Ligestilling

Min gode ven tog ligestillingsdebatten op igen igen. Og den har jeg jo været del af hele mit liv, som barn!
Da mine forældre efter få års ægteskab besluttede sig for at blive skilt var der 3 børn (drenge: mig, og mine to yngre brødre hhv 1½ år og 4 år yngre). Det første forsøg på skilsmisse var at min moder skulle være forælder til den yngste mens min fader skulle forsørge os to ældste! Jeg aner ikke hvor den aftale ville have ført os hen for den blev aldrig en aftale. Efter endt forhandling via advokater og jura blev min mor tilkendt forældreretten til alle tre børn plus vores halvsøster. Min far måtte opgive alt hvad der stod i huset for at vi børn kunne forblive i bevidstheden om at vi havde en tryg tilværelse. Til gengæld kunne han beholde bilen (såvidt jeg husker en Taunus 17). Første gang jeg besøgte min far efter 3 års skilsmisse havde han været nødt til at indkøbe ekstra tallerkener og forestille sig hvad vi ønskede at spise. De røde pølser revnede fordi han ikke anede hvordan man lavede mad og bestik til 3 (herunder tallerkener) måtte han købe umiddelbart inden vi kom. (Gad vide om det var blevet vasket?)
Vores moder kunne uden de store problemer tage ekstraarbejde (aftenskole) og fortsætte med at tage sig af os børn. Der var endda plads til en børneopsparing. Fradragsberettiget.
Hun blev i huset, vores far boede på en sofa hos sine forældre, mens han ventede på at få nyt arbejde. Min mor fik arbejde i realskolen i den nærliggende by. Min far måtte flytte til sine forældre i Århus for at have et sted at parkere bilen. Hvis han ville se os eller komme til fødselsdag mm. så måtte han selv køre og betale. Om min mor og han så genopfriskede gamle minder skal jeg ikke kunne sige - vi børn var altid så trætte efter et gensyn med vores savnede far! Og et par gange ventede vi forgæves. Ikke fordi han ikke ville komme, men fordi han havde drukket sig mod til, eller hvad det hedder ...
og så væltede ned i en græft den ene gang og kørte sin bil i stykker den anden gang (nok fordi han havde sparet penge for at kunne køre og besøge sine børn - men hvorfor så drikke sig mod til?).
Min eneste erfaring er at ligestilling er noget vrøvl! Jeg har en storesøster som suverænt bestemte hvordan vi små drenge skulle opføre os når vores mor var væk. Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år. Min søster er 6 år ældre end jeg og var så meget teenager som man kan være, tror jeg nok - har set engelske og amerikanske film om den periode og det lever hun da op til - ellers kan jeg jo bare huske nogle fester, men jeg gentog jo da jeg jeg blev lisså gammel.
Min mor arbejdede ekstra for at tjene penge nok til at forsørge os, sagde hun. Men hver weekend skulle vores søster passe os mens hun tog til enkebal. Og hver lørdag mødte vi en ny onkel med et spændende job, der måske kunne reparere mors borrnholmerur eller en anden del af huset. Onkler var der i hvert fald nogle stykker af, indtil Ejvind dukkede op. Jeg tror han var den første mand der accepterede at min mor havde tre børn i forsørgelsesalderen, i hvert fald kom han igen og havde gaver med til os. (Noget han havde medtaget fra arbejdspladsen). Han blev gift med vores mor og havde taget en Simca med sig ind i ægteskabet. Eftersom han var fyld 50 havde han haft muligheden for at hæve sin pensionsopsparing - og det havde han gjort! Det eneste han havde med ind i det ægteskab var en gammel rusten Simca. Og min mor havde en fast indkomst som udover at bestå af løn også bestod af tilskud til enlige mødre, børnepenge og boligtilskud. (det sidste er jeg dog ikke sikker på). Min fars indkomst i den periode var modsat: han var nyansat folkeskolelærer, tjenestebolig nedbrændte (ikke hans skyld) børnepenge til 3, og ansættelse på skole hvor der ikke var fradrag for nogle forpligtelsaer (lad mig sige lige ud at han er blevet ekstremt nærig af den grund - det offentlige har aldrig givet ham noget, derfor skal det offentlige heller ikke have noget).
Nu er jeg jo til til gengæld vokset op hos min mor, hvor pengene har betydet mindst lligeså meget. Bare med modsat fortegn. De penge min far betalte  i børnepenge blev indbetalt på en konto som blev hævet den dag jeg havde afsluttet min korte uddannelse (Gymnasiet) og indsat på min bankkonto. Hun hævede halvdelen til sig selv og jeg fik omkring 15.000 udbetalt. Skulle jeg brokke mig over at hun tog pengene? Hun var mor og er det stadig?
Min far fik selvfølgelig ikke nogen del, men han var stadig min far. Og det er jeg glad for, altså at have en far. Økonomi er altså for mig noget der er forbundet´med min mor. Ikke fordi der er penge i det eller fornuft, men det var min mor der havde penge og min far der lånte penge.
Sorry for meget næseblod
Det løber igen . Kys kys