Ridefogeder og fæstebønder

Mange ledige oplever en enten lemfældig eller til tider grotesk kommunal sagsbehandling. "... en stikprøve foretaget af Beskæftigelsesankenævnet i Midtjylland viser, at kommunerne handler i strid med loven i hele 95 procent af sagerne, hvor en borger får frataget sin kontanthjælp" (avisen.dk 16. april 2013 - dronningens fødselsdag).
Nu er der jo mange ansatte socialrådgivere der har taget deres uddannelse for at gøre en forskel. I hvert kan jeg ikke forestille mig at det skulle være lønnen, arbejdsforholdene eller den omfattende lovgivning der fik nogle til at tage en sådan uddannelse.
Så hvad er det egentlig der sker?

Det sete afhænger af øjnene der ser

Nu er jeg jo med tiden blevet social klient. Jeg har en rimelig god uddannelse og har sådan set indtil for nylig været glad for at kunne bidrage aktivt til samfundet. Jeg ser til mine møder med de offentligt ansatte en indsats for at leve op til lovkrav og til at sikre "klienterne" en værdig tilværelse. Jeg ser desværre også nogle der er så hårdt pressede (måske forestående fyring eller misforstået tro på at lovkrav er uomgængelige), om det skyldes en dårlig uddannelse må være usagt, men det sker at kommunalt ansatte rådgivere og vejledere har mere travlt med at føre lovens bogstav ud i livet på bekostning af pligten til at sikre en værdig tilværelse for de nødstedte.
Det kan selvfølge med det arbejdspres der er indenfor det offentlige være surt at se nogle mennesker tulle rundt og leve af kontanthjælp og skraldning. Det burde det bare ikke være. Tværtimod er evnen til at klare sig økonomisk og socialt i den situation et vidnesbyrd om enorm livskraft. Med lovgivningens bogstav som åbenbart kan vedtages med en grundlov og en menneskerettighedserklæring der egentlig mere end antyder at mennesker skal tages alvorligt, også når de er i nød, undres man over at stort set alle politikere og størstedelen af danskerne betragter offentlig hjælp som nasseri. Når de mennesker der bliver ansat til at varetage de fattigste og mest udsattes behov så bevidst eller ubevidst indtager den gennemført uprofessionelle holdning at ledige på overførsel selv er ude om det, må det enten bygge på en misforstået misundelse eller på en uvidenhed der ikke er fagligt saglig.
Med andre ord de opfører sig som ridefogederne under stavnsbåndet. De er blevet til noget og vil med vold og magt være noget.

Fæstebønderne

Til gengæld er lovgivningen ikke til for hverken klienter eller offentligt ansatte. Den skal blot sikre en økonomisk stabilitet, som ingen af de to ovennævnte parter har nogen nævneværdig fordel af. I forbindelse med Wikipedias omtale af stavnsbåndet kan man blandt andet læse følgende: Stavnsbåndet " ... blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det kunne være svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten påhvilede i praksis "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.Aldersgrænserne blev ændret i tre omgange. I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år".
Nu er det så industrikapitalen der har brug for hjælp, ikke landbruget. Det pudsige er at der stort set ikke kan drages andet end paralleller til dengang for mere end 250 år siden. Skal vi lige lade den stå et øjeblik og derefter spekulere på om de offentligt ansatte som ridefogederne er mere bange for at miste deres magt end for at sikre fæstebønderne en tilværelse, der alt andet lige nok i de fleste tilfælde ville sikre at de kunne se formålet med deres lod i tilværelsen? Vi skal jo huske på, at ridefogederne blev rekrutteret fra det samme miljø som de skulle styre.

Nyttejob

Af lovgivningen fremgår det at unge, ledige på kontanthjælp (også andre på kontanthjælp) skal gøre gavn for de penge som samfundet poster i dem. Sært nok findes der ikke nogen som helst saglig begrundelse for at nyttejob skaber arbejde, det er nok snarere det modsatte, da visse små virksomheder ikke kan konkurrere på det plan, når vi taler løn og ansættelsesvilkår.
Man kunne så forestille sig at det var et spørgsmål om misundelse på dem der ikke skal arbejde for at leve. Men hvis det er det bliver man jo også spørge om hvad et liv uden ejendom, uden rettigheder, uden mulighed for pensionsopsparing og relativ vanskelig mulighed for at holde ferie er. Hvor eventuelle børn skal lære ikke at have noget at leve af og sætte pris på en julepakke fra Kirkens Korshær og et kasseret kyllingebryst fra Netto. Hvor fremtiden stort set er reduceret til fornedrelse. Skulle det være et misundelsesværdigt liv.
Man kan som kontanthjælpsmodtager prise sig lykkelig for ikke at skulle betale ejendomsskat, afdrag på lån til hus og bil. Ja man kan endda prise sig lykkelig for at ens barn ikke selv kan vælge skole eller børnehave. Det er der andre der gør.
Og nu hedder aktivering "nyttejob". Der er sådan set ikke den store forskel, første gang jeg blev langtidsledig i midt 80'erne skulle jeg også aktiveres. Jeg skulle følge jobsøgningskurser med periodiske mellemrum indtil jeg fik arbejde. Og jeg har en uddannelse. Hvordan skulle mennesker der bare bliver pisket og sat på en træhest have en kinamands chance for at komme væk fra sit miljø?
Jaja, jeg ved godt at det lykkes for nogle, men det er jo ikke dem vi nedgør.

Basisløn

Man kunne overveje at sikre alle borgere, rig som fattig med en basisløn, så det ikke ville være de økonomiske problemer der var det syn der mødte én hver morgen når man slog øjnene op. Man kunne afskaffe tvungne straffejobs (ligegyldigt om det kaldes aktivering, nyttejob eller noget helt tredje) og i stedet ved indsigt i det enkelte menneskes situation, fysisk, psykisk og familiemæssigt, sikre at opbygge en selvtillid.
Nu er det jo ikke basisløn man får selvtillid af. Det er dog heller ikke tvangsarbejde. I stedet vil jeg foreslå at frivilligt arbejde skulle være muligt, ikke antallet af timer, heller ikke en udmåling af den gavn man gør, nej simpelthen ved at sikre at alle får mulighed for at opbygge en selvtillid ved at få positive oplevelser.
Jeg har selv arbejdet både mens jeg var lønnet og da jeg var arbejdsløs, i foreninger og andre sammenhænge. Jeg har lavet lokalradio, været sekretær i den lokale filmklub og i den lokale Brugs, jeg har skrevet artikler til flere tidsskrifter og har været involveret i politisk arbejde. Jeg har besøgt venner der var syge og talt med dem, nogle af mine pensionistvenner og mine forældre bruger jeg også tid på. Selv nu sidder jeg og blogger. Men jeg får ikke mere selvtillid af at skulle møde fra 8-16 på alle hverdage. Tværtimod føler jeg mig groft udnyttet.
Med lovgivningen på området, med kommunernes økonomi og de vilkår som mine sociale vejledere og rådgivere arbejder under føler jeg simpelthen at min arbejdskraft udnyttes, når så mine evner inden for nogle af de områder, jeg sættes til at nyttejobbe på, faktisk ikke matcher de krav der skal til for at liste sig ind i fast beskæftigelse, så kan det set med mine øjne være ligegyldigt. Altså ikke nogen motivation.

Netværk

Det er blevet fremhævet gang på gang at jeg skal arbejde i nyttejob/aktivering, fordi jeg på den måde kan opbygge et netværk og derigennem måske skaffe mig et arbejde. Men kunne alle mine frivillige aktiviteter så ikke stille mig i samme situation, hvis jeg altså havde råd til at være frivillig på kontanthjælp, hvor netop det at eje mere end 10.000 kr. er strafbart?
Måske nogle på kontanthjælp vælger at mure sig inde på grund af økonomien, det gør jeg sådan set også, ville kunne have gavn af at komme ud og opbygge et netværk, for eksempel i genbrugsbutikker, sportsforeninger, politisk arbejde og andre ulønnede opgaver. Efter eget valg eller i samråd med en vejleder. Men som det er nu straffes man på økonomien hvis man ikke finder sig i et anvist nyttejob. Ja faktisk er unge på kontanthjælp, kærestepar og samlevende i den situation at de med deres eneste mulighed for at opbygge et netværk (tvunget "nyttejob") bliver straffet for ikke at gøre hvad de får besked på.

Ridefogederne i dette årtusinde straffer i stort omfang med loven i ryggen de svageste og de syge, frem for at sikre sig at deres levevilkår giver dem mulighed for at oppebære et anstændigt liv. Dem det går ud over er som fæstebønder der skal arbejde på nabogodset, men glemme at dyrke sin fæstejord. Staten og kapitalen sanktionerer denne opdeling af samfundet, uden tvivl med et egoistisk formål. Men alle argumenterne om tilknytning til arbejdsmarkedet, om netværk og om at skulle yde for at nyde forbliver floskler.

Ret og pligt

Hvorvidt pligt medfører mere tilknytning til arbejdsmarkedet kan vi selvfølgelig overlade til lobbyister og politikere samt aktionærer at tro på. Intet tyder på det.
Hvis man er modtager af offentlige ydelser har man end ikke ret til at modtage dem, de kan nemlig til enhver tid fratages. Der henvises til pligten til at yde noget for at få noget, en besynderlig pligt, når man samtidig har mulighed for at blive frataget sit livsgrundlag på tvivlsomme afgørelser.

Jeg håber virkelig at de offentlige beslutningstagere snart vil udvise sund fornuft og sikre de mest udsatte en værdig tilværelse der kan opbygge den nødvendige selvtillid med henblik på fremtidens Danmark, ikke på nutidens konkurrenceliberale samfund. Afskaf den moderne form for ridefogeder og fæstebønder og gør vores verdensopfattelse til en fremtidsdrøm.