Hvis arbejde var Gud

Jeg spekulerer på hvorfor noget så enkelt som arbejde bliver så indviklet. Nej egentlig spekulerer jeg ikke. Det indviklede er jo såre simpelt. Arbejde er noget man giver til andre og får en tak for. Det indviklede er så at takken kan gøres op i penge. Det indviklede er også at de penge arbejdet gøres op i på ingen måde står mål med det arbejde der bidrages med.
Jeg vil gerne komme med en masse eksempler. For det første findes der mange mennesker der frivilligt og gratis (ofte endda med indsamling af penge til en god sag) med glæde arbejder for at se at mennesker blive mere raske, hygge sig mere eller komme ud af ensomhed eller sygdom. En del mennesker arbejder endda gratis for at samle penge ind til fattige og sultne mennesker i andre lande.
For det andet findes der mennesker der frivilligt bidrager til et foreningsliv. Det kan som for mit vedkommende være at være i bestyrelsen for den lokale biograf, eller at finde plader frem til en times udsendelse i lokalradioen.
For det tredje er der mennesker der uddeler medmenneskelighed i form af samvær eller telefonkæder. For eksempel at holde juleaften med ensomme, eller at være del af en telefonkæde for ældre, som i ældresagen.
For det fjerde er der mange mennesker der deler deres vid med andre på de nymodens "sociale netværk" som for eksempel facebook. Her er der tale om at dele både sure opstød og humoristiske hverdagsbetragtninger.
Alle disse og mange andre "gode gerninger" i form af frivilligt og ulønnet arbejde er sådan set altid et håndslag værdigt. Arbejdet er umådelig vigtigt, men udføres ikke officielt.
Men så kommer den officielle del jo netop på bane. Nu skal arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere arbejde for understøttelse og kontanthjælp. Oprindelig en fuldstændig fejlslagen teori om at man kunne fastholde kontakt med arbejdsmarkedet og "netværke" som Radikale Venstre allerede i 70'erne fastholdt som krav for regeringssamarbejde. Men reglerne blev indført gennem samarbejde med En socialdemokratisk ledet regering. Det førte i første omgang til at fagforeningerne fastholdt at ledige ikke måtte tage arbejde som uddannede eller faglærte kune varetage, og i den forbindelse blev det også nærmest forbudt for modtagere af understøttelse (økonomisk forsikring mod arbejdstab og dermed løntab). For mit vedkommende betød det for eksempel i 1992 at jeg ikke måtte bidrage til lokalradioen med udsendelser eller sælge billetter i biografens foyer, i hvert fald ikke hvis jeg modtog understøttelse. Havde jeg været på kontanthjælp ville jeg til gengæld dengang være presset til at samle tøjklemmer eller lignende uden at få noget for det.
Senere ændrede vilkårene sig. Samfundsøkonomisk var det en fordel at få udført ulønnet arbejde, derfor blev kravene til frivilligt arbejde ændret. I samme periode har skiftende regeringer arbejdet seriøst på at afskaffe arbejdsløshedsforsikring og at økonomisere kontanthjælpen. Foreløbig er vi kommet dertil at arbejdsløshedsforsikringen som man i princippet kan betale til hele sit liv, kun gælder i en periode på to år, og at kontanthjælpen fordrer at du skal udføre et arbejde (oftest totalt meningsløst) for at modtage hjælp fra det offentlige.
Vi er langt fra min barndoms skærslibere (landstrygere) og de allerede dengang sjældne navere der vandrede rundt i Europa for at dygtiggøre sig indenfor håndværk. Nu har vi faktisk fået et proletariat af hjemløse, der veritabelt er landstrygere men som dyr der mister deres territorium søger ind til byerne uden at have en kinamands chance for at komme til hægterne. Men der er mange tomme skraldespande og mange ligeglade mennesker i byerne, så man kan overleve ved at bruge rester fra mennesker der har for meget!
Personligt synes jeg sådan set at vi arbejder seriøst på at gøre flere mennesker til frivillige. Først udstøder vi større grupper af mennesker fordi de ikke passer ind i det kapitalistiske mønster vi lever efter. Derefter følger vi godgørenhedsreglen fra den samme ideologi: Gør noget for andre. (Tror nok det er den barmhjertige samaritaner der er forbillede, i hvert fald ret sikker på at det nye testamente har betydning for den tankegang). Altså den kapitalistiske regel er at du først skal dele med andre når du har for meget (og det er helt op til dig selv at definere hvornår du har for meget), den socialistiske regel er at vi alle skal dele efter evne, altså dem der bidrager mest til samfundets opretholdelse beholder mest, men deler med de andre i samfundet (jeg tror aldrig at inuitterne blev socialister, men de efterlevede faktisk dette princip).
Desværre har vi blandet tingene godt og grundigt sammen fordi der i kølvandet på industrialismen opstod en såkaldt arbejderbevægelse. Løsarbejdere fra landet strømmede i hobetal til købstæderne da landbruget blev mekaniseret. Alle i håb om at få et arbejde i første omgang. Den anarkistiske og den socialistiske bevævelse fik tilhængere blandt de bedst begavede af disse arbejdsløse, samt hos den liberale åndselite. liberal betød dengang: "som ikke holder strengt paa det overleverede, gængse, men tillader nye anskuelser at gøre sig gældende; som stiller sig forstaaende ell. overbærende over for andres anskuelser, afvigelser fra det vedtagne og lignende" (if. Ordbog Over Det Danske Sprog). I slipstrømmen på dette frisind opstod fagbevægelsen og med tiden den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Arbejderne blev med tiden en efterspurgt vare i det stadigt voksende industrisamfund og dermed fik deres fagbevægelse en forøget indflydelse. I forbindelse med genopbygningen af Europa efter 2. verdenskrig blev den nordiske model faktisk beundret af andre lande for sin fleksibilitet, en fleksibilitet der primært bestod i at forhandlinger mellem fagbevægelse og arbejdsgivere betød fordele for begge parter. Højere løn blev betalt med fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvis der var krav om tilbagenholdenhed kunne man forhandle ferieperioder, barsel og arbejdsgiverbetalt efteruddannelse (for nu at nævne i flæng).
For at forstå nogle paradokser i at arbejdsløshed og forbedrede vilkår på arbejdsmarkedet ikke umiddelbart medførte et stigende antal af frivillige medhjælpere, må vi se lidt på samfundets indretning. Børn og kvinder blev stadig i stort omfang ansat som billig arbejdskraft, men ikke mindst var det jo ifølge grundloven kun formuende mænd uden straffeattest over 30 år der kunne bestemme i Danmark (til 1915), i hvert fald ind til for 103 år siden (12. marts 1908, hvor kvinder fik valgret). Dengang var der også to kamre i det danske folketing, men lad os lige få paradokserne i forbindelse med arbejdsmarkedet sat på plads. Statens voksende behov for arbejdskraft (biblioteker, sygesikringskontorer, offentlige kontorer mm.) fik faktisk en del kvinder på arbejdsmarkedet. Det var dog kvinder af det bedre borgerskab der på denne måde blev aktiveret, idet direktører og andre samfundsspidser for forskellige virksomheder fandt ud af at pacificere deres koner ved at sørge for at de fik deltidsstillinger som primært indebar kontorarbejde.
Disse stillinger var jo ikke altid til rådighed, men kvinder af det bedre borgerskab kunne så til gengæld vælge at gøre et socialt arbejde frivilligt (da de jo var forsørget af deres mand). Og sådan gik det da også herhjemme i Danmark (som i mange andre lande i øvrigt). Velgørenhed og frivillighed er altså til dels en religiøs foreteelse, til dels en social, kapitalistisk foreteelse.
Her ligger paradokset så og gror. Den politisk sociale tanke har aldrig arbejdet med frivillighed, den har arbejdet med krav. Mere i løn, mere ferie, lavere arbejdstid, social sikkerhed. Og det er som Thomas Nielsen sagde for efterhånden mange år siden (1982) sagde: "Vi har sejret ad helvede til - godt". Måske var sejren for god, for eftertiden har vist at højreorienterede regeringer ofte med hjælp fra det inderste venstre har skåret ned på fagbevægelsens rettigheder uden på samme måde at indskrænke arbejdsgivernes politiske indflydelse. Men samtidig kom kvinder i hobetal ud på arbejdsmarkedet efter det store økonomiske efterkrigsboom der markerede sig i løbet af 1960'erne. Og med kvinder på arbejdsmarkedet (i mange tilfælde i stillestående økonomiske perioder) fik kvinder økonomisk mulighed for (og selvfølgelig meget tid til) at gøre de ting de var opdraget til da de skulle gå i hjemmet og passe børn og sørge for god stemning blandt deres mænds omgang med naboerne. At kvinder skulle forsvare deres børn i forhold til naboerne lige fra æblerov til utidig interesse for naboens uberørte pige havde indtil da været en del af kvindens rolle, lissom hendes rolle med at forsvare mandens kritik af naboerne var en del af hendes rolle i husstanden. Langt sagt: Nu er det bare blevet en del af samfundets struktur. At det skal være gratis og at staten vil have indflydelse på det er sådan set hele forskellen.
Og så er vi sådan set fremme ved nutiden. At arbejde frivilligt er nu fuldstændig frivilligt! Men at arbejde er til gengæld et krav. Endda uden løn, uden nogen pension, uden nogen garanti for noget som helst. Simpelthen fordi den økonomiske krise, som jo principielt ikke berører fattige mennesker (i og med de ikke har nogen økonomi) skal berøre os alle. Ikke ifølge det flertal af fattige mennesker der findes i Danmark (De har sådan set travlt nok med at leve et liv), nej krisen skal betales af alle ifølge de mennesker der har tjent mest ved at skabe krisen og nu føler at de har fortjent at oppebære den livsstil der er den egentlige årsag til krisen.
De fleste af disse mennesker (altså dem der er årsag til krisen) har stort set ikke arbejdet. Men de ønsker ikke at deres livsvilkår skal ændres. De fleste af de mennesker der har arbejdet eller søgt arbejde hele deres liv, har aldrig opnået bare brøkdele af det, som de mennesker der vil bestemme hvordan deres selvskabte krise skal sløres. De får faktisk ikke engang den pension de blev stillet i udsigt da de begyndte på arbejdsmarkedet.
I denne "krise" er det da også de rige og politikerne og bankerne der fortæller os hvad vi skal gøre for at klare os igennem krisen. Og her er gratis arbejde for virksomheder blevet guld værd. Selv en socialdemokratisk regering anbefaler at ledige skal arbejde for de penge de angiveligt har ret til!
Hvis arbejde var Gud ville jeg være Jesus, han fik sgu da i det mindste lov til selv at have et sexliv og hans arbejde bestod stort set i at snakke sort!