fredag, januar 24, 2014

Medier

TV, radio og aviser regnes normalt som medier. De har stadig stor indflydelse på den almindelige borgers opfattelse af det omgivende samfund. Det på trods af mediernes historie og fremtid, som markerer yderpunkter eller måske en tilbagevenden.

Historisk set

Med bogtrykkunstens opfindelse i Europa blev det pludselig muligt at udbrede kundskab. Godt nok var bibelen og politiske spørgsmål i vælten. Det ændrede sig ikke da de folkelige skillingsviser blev til, men samfundssynet blev pludselig vendt til at handle om almindelige menneskers. Samtidig opstod avisen, som i første omgang var et avertissementstidende, altså fortrinsvis reklamer men fulgt op af omtaler af de annoncerendes produkter samt omtaler af hændelser og arrangementer. Man kan sige at det vi kalder ugeaviser i dag svarer meget til den tids aviser. Dog skete der ret hurtigt det at aviserne blev målrettet en bestemt befolkningsgruppe. Som sportsklubber blev det til et spørgsmål om at være arbejder eller borgerlig (studerende), for avisernes vedkommende kunne der let i samme by findes en socialdemokratisk, en for radikale venstre og en konservativ avis, på landet ville venstre også være repræsenteret. Avisen blev politisk og henvendte sig til sin målgruppe, og eventuelle annoncører brugte avisen til at henvende sig til deres målgrupper, både politisk og efter økonomisk formåen.
En ny opfindelse, radio, blev et kommunikationsmiddel. Her var der ikke tale om politiske målgrupper, men om kontakt på afstand. Radioen blev også statslig og underlagt regler. På samme måde da TV opstod. Statslig. Reglerne var at radio og TV ikke skulle være politiske men være oplysende. Og det var sådan set ikke noget problem, bortset fra at dem der lavede udsendelserne i sig selv havde et budskab eller i hvert fald en holdning til kultur. Begrebet kultur opstod faktisk først med udbredelsen af TV. Både sproget (diktion) og emner var nøje defineret. Ikke "uforståelige dialekter" og oprindelig opbyggelige og "nøgterne" udsendelser.
DR sendte musik, teater og nyheder. I løbet af 60'erne kom der underholdning på programmet. For eksempel Otto Leisner, Ingrid og Lillebror og Europæisk samsending (Melodi Grand Prix). I radioen blev radioteatret og udsendelser fra det kongelige teater suppleret med anden underholdning (nyere musik og pop). Vi fik en pæredansk julekalender (inspireret af svenske juleudsendelser)  juleudsendelsen "Historier fra hele verden", men den der nok står skarpest i den kollektive erindring er "Kender du decembervej" (Magnus Tagmus fra 1967).
På radiofronten opstod DR P2 allerede i 1950'erne, mens P3 skulle være en statskontrolleret erstatning for Radio Mercur (1958-1962). P3 startede udsendelserne 1. januar 1963 og satsede på ungdommen.

Underholdning

The Yellow Kid og Knold og Tot fungerede som underholdning i amerikanske aviser i 1896. Tegneserier blev en del af avisernes udtryk. Nyheder og politiske reportager blev suppleret med underholdning. Også danske tegnere skabte serier som i første omgang blev bragt i ugebladene, som i kraft af at være udgivet ugevis ikke kunne bringe deciderede nyhedsreferater, men senere holdt de dansk tegnede striber deres indtog i de fleste aviser.
At trykke en avis var helt op til min barndom afhængig af sættere (typografer). Deres arbejde bestod i at sætte bogstaver i den rigtige rækkefølge, så de dannede ord, at sætte dem i den rigtige bredde så de dannede spalter, og så var der selvfølgelig "horeungerne" - et spørgsmål om det æstetiske, men også om at gøre en tekst læsbar. Avistrykkeren (bogtrykkeren var afhængig af typografen, ordene skulle læses fra håndskrevne noter, senere maskinskrevne, og derefter sættes op så det var læsbart, men ikke mindst sættes op hurtigt så det kunne trykkes. Tegneseriestriberne kunne skaffes som matricer og sættes ind efterhånden, men de kunne ikke laves fra dag til anden. En tegneserie som for eksempel "Statsministeren" ville derfor oftest være forældet før en kommentar til et dagsaktuelt emne ville kunne læses.
Men grundlæggende var underholdning blevet en del af nyhedsdækningen og den politiske opdatering i aviserne.
Og som jeg har nævnt det blev den også en del af både radio og TV.

Ingrid og Lillebror

Med børne-TV og børneradio fik æterbårne medier en ny målgruppe. Det var ikke som da jeg var barn på besøg hos min mormor og hendes mand et spørgsmål om at sidde stille til frokosten og undlade at sige noget så længer der var Pressens Radioavis (eller bare "Pressen"). På dansk TV begyndte man at vise amerikanske TV-serier, som for eksempel "Bonanza" og så blev Ingrid og Lillebror jo et hit. Der var videnskabelige udsendelser som Ingvald Lieberkinds naturvidenskabelige udsendelser og Egon Schmidt videnskabelige.
Ungdommen blev også en del af mediernes dækning. P4 på P1 med programmet Tværs og Jesper Klein og klyderne med mange flere blev til i 1972. Børn og unge kunne ringe til Tine Bryld og fortælle om seksuelt misbrug, kærestesorger, problemer i skolen og alle mulige andre problemer. I samme sendeflade fandtes der så også andre programmer der havde ungdommen som målgruppe. Ikke nyheder

Lorteland

Den politiske satire opstod også. TV kunne med kort varsel producere satire over de ting der skete i samfundet. Forproducerede udsendelser fik karske ord med på vejen. Det var underholdning med politiske undertoner. Et udtryk for at man fra DR's side både lyttede til seernes opfattelse af den omgivende verden, af egne programmer, men ikke mindst at satirisere over aktuelle emner.
På TV kom der mere underholdning og TV-avisen blev længere. Sendetiden blev forlænget så der var til børnene, de unge, de voksne (også dem der netop var trådt ud i livet) og de ældre.
Der var interviews med unge børn som var blevet forældre i en tidlig alder, med handicappede, der var boligløse og tidligere kriminelle som var emner for udsendelser, selv folkeskolen og plejehjemmene blev portrætteret.
Hvad nyhederne angår blev nyhedsoplæserne folkelige og populære. Det var sådan set det første skridt til at de begyndte at gå ind i politik, med Uffe Ellemand Jensen som en af de første. Populariteten byggede uden tvivl på at de virkede troværdige, men selvfølgelig også at der kun var Danmarks Radio både til at skabe radio og især TV-udsendelser. Man kan selvfølgelig spørge om de dengang var mere neutrale, de var i hvert fald ikke så pågående som man ser i dag, men de havde heller ikke de sammen mennesker i studiet hver dag, de havde redaktører som skrev nyhederne og vejrudsigten var bare afslutningen på nyhederne, ikke et stunt.

Lokale medier

Jeg blev involveret i lokalradioen på Samsø efter et højskoleophold, der var en slags aktivering på dagpenge. Lasse Maybom ville skabe en slags Samsø Radio med lokale nyheder, lokal opbakning og journalistisk formidling. Endelig skulle radioen også være fokuseret på Samsø, historisk og erhvervsmæssigt. Som supplement var der mulighed for at lave musikprogrammer - som de unge selv skulle have lov til at lave. Og det gjorde de, ja selv jeg kom til at lave musikprogrammer, og det pudsige ved det var at vi alle havde forskellig tilgang til at lave radio, men vi fik en radio ud af det der ikke kun spillede musik.
Men på samme tid var der en lokalradio i Viborg-området som dels spillede musik, havde lyttere der ringede både for at efterlyse forsvundne køer eller punge, men også for at ønske musik. Et interaktivt koncept, som virkede. Det eneste der ikke var kan sådan set beskrives meget enkelt. Der var ikke nogen formidling af noget som helst. Hverken historisk eller faglig viden. Der var blot korte nyhedsoplæsninger.
Jeg blev senere knyttet til TV-Samsø. Samme Lasse Maybom og samme koncept som radioen, og stadig meget få penge til driften. De fleste af os var frivillige, men vi kunne få arbejde når kulturministeriet havde sendt penge til driften, når pengene var væk blev vi sæsonarbejdere, som dog kunne arbejde på frivillig basis efter aftale med arbejdsformidling.
Der var alligevel ikke tvivl om at det reklamefinansierede medie skulle blive målet. Sendeforbindelse, Koda/Gramex og husleje var udgifterne, undtagen når der lige var kommet penge fra Kulturministeriet, så blev alle kræfter brugt på at skabe flere indtægter lokalt. Indtil pengene blev brugt.

Mediebilledet

I løbet af årene har mediebilledet flyttet sig fra at være statskontrolleret. DR's bestyrelse er politisk kontrolleret og de ansatte har politiske og økonomiske rammer for deres arbejde. De er ikke frie til at give udfordringer til seerne. Tværtimod er der så mange politiske krav at iderigdommen blandt de ansatte stækkes eller simpelthen ikke accepteres.
Vi har fået reklame-TV. Ikke bare TV-2, også fra udlandet. Vi har fået TV-konkurrence om antallet af seere, selv om DR ikke har nogen som helst indtægt i forhold til antallet af dem. Men politisk set skal DR bevise at der er en grund til at der findes licens - hvilket betyder at DR skal have en masse seere. At DR kan sælge TV-serier og opnå internationale priser for dem er ikke nok, der skal konkurreres på ulige vilkår. Man kan sige at DR er i vælten så længe vi taler om finansieringen, som jo er til fordel for DR, mens TV-2 eksisterer i et land, hvor der er ganske få til at finansiere reklamerne (der er regler for reklamernes varighed og placering i forhold til udsendelser), et reklamefinansieret TV skal have indtægter der svarer til udgifterne og det er jo ikke specielt enkelt at trække penge ud af firmaer der kan se deres fordel i at købe reklamer i betydeligt større områder, hvad befolkning angår. Men selvfølgelig kan det ikke gå stærkt nok med at finde en form for privatisering af medierne.
Også aviserne er bundet af at være reklamefinansierede. Og det er her vi får det store problem.
Privatisering

Det er evident at reklamefinansierede medier skal vise hensyn til sine annoncører. På samme måde kan man sige at et ikke reklamefinansieret medie ikke skal vise hensyn. Af uforklarlige årsager er det sådan at konkurrencen udelukkende bygger på det økonomiske hensyn, altså principielt det der svarer til reklamefinansieret.
Aviserne er i dag næsten kun betalt af reklameindtægter, samt faldende abonnementsindtægter, de bliver ikke rige af at oplagstallet falder, men sandsynligvis heller ikke af at de får flere læsere på internet. Men med mangel på politiske finansiering af aviser er aviserne blevet rimeligt ensidige i deres formidling, især fordi de køber nyheder fra bureauer og ukritisk viderebringer de. Men også fordi der skal tages hensyn til annoncørerne. Dem skal man undgå at genere.
Med TV er det gået på samme måde. Ja, i virkeligheden mere end det. Selv den statslige, skattefinansierede TV-kanal har mere travlt med at måle seertal end med at skille sig ud. Målet er ikke at skabe uafhængig nyhedsformidling eller at bruge kreative medarbejdere til at forsøge sig med noget anderledes. Målet er at blive målt på popularitet. For mig at se det mest fordummende koncept der findes. På linje med at pisse i bukserne for at holde varmen.

Nye tider

Nu har vi så helt nye tider. Der er stadig statslige økonomiske tilskud til de fleste medier, men der findes græsrodsmedier. De findes på internettet.
Mange af dem er ikke så økonomisk funderede at de bare kan gå i gang med at sende nyheder hver dag. Men nyhedsformidlingen er helt klart flyttet fra de traditionelle medier. Godt nok spammes man med reklamer på internettet i dag, men som tidligere kan man jo fravælge reklamer.
Det jeg synes er meget vigtigere er, at vi på en måde er kommet tilbage til den tidlige historie. Vi har pludselig adgang til den politisk definerede nyhed. Den journalistik som ikke er dikteret af annoncører. Vi kan i stort omfang søge oplysninger som for få år siden stort set ikke blev offentliggjort.
Som min gamle brugsuddeler sagde: "Hvis man læser flere aviser vil man lære at se sagen fra flere sider, og det er vigtigere end at stole på andre at man vælger alsidigheden end at man vælger at tro på andre." Han forblev noget i retning af radikal, men han lærte mig alligevel at man kunne tænke selv, at tage stilling selv og vælge selv.

De muligheder har vi på en måde igen. Og det er vel egentlig ikke så dårligt. Nu mangler vi bare at der er flere der opdager dem, i stedet for at sluge alt det vrøvl der bliver sagt i radio og TV.

Vi skal have frie medier for vores egen skyld, og vi skal lære at tænke selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar