Selvmord

En af overskrifterne i dag er at antallet af selvmord steg med 12% i forhold til året før. Tallet er opgjort til 680 der på forskellig vis har taget livet af sig selv. Af dem var størstedelen mænd og en del begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Alt sammen forudsigeligt, altså at antallet af selvmordere stiger og at det er mænd i mange tilfælde.

Tal er taknemmelige

Der er i stort omfang efterladt et afskedsbrev, og det sandsynliggør at der virkelig er tale om selvmord. Men tallene dækker stadig kun de tilfælde hvor det lykkes. I en del tilfælde bruges selvmordsfosøg som afpresning, og også i den sammenhæng vil der blive skrevet et afskedsbrev, eller forsøget vil være på skrømt, altså et råb om hjælp.
Samtidig bør vi også huske at nogle vælger en langsom måde at dø på, således at en overdosis piller eller som nævnt at kaste sig ud foran et tog normalt vil blive defineret som selvmord, mens det at drikke sig under hegnet og dø i detentionen, det at fixe sig til døde vil blive regnet som et dødsfald af anden art end selvmord.
Som nævnt findes der også de forsøg på at få opmærksomhed, hvor "selvmorderen" i videst muligt omfang sikrer sig at blive fundet (med eller uden afskedsbrev).
Der findes en masse skyggesider som at opgive livet på grund af sygdom, for eksempel i form af ønsket om aktiv dødshjælp eller simpelthen det at opgive at leve videre og rent psykisk forlade denne verden.
Antallet af selvmordere er altså udelukkende det antal af mennesker der i politirapporter eller på anden vis, er defineret som selvmordere. Ikke dem der har fravalgt livet. Ifølge oplysningerne er der også et påfaldende stort antal af dem der har taget deres eget liv som har gjort det af fysiske årsager fremfor af psykiske.

Julemanden

Hele mit liv har det ikke været de bløde pakker under juletræet der har gjort at tiden op til jul har været den periode hvor flest tog livet af sig selv, heller ikke fordi man har konstateret at julemanden ikke eksisterer i virkeligheden.
Det har normalt været udlagt som ensomhed eller at man socialt eller økonomisk har mistet et holdepunkt. Nu er der så tal der viser at det i høj grad er fysisk sygdom der er årsagen til at man ikke kan begraves i indviet jord.
Jeg tror ikke på det. Selvfølgelig er der ingen tvivl om at den måde syge mennesker (både de fysisk og de psykisk syge) behandles på er nedværdigende. Men beslutningen om ikke at kunne klare mere af samme skuffe og vælge at forlade denne verden for egen vilje, må altså stadig være en mental beslutning. Der findes masser af mennesker der er blevet dårligt behandlet af stat og kommune, af familie og samlevere, ja sågar af deres børn, som stadig står op og enten ikke vil give andre den tilfredshed at opgive livet af den grund, eller tror på at et liv er værd at leve uanset på hvilke vilkår.
Men det er hverken tandfeen, påskeharen eller julemanden der er årsag til valget om at tage sit eget liv, det er det der sker i hovedet på en når livsvilkår bliver for uoverskuelige.

Politik

Politikere vil gerne gøre noget for at ændre antallet af dødsfald ved selvmord. De vil også gerne mindske antallet af trafikdrab. Som sædvanligt vil man nedsætte kommisioner der skal vurdere hvad der kan gøres. Som med højresvingsulykkkerne fik lastbiler påduttet så mange spejle at chaufføren stort set ikke kun se hverken vej, cykelsti eller fortov. Med en lov. Nu kan selvmordere slå sig selv ihjel i et par år mens nogle højt estimerede videnskabsmænd og jurister kan sætte sig ned og vurdere hvordan man kan nedsætte antallet af selvmord.
I Middelalderen nedsatte man antallet af selvmord ved at gøre det strafbart (man kunne ikke blive begravet i indviet jord, altså kirkegården var forbudt land for selvmordere). Alligevel begik kristne mennesker selvmord dengang, alligevel kunne velhavende mennesker købe aflad for deres børn, ægtefæller eller forældre, så de kunne få en gravsten.
Efter et par år kan vi principielt risikere at få en lov (efter opfordring fra en kommission) som ved hjælp af TV-reklamer, en usaglig presse og velmenende politikere skal forhindre folk i at tage deres eget liv. Måske ved at fortælle dem at det er dumt, ved at ansætte arbejdsløse betonstøbere eller tobaksarbejdere til at sikre dem dårlig lønnet arbejde som sikkert vil betyde at den selvmordstruede må gå fra hus og familie.
Som om det er løsningen at have et dårligt lønnet arbejde på dårlige sociale vilkår? Det er udelukkende en politisk løsning.

Mennesket

Man kan så spørge sig selv om det er det psykiske pres, det økonomiske eller omgivelsernes pres der får folk til at opgive ævred. For selvfølgelig vil man kun kunne hjælpe hvis man kender årsagen til at folk vel dø i utide. Det blev faktisk brugt som udtryk i radien og sikkert også i aften i TV.
Hvis et menneske mister et ben kan vedkommende kæmpe sig tilbage til livet eller vælge at give op. At kalde et selvmord i den sammenhæng for fysisk betinget er jo noget vrøvl. At mange tager livet af sig selv ved at blive splattet ud på en togstrækning er måske nok fysisk, men fordi man ikke tager psykiske hensyn til lokoføreren er det vel ikke fysisk betinget? At tage livet af sig selv vil set med mine øjne altid være psykisk betinget. Der er altid et menneske bag ethvert dødsfald, døden påvirker normalt de efterlevende ikke de døde (jeg vil undlade at diskutere et liv efter døden i den sammenhæng, idet jeg aldrig har mødt dem der er døde i min familie efter at de er døde. Til gengæld lever de døde venner og familiemedlemmer videre i min erindring. Hvis en person i min omgangskreds ønsker at dø, vil jeg ikke hjælpe med det, jeg vil heller ikke støtte vedkommende i det, jeg vil sandsynligvis end ikke acceptere det. Til gengæld vil jeg hellere huske de gode ting jeg har oplevet sammen med vedkommende end jeg vil leve resten af mit liv med at hade den som forlod mine omgivelser for at slippe for fysiske eller psykiske smerter.
Med det vil jeg sådan set bare påpege at for mig er det mennesket, ikke selvmordet, der er i centrum.

Etisk

Jeg forestiller mig en lang debat og en mø'derække, hvor man vil diskutere moralske og etiske forbehold i forbindelse med det offentliges håndtering af selvmord. Sandsynligvis vil det udmønte sig i en lovgivning der tager mere hensyn til stat og kommune og vores fælles økonomi end til de ofre der har taget deres eget liv, for slet ikke at tage hensyn til de efterladte.
Både etiske og moralske diskussioner vil sjældent føre andet med sig end at man kan finde en anden måde at føre selvmordsstatistik på, så tallene bliver lavere. Sådan har man jo rent politisk (og herunder moralsk og etisk) ændret på arbejdsløsheden.
Ikke desto mindre beslutter mennesker sig for at dø (nogle kalder det nok "for egen hånd", men at kaste sig ud foran et tog er altså meget langt fra harakiri).
Måske vil det være langt vigtigere at behandle mennesker anstændigt, at tage hensyn til svagheder, miljømæssige og familiære problemer, fremfor hele tiden at fokusere på økonomien og moralen. At behandle arbejdsløse med PTSD på samme måde som unge mennesker med narkolepsi giver sådan set ingen mening medmindre begge sygdomme skal gøres op i penge. På samme måde vil suicidale mennesker vælge forskelligt i fremtiden. At finde sygdommen er altså langt vigtigere end at forbyde den eller gøre den til en samfundsbelastning.

Det døde menneske

For dem som lykkedes med at dø vil vi andre måske undre os over at det var et ønske. Måske vil vi forstå at der ikke i sindet fandtes anden udvej, vi vil måske hade eller undre os over beslutningen, men den døde vil udelukkende kunne leve videre i kraft af  det liv der har været levet. Jeg har talt med flere mennesker der har haft svært ved at forstå beslutningen om at tage sit eget liv, eller som simpelthen ikke har set det komme.
Men det kommer jo pludselig. Måske ikke for den, der har taget beslutningen, jeg har ikke selv tænkt i de baner, men jeg har gennem det meste af mit liv kendt nogle for hvem døden virkede langt mere tillokkende end livet.

Drop de der høringer og kommissioner og få i stedet involveret dem der har været tættest på. Giv mennesket livet tilbage på de betingelser som mennesket er bundet til (økonomisk, arbejdsmæssigt, socialt eller følelsesmæssigt). Giv mennesket en chance for at være sig selv.
Man kan ikke lovgive om selvmord.