Kærlighedens alder

Så nåede jeg at opleve kærligheden igen. I dag (eller rettere sagt i går) har jeg haft 500 dage med min kæreste. Vi har ikke været sammen hele tiden og hvis jeg skulle tælle de dage vi har været sammen ville det også være for sent, jeg har ikke noteret. Skulle jeg måske også have noteret timer og minutter? Nej jeg har en togbillet og en pladsbillet der fortæller mig hvilken dag jeg rejste på besøg i Odense. Og på hvilket tidspunkt jeg efter køreplanen skulle lande, og hun var der på banegården. Jeg gik bare forkert, og hun havde glemt mobilen og så gik tiden helt i stå. Hun måtte tilbage til bilen efter mobilen og jeg stod stille og roligt med udsigt til slotsparken.
Måske er det også forkert at sige at vores dag nr. 500 var 29. december, vi mødtes jo måneden før til Samsø Festival 23. juli og ikke 17. august. Men til Samsø festival hyggede vi og havde det rart sammen med andre mennesker, det var den dag jeg stod i Odense og kiggede ud mod Slotshaven, at vi mødte hinanden uden at have mere end 100 mennesker omkring os. Ann kørte os til Tarup Centret og vi købte noget at spise og en kasse Odense Pilsner (halvt Classic og halvt Pilsner). Inden vi forlod banegården havde vi givet hinanden et knus og i Tarup Centret holdt vi hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske om det var for ikke at blive væk. Da vi kom hjem til hende viste hun sit gæsteværelse frem og jeg stillede min bagage der. Vi satte os med en øl og snakkede om hvilke ting det kunne være spændende at se, og fik lagt planer for at besøge både Odense og omegn. Og på et eller andet tidspunkt kyssede vi. I løbet af samme dag var vi kærester med kys, kram, holden i hånden og vi elskede med hinanden.
Vi nåede de ting vi havde sat os for, og vi tog også en tur til Samsø for at besøge mig.
Jeg forsøgte jo straks at få mulighed for at besøge hende igen, og det blev ikke afvist. Mit liv på Samsø var totalt smadret. Jeg skulle hæve og bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få kontanthjælp, samtidig skulle jeg være aktiveret i et beskæftigelsesprojekt kommunen havde for at vise at jeg var i stand til at passe et arbejde. Jeg stillede mig på bagbenene. Ikke om jeg ville aktiveres i et projekt der ikke gav mig nogle muligheder for at komme i arbejde - og så for  mine egne penge. Så jeg hævede bare penge på mit Dankort, og det varede faktisk indtil februar måned før mit kort blev inddraget.
Derefter levede jeg regulært på nas, delvis hos min kæreste og delvis hos min far. Også min bror der havde tilsvarende økonomiske problemer fik jeg hjælp, mens min mor sørgede for at betale min a-kasse. Min far betalte andre regninger (telefon og nogle få andre vigtige), desværre for mig blev pengeoverførslerne aldrig registreret som mine betalinger.
Jeg var stadig tilmeldt min bopæl på Samsø og da udlejer ringede mig op var det da også min mening at skaffe penge (ved at finde et arbejde), men jeg fik ikke arbejde, og min huslejegæld voksede også. Jeg havde end ikke råd til at vende tilbage til Samsø, så sidste gang jeg var der var i forbindelse med spareklubudbetalingen 2010 (i slutningen af november), og selv da der var Samsø Festival lod jeg min kæreste tage til festival uden mig, jeg opholdt mig hos min far.
I mellemtiden skal det nævnes at min eneste kærlighed havde besøgt min far i flere omgange, og hun var med til 2. juledag (en tradition) hos min mor. Også min mors fødselsdag i marts samt nogle af min fars snapseforenings fællesmøder havde hun deltaget i. Som det er generelt i min familie (trods det at mine forældre blev skilt omkring 1966) er både min far og mor åbne overfor deres børns valg af kærester - også selv om vi børn i enkelte tilfælde har passeret de 50. Ann blev begge steder hos mine forældre budt meget velkommen og er det da osse stadigvæk.
Det kommer nok ikke bag på nogen at min kæreste, der er deltidsansat i restaurationsbranchen, ikke kan forsørge mig. Heller ikke mine forældre kan forsørge mig, selv om lovgivningen pålægger forsørgerpligt til mennesker der ikke kan få arbejde før kontanthjælpen kommer til udbetaling. Men til sidst var jeg nødt til at søge om hjælp til at få mit liv ud af skyggen. Jeg måtte hæve min pensionsopsparing, betale 60% til staten for at hæve i utide (noget som staten pålagde mig). Af det beløb jeg kunne hæve gik stort set alt til at betale den gæld der havde hobet sig op, da banken havde taget sit for overtræk samt de regninger der var betalt da jeg efter troende stadig var en god kunde var de 120.000 kr svundet ind til noget der ligner 15.000. Da regninger og de nærmeste i familien var betalt var beløbet skrumpet til nogle få tusinde kroner, så selv nu hvor jeg er berettiget til at modtage kontanthjælp er jeg glad for at min kæreste vil hente mig på min nye bopæl, det er billigere at køre i egen bil end at tage offentlige transportmidler og samtidig varer kørsel i privatbil ca. halvanden time, mens de offentlige transportmidler herfra tager 3½ time (vel at mærke til ca dobbelt pris med de nuværende benzinpriser).
Min kærlighed har altså nu varet 500 dage. For at være ærlig vil jeg ønske at den vil vare for evigt og at hendes kærlighed til mig vil vare lige så længe. Jeg kan ikke kræve det, alene ønske det - lidt lissom at købe en lottokupon og ønske at vinde. Der er bare det med kærligheden at den skal deles med en anden - lottokuponen har ingen følelser for dig, forhandleren elsker dig selvfølgelig hvis du har købt kupon i hans udsalg, men lottokuponen er fuldstændig ligeglad. Min kærlighed er stærkere og min kærestes er stærkere - det kan jeg sige med sikkerhed da hun har holdt mig ud i mange situationer, der ikke bare indebærer økonomi. Men det er jo netop den glæde jeg føler ved at være elsket og ved at elske der får mig til at ængstes.
Jeg har før været bange for at miste. Første gang jeg mistede en kæreste til en god ven var jeg helt slået ud, parat til vold og parat til at glemme al sund fornuft. Senere i livet har jeg mistet alt hvad jeg har ejet flere gange, jeg har mistet andres kærlighed og ved at det kan ske igen. Jeg har selvvalgt undladt at kontakte mine forældre på grund af skam over ikke at kunne klare mig selv, og jeg har kontaktet dem igen hvo jeg klart har udtrykt min skam over ikke at kunne leve op til deres ønsker, så hvorfor ikke også miste sin kærlighed til en dejlig kvinde af samme årsager?
Til mig selv siger jeg nu: Du må ikke være bange for at miste. Du må elske så meget som du kan mens du har noget at elske. Du må ikke forlange at hun elsker dig på samme måde som du gør, og du må ikke forlange at hun skal føle sig mere elsket når du elsker hende. Samtidig har jeg også besluttet at min kærlighed kun kan være ægte hvis jeg accepterer at jeg kan miste objektet for min kærlighed ved mine handlinger. Når alternativet er at jeg måske skulle bedrage både mig selv og hende for at bevare en kærlighed kan jeg sådan set godt se at min ægte kærlighed er det eneste jeg kan byde på. Skulle hun blive træt af det vil jeg jo alligevel miste hendes kærlighed.
Jeg har haft 500 dejlige dage og håber at hun har haft en dejlig kærlig oplevelse. Det svære her i verden er at elske nogen meget, at sige til dem at man elsker dem meget og så alligevel gøre det man kan - ikke det der forventes. Jeg kunne sagtens være meget bedre til at gøre ting og sager i hjemmet, jeg kunne sagtens leve op til forventninger til den praktiske mand med alle kræfterne. Men jeg er ikke alle de ting. Jeg er principielt ikke doven, selv om mine forældre betragter mig som sådan. Jeg er faktisk aktiv det meste af døgnet på min egen måde. Jeg er bare ikke indrettet som forventet: tage arbejde, tjene penge, gøre hvad man får besked på, have forventninger til livet, ønske noget af livet, stille krav til livet etc.
Som nævnt med min pensionsopsparing ville jeg gerne lindre min alderdom, hvis den skulle komme, og på sæt og vis lindre statskassens omkostninger i forbindelse med mig. Jeg bliver nødt til at bruge udtrykket at jeg ikke engang selv behøver pisse i bukserne for at holde varmen, det klarer lovgivningen med de tåbelige regler om at bruge formue først. Altså staten pisser i mine bukser for at jeg skal holde varmen. Lækkert ikke?
Desværre for staten stiller jeg heller ikke mange krav på egne vegne. At kontanthjælp for nogle er et beløb man kan leve af synes mig stadig en gåde, medmindre man er syg - som for eksempel tidligere soldater i krig, folk med traumer eller medfødte psykiske eller psykosomatiske sygdomme. Ikke en politiker har levet på kontanthjælp! Alligevel har alle politikere styr på udgift og indkomst for en fattig. Desuden tror alle politikere at mennesker der modtager overførselsindkomster er født svindlere, men det er jo et af stederne de tager fejl, som folk der kommer i fængsel lærer også fattige at bruge systemets firkantede regler.
Hvad kærligheden angår lever vi heller ikke alle på fattighjælp. Der har gennem århundreder været opstillet faste regler for kærlighed. Spilleregler kan man kalde det. Dertil har vi så føjet ligestillingen. Et princip der i sig selv er diskriminerende. Ikke at jeg mener at det liv kvinder har levet er optimalt, men det liv mænd har levet har i virkeligheden været lisså traumatiseret. Hvis man kigger den skrevne historie igennem vil man ved nærlæsning opdage at det altid er kvinderne der har ben i næsen når krisen kradser, mens mændene bare går i krig eller opfører sig tåbeligt. Tåbeligt som i "forkert i en given situation". Ligegyldigt hvordan man vender det vil man også opdage at mændenes indflydelse på deres børns opdragelse er minimal (både når det gælder drenge og piger), kvinder derimod har haft nærmest frie tøjler.
Mine forældre blev skilt da jeg var omkring 7 år, mine to yngre søskende (begge drenge var i den forbindelse omkring 6 og 4 år). Vi boede alle tre hos vores enlige mor, indtil hun fandt sig en ny ægtemand (da var jeg 13). Vores far havde "samkvem" indtil vares stedfar flyttede ind, så blev jalousien så stor at min far ikke måtte se os fordi han måske ville se vores mor.
Jeg har den dag i dag et sært forhold til mine forældre. Min mor holder jeg meget af, men samtidig stoler jeg ikke på hende som menneske. Hun valgte en jaloux ægtemand frem for at tage vare på sine børn. Hun har en medmenneskelig forståelse, men er samtidig selvoptaget.
Min far betyder meget for mig fordi han var væk en del år af mit liv (måske var han der et par gange om året indtil jeg blev udsat for min stedfar - og siden har jeg opsøgt ham med jævne mellemrum), men bitterhed og mangel på menneskelig forståelse giver ham et skær af tåbelig åndsfattigdom.
Nu er jeg selvfølgelig et eller andet sted bange for at min kærlighed skal bære det samme udtryk af fjernhed fra den virkelige verden som mine forældres kærlighed. Kan min elskede leve med en person der bare gør hvad han synes er rigtigt fremfor at gøre hvad hun synes?
Jeg kan klemme mange af mine problemer ned til spørgsmålet: Er det mig der gør noget forkert. Selvfølgelig godt hjulpet af mine forældre, der jo netop har tilegnet sig en attitude der betyder at de ikke kan gøre andet end de gør. At jeg prøver at se alting fra flere sider er i deres øjne godt nok, hvis bare jeg kan blive bedre i forhold til andre på den måde. Med andre ord udnytte min empati til egen fordel!
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne tro på kærlighed med det udgangspunkt?

Men jeg tror på kærlighed <3