mest fordi pligtarbejde minder mig så meget om slaveri, hvor man udelukkende gør noget for at andre kan tjene penge. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne gøre noget for andre mennesker, endda også for milliardærer, men jeg vil ikke gøre det for at blive udnyttet, jeg vil gøre det for at gøre en forskel, lige som jeg ville gøre det for en fattig, syg person.
Jeg samler både hundelorte og slikpapir op når jeg færdes i det offentlige rum, jeg vil gerne bidrage til en vis orden og til at andre forstår vigtigheden af at rydde op efter sig. Jeg går for eksempel heller aldrig over for rødt lys (når jeg kommer så fine steder at der er blinklys) simpelthen fordi min holdning er at hvis der skulle være et barn der så det, ville al lærdom om at følge de praktiske regler (lidt som religion) være spildt. Men barnet, der sandsynligvis slet ikke ville have set mit lovbrud, skal efter min mening have lov til at udvikle sig selv på baggrund af erfaring, ikke på baggrund af min opførsel.

Anstændighed

Selvfølgelig er det at undlade at smide cigaretskodder på offentlig gade at smide en tom slikpose hvor man står eller at lufte en hund uden at gøre rent efter den, ikke frivilligt arbejde. det er at bidrage til samfundet uden at stille krav. Jeg kommer ikke anstigende med en kvittering når jeg med besvær har fjernet tyggegummi fra mine sko efter at have bevæget mig rundt på et offentligt fortov, jeg ønsker ikke en kvittering for at gå uden om den vandpyt der altid er i en fodgængerovergang (fordi ingen gør noget ved det). Jobcenteret får ikke en regning for at jeg er tvunget til at søge arbejde via internet. I det hee taget sender jeg ikke regninger til det offentlige, jeg håber bare at min indsats for samfundet bliver honoreret, og når penge er nødvendige, så må det være med penge. Alternativt kunne samfundet jo undlade at kræve husleje og dele gratis mad ud samt bruge kræfter på at sikre samfundets indbyggere en tålelig tilværelse.
I stedet tager de med grove og personlige midler enhver anstændighed fra "ledige", samtidig med at samfundets økonomiske støtter overhovedet ikke behøver at være anstændige.

Mit liv

Jeg har meldt mig ud af "ledighed". Nu vil jeg være et menneske og dele gode og dårlige oplevelser med andre. Jeg vil rejse mig og fortælle hvordan samfundet har en skyggeside man først ser når man er kommet til månens bagside, uden mulighed for at komme tilbage til villa, Volvo og vovhund.
Jeg vil bruge min erfaring til at fortælle hvordan det kan gå når man blindt følger faste, økonomiske regler, frem for at tænke selv. Mange overlever nok, andre bliver til en samfundsøkonomisk belastning og bliver gjort tydeligt opmærksom på at de er det.
Det er jeg blevet. Ikke fordi det er de højest lønnede der har beklaget sig, nej det er såmænd dem der selv lever af offentlige almisser der har behov for at se ned på andre ligestillede.
De vilkår jeg har levet under har givet mig en dyrekøbt erfaring både menneskeligt og økonomisk, men jeg har samtidig fået lært andre mennesker at kende på godt og ondt, noget jeg i dag ikke ville undvære. At lege Uncle Scrooge og tage bad i penge er så småt i forhold til at have familie og gode venner, min familie er langt vigtigere end en pose penge. At møde politiske eller "arbejdsløse" venner er langt mere livgivende end at høre nyhederne i radioen eller se dem på TV.

Nok lever jeg (af økonomiske årsager) ikke sundt og mit engagement i frivillige sammenhænge er (af økonomiske årsager) indskrænket. Familien får stort set besøg lige så tit som da jeg havde arbejde og min indsats for at gøre noget er indskrænket, simpelthen fordi jeg politisk set er blevet en belastning for samfundet, og hvorfor skal jeg så gøre noget for det.

Som ledig kan jeg ikke gøre noget rigtigt, bortset fra at lære at jeg er i vejen. Derfor vil jeg ikke være ledig, men nøjes med at være til.