Leg med ord

"Tromz, Goverdramatic, Razuvic, Nusentim"Det var de fire ord jeg valgte da jeg fra en bogstavbunke fik muligheden for at vælge de fire ord jeg så først. Det skal siges at de reelle ord der kunne vælges var engelsksprogede (hvilket i sig selv giver masser af muligheder, men også giver masser af z'er og c'er), men for mig blev opgaven ikke at finde "love, hate, drama, eller hope" - hvad skal jeg med sådanne ord. Jeg fik muligheden for at se de skjulte ord, dem som jeg ikke kender.
Jeg må sige at Tromz sprang i øjnene. Et ord der simpelthen er overset. Jeg blir nok nødt til at spørge Anders Lund Madsen hvad det betyder, men er sikker på at det er et ord der er væsentligt og derfor ganske overset. Efter lidt søgen efter ord kom "Goverdramatic" til mig som en følelse af opmærksomhed. Jeg har en ide om, at det ord simpelthen fortæller hvordan demokrati fungerer, Meget lettere end at skrive blogs, men det gør jeg så alligevel.
"Razuvic" gav mig straks følelsen af at vi alle hører sammen på tværs af sproggrænser. Måske er det et hårdt ord med hårde lyde for en dansker, men for slaviske folk er det et oplagt ord til at beskrive familie eller håb eller afmagt. Hvad ved jeg, men ordet lyder rigtigt.
Endelig fandt jeg det dejlige ord "Nusentim". Spekulerer stadig på hvordan det udtales. Hvis der er tryk på 3. stavelse er det vel et tillægsord, men sådan så ordet ikke ud da jeg jeg fandt det, heller ikke ikke til at der skulle være tryk på første eller anden stavelse. Det så faktisk ud til at have sit helt eget liv uden tryk på nogen stavelser. Derfor faldt jeg straks for det. Et ord der lever på trods og imod alle regler er og må være et godt ord. Ikke fordi jeg mener trods er godt, men at kunne leve mod alle regler og alligevel eksistere er for mig at se smukt, hvorfor er der ikke flere (ord) der gør det?
Nu til det kedelige:
Jeg lærte som ganske ung at ord kunne man leve med og lege med. Jeg gjorde begge dele og har aldrig fortrudt. Jeg skrev digte som 12-årig. Både den slags der rimede og knækprosa. Jeg var fascineret af Per Højhølt og Vagn Steen og mange flere. Mine forbilleder var der bare, for jeg ønskede at prøve endnu mere! I realen skrev jeg et digt som udgangspunkt for en dansk stil om solen, på gymnasiet et digt på engelsk om at blive henrettet. Selvfølgelig ikke med stor succes. Men har sproget nogensinde haft succes? I dag hører jeg (og ser) de mennesker der skulle være de ypperste sprogvogtere tale så dårligt at jeg ville få den dårligste karakter da jeg gik i skole. Ordblindhed er helt OK for mig, men det skal ikke være en ordblind der lærer mine børn sprog. En ordblind kan sikkert lære mit barn at køre bil, at være røgdykker eller at tælle tal sammen, men ikke hvad grundlaget er for sproget!
Måske tager jeg uhyggelig meget fejl, men sproget er det vigtigste kommunikationsmiddel vi har, set med mine øjne. I dagens Danmark (Hele verden i virkeligheden) er det vigtigste sprog åbenbart økonomi - her vil jeg bare henvise til alle økonomiers moder, nemlig biblen og Babel-tårnet. Selv de jøder der skrev det gamle testamente vidste at sprog kunne ødelægge sammenhold og den samlede verden. Hvordan kan det være at nogle af det gamle testamentes historier handler om at miste: Adam og Eva, Noa, Babelstårnet (også eksempelvis Goliat, Urias og David, men det er måske? lidt fjernt for os her i Danmark). At leve i et "kristent" samfund har tvunget mig til at se med andre øjne end mine egne på mine omgivelser. Mine klassekammerater var jo forskellige allesammen. En var udsat for incest, en anden var udsat for forventninger hun ikke kunne leve op til. Så var der dem der kom til at forvalte pengeinstitutter med en ni-årig uddannelse og dem der var låst inde på på universitetet til de var sidst i 20'erne. De første lærte at tale "pengesprog" sådan at kunderne måtte bøje sig for deres indsigt, de sidste lærte at tale "kunstsprog" (indeholdeldende mange fremmedord og floskler) for at imponere de studerende de skulle bringe videre eller måske for at få selvtillid.
Men hvis en bankmand fortæller mig at jeg kan få et lavt-forrentet lån ved jeg jo ikke i virkeligheden hvad han fortæller mig. Det har noget med penge at gøre - ikke noget med mig, med mit sprog eller med mit ønske om at være menneske. Hvis en Professor fortæller mig at sproget udvikler sig og at det ikke kan være anderledes kan jeg måske ikke forstå at det sprog mine børn og børnebørn taler betyder noget helt andet. Jeg kan sagtens forstå at sprog ændrer sig, jeg kan høre og se på facebook at ordblinde og folk (der som jeg har pølsefingre) laver slåfejl på tastaturet. Jeg er med på stavereformer som Å, Kun store bogstaver først i en sætnimng (Efter punktum) - jeg lever helt fint med at der faktisk ikke findes en gældende kommaregel, vi er tilbage ved den skøre regel jeg aldrig forstod da jeg gik i skole. Det eneste der er svært for mig er i bund og grund at vi ikke kan bevare et sprog og samtidig udvide det.
Ombudsmand og Køkkenmødding er danske ord der findes i historiske værker i hele verden. Prøv at forklare en franskmand om Grauballemanden eller Oluf Høst. En udfordring behøver ikke at betyde man opgiver ord, tværtimod kan man opfinde ord der supplerer de eksisterende. På Island (og tildels i Norge) har man ved lov forhindret sproget i at udvikle sig, og det har ikke virket, tværtimod er mange blevet tosprogede og tager afstand fra deres modersmål (Må selvfølgelig her nævne Sydirland hvor man simpelthen har indført to sprog - holder mig lige til Europa nu - også baskere og andorrianere m.fl. holder på deres eget - i Belgien så meget at de ikke kunne få en "demokratisk valgt" regering i langt over et år). Nogle af de steder der findes flest danske (norrøne) ord er Storbrittanien, Nordfrankrig og Norge - skarpt efterfulgt ar de slaviske Østersølande.
Gamle nordiske ord har udviklet sig og vi har fået forskellige sprog i Norden. Litterært kan vi næsten forstå hinanden, sprogligt er vi så tæt på at forstå hinanden at det oftest er udtalen og valget af navneord der er problemet. Alligevel fravælger vi lysten til at lege med ordene. Vi fravælger lysten til at forstå hinanden. Vi fravælger sproget og i stedet taler vi engelsk med vore sproglige naboer - hvor vi ikke alene har sprogligt fællesskab men også nordisk fællesskab. At vi vælger engelsk fremfor mandarin-kinesisk er jo oplagt: Vi bor tættere på dem, men at fravælge det danske sprog til fordel for engelsk eller tysk (for den sags skyld fransk) er jo himmelråbende tåbeligt. En af de få ting der fik mig til at synes om Hans Egede var faktisk at hans barn ville lære (og lærte) grønlandsk, der tager jeg hatten af. Hvis han så (hvilket er utænkeligt) også ville forstå at mentalitet er forskellig, så ville han have været en helt i mine øjne. Nu er der tilfældigvis ikke nogen danske helte på Grønland, men bare nogen der har "besat" landet med et forsæt (tjene på landet og "hjælpe").
Jeg taler ikke grønlandsk, jeg taler ikke kinesisk eller arabisk, men jeg ved at de sprog er anderledes. Ikke på den måde at man kan sige noget andet, tværtimod så er alle sprog egnede til at udtrykke sig på, og derfor er jeg helt tryg ved at der findes mennesker der taler arabisk, fransk, engelsk og kinesisk, det er nemlig respekten for hinandens kultur der er vigtigst - ikke respekten for sproget.
Jeg håber bare at mine ord er gode i en eller anden sammenhæng, ellers må jeg jo bare bruge dem for mig selv (og måske Anders Lund Madsen) ...