Farvel

Før jul gik min mentor arbejdsgiver og nære ven bort. Han kørte i havnen i Haderslev med en tung bil og kunne næsten ikke bevæge sig. I hvert fald ikke sidst jeg så ham for lidt over et år siden. Han druknede med andre ord. Ingen skal bilde mig ind at det var med vilje, han var det mest stædige menneske jeg har kendt. På den gode måde, han var mere hård ved sig selv end ved andre. Det betyder selvfølgelig ikke at han ikke var hård ved andre, stillede krav og havde ønsker om at de udviklede sig. Det betyder sådan set bare at han havde forventninger på andres vegne når han så talenter.
Her til middag fik jeg så at vide at endnu to af mine nære venner fra Samsø var holdt op med at trække vejret, dog var de ikke druknet i bogstavelig forstand. Men begge i nat blev de til minder.

Johnny

Jeg mødte Johnny over et spil billard. Nu er det efterhånden mange år siden jeg spillede det spil, men vi blev venner. Johnny havde, og har, den dejligste datter. Hun er selvfølgelig blevet en stor pige nu, men da hun var mindre tilbød jeg Johnny at vi kunne deles om det sted jeg boede, der var plads til ham, hans datter og datterens veninder. I det hele taget var der plads.
Når Johnny ikke skulle møde på arbejde mødtes vi ofte om morgenen. Hvis jeg ikke skulle noget den dag blev det normalt til en morgen-bajer og måske en enkelt fisherman. Så snakkede vi om vores fælles bekendte og ikke mindst om Johnnys datter. Vi tilkaldte hinanden til "morgenmøderne" med sms. Så kunne vi jo altid melde afbud hvis der var andre vigtige ting på programmet.

Johnnys datters mor boede på Samsø så den del af familien kendte jeg. Hans far var død i en alder af blot 50 år og hans mor var også død. Men hans stolthed var de tre børn han var far til. Den store datter, der boede sammen med en rar fyr syd for Odder, den store søn, som var glad og festede når han kunne (og det kunne han tit dengang). Men ikke mindst den lille datter der boede på øen og som altid var velkommen i vores fælles hus.

Jeg mindes stadig da vi en dag bestemte os for at tage til byfest i Odder for at glæde den lille datter. Vi havde været rundt i et mylder af al mulig crap og besluttede os for at tage en tur i pariserhjulet. Pludselig stod hun der, den store datter. Hun havde spottet sin far og lillesøster. Det næste der skete var at brormand blev tilkaldt. Han var muligvis i gang med en seriøs udforskning af andre af tilværelsens gåder sammen med jævnaldrende drenge. Men når lillesøster var der slap han hvad han havde gang i. Der var noget der var sjovt, og noget der var vigtigt.
Efter denne oplevelse blev det til flere møder. Både hos storesøster og hos os. Der var god mad og øl på bordet, det hørte sig til. Men vi oplevede den kærlighed der er mellem søskende, eller i hvert fald kan være. Jeg fik også en dejlig oplevelse af at være en slags reservefar, især fordi jeg ikke var forundt at være far til min egen datter.

Disse timer, morgener, eftermiddage, aftner og nætter vil jeg aldrig glemme. De har, sammen med Johnnys dejlige børn, beriget mit liv. Desværre blev vi uvenner af økonomiske årsager og vores venskab ophørte. Heldigvis havde vi stadig fælles venner og på den måde kunne vi følge hinanden i vores deroute. Han blev mere syg og jeg blev mere fattig. At tilgive er måske nok svært. Jeg tror aldrig at vi helt tilgav hinanden vores forskelle, men vi forsøgte efter bedste evne.

Nu er Johnny et minde. Noget som aldrig kan tages fra mig, medmindre jeg skal samme vej som ham. Det skal jeg jo nok. Hans børn kan måske have et vagt minde om mig og de få gange vi var sammen, så der må jeg nok også melde pas. Jeg har været der, ikke for at blive husket, men fordi Johnny og jeg var nære venner i en periode af vores liv. Hvis børnene husker mig for de gode ting vi havde sammen og ikke bare for vore uvenskab over økonomien, så har min andel i hans korte liv ikke været helt spildt.

Vi var nok så forskellige som verden kunne gøre os, Johnny. Det eneste vi havde til fælles var vel at vore forfædre var indvandrere, dine vistnok sigøjnere, mine måske jøder. Men vi elskede venskabet, og det var måske derfor vi ikke var gode til at blive uvenner. Alligevel vil jeg altid tænke tilbage til vore "familiekomsammener" med varme og glæde. Sådan skal du mindes fra mig.

Otto

I en periode hvor jeg var arbejdsløs søgte du selskab. Mest for at dele Samsø ved at køre øen rundt, men også for at drikke en øl sammen med mig.
Otto faldt meget uheldigt og kunne derfor ikke længere gå. Som den mand han var tog han smertestillende tabletter i hobetal frem for at finde ud af hvad der var sket.
Inden da havde vi kørt øen tynd i solskin gråvejr eller regn, både for at se hvad der skete for mennesker og samfund (huse til salg, ombygninger og anlægning af cykelstier, fældning af træer, resultater af stormflod, you name it). Et par timers samvær hver dag jeg havde fri. Da Otto mistede kørekortet fordi han lige skulle køre en tur efter at have fået en øl for meget blev tingene ændret. Der skulle findes en chauffør og formiddagspilsneren var ikke længere så spændende. At miste en chauffør var ikke hvad Otto ønskede. Vi så normalt TV2 Østjylland og så trak bilturen i os. Øen blev inspiceret fra nord til syd, ikke altid på samme dag, men Ballen var obligatorisk. Lottokuponen uden joker var også en ugentlig foreteelse, jeg gik de 50 meter til kiosken og købte den, Otto gemte den i ugevis.

Når der skulle købes ind, når der skulle måles vand eller skrues ned for varmen, også når der skulle foretages noget på første sal, så fik jeg instrukser. Vi forblev et sammentømret par, jeg aner ikke om det minder om et ægteskab, der var intet seksuelt, men vi hjalp hinanden, og alt det som hjemmehjælperne ikke måtte kunne jeg så gøre. Til gengæld fik jeg et enestående billede af Samsø på nethinden. Otto kendte alle de små veje og de landsbyer (huse) der fandtes, han kendte de steder hvor de solgte kartofler og jordbær, og når han ville have noget at spise så vidste han hvor det skulle købes. Otto var født, opvokset og havde levet sit liv på øen, hans brødre var emigreret til Canada. Otto døde på øen.

Han var aldrig god ved sig selv. Måske kan man sige at han nød livet med masser af øl, møder med for eksempel Simon Spies og driften af en købmandsforretning. Det er vel op til enhver at betragte sit eget liv som godt. Otto klagede ikke, han valgte måske at stille smerter med medicin og øl, men misbruger blev han aldrig, i hvert fald ikke af hårde stoffer. Livet i huset blev levet som da hans mor levede, ja faktisk var hans liv lettest, når det foregik efter reglerne. Man kunne lave en julekalender efter hans liv. Simpelthen regler. At han som falleret købmand ikke ville handle i Brugsen var jo et princip, men ikke mere end at jeg fik penge til at handle i samme butik. Han kom der bare ikke. Brugsen i Ballen blev dog en undtagelse, af og til (når der var øl på tilbud).

To på én gang

Mens jeg skriver dette græder jeg. Ikke alene fordi det er to venner der døde samme nat, men også fordi jeg ikke fik sagt farvel til dem. Nogle vil kalde det at sige man elsker dem, det vil jeg på en måde tilslutte mig, men ordet "elske" er så let at misforstå. De var nogle af mine bedste venner på øen og nu er der to mindre.

Jeg har ikke lyst til at sige farvel til flere af mine venner lige nu.