Det kan være svært at forstå hvad politiske tiltag skal gøre godt for. Da jeg i sin tid blev færdiguddannet var der mange tvivlsomme ideer i den politiske verden. Tvungen værnepligt betød at man efter endt uddannelse skulle aftjene værnepligt og, fordi ikke alle skulle (en stor del trak frinummer), stod man efter 1-2 år bagest i arbejdskøen. Politikere og statistikere havde beregnet at der ville blive et øget behov for information og vidensformidling, virkeligheden blev at en økonomisk krise fik politikere til at indføre et kommunalt ansættelsesstop. Politiske flygtninge var dengang i 80'erne uønskede i Danmark og derfor blev de skjult hos politisk aktive på venstrefløjen, på samme måde som kristne og ligesindede humanister i dag gemmer asylansøgere. Endelig var kontrollen med de mange arbejdsløse der blev resultatet af krisen i 80'erne helt anderledes end i dag. Et ugentligt fremmøde samt hjælp fra arbejdsformidlingen til at finde arbejde var normen. Arbejdsformidlingen formidlede arbejde, hvis der var noget.
At forstå hvilket politisk mål de dengang hyppigt skiftende regeringer havde, er stadig svært, men tvungen opsparing og kure som "kartoffelkuren" var nogle af de midler der desperat blev brugt af fortrinsvis højre-regeringer. Et af de steder jeg mærkede den økonomiske politik var i forbindelse med min uddannelse (hvor der ville blive mangel på arbejdskraft!), regeringen opgav at støtte studerende med statslån og indførte statsgaranterede banklån. Med det til følge at jeg efter endt uddannelse og tvungen værnepligt næsten et år senere måtte betale over 30% i renter, uden udsigt til arbejde, mens jeg afventede at aftjene min værnepligt. Denne "fornuftige økonomiske politik ramte ikke bare mig. Af 3 drenge og en pige i min familie fik 2 drenge (mig og min lillebror) en studiegæld der ikke kunne tilbagebetales og som først efter næsten 20 år blev eftergivet. Undervejs sikrede en socialdemokratisk regering at alle skyldnere (hvad studiegæld og lignende statsgaranteret gæld) blev registreret i RKI. Min storesøster nåede at få en uddannelse med statslån, og kunne som en af de sidste der fik arbejde betale af på sin studiegæld med en rente på ca. 2%. Min sidste bror fik arbejde og betalte møjsommeligt sin studiegæld tilbage, inen den næste økonomiske krise ramte landet i midt-halvfemserne. Så blev han "prikket".
Reglerne om formidling af arbejde og kontrol med de ledige var som sagt enkle. Jeg mødte en gang om ugen, og hvis tidspunktet for møde var angivet til 11.15 havde jeg bare at være der 11.15, hverken 5 minutter før eller 5 minutter efter. Da arbejdsløsheden steg ændrede kontrollen sig. Fremmøde hver 14. dag, senere hver måned . Arbejdsløsheden steg til over 200.000 fuldtidsledige og A-kasserne overtog kontrollen med ledige, samtidig med at ledighedsperioden blev nedsat, selvfølgelig af en socialdemokratisk ledet regering. Kontrol blev eneherskende, arbejdsformidling en saga blot, en socialdemokratisk regering pålagde a-kasser og arbejdsformidlinger at kontrollere de klienter, de i virkeligheden skulle skulle servicere fremfor at kontrollere. Altsammen hjulpet på vej af et Radikalt venstre der fastholdt at den eneste mulighed for at bringe folk i arbejde var at sørge for en tilknytning til et arbejdsmarked der ikke var der, dels ved at give tilskud, dels ved at kræve tilknytning til arbejdsmarkedet via aktiveringsordninger.
Da jeg i 1992 kom til Samsø var det forbudt at arbejde frivilligt for en lokalradio, en momsregistreret forening og andre organisationer, til gengæld kunne jeg aktiveres på den arbejdsplads jeg havde uddannet mig til at tjene mine penge, nemlig biblioteket. Aktivering var kodeordet, primært et krav fra det Radikale Venstre, men bifaldet af Socialdemokratiet. Det lokale bibliotek fik frigort de ansatte til at lære et nyindført edb-proram, mens jeg passede deres arbejde. For mine egne forsikringspenge, indbetalt gennem 10 år til min arbejdsløshedsforsikring! Jeg har arbejdet i næsten alle dele af landet, mest i vikariater, men også i tidsbestemte ansættelser, jeg har indbetalt til min a-kasse hele tiden, endda mens jeg har været på kontanthjælp (i denne periode er det blevet til næsten 4 år). Problemet er nu, at jeg ikke ´kan forsikres før jeg har arbejdet på fuld til et helt år, men at jeg skal betale et beløb der på ca. 4 år på kontanthjælp svare til hvad jeg kan få i dagpenge, samtidig med at jeg skal møde gratis til aktivering, jobsøgningskursus eller tilsvarende. Samtidig kan jeg ikke lægge de penge til side som en investering i min fremtid, jeg må nemlig ikke have mere end 10.000 kroner på min konto. Det giver mig et stort problem, hvis jeg forsøger at lægge penge til side til at betale min a-kasse hver 3. måned vil restbeløbet på min konto overstige 10.000 kroner ved udbetaling af kontanthjælp mindst en gang hver 3. måned, hvilket gør at jeg ikke kan modtage kontanthjælp da jeg jo har for mange penge til at modtage kontanthjælp.
Nu er jeg så flyttet til Odense. Især for at være tættere på min kæreste. Der er absolut ikke kommet mere mening i at være arbejdsløs. For at være fuldtidsforsikret hos din a-kasse skal du stadig søge fuldtidsarbejde. Deltidsansættelse vil simpelthen fratage dig retten til fuldtidsdagpenge, endnu en regel som en socialdemokratisk regering har bidraget til sammen med det Radikale Venstre! Som prikken over i-et er en deltids arbejdsløshedsforsikring defineret ud fra et fastsat antal timer, som ikke kan diskuteres.
Pudsigt nok har alle disse tiltag (deltid/heltid, aktivering/kontrol, fagforening/a-kasse osv) sandsynligvis (jeg synes tydeligvis) ikke medført noget som helst. Arbejdsmarkedet (håndværkere) fik et tiltrængt boost med stormen i december 1999, som startede et byggeraseri for forsikringspenge. Der var intet i denne situation der var politisk planlagt, tværtimod. At politikere tror de kan vende op og ned på tilværelsen er vel deres største problem. De kan beslutte på vegne af deres vælgere, de kan lytte til deres vælgere og gøre de ting som de mener vil være det bedste for deres vælgere, de kan sågår repræsentere deres vælgere, hvis de iøvrigt har forstået hvilke ønsker deres vælgere har, men at tvinge vælgere til at have en anden mening, end vælgerne havde da de valgte er vel lidt grænseoverskridende.
Nu har vi så fået en aflysning af en institution, som overalt i verden er bedømt som enestående: trepartsforhandlingerne. Jeg kan ikke se hvordan jeg, mine pensionerede forældre, mine søskende eller mit barn kunne få noget som helst ud af de forhandlinger der var lagt op til i denne forhandling. Så vidt jeg kan se er alle målene at give skattelettelser til de rige og frigøre penge til virksomheder. Og lægge skat på uskyldige mennesker der rask væk fyres af større eller mindre virksomheder, der uden problemer udbetaler bonus og gyldne håndtryk til direktører og bestyrelsesmedlemmer.
Jeg er stadig arbejdsløs, har en gæld jeg ikke kan betale og må bruge offentlige transportmidler. Der er muligvis en mening med hele systemet, og jeg sidder her og forsøger at skrive mig frem til den, den er bare ikke dukket op.
Hvad er meningen?
Arbejdsløs kommentator som ønsker at det ikke blot er penge der skal styre vort samfund. Natur, kærlighed og medmenneskelighed ud fra et humanistisk, ikke religiøst synspunkt. Løb for livet eller lev for forløbet.
fredag, juni 08, 2012
fredag, maj 04, 2012
Velfærdssamfundets tanke
Det har jo længe været et spørgsmål hvad velfærdssamfundet egentlig er. Er det dem der får "gratis" velfærd som selv skal betale, er det dem der har opnået velfærd, der skal dele eller er det dem der er billedet på velfærd, der skal betale?
Da jeg i min ungdom lærte om at dele, om at opnå velfærd og om at forstå anderledes tænkende mennesker, var der så meget der var anderledes. At dele betød at man ikke skulle slå naboens børn når de "lånte" en fodbold af dig, eller en modelbil, eller hvis de pludselig havde din forsvundne modelflyver liggende på deres værelse. Man skulle bare tage det tilbage der var ens ejendom eller dele! Nogle af os havde noget. Ikke meget, men noget som vi satte pris på. Alligevel lærte vi at andre ønskede det samme som os, men ikke kunne opnå det, medmindre de tog det fra andre.
Jeg aner ike hvor mange gange jeg og mine søskende råbte ad hinanden og sagde: "Det er min!" - ingen tvivl om at ejerfornemmelser hører til både børn og voksne, også til mig. Derfor er ejendom også noget som man skal tænke over, hele tiden. At fastholde sin egen ejendom er jo netop at forsøge at blive "Palle alene i verden", hvor det først er når man er alene at man opdager sin ensomhed.
Den kapitalistiske vækst går jo kun ud på at maksimere kapital (Hvis nogle påstår andet så fortæl mig hvem!). Liberalister er fattige kapitalister, der gerne vil være rigere. Socialister er sågar arbejdere der gerne vil have del i rigdommen), Selv kommunister vil stjæle rigdom (økonomisk) fra andre mennesker. Et politisk system hvor det alene er penge og rigdom der definerer velfærd er jo et system med ét fortegn. Anden-og tredjegradsligninger kan give problemer når de skal udregnes, men en førstegradsligning giver jo resultatet i sig selv: "a+b=c", normalt løst som jeg tjener penge (modtager understøttelse/kontanthjælp) + jeg betaler skat (trækker så meget fra som muligt ved at købe hus og ved at have børn), = det jeg har tilbage er for lidt!
Nu er alle argumenter sådan set tåbelige. Jeg kan ikke blive boende i mit hus hvis grundskylden (skatten) stiger; jeg har ikke råd til at have børn hvis ikke jeg får børnepenge; hvis ikke jeg møder på arbejde bliver jeg fyret; Jeg har behov for beroligende midler (cigaretter, spiritus, narko). Alle argumenter er kortsigtede. Hvis vi alle ønskede et samfund der kunne få os videre ville vi nok snarere tænke på vores egen fremtid.
Ville vi alle have det bedre med ikke at skylde penge væk? Ville et forhold til familien hvor man skulle behandle sine børn anstændigt være bedre end at betale børnepenge? Ville et samfund hvor vi ikke kunne gå fallit fordi banker ikke havde styr på økonomien være bedre? Ville vi være i stand til at leve sammen med indvandrere, flygtninge og fremmedarbejdere i vores eget land, hvis vi modtog dem med åbne arme?
Nogle smarte politikere ville svare således: JA; JA; ØH; NEJ.
Det pudsige er at vi skal svare ja til alle spørgsmål. Vi skal indgå ægteskab med åbent sind og håbe på vores fremtid. At vælge friheden uden kone og børn vil være som at vælge Danmark uden tilflyttere. Da jeg var ung var det udbredt at nævne små samfund (inuitter, indonesere, aborigenes) som dem der i størst omfang havde sexuel omgang med fremmede, fordi de derved undgik indavl (personligt er jeg sikker på at det drejer sig om en imperial undskyldning for voldtægt!).
I dag er det 4. maj. Vi (nogle af os) sætter lys i vinduet for at fejre den aften hvor vi i Danmark fik at vide at vort land var blevet frit. Størstedelen af os allesammen var end ikke født da Danmark blev frit, størstedelen af os deler vore forældres og bedsteforældres minde om en krig, de ikke havde ønsket sig.
Nogle af de største tyske, engelske og franske firmaer overlevede krisen i 30'erne, krigen i 40'erne og sågar væksten i 60'erne. Mine forældre oplevede krise, krig og opvækst, de fik sågar pension og socialt sikkerhedsnet! Nu sidder vi i en tilsvarende situation med krise, krig og økonomiske kæmpetilskud til den finansielle sektor. Denne gang er det bare ikke befolkningen, velfærdet eller de fattige der skal reddes. Det er udelukkende et spørgsmål om at redde kapitalismen.
Det sure er nu at velfærdssamfundet er reduceret til rige mennesker der i den grad udsuger samfundet at de ikke kan indse at det er deres forestående død de arbejder på. Velfærd er ikke og kan aldrig blive et spørgsmål om at tjene penge på andre. Velfærd er en fordeling af goder og en respekt for anderledestænkende mennesker. Velfærd kan aldrig gives væk!
Da jeg i min ungdom lærte om at dele, om at opnå velfærd og om at forstå anderledes tænkende mennesker, var der så meget der var anderledes. At dele betød at man ikke skulle slå naboens børn når de "lånte" en fodbold af dig, eller en modelbil, eller hvis de pludselig havde din forsvundne modelflyver liggende på deres værelse. Man skulle bare tage det tilbage der var ens ejendom eller dele! Nogle af os havde noget. Ikke meget, men noget som vi satte pris på. Alligevel lærte vi at andre ønskede det samme som os, men ikke kunne opnå det, medmindre de tog det fra andre.
Jeg aner ike hvor mange gange jeg og mine søskende råbte ad hinanden og sagde: "Det er min!" - ingen tvivl om at ejerfornemmelser hører til både børn og voksne, også til mig. Derfor er ejendom også noget som man skal tænke over, hele tiden. At fastholde sin egen ejendom er jo netop at forsøge at blive "Palle alene i verden", hvor det først er når man er alene at man opdager sin ensomhed.
Den kapitalistiske vækst går jo kun ud på at maksimere kapital (Hvis nogle påstår andet så fortæl mig hvem!). Liberalister er fattige kapitalister, der gerne vil være rigere. Socialister er sågar arbejdere der gerne vil have del i rigdommen), Selv kommunister vil stjæle rigdom (økonomisk) fra andre mennesker. Et politisk system hvor det alene er penge og rigdom der definerer velfærd er jo et system med ét fortegn. Anden-og tredjegradsligninger kan give problemer når de skal udregnes, men en førstegradsligning giver jo resultatet i sig selv: "a+b=c", normalt løst som jeg tjener penge (modtager understøttelse/kontanthjælp) + jeg betaler skat (trækker så meget fra som muligt ved at købe hus og ved at have børn), = det jeg har tilbage er for lidt!
Nu er alle argumenter sådan set tåbelige. Jeg kan ikke blive boende i mit hus hvis grundskylden (skatten) stiger; jeg har ikke råd til at have børn hvis ikke jeg får børnepenge; hvis ikke jeg møder på arbejde bliver jeg fyret; Jeg har behov for beroligende midler (cigaretter, spiritus, narko). Alle argumenter er kortsigtede. Hvis vi alle ønskede et samfund der kunne få os videre ville vi nok snarere tænke på vores egen fremtid.
Ville vi alle have det bedre med ikke at skylde penge væk? Ville et forhold til familien hvor man skulle behandle sine børn anstændigt være bedre end at betale børnepenge? Ville et samfund hvor vi ikke kunne gå fallit fordi banker ikke havde styr på økonomien være bedre? Ville vi være i stand til at leve sammen med indvandrere, flygtninge og fremmedarbejdere i vores eget land, hvis vi modtog dem med åbne arme?
Nogle smarte politikere ville svare således: JA; JA; ØH; NEJ.
Det pudsige er at vi skal svare ja til alle spørgsmål. Vi skal indgå ægteskab med åbent sind og håbe på vores fremtid. At vælge friheden uden kone og børn vil være som at vælge Danmark uden tilflyttere. Da jeg var ung var det udbredt at nævne små samfund (inuitter, indonesere, aborigenes) som dem der i størst omfang havde sexuel omgang med fremmede, fordi de derved undgik indavl (personligt er jeg sikker på at det drejer sig om en imperial undskyldning for voldtægt!).
I dag er det 4. maj. Vi (nogle af os) sætter lys i vinduet for at fejre den aften hvor vi i Danmark fik at vide at vort land var blevet frit. Størstedelen af os allesammen var end ikke født da Danmark blev frit, størstedelen af os deler vore forældres og bedsteforældres minde om en krig, de ikke havde ønsket sig.
Nogle af de største tyske, engelske og franske firmaer overlevede krisen i 30'erne, krigen i 40'erne og sågar væksten i 60'erne. Mine forældre oplevede krise, krig og opvækst, de fik sågar pension og socialt sikkerhedsnet! Nu sidder vi i en tilsvarende situation med krise, krig og økonomiske kæmpetilskud til den finansielle sektor. Denne gang er det bare ikke befolkningen, velfærdet eller de fattige der skal reddes. Det er udelukkende et spørgsmål om at redde kapitalismen.
Det sure er nu at velfærdssamfundet er reduceret til rige mennesker der i den grad udsuger samfundet at de ikke kan indse at det er deres forestående død de arbejder på. Velfærd er ikke og kan aldrig blive et spørgsmål om at tjene penge på andre. Velfærd er en fordeling af goder og en respekt for anderledestænkende mennesker. Velfærd kan aldrig gives væk!
fredag, april 20, 2012
1983
I 1948 skrev og udgav George Orwell en bog om den omsiggribende kontrol med borgere som han følte var konstant stigende. Paris og London på vrangen var et billede af et samfund der havde mere travlt med at være samfund end med at være til for indbyggere. Men den roman han skrev fik et årstal der var hentet direkte fra det år den blev skrevet, blot byttede han om på de to sidste tal, så 1948 blev til 1984! Det var ikke en fremtidsroman eller en science fiction, nej det var en visuel samtidsroman, som også hans anden udbredte roman: Kammerat Napoleon (hvor dyreverdenen brugtes som symbol på den samfundsorden der var gældende).
For mig som belæst student var året 1984 altså ikke et skæbneår. Jeg voksede op i det samfund, hvor kontrollen blev mere og mere udbredt, et samfund der med både FET og PET allerede var i fuld gang med at udøve kontrol og observere statsborgere. Bestræbelser på at indføre et stor-Europa gjorde dog at terrorisme og lovbrydere trivedes stort og kontrollen blev maksimeret, næsten altid med henvisning til den risiko samfundet havde for at terrorist-organisationer (i Europa især - de andre betød på davænde tidspunkt intet for det økonomiske system i Europa) og kommunister ville omvælte det.
Denne kontrol oplevede jeg for eksempel da vi var en flok langhårede studerende der tog på tur til Tyskland (Bremen) og Holland (Amsterdam) i en gammel folkevogn. Rote Armé Fraktion var på sit højeste med flere likvideringer og manifester. Altså blev alle langhårede, unge (og måske utilpassede) turister mistænkt for terrorisme. Siden hen er det kommet frem at de fleste "terrorister" som ville ud af Tyskland var forklædte i gabardinebukser, barberede og i skjorter med slips. Lidt ligesom at tro at en arabisk terrorist er forklædt i en typisk arabisk påklædning. Hvor er mistanke dog enkel, for 400-500 år siden var det hekse der ødelagde vores samfund, i dag er heksene udskiftet med terrorister og muslimer. Virkemidlerne er de samme, onde øjne, drab på småbørn og manglende tilpasning til det omgivende samfund.
Men 1983 var mit skæbneår. Jeg blev færdig med min uddannelse i 1982 og skulle have aftjent min værnepligt som fodsoldat, kan ikke huske om det var Antvorskov eller hvor, men få måneder inden jeg var færdig med at studere fik jeg en kontraordre. I stedet for at aftjene værnepligt skulle jeg overføres til civilforsvarets lægdsrulle, og måtte derfor vente med at aftjene værnepligten i 9 måneder. Altså til marts 1989. Som det ærlige vestjyske væsen jeg var oplyste jeg selvfølgelig mine mulige kommende arbejdsgivere om dette forhold, pudsigt nok ingen ansættelse til mig forud for værnepligten. Nå men jeg burde jo nok indse at jeg var heldig - som CF'er fik jeg en måned mindre i værnepligt end hvis jeg havde været indkaldt til militæret og 3 måneder mindre end hvis jeg havde valgt at være værnepligtsmodstander. Altså ville jeg med almindelig værnepligt være færdig samme dag som jeg påbegyndte min værnepligt ved CF, mens jeg som modstander af værnepligten ville have været færdig med værnepligten mindst et år senere. Den første mulighed havde jeg ikke, den sidste skippede jeg. Mit ønske var ikke et fjumreår, mit ønske var at komme i arbejde så hurtigt som muligt. "Som muligt" afhang af min værnepligt. Og den havde jeg ingen indflydelse på.
Til gengæld blev det år en slags skæbneår. Jeg måtte afvente værnepligten, og jeg måtte sørge for at få det bedste ud af den. Jeg afventede - jeg havde fået mig en kæreste og selv om jeg skulle fra Aalborg til Haderslev alle de weekender jeg havde fri, måtte det jo være sådan.
Jeg lærte mine medværnepligtiges forhold at kende, de var uddannet på et andet tidspunkt end vi belærte og studentikose, de var primært håndværkere og unge mennesker der ikke kunne styre sig selv og deres ungdom.
Efter endt rekruttid, ca. 3 måneder skulle vi vælge om vi ville være befalingsmænd eller menige. For ledelsen var det simpelt, de udpegede de bedst egnede til at være befalingsmænd, for os var det lisså simpelt, dem der ikke ville være befalingsmænd måtte vælge mellem 2 poster, enten som sikkerhedsrepræsentant eller som talsmand. Vi var tre der ikke ville udtages, men kun to der kunne gå fri. Ham der ikke gik fri havde sandsynligvis en patologisk sygdom, og blev derfor et typisk valg for militæret - heldigvis var muslimer og socialdemokratisk ungdom ikke samfundets svøbe dengang, det ville have været forfærdeligt hvis mange af dem der aftjente værnepligt havde haft tanker om det, men heldigvis var de fleste mest optaget af deres eget liv og mangel på fremtid. Ikke at gøre sig bedre end indvandrere og flygtninge, nej de ville bare gerne være bedre end de var.
Der var unge mænd der brugte hver en time udenfor kasernen til at finde piger der var med på det frække, andre der passede familien, atter andre der længtes efter deres kæreste og så var der dem der bare skulle have det hele overstået og ud fra værnepligten hurtigst muligt! Jeg hørte til den sidste gruppe. Og jeg kom hurtigt ud - med gode karakterer, for jeg vidste at god opførsel var et vigtigt parameter hvis man ikke skulle straffes militært. Mine største oplevelser var ikke knyttet til civilforsvaret eller til kammeratskabet, nej det var knyttet til fritiden og de tvungne ophold i fællesskabet.
Det tvungne først. Jeg gad ikke se pornofilm, i stedet spillede jeg et nyt spil (for mig var det i hvert fald nyt), nemlig pool. Efter 2 måneder blev jeg den månedlige poolmester, og jeg lærte nogle tricks som jeg brugte mange år fremover i poolturneringer. Jeg blev af bureaukratiske årsager ordonnans, selv om jeg ikke havde og heller ikke fik kørekort. Grunden var at jeg skulle lave vagtskema og være lægeordonnans samtidig, i århundreder (eller i hvert fald gennem mange år havde den person der havde disse ordinansjobs haft chauffør- og motorcykelordonnansjobbet sideløbende, ligesom jeg skulle møde før vore øvelser gik i gang for at registrere ankomsttidspunkt for de enkelte værnepligtige. Taget i betragtning at jeg altid skulle agere offer under øvelserne må jeg indrømme at jeg udelukkende fik røgdykkerbevis og bestod førstehjælpsprøven. Jeg deltog ikke i nogen øvelse og jeg lavede nok vagtskemaer og passede infirmeriet, men jeg var motorcykel- og køreordinans samt værnepligtig - ingen kørsel (jeg overtog køkkentjansen når chefen skulle køres) ejheller nogle øvelser (jeg mødte et par timer før og registrerede hvem der mødte til tiden). Men jeg fik topkarakterer og en lille løsladelsesbog med gratis billetter til offentlig transport (bus eller tog) i tilfælde af katastrofer (Jeg var ved at grine mig ihjel. Hvem fan tror at buser eller tog kører regelmæssigt i tilfælde af en katastrofe?).
Og så det ikke tvungne. Jeg fik lov at høre radio og se TV når jeg havde vagt ved indgangen. Årets superhits i Haderslev var "Moonlight shadow" - Mike Oldfield og Maggie Reilly (vokal) og den tyske gruppe Nena med "99 luftballons". Min største oplevelse var dog tysk TV hvor der vistes Rockpalast. 20. august spillede U2 på parkeringspladsen ved Lorelei (am Rhein) En upcoming gruppe som jeg havde hørt om i begyndelsen af firserne, hvis plader jeg havde købt - og hvis musik jeg delte med min lillebror og Frank og Jesper fra biblioteksskolen, samt Ari fra Island, der boede på Teknisk Kollegium.
Hvor andre husker deres værnepligt eller militære tjeneste med glæde, husker jeg kun de musikalske input jeg fik dengang, af dem har jeg nævnt de tre største - meget forskelligartede og dog tidstypiske, måske endda tidløse.
På den måde kan jeg sige at 1984 ikke blev et skæbneår. Tværtimod blev 1983 det år der ødelagde mine fremtidsudsigter, men samtidig formede min fremtid i en hel anden retning end det omgivende samfund havde ønsket. Jeg blev utilfreds borger, jeg flirtede med terrorismen og jeg ønskede socialisme ikke konservatisme, liberalisme eller status quo. At være bundet til militærtjeneste er det dummeste jeg nogensinde har været udsat for - Intet kan få mig til at mindes min værnepligt med glæde, men musik kan minde mig om hvilket år jeg var tvunget i trøjen! Så 1983 er i virkeligheden mit år 0 ...
For mig som belæst student var året 1984 altså ikke et skæbneår. Jeg voksede op i det samfund, hvor kontrollen blev mere og mere udbredt, et samfund der med både FET og PET allerede var i fuld gang med at udøve kontrol og observere statsborgere. Bestræbelser på at indføre et stor-Europa gjorde dog at terrorisme og lovbrydere trivedes stort og kontrollen blev maksimeret, næsten altid med henvisning til den risiko samfundet havde for at terrorist-organisationer (i Europa især - de andre betød på davænde tidspunkt intet for det økonomiske system i Europa) og kommunister ville omvælte det.
Denne kontrol oplevede jeg for eksempel da vi var en flok langhårede studerende der tog på tur til Tyskland (Bremen) og Holland (Amsterdam) i en gammel folkevogn. Rote Armé Fraktion var på sit højeste med flere likvideringer og manifester. Altså blev alle langhårede, unge (og måske utilpassede) turister mistænkt for terrorisme. Siden hen er det kommet frem at de fleste "terrorister" som ville ud af Tyskland var forklædte i gabardinebukser, barberede og i skjorter med slips. Lidt ligesom at tro at en arabisk terrorist er forklædt i en typisk arabisk påklædning. Hvor er mistanke dog enkel, for 400-500 år siden var det hekse der ødelagde vores samfund, i dag er heksene udskiftet med terrorister og muslimer. Virkemidlerne er de samme, onde øjne, drab på småbørn og manglende tilpasning til det omgivende samfund.
Men 1983 var mit skæbneår. Jeg blev færdig med min uddannelse i 1982 og skulle have aftjent min værnepligt som fodsoldat, kan ikke huske om det var Antvorskov eller hvor, men få måneder inden jeg var færdig med at studere fik jeg en kontraordre. I stedet for at aftjene værnepligt skulle jeg overføres til civilforsvarets lægdsrulle, og måtte derfor vente med at aftjene værnepligten i 9 måneder. Altså til marts 1989. Som det ærlige vestjyske væsen jeg var oplyste jeg selvfølgelig mine mulige kommende arbejdsgivere om dette forhold, pudsigt nok ingen ansættelse til mig forud for værnepligten. Nå men jeg burde jo nok indse at jeg var heldig - som CF'er fik jeg en måned mindre i værnepligt end hvis jeg havde været indkaldt til militæret og 3 måneder mindre end hvis jeg havde valgt at være værnepligtsmodstander. Altså ville jeg med almindelig værnepligt være færdig samme dag som jeg påbegyndte min værnepligt ved CF, mens jeg som modstander af værnepligten ville have været færdig med værnepligten mindst et år senere. Den første mulighed havde jeg ikke, den sidste skippede jeg. Mit ønske var ikke et fjumreår, mit ønske var at komme i arbejde så hurtigt som muligt. "Som muligt" afhang af min værnepligt. Og den havde jeg ingen indflydelse på.
Til gengæld blev det år en slags skæbneår. Jeg måtte afvente værnepligten, og jeg måtte sørge for at få det bedste ud af den. Jeg afventede - jeg havde fået mig en kæreste og selv om jeg skulle fra Aalborg til Haderslev alle de weekender jeg havde fri, måtte det jo være sådan.
Jeg lærte mine medværnepligtiges forhold at kende, de var uddannet på et andet tidspunkt end vi belærte og studentikose, de var primært håndværkere og unge mennesker der ikke kunne styre sig selv og deres ungdom.
Efter endt rekruttid, ca. 3 måneder skulle vi vælge om vi ville være befalingsmænd eller menige. For ledelsen var det simpelt, de udpegede de bedst egnede til at være befalingsmænd, for os var det lisså simpelt, dem der ikke ville være befalingsmænd måtte vælge mellem 2 poster, enten som sikkerhedsrepræsentant eller som talsmand. Vi var tre der ikke ville udtages, men kun to der kunne gå fri. Ham der ikke gik fri havde sandsynligvis en patologisk sygdom, og blev derfor et typisk valg for militæret - heldigvis var muslimer og socialdemokratisk ungdom ikke samfundets svøbe dengang, det ville have været forfærdeligt hvis mange af dem der aftjente værnepligt havde haft tanker om det, men heldigvis var de fleste mest optaget af deres eget liv og mangel på fremtid. Ikke at gøre sig bedre end indvandrere og flygtninge, nej de ville bare gerne være bedre end de var.
Der var unge mænd der brugte hver en time udenfor kasernen til at finde piger der var med på det frække, andre der passede familien, atter andre der længtes efter deres kæreste og så var der dem der bare skulle have det hele overstået og ud fra værnepligten hurtigst muligt! Jeg hørte til den sidste gruppe. Og jeg kom hurtigt ud - med gode karakterer, for jeg vidste at god opførsel var et vigtigt parameter hvis man ikke skulle straffes militært. Mine største oplevelser var ikke knyttet til civilforsvaret eller til kammeratskabet, nej det var knyttet til fritiden og de tvungne ophold i fællesskabet.
Det tvungne først. Jeg gad ikke se pornofilm, i stedet spillede jeg et nyt spil (for mig var det i hvert fald nyt), nemlig pool. Efter 2 måneder blev jeg den månedlige poolmester, og jeg lærte nogle tricks som jeg brugte mange år fremover i poolturneringer. Jeg blev af bureaukratiske årsager ordonnans, selv om jeg ikke havde og heller ikke fik kørekort. Grunden var at jeg skulle lave vagtskema og være lægeordonnans samtidig, i århundreder (eller i hvert fald gennem mange år havde den person der havde disse ordinansjobs haft chauffør- og motorcykelordonnansjobbet sideløbende, ligesom jeg skulle møde før vore øvelser gik i gang for at registrere ankomsttidspunkt for de enkelte værnepligtige. Taget i betragtning at jeg altid skulle agere offer under øvelserne må jeg indrømme at jeg udelukkende fik røgdykkerbevis og bestod førstehjælpsprøven. Jeg deltog ikke i nogen øvelse og jeg lavede nok vagtskemaer og passede infirmeriet, men jeg var motorcykel- og køreordinans samt værnepligtig - ingen kørsel (jeg overtog køkkentjansen når chefen skulle køres) ejheller nogle øvelser (jeg mødte et par timer før og registrerede hvem der mødte til tiden). Men jeg fik topkarakterer og en lille løsladelsesbog med gratis billetter til offentlig transport (bus eller tog) i tilfælde af katastrofer (Jeg var ved at grine mig ihjel. Hvem fan tror at buser eller tog kører regelmæssigt i tilfælde af en katastrofe?).
Og så det ikke tvungne. Jeg fik lov at høre radio og se TV når jeg havde vagt ved indgangen. Årets superhits i Haderslev var "Moonlight shadow" - Mike Oldfield og Maggie Reilly (vokal) og den tyske gruppe Nena med "99 luftballons". Min største oplevelse var dog tysk TV hvor der vistes Rockpalast. 20. august spillede U2 på parkeringspladsen ved Lorelei (am Rhein) En upcoming gruppe som jeg havde hørt om i begyndelsen af firserne, hvis plader jeg havde købt - og hvis musik jeg delte med min lillebror og Frank og Jesper fra biblioteksskolen, samt Ari fra Island, der boede på Teknisk Kollegium.
Hvor andre husker deres værnepligt eller militære tjeneste med glæde, husker jeg kun de musikalske input jeg fik dengang, af dem har jeg nævnt de tre største - meget forskelligartede og dog tidstypiske, måske endda tidløse.
På den måde kan jeg sige at 1984 ikke blev et skæbneår. Tværtimod blev 1983 det år der ødelagde mine fremtidsudsigter, men samtidig formede min fremtid i en hel anden retning end det omgivende samfund havde ønsket. Jeg blev utilfreds borger, jeg flirtede med terrorismen og jeg ønskede socialisme ikke konservatisme, liberalisme eller status quo. At være bundet til militærtjeneste er det dummeste jeg nogensinde har været udsat for - Intet kan få mig til at mindes min værnepligt med glæde, men musik kan minde mig om hvilket år jeg var tvunget i trøjen! Så 1983 er i virkeligheden mit år 0 ...
lørdag, april 07, 2012
Ensom alene
I forbindelse med påsken viser det sig at mange mennesker som i julen føler sig ekstra ensomme, med baggrund i at mange andre får tid til at være mere sammen. Desværre er ensomhed ikke så snævert definerbar set med mine øjne.
Der findes dem, der ikke føler de er noget værd, der findes dem der ikke føler de kan komme til orde og der findes dem der selv bestemmer hvornår de ønsker selskab. Selvfølgelig findes der også dem der har selskab, går på arbejde eller tvinges på arbejdsløshedskurser for at "opbygge netværk". Der findes sågar nogle der angler så meget efter selskab på en bestemt måde at de overskrider de normbestemte former for selskab, for eksempel børnelokkere, hypersexuelle eller stalkere. De sidstnævnte vil jeg starte med at betragte som stakler der har valgt en dårlig måde at vise deres ensomhed på. Tilbage til det senere.
Dem der føler de ikke kan gøre noget godt nok, er en udsat gruppe. Ikke at gøre ting godt nok kan betyde at man bruger hele livet på at opfylde de krav som er stillet (om at gøre alting godt nok). Man kan vælge aldrig at blive færdig med noget, man kan vælge at lukke sig inde i sig selv, at være en stor undskyldning, eller simpelthen trække sig ud af det fungerende samfund og blive skovboer, landevejsridder eller hvilken betegnelse mange får når de er afvigende fra samfundsnormen i sådan en grad at de udmelder sig af samfundet.
Hvis man vælger at forblive en del af samfundet er det oftest sådan at man skyder sin usikkerhed dirkte i modstanderens ben, og modstanderen er ofte en person med lisså lidt selvværd. Den slags mennesker vælger ikke så sjældent at gemme sig, være høflige når de skal ud at købe ind og - fornemmer jeg - sige undskyld til hele verden lige før de dør.
Dem der ikke føler de kan komme til orde har jo et stort problem. Der er nok ingen tvivl om at når man ikke føler man kan komme til orde så bliver ens mindreværdskompleks lige luftet i fuld offentlighed. Det er på en måde som hvis man er bange for at lugte af armsved og godt ved at alene angsten for det får en til at svede under armene! Ikke at blande sig med fremmede er et typisk resultat af at man ikke føler sig noget værd, men det kan også være at man gør det modsatte og opsøger fremmede i miljøer der generelt anses for at være "skæve" i forhold til samfundet, værtshusmiljøer, politiske demonstrationer eller koncerter (spillesteder og enkeballer) - i det tilfælde vælger mange anonymiteten. Manglende selvværd kan til ofte gøre at de selvsamme der opsøger anonymiteten også får anfald af depressioner, hvis det at opsøge anonymt selskab giver dig en kraftigere følelse af manglende selvværd har du jo bare endnu mere manglende tro på dig selv! Eller du kan vise så mange hensyn til andre på grund af din manglende selvfølelse at du skader dig selv endnu mere.
Derfor er det oftest også selvforstærkende: Når man ikke føler man kan komme til orde, fravælger man at sige noget - og dermed kommer man jo netop ikke til orde.
Ikke at kunne komme til orde er også en form for berøringsangst. Man kunne enten komme til at genere nogen med det man siger, eller man kan blive hængt op på det til tid og evighed. Endelig er der mange mennesker hvis selvværd ikke kan tåle modgang af typen: "det er for dumt det du siger" - eller "hvis ikke du har noget fornuftigt at sige, så ti stille" og flere af samme slags. At vælge ensomhed, enten alene eller i selskab er normalt, det drejer sig blot op at være med i fællesskabet uden at begå fejl. Alternativet er som sagt at fravælge samfundsnormer og finde en alternativ levevis.
Blandt dem der selv vælger hvornår de deltager i selskabelige sammenkomster, findes nogle fra alle lejre, kendetegnende er at de foretrækker deres eget selskab frem for uønskede reaktioner fra et ukendt selskab. Muligheden for at kunne gå fra et selskab er oftest et "must", især fordi mange er bevidste om at man ikke ad flere gange kan forlade et selskab i utide og forvente at modtage en invitation igen, samtidig med at mange jo netop ønsker at leve op til de krav man forestiller sig andre stiller til én, så man kan indgå i et selskab.
Umiddelbart kan man vel godt sige at mange af årsagerne til denne mangel på selskabeligt overskud skyldes imaginære forestillinger om andres forventninger. Jeg skal ikke udelukke at størstedelen skyldes en opdragelse der ikke har taget højde for følsomhed eller måske ligefrem manglende opdragelse (opdragelse med straf eller incest). Under alle omstændigheder er den selvvalgte ensomhed bare en forløngelse af en ensomhedsfølelse, der sandsynligvis har sit udspring i barndommen.
Og så til det modsatte. Dem der går på arbejde, netværker frivilligt eller under tvang eller hører til under gode sociale fællesskaber. Her har vi et meget enkelt system, nemlig systemet der er med til at opbygge ensomheden. Ligegyldigt hvilken af de netværksskabende aktiviteter du er tilknyttet vil du være bundet af parametre der fortæller dig, hvordan du skal opføre dig for at være knyttet til fækkesskabet. Med lidt "held" kan du endda selv få indflydelse på spillereglerne ved at blive "høvding" eller betroet undersåt. Spillereglerne er enkle og har været det i århundreder. Hvis man vil vide nøjagtig hvor meget det hele er sat i system så vil Den Kgl. Hof- og statskalender være en god vejviser, både til hvem der er og kan blive til noget i forhold til det danske hof, samtidig kan man se hvor man kan sidde når der er kongeligt taffel. Men ikke kun de kongelige og adelen har sådan en rangordning og spilleregler for dem der er "optaget" i "klubben". Det gælder loger, religiøse retninger (eksempelvis Jehovas Vidner) men også foreninger og andre former for sammenrend af åndsfæller (lærerværelser, kollegier, skurvogne og fagforeninger mm.). Det eneste der er ens for disse fællesskaber er at de er fællesskaber som danner fælles spilleregler, nogle nedskriver dem, mens andre anser føreraben (førerabinden) for at definere spillereglerne.
Da der altid vil være nogle der har svært ved at følge reglerne (fx bøsser, børnemisbrugere, filosoffer, sportsfolk og litterater film- og musikfreaks, nudister og christianitter m.fl.) vil disse enten være nødt til at danne egne regler eller vedtægter, eller i det mindste skabe et fællesskab, svarende til den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig = muslimske frikæmpere. Desværre er den dødsrelaterede frihedskamp blevet fremhævet både i Danmark, Europa og i resten af verden, uanset religion og uanset formålet. I Irland og for muslimer har det været en religiøs kamp ("Dø om så det gælder"), I De europæiske lande var det primært en politisk kamp (Kapital mod Socialisme - Selv VS var på et tidspunkt et revolutionært parti, med de konservative kræfter på en liste over dem der kunne udslettes uden at det kommende samfund ville blive dårligere). I de sydamerikanske og en del asiatiske lande har kampen drejet sig om frihed i forhold til diktaturer, oligarkier og andre stramme statsformer.
Derfor er der opstået en såkaldt demokratibevægelse, hvis eneste demokratiske mål er at være et fællesskab - det kan som i Danmark være et politisk fællesskab (Dansk Folkeparti, Nazistpartiet, Europabevægelsen, Enhedslisten, Rød og Blå blok og Internationale socialister etc.). En demokratismeform der med regler og ledere binder mennesker sammen i den grad at fællesskaber og fælles løsninger af problemer virker som noget meget fjernt for de mennesker der bliver overrulet af deres formodede åndsfæller.
Der opstår derfor dels mennesker der er ensomme (uden egentlig mulighed for kontakt med andre af enten økonomiske eller fysiske eller psykiske årsager), mennesker der er alene (selvvalgt af psykiske eller familiært betingede årsager) - og så er der de mennesker der er ensomme alene. Man kan sige at de kan deles i to grupper: Dem der forlader dette liv hurtigere end naturen har planlagt - og dem der venter indtil de er totalt glemt og findes lang tid efter deres død.
Men vi skal ikke klandre myndighederne for at det sker, tværtimod bør vi starte med at se på vores egen måde at behandle dem der er anderledes og ensomme. Vi skal starte med at blive ensomme i fællesskab uden at føle os tvunget til at følge spilleregler. Som jeg ser det er forskellighed vejen frem.
Der findes dem, der ikke føler de er noget værd, der findes dem der ikke føler de kan komme til orde og der findes dem der selv bestemmer hvornår de ønsker selskab. Selvfølgelig findes der også dem der har selskab, går på arbejde eller tvinges på arbejdsløshedskurser for at "opbygge netværk". Der findes sågar nogle der angler så meget efter selskab på en bestemt måde at de overskrider de normbestemte former for selskab, for eksempel børnelokkere, hypersexuelle eller stalkere. De sidstnævnte vil jeg starte med at betragte som stakler der har valgt en dårlig måde at vise deres ensomhed på. Tilbage til det senere.
Dem der føler de ikke kan gøre noget godt nok, er en udsat gruppe. Ikke at gøre ting godt nok kan betyde at man bruger hele livet på at opfylde de krav som er stillet (om at gøre alting godt nok). Man kan vælge aldrig at blive færdig med noget, man kan vælge at lukke sig inde i sig selv, at være en stor undskyldning, eller simpelthen trække sig ud af det fungerende samfund og blive skovboer, landevejsridder eller hvilken betegnelse mange får når de er afvigende fra samfundsnormen i sådan en grad at de udmelder sig af samfundet.
Hvis man vælger at forblive en del af samfundet er det oftest sådan at man skyder sin usikkerhed dirkte i modstanderens ben, og modstanderen er ofte en person med lisså lidt selvværd. Den slags mennesker vælger ikke så sjældent at gemme sig, være høflige når de skal ud at købe ind og - fornemmer jeg - sige undskyld til hele verden lige før de dør.
Dem der ikke føler de kan komme til orde har jo et stort problem. Der er nok ingen tvivl om at når man ikke føler man kan komme til orde så bliver ens mindreværdskompleks lige luftet i fuld offentlighed. Det er på en måde som hvis man er bange for at lugte af armsved og godt ved at alene angsten for det får en til at svede under armene! Ikke at blande sig med fremmede er et typisk resultat af at man ikke føler sig noget værd, men det kan også være at man gør det modsatte og opsøger fremmede i miljøer der generelt anses for at være "skæve" i forhold til samfundet, værtshusmiljøer, politiske demonstrationer eller koncerter (spillesteder og enkeballer) - i det tilfælde vælger mange anonymiteten. Manglende selvværd kan til ofte gøre at de selvsamme der opsøger anonymiteten også får anfald af depressioner, hvis det at opsøge anonymt selskab giver dig en kraftigere følelse af manglende selvværd har du jo bare endnu mere manglende tro på dig selv! Eller du kan vise så mange hensyn til andre på grund af din manglende selvfølelse at du skader dig selv endnu mere.
Derfor er det oftest også selvforstærkende: Når man ikke føler man kan komme til orde, fravælger man at sige noget - og dermed kommer man jo netop ikke til orde.
Ikke at kunne komme til orde er også en form for berøringsangst. Man kunne enten komme til at genere nogen med det man siger, eller man kan blive hængt op på det til tid og evighed. Endelig er der mange mennesker hvis selvværd ikke kan tåle modgang af typen: "det er for dumt det du siger" - eller "hvis ikke du har noget fornuftigt at sige, så ti stille" og flere af samme slags. At vælge ensomhed, enten alene eller i selskab er normalt, det drejer sig blot op at være med i fællesskabet uden at begå fejl. Alternativet er som sagt at fravælge samfundsnormer og finde en alternativ levevis.
Blandt dem der selv vælger hvornår de deltager i selskabelige sammenkomster, findes nogle fra alle lejre, kendetegnende er at de foretrækker deres eget selskab frem for uønskede reaktioner fra et ukendt selskab. Muligheden for at kunne gå fra et selskab er oftest et "must", især fordi mange er bevidste om at man ikke ad flere gange kan forlade et selskab i utide og forvente at modtage en invitation igen, samtidig med at mange jo netop ønsker at leve op til de krav man forestiller sig andre stiller til én, så man kan indgå i et selskab.
Umiddelbart kan man vel godt sige at mange af årsagerne til denne mangel på selskabeligt overskud skyldes imaginære forestillinger om andres forventninger. Jeg skal ikke udelukke at størstedelen skyldes en opdragelse der ikke har taget højde for følsomhed eller måske ligefrem manglende opdragelse (opdragelse med straf eller incest). Under alle omstændigheder er den selvvalgte ensomhed bare en forløngelse af en ensomhedsfølelse, der sandsynligvis har sit udspring i barndommen.
Og så til det modsatte. Dem der går på arbejde, netværker frivilligt eller under tvang eller hører til under gode sociale fællesskaber. Her har vi et meget enkelt system, nemlig systemet der er med til at opbygge ensomheden. Ligegyldigt hvilken af de netværksskabende aktiviteter du er tilknyttet vil du være bundet af parametre der fortæller dig, hvordan du skal opføre dig for at være knyttet til fækkesskabet. Med lidt "held" kan du endda selv få indflydelse på spillereglerne ved at blive "høvding" eller betroet undersåt. Spillereglerne er enkle og har været det i århundreder. Hvis man vil vide nøjagtig hvor meget det hele er sat i system så vil Den Kgl. Hof- og statskalender være en god vejviser, både til hvem der er og kan blive til noget i forhold til det danske hof, samtidig kan man se hvor man kan sidde når der er kongeligt taffel. Men ikke kun de kongelige og adelen har sådan en rangordning og spilleregler for dem der er "optaget" i "klubben". Det gælder loger, religiøse retninger (eksempelvis Jehovas Vidner) men også foreninger og andre former for sammenrend af åndsfæller (lærerværelser, kollegier, skurvogne og fagforeninger mm.). Det eneste der er ens for disse fællesskaber er at de er fællesskaber som danner fælles spilleregler, nogle nedskriver dem, mens andre anser føreraben (førerabinden) for at definere spillereglerne.
Da der altid vil være nogle der har svært ved at følge reglerne (fx bøsser, børnemisbrugere, filosoffer, sportsfolk og litterater film- og musikfreaks, nudister og christianitter m.fl.) vil disse enten være nødt til at danne egne regler eller vedtægter, eller i det mindste skabe et fællesskab, svarende til den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig = muslimske frikæmpere. Desværre er den dødsrelaterede frihedskamp blevet fremhævet både i Danmark, Europa og i resten af verden, uanset religion og uanset formålet. I Irland og for muslimer har det været en religiøs kamp ("Dø om så det gælder"), I De europæiske lande var det primært en politisk kamp (Kapital mod Socialisme - Selv VS var på et tidspunkt et revolutionært parti, med de konservative kræfter på en liste over dem der kunne udslettes uden at det kommende samfund ville blive dårligere). I de sydamerikanske og en del asiatiske lande har kampen drejet sig om frihed i forhold til diktaturer, oligarkier og andre stramme statsformer.
Derfor er der opstået en såkaldt demokratibevægelse, hvis eneste demokratiske mål er at være et fællesskab - det kan som i Danmark være et politisk fællesskab (Dansk Folkeparti, Nazistpartiet, Europabevægelsen, Enhedslisten, Rød og Blå blok og Internationale socialister etc.). En demokratismeform der med regler og ledere binder mennesker sammen i den grad at fællesskaber og fælles løsninger af problemer virker som noget meget fjernt for de mennesker der bliver overrulet af deres formodede åndsfæller.
Der opstår derfor dels mennesker der er ensomme (uden egentlig mulighed for kontakt med andre af enten økonomiske eller fysiske eller psykiske årsager), mennesker der er alene (selvvalgt af psykiske eller familiært betingede årsager) - og så er der de mennesker der er ensomme alene. Man kan sige at de kan deles i to grupper: Dem der forlader dette liv hurtigere end naturen har planlagt - og dem der venter indtil de er totalt glemt og findes lang tid efter deres død.
Men vi skal ikke klandre myndighederne for at det sker, tværtimod bør vi starte med at se på vores egen måde at behandle dem der er anderledes og ensomme. Vi skal starte med at blive ensomme i fællesskab uden at føle os tvunget til at følge spilleregler. Som jeg ser det er forskellighed vejen frem.
tirsdag, april 03, 2012
Eventyr
207 år er det siden H.C. Andersen blev født i Odense af en enlig mor. Han var fremmelig som barn og lærte sig at læse og skrive. Han var opmærksom, forstået som indadvendt, lyttende. Som ung flyttede han til København, og interessen for alt det der var nyt og spændende styrede hans liv, samtidig med at de "fine" og rige blev udsat for hans voldgæsterier. Han anglede efter at være accepteret, men samtidig havde han en side der aldrig helt troede på hans held. Opvokset under usle kår, med eventyr og drømme som noget uopnåeligt var han gennemgående pessimistisk og på mange måder negativ. Samtidig vidste han måske mere om hvor meget accept af det omgivende samfund betød. Tænk blot på fortællinger som "Kejserens nye klæder", "Nattergalen", "Den grimme Ælling", "Den lille havfrue" og "Grantræet", hvor accept og modgang går hånd i hånd, dog i forskellig rækkefølge fra eventyr til eventyr.
H.C. Andersen forlod Odense som ung, drog til København og vendte kun tilbage i korte perioder, faktisk tror jeg at Ove Sprogø tilbragte en langt større del af sit liv i Odense end Hans Christian Andersen gjorde. Alligevel kæmper det København, H.C. Andersen elskede, med det Odense han forlod i fattigdom, om at lokke turister og fans lige netop til deres by!
H.C. Andersen var et produkt af sin tid, romantiker og samtidig præget af borgerlige værdier. Det er jo ikke noget tilfælde at kendte danskere mod midten af 1800-tallet var knyttet til forfattere som Oehlenschläger og Andersen, malere som Lumbye, iværksættere som Tietgen, Gyldendal og brygger Jacobsen. Borgerskabet var i begreb med at tage magten fra den elitære og hendøende adel, simpelthen fordi de fik penge til at yngle, mens adelen formøblede århundreders udnyttelse af stavnsbundne bønders tvungne indsats.
Men for H.C. Andersen var adelen stadig "de fine" og han foretog mange rejser rundt til de større eller mindre godser i landet. Samtidig var han optaget af troen på det individuelle menneske, hvilket viste sig i hans interesse for nye opfindelser og opdagelser, heriblandt jerbanen. Som et menneske af sin tid var han også romantiker og hyldede den vilde og ukontrollerede natur, tænk blot på hans bagvendte lovprisning af heden, som han ønskede skulle være en kornmark om føje år, men som man skulle skynde sig at se. Fremskridtet var hans mærkesag, han var jo også selv et produkt af det.
En parallel til i dag må være de mange unge, "upcoming" politikere (gerne med navnemæsig familieskab med tidligere folketingspolitikere), der jo er blevet accepterede i kraft at at være "linselus", samtidig med at de forlængst har lært af danmarks første mediekendis, Simon Spies, der jo sagde at enhver omtale var bedre end ingen omtale. Tendensen til at angle efter accept er nu så tydelig at både regeringspartier, støttepartier og oppositionspartier bruger masser af tid på at profilere sig.
Det gjorde H.C. Andersen altså også, han var måske med sin fattige opvækst, sin dårlige evne til at "please" og sin aparte opførsel en slags underholdning på linie med for eksempel Sidney Lee og Amalie. Hvor underholdning skal forstås som i det gamle romerrige, hvor gladiatorkampe og muligheden for at få en kniv i ryggen eller blive spist af rovdyr var vejen til berømmelse, men også vejen til spil for folket, der jo som bekendt ledte tankerne væk fra dårlige regenters politiske beslutninger. I hvert fald blev H.C. Andersen accepteret som gæst hos mange adelige og velhavende borgere, at han blev grinet af når han var rejst videre vidste han i mange tilfælde ganske udmærket, men han omsatte sin frustration til historier, hvoraf de mest interessante er at han nok benyttede den folkelige fortællings virkemidler (forståelige, sproglige billeder og et bredt ordvalg) fra eventyrenes verden, men også den folkelige frustration over at prinsesser ikke kunne kysse frøer til at være prinser, at der ikke fandtes pandekagehuse eller at trolde kunne bytte deres børn med menneskers. Kort sagt: Verden var ond, verden var uretfærdig, men med mod og snilde kunne den verdensorden ændres for det enkelte menneske. Og det troede H.C. Andersen, som mange andre borgerlige i den periode, på!
At H.C. Andersen nu skal være genstand for et opgør om økonomisk vækst i Odense er vel nok det der mindst af alt ville passe til hans tankegang. Han ville have accept, selv om han tjente penge havde han mere behov for at bruge dem i forsøget på at blive en del af det etablerede samfund, end på at akkumulere sin kapital. Derfor er det også paradoksalt at Odense kommune bestiller et kunstværk, som halvvejs i skabelsesfasen aflyses. I forhold til kunstnerens (Jens Galschiøt, Odense N) intentioner har forløbet af denne kommunale ordre karakter af at kunne være et af H.C. Andersens eventyr i moderne udgave. At kunstnerens opgave var påbegyndt i forhold til aftaler fik ikke de kommunale politikere (og embedsmænd) til at gennemføre. I stedet stod kunstneren med en skulptur der egentlig svarer til at man skulle portrættere dronningen ved at udstille hendes fortænder. Nu har kunstnere intentioner, og mange mennesker kan ikke altid gennemskue, hvad det hele skal gøre godt for, sådan var det vel også med H.C.Andersens digtning, i hvert fald havde han ikke lige stort held med sine digte (sange), sine operaer (syngespil) og sine udgivne eventyr, papirklip og underholdning i private hjem var nok nærmest adspredelse for ham selv.
I forhold til Odense Kommunes svigt omkring ønsket om at gøre H.C.Andersen til en del af byens, og øens, internationale image, kan jeg kun synes at beslutningen om at stoppe projekt "Fortællerbrønden" svarer til at den grimme ælling aldrig blev til en svane. Heldigvis har kunstner og andre ligesindede i fællesskab udnyttet muligheden for det der i dag kan kaldes "event" og har samlet masser af mennesker til en "happening" hvor protesten drukner i det store antal mennesker og de demonstrationsmuligheder der findes ifølge politivedtægterne og eventmæssige muligheder. Her mener jeg at U2, Pink floyd, Rolling Stones og andre megastore grupper ville have så mange penge i ryggen inden deres forestilling, at både lyd og billede ville være nær perfekt, bortset fra delay-højtalere i forhold til storskærm :-)
Det forbandede ved denne kommunale beslutning er selvfølgelig at der ikke er noget eventyr, ingen vinder eller noget formål med at omstøde en beslutning af denne art. Udover et økonomisk formål, der går ud på at spare penge - men formålet var jo netop at skabe øget opmærksomhed for at tjene flere penge på et berømt bysbarn. En person der forlod sin fattigdom i Odense, men dog var blevet behandlet så godt at han kunne få sig en uddannelse. Mange af hans eventyr har selvfølgelig rod i den by han voksede op i, dels de historier børnene og de voksne fortalte, dels de billeder han havde i hovedet af miljøerne, eksempelvis andedammen fra "Den grimme ælling" eller adgangen til åen hvor hans mor vaskede i "Hun duede ikke". Miljøerne har dog ikke været anderledes i andre købstæder, der var gadekær, åer og (brolagte) veje, skorstene og toldboder, mange miljøer kunne også genkendes af børn i landsbyer, men de var sjældent så privilegerede at de lærte at læse for 200 år siden.
H.C. Andersens liv var måske et eventyr, men så var det absolut uden feer, prinser og trolde, snarere var det på godt og ondt.
At Odense skal lukrere på en person, der tilfældigvis er født i den næststørste by i landet (på det tidspunkt), på en person der er født af en enlig mor,(formodet vaskekone) og på en person der sjældent satte sin fod i byen efter at han var emigreret til "byen", København, synes jeg virker underligt - lidt på samme måde som hvis Sæby (ved Roskilde fjord) ville mindes mig (såfremt jeg blev verdensberømt) med statuer og mit fødehjem (Sæby Centralskoles lærerbolig) skulle åbnes for verdensturister. Jeg nåede næsten ikke at få øjne før vi flyttede (3 gange på ganske få år).
Alligevel synes jeg at Odense skal tage sig sammen og som kommune vælge at lave og følge events. For eksempel støtte "søsætningen og genopstandelsen", som at ville noget med H.C. Andersen. Først og fremmest kan hele Fyn gå sammen om at promovere den berømte søn af byen, måske samtidig huske andre berømtheder, som historisk har haft betydning for byens vækst, fra kongemord over kronprinser, fra industrimagnater til bykonger. Der er mange historier der kan fortælles.
Skulpturen af H.C Andersen skulle være fulgt af figurer der illustrerede hans eventyr. Nu er der kun en hjemløs skulptur, der netop er parkeret ved Flakhaven. Senere skal han måske på rundrejse i Odenses omegn, for Odense å er nok ikke en mulighed. Nu overvejer jeg så at foreslå H.C. skulpturen opsat en månedstid i krydset Tarupvej/Rismarksvej. Måske det kunne vække den fornødne omtale i udlandet!
Om det er et eventyr eller bare til gene for bilisterne ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på bilisternes reaktion. Men for Tarup ville det måske være et eventyr.
H.C. Andersen forlod Odense som ung, drog til København og vendte kun tilbage i korte perioder, faktisk tror jeg at Ove Sprogø tilbragte en langt større del af sit liv i Odense end Hans Christian Andersen gjorde. Alligevel kæmper det København, H.C. Andersen elskede, med det Odense han forlod i fattigdom, om at lokke turister og fans lige netop til deres by!
H.C. Andersen var et produkt af sin tid, romantiker og samtidig præget af borgerlige værdier. Det er jo ikke noget tilfælde at kendte danskere mod midten af 1800-tallet var knyttet til forfattere som Oehlenschläger og Andersen, malere som Lumbye, iværksættere som Tietgen, Gyldendal og brygger Jacobsen. Borgerskabet var i begreb med at tage magten fra den elitære og hendøende adel, simpelthen fordi de fik penge til at yngle, mens adelen formøblede århundreders udnyttelse af stavnsbundne bønders tvungne indsats.
Men for H.C. Andersen var adelen stadig "de fine" og han foretog mange rejser rundt til de større eller mindre godser i landet. Samtidig var han optaget af troen på det individuelle menneske, hvilket viste sig i hans interesse for nye opfindelser og opdagelser, heriblandt jerbanen. Som et menneske af sin tid var han også romantiker og hyldede den vilde og ukontrollerede natur, tænk blot på hans bagvendte lovprisning af heden, som han ønskede skulle være en kornmark om føje år, men som man skulle skynde sig at se. Fremskridtet var hans mærkesag, han var jo også selv et produkt af det.
En parallel til i dag må være de mange unge, "upcoming" politikere (gerne med navnemæsig familieskab med tidligere folketingspolitikere), der jo er blevet accepterede i kraft at at være "linselus", samtidig med at de forlængst har lært af danmarks første mediekendis, Simon Spies, der jo sagde at enhver omtale var bedre end ingen omtale. Tendensen til at angle efter accept er nu så tydelig at både regeringspartier, støttepartier og oppositionspartier bruger masser af tid på at profilere sig.
Det gjorde H.C. Andersen altså også, han var måske med sin fattige opvækst, sin dårlige evne til at "please" og sin aparte opførsel en slags underholdning på linie med for eksempel Sidney Lee og Amalie. Hvor underholdning skal forstås som i det gamle romerrige, hvor gladiatorkampe og muligheden for at få en kniv i ryggen eller blive spist af rovdyr var vejen til berømmelse, men også vejen til spil for folket, der jo som bekendt ledte tankerne væk fra dårlige regenters politiske beslutninger. I hvert fald blev H.C. Andersen accepteret som gæst hos mange adelige og velhavende borgere, at han blev grinet af når han var rejst videre vidste han i mange tilfælde ganske udmærket, men han omsatte sin frustration til historier, hvoraf de mest interessante er at han nok benyttede den folkelige fortællings virkemidler (forståelige, sproglige billeder og et bredt ordvalg) fra eventyrenes verden, men også den folkelige frustration over at prinsesser ikke kunne kysse frøer til at være prinser, at der ikke fandtes pandekagehuse eller at trolde kunne bytte deres børn med menneskers. Kort sagt: Verden var ond, verden var uretfærdig, men med mod og snilde kunne den verdensorden ændres for det enkelte menneske. Og det troede H.C. Andersen, som mange andre borgerlige i den periode, på!
At H.C. Andersen nu skal være genstand for et opgør om økonomisk vækst i Odense er vel nok det der mindst af alt ville passe til hans tankegang. Han ville have accept, selv om han tjente penge havde han mere behov for at bruge dem i forsøget på at blive en del af det etablerede samfund, end på at akkumulere sin kapital. Derfor er det også paradoksalt at Odense kommune bestiller et kunstværk, som halvvejs i skabelsesfasen aflyses. I forhold til kunstnerens (Jens Galschiøt, Odense N) intentioner har forløbet af denne kommunale ordre karakter af at kunne være et af H.C. Andersens eventyr i moderne udgave. At kunstnerens opgave var påbegyndt i forhold til aftaler fik ikke de kommunale politikere (og embedsmænd) til at gennemføre. I stedet stod kunstneren med en skulptur der egentlig svarer til at man skulle portrættere dronningen ved at udstille hendes fortænder. Nu har kunstnere intentioner, og mange mennesker kan ikke altid gennemskue, hvad det hele skal gøre godt for, sådan var det vel også med H.C.Andersens digtning, i hvert fald havde han ikke lige stort held med sine digte (sange), sine operaer (syngespil) og sine udgivne eventyr, papirklip og underholdning i private hjem var nok nærmest adspredelse for ham selv.
I forhold til Odense Kommunes svigt omkring ønsket om at gøre H.C.Andersen til en del af byens, og øens, internationale image, kan jeg kun synes at beslutningen om at stoppe projekt "Fortællerbrønden" svarer til at den grimme ælling aldrig blev til en svane. Heldigvis har kunstner og andre ligesindede i fællesskab udnyttet muligheden for det der i dag kan kaldes "event" og har samlet masser af mennesker til en "happening" hvor protesten drukner i det store antal mennesker og de demonstrationsmuligheder der findes ifølge politivedtægterne og eventmæssige muligheder. Her mener jeg at U2, Pink floyd, Rolling Stones og andre megastore grupper ville have så mange penge i ryggen inden deres forestilling, at både lyd og billede ville være nær perfekt, bortset fra delay-højtalere i forhold til storskærm :-)
Det forbandede ved denne kommunale beslutning er selvfølgelig at der ikke er noget eventyr, ingen vinder eller noget formål med at omstøde en beslutning af denne art. Udover et økonomisk formål, der går ud på at spare penge - men formålet var jo netop at skabe øget opmærksomhed for at tjene flere penge på et berømt bysbarn. En person der forlod sin fattigdom i Odense, men dog var blevet behandlet så godt at han kunne få sig en uddannelse. Mange af hans eventyr har selvfølgelig rod i den by han voksede op i, dels de historier børnene og de voksne fortalte, dels de billeder han havde i hovedet af miljøerne, eksempelvis andedammen fra "Den grimme ælling" eller adgangen til åen hvor hans mor vaskede i "Hun duede ikke". Miljøerne har dog ikke været anderledes i andre købstæder, der var gadekær, åer og (brolagte) veje, skorstene og toldboder, mange miljøer kunne også genkendes af børn i landsbyer, men de var sjældent så privilegerede at de lærte at læse for 200 år siden.
H.C. Andersens liv var måske et eventyr, men så var det absolut uden feer, prinser og trolde, snarere var det på godt og ondt.
At Odense skal lukrere på en person, der tilfældigvis er født i den næststørste by i landet (på det tidspunkt), på en person der er født af en enlig mor,(formodet vaskekone) og på en person der sjældent satte sin fod i byen efter at han var emigreret til "byen", København, synes jeg virker underligt - lidt på samme måde som hvis Sæby (ved Roskilde fjord) ville mindes mig (såfremt jeg blev verdensberømt) med statuer og mit fødehjem (Sæby Centralskoles lærerbolig) skulle åbnes for verdensturister. Jeg nåede næsten ikke at få øjne før vi flyttede (3 gange på ganske få år).
Alligevel synes jeg at Odense skal tage sig sammen og som kommune vælge at lave og følge events. For eksempel støtte "søsætningen og genopstandelsen", som at ville noget med H.C. Andersen. Først og fremmest kan hele Fyn gå sammen om at promovere den berømte søn af byen, måske samtidig huske andre berømtheder, som historisk har haft betydning for byens vækst, fra kongemord over kronprinser, fra industrimagnater til bykonger. Der er mange historier der kan fortælles.
Skulpturen af H.C Andersen skulle være fulgt af figurer der illustrerede hans eventyr. Nu er der kun en hjemløs skulptur, der netop er parkeret ved Flakhaven. Senere skal han måske på rundrejse i Odenses omegn, for Odense å er nok ikke en mulighed. Nu overvejer jeg så at foreslå H.C. skulpturen opsat en månedstid i krydset Tarupvej/Rismarksvej. Måske det kunne vække den fornødne omtale i udlandet!
Om det er et eventyr eller bare til gene for bilisterne ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på bilisternes reaktion. Men for Tarup ville det måske være et eventyr.
lørdag, marts 24, 2012
Fremmed i eget land
Allerede som student i 70'erne følte jeg at der var en himmelvid forskel mellem de etablerede og de unge. 50'erne og 60'erne havde betydet at de fleste voksne var kommet fra tornerosestadiet til at være i prinsens slot. Forfattere som Knud Sønderby, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro skrev om det at være ung, mens den politiske selvtilstrækkelighed neddæmpede den litterære kritik af samfundet. Forfattere som Vagn Steen og Per Højholt fandt tiden moden til at eksperimentere med det danske sprog, og selv ovennævnte Klaus Rifbjerg begik nogle eksperimenterende digte, mens Panduro i nogle noveller gjorde op med bornertheden og skrev direkte om sex.
Alle disse oplevelser samt imødekommenhed fra lærerstuderende og andre undervisere gav mig og mange af mine medstuderende det skub der skulle til for at udvikle en selvstændig tankegang. Det vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om det at tænke selvstændigt er det rigtige. Min opvækst var påvirket af 2. verdenskrig og demagogi og nepotisme. Vi skulle vide at det samfund vi voksede op i skulle være med til at redde verden og gøre den bedre, og at det var vores opgave at gøre det.
Jeg sugede viden til mig, jeg sugede almen forståelse til mig: at vi ikke alle er ens, at vi ikke alle kan gøre ting lige godt - for eksempel at nogle er gode til at reparere biler, mens andre er dygtige til at få det bedste ud af børn, og atter andre er gode til at spille fodbold. Jeg lærte også at enkelte af mine kammerater var dårlige fordi de ikke kunne skrive med højre hånd, fordi de ikke kunne læse ord eller fordi de ikke kunne regne. Jeg nåede at se klassekammerater gå ud af 7. klasse fordi de havde en læreplads, jeg nåede at se kammerater fra skolen kæmpe sig formålsløst gennem 9. og 10. klasse fordi de skulle men aldrig fik forklaret noget formål med kampen. Selv tog jeg en uddannelse ud fra de oplysninger som studievejlederne og mine forældre i fællesskab gav mig: Uddannelse inden for det offentlige og en skønnet mangel på flere bilbliotekarer end der kan blive uddannet de næste år. Mit og min mors drømmejob til mig lå lige til indspark! Så jeg gik i gang i 1978, havde lige et fjumreår fordi man jo skulle have meget høje karakterer for at komme ind på en så attraktiv uddannelse, kvote 2 var jo også fin nok når det drejede sig om en god og fremtidssikret uddannelse. Tak min bare røv. Sluthalvfjerdserne gav os skiftende mindretalsregeringer, mærkelige økonomiske beslutninger og en hidtil (for mig og mine jævnaldrende) uset menneskefjendskhed.
Vi var kommet i EF, vi havde flygtninge fra Chile (Allende), fra USA (Viet-Nam-krigen) og fra Iran (Shahen). Venstrefløjen var splittet mellem dem der holdt med Tito (Jugoslavien), Hoxa (Makedonien), Mao (Kina), Kim ((Nordkorea) og Castro (Cuba). Og jeg var, som mange andre, mest optaget af at være et godt og hjælpende menneske udfra min forudsætninger og økonomiske formåen. SU var heller ikke en guldgrube dengang, men vi havde fra vore forældre og bedsteforældre arvet fattigdommen nådegave: at dele alt med hinanden! Jeg havde overskud til at være en del af min splittede (skilsmisseramte) familie, kunne være sammen med de søskende der ikke var mine men blev det, kunne være storebror og stadig være en del af uddannelsessystemet. Jeg havde endog kræfter til at diskutere med repræsentanterne for det forstokkede uddannelsessystem.
I min tid fandtes terrororganisationer i Frankrig, Belgien, Italien og Tyskland, men som den dag i dag ønskede efterretningstjenesten at finde potentielle fjender af staten, og skabte derved den mistro til land og befolkning der i princippet gav "Blekingegade-banden" vind i sejlene. Jeg var og er venstreorienteret og flirtede i nogle år med ideen om en voldelig omvæltning. Heldigvis var der så mange bud på voldelig omvæltnig og revolution fra venstrefløjen at ideerne druknede i hinandens kølvand - men ideerne om en verden der var til for mennesker og ikke for kapitalisme og udemokratiske demokratier vandt genklang i mine tanker, og er der stadig. Demokratur eller diktatur er et fedt for mig, Folk der vil dele og herske er i princippet allerede solgt til den djævel der ikke findes - heldigvis for for dem, for den straf vi som børn blev stillet i udsigt for at synde var ikke sjov!!
Mærkelig nok mødte jeg først engang i midtfirserne repræsentanter for de økonomiske indvandrere ("fremmedarbejderne") - indvandrere vi selv havde bedt om at få og havde lovgivet omkring, dels for at få dem til at blive, mens vi havde brug for dem (rimelig løn og sociale sikkerhedsforanstaltninger) dels for at få dem til at rejse hjem, når vi ikke ikke længere havde brug for dem (skattefrihed for familietilbageførte penge). Fremmedarbejderne var primært et fænomen i 60'erne, mens vi blev fanget af flygtningestrømme i 70'erne. I takt med at USA blandede sig i Sydamerika og Mellemasien (Iran, Irak) fik vi en tilgang af politiske flygtninge, i første omgang OK, fordi de fleste var veluddannede, men med oliekrisen (forårsaget af samme offensive amerikanske politik) fik vi pludselig et boom af højtkvalificerde , ikke-dansk-talende mennesker - og (ikke at forglemme) en masse dårligt uddannede mennesker som fulgte med. Lovgivningen på indvandrerområdet var ikke ændret og følgen af (olie-) krisen var at den dårligst stillede del af den danske befolkning i princippet var dårligere stillet end flygtninge og indvandrere. Helt oplagt kom Fremskridstpartiet (senere Dansk Folkeparti) og Centrumdemokraterne på banen, begge med et bud på hvordan den gennemsnitlige dansker kunne udnytte den merværdi der var opsparet gennem årtiers arbejde med at udvikle "velfærdssamfundet", uden at flygtninge og andre indvandrere kunne tage del i den opsparede kapital.
Man kan selvfølgelig sige at alle de penge som vi har tjent i de vestlige lande, må være kommet et eller andet sted fra. Dengang i 80'erne havde vi endnu ikke lært af mellemkrigstiden, vi troede at pengene fandtes og opførte os rimelig anstændigt, ikke noget med at bruge mere end vi kunne udrede! Men jeg skal nok lige takke for at de penge som jeg lånte til renter på over 30% ikke var penge, det var alene et fiktivt regnskab! Alle os, der ikke haft mange penge har enten lyttet efter i skolen og har taget små lån, uvidende om renteudsving (det lærte vi ikke noget om i skolen - kun hvordan man beregner renters rente) eller har lånt penge fordi vi kunne, uden at udlånere har skullet forklare hvad omkostningerne er, faktisk er der flere mennesker der ikke fatter hvad ÅOP er end dem der fatter det. En lovgivning der prisgiver folk fordi de ikke forstår lovgivningen men er bundet af den er vel ikke særlig demokratisk - eller er den?
Allerede da jeg blev tvunget til at aftjene min værnepligt fordi jeg skulle spille amerikansk lotteri, og trak et lavt nummer, fik jeg nok af dette slave-demokrati og undersøgte mulighederne for at blive politisk flygtning i et andet land. NUL. Som borger i et demokratisk land er du bundet til at være borger. Med EU har vi nu mulighed for at flytte til andre lande og søge om statsborgerskab, på de betingelser som de andre stater stiller. Oftest skal du have arbejde og bolig, samt familie og evt børn. Hvis du synes du vil blive overset i et andet land tager du fejl. Ligesom her i Danmark bliver der holdt mere øje med folk af fremmed herkomst end med dem der er født i landet. Selvfølgelig er det ikke målet at staten skal holde øje med dig, men måske ville det være rart at staten ville dig det godt!
Det værste er vel stadig at føle sig fremmed i sit eget land, når det nærmest er umuligt at forlade det til fordel for noget bedre?
Alle disse oplevelser samt imødekommenhed fra lærerstuderende og andre undervisere gav mig og mange af mine medstuderende det skub der skulle til for at udvikle en selvstændig tankegang. Det vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om det at tænke selvstændigt er det rigtige. Min opvækst var påvirket af 2. verdenskrig og demagogi og nepotisme. Vi skulle vide at det samfund vi voksede op i skulle være med til at redde verden og gøre den bedre, og at det var vores opgave at gøre det.
Jeg sugede viden til mig, jeg sugede almen forståelse til mig: at vi ikke alle er ens, at vi ikke alle kan gøre ting lige godt - for eksempel at nogle er gode til at reparere biler, mens andre er dygtige til at få det bedste ud af børn, og atter andre er gode til at spille fodbold. Jeg lærte også at enkelte af mine kammerater var dårlige fordi de ikke kunne skrive med højre hånd, fordi de ikke kunne læse ord eller fordi de ikke kunne regne. Jeg nåede at se klassekammerater gå ud af 7. klasse fordi de havde en læreplads, jeg nåede at se kammerater fra skolen kæmpe sig formålsløst gennem 9. og 10. klasse fordi de skulle men aldrig fik forklaret noget formål med kampen. Selv tog jeg en uddannelse ud fra de oplysninger som studievejlederne og mine forældre i fællesskab gav mig: Uddannelse inden for det offentlige og en skønnet mangel på flere bilbliotekarer end der kan blive uddannet de næste år. Mit og min mors drømmejob til mig lå lige til indspark! Så jeg gik i gang i 1978, havde lige et fjumreår fordi man jo skulle have meget høje karakterer for at komme ind på en så attraktiv uddannelse, kvote 2 var jo også fin nok når det drejede sig om en god og fremtidssikret uddannelse. Tak min bare røv. Sluthalvfjerdserne gav os skiftende mindretalsregeringer, mærkelige økonomiske beslutninger og en hidtil (for mig og mine jævnaldrende) uset menneskefjendskhed.
Vi var kommet i EF, vi havde flygtninge fra Chile (Allende), fra USA (Viet-Nam-krigen) og fra Iran (Shahen). Venstrefløjen var splittet mellem dem der holdt med Tito (Jugoslavien), Hoxa (Makedonien), Mao (Kina), Kim ((Nordkorea) og Castro (Cuba). Og jeg var, som mange andre, mest optaget af at være et godt og hjælpende menneske udfra min forudsætninger og økonomiske formåen. SU var heller ikke en guldgrube dengang, men vi havde fra vore forældre og bedsteforældre arvet fattigdommen nådegave: at dele alt med hinanden! Jeg havde overskud til at være en del af min splittede (skilsmisseramte) familie, kunne være sammen med de søskende der ikke var mine men blev det, kunne være storebror og stadig være en del af uddannelsessystemet. Jeg havde endog kræfter til at diskutere med repræsentanterne for det forstokkede uddannelsessystem.
I min tid fandtes terrororganisationer i Frankrig, Belgien, Italien og Tyskland, men som den dag i dag ønskede efterretningstjenesten at finde potentielle fjender af staten, og skabte derved den mistro til land og befolkning der i princippet gav "Blekingegade-banden" vind i sejlene. Jeg var og er venstreorienteret og flirtede i nogle år med ideen om en voldelig omvæltning. Heldigvis var der så mange bud på voldelig omvæltnig og revolution fra venstrefløjen at ideerne druknede i hinandens kølvand - men ideerne om en verden der var til for mennesker og ikke for kapitalisme og udemokratiske demokratier vandt genklang i mine tanker, og er der stadig. Demokratur eller diktatur er et fedt for mig, Folk der vil dele og herske er i princippet allerede solgt til den djævel der ikke findes - heldigvis for for dem, for den straf vi som børn blev stillet i udsigt for at synde var ikke sjov!!
Mærkelig nok mødte jeg først engang i midtfirserne repræsentanter for de økonomiske indvandrere ("fremmedarbejderne") - indvandrere vi selv havde bedt om at få og havde lovgivet omkring, dels for at få dem til at blive, mens vi havde brug for dem (rimelig løn og sociale sikkerhedsforanstaltninger) dels for at få dem til at rejse hjem, når vi ikke ikke længere havde brug for dem (skattefrihed for familietilbageførte penge). Fremmedarbejderne var primært et fænomen i 60'erne, mens vi blev fanget af flygtningestrømme i 70'erne. I takt med at USA blandede sig i Sydamerika og Mellemasien (Iran, Irak) fik vi en tilgang af politiske flygtninge, i første omgang OK, fordi de fleste var veluddannede, men med oliekrisen (forårsaget af samme offensive amerikanske politik) fik vi pludselig et boom af højtkvalificerde , ikke-dansk-talende mennesker - og (ikke at forglemme) en masse dårligt uddannede mennesker som fulgte med. Lovgivningen på indvandrerområdet var ikke ændret og følgen af (olie-) krisen var at den dårligst stillede del af den danske befolkning i princippet var dårligere stillet end flygtninge og indvandrere. Helt oplagt kom Fremskridstpartiet (senere Dansk Folkeparti) og Centrumdemokraterne på banen, begge med et bud på hvordan den gennemsnitlige dansker kunne udnytte den merværdi der var opsparet gennem årtiers arbejde med at udvikle "velfærdssamfundet", uden at flygtninge og andre indvandrere kunne tage del i den opsparede kapital.
Man kan selvfølgelig sige at alle de penge som vi har tjent i de vestlige lande, må være kommet et eller andet sted fra. Dengang i 80'erne havde vi endnu ikke lært af mellemkrigstiden, vi troede at pengene fandtes og opførte os rimelig anstændigt, ikke noget med at bruge mere end vi kunne udrede! Men jeg skal nok lige takke for at de penge som jeg lånte til renter på over 30% ikke var penge, det var alene et fiktivt regnskab! Alle os, der ikke haft mange penge har enten lyttet efter i skolen og har taget små lån, uvidende om renteudsving (det lærte vi ikke noget om i skolen - kun hvordan man beregner renters rente) eller har lånt penge fordi vi kunne, uden at udlånere har skullet forklare hvad omkostningerne er, faktisk er der flere mennesker der ikke fatter hvad ÅOP er end dem der fatter det. En lovgivning der prisgiver folk fordi de ikke forstår lovgivningen men er bundet af den er vel ikke særlig demokratisk - eller er den?
Allerede da jeg blev tvunget til at aftjene min værnepligt fordi jeg skulle spille amerikansk lotteri, og trak et lavt nummer, fik jeg nok af dette slave-demokrati og undersøgte mulighederne for at blive politisk flygtning i et andet land. NUL. Som borger i et demokratisk land er du bundet til at være borger. Med EU har vi nu mulighed for at flytte til andre lande og søge om statsborgerskab, på de betingelser som de andre stater stiller. Oftest skal du have arbejde og bolig, samt familie og evt børn. Hvis du synes du vil blive overset i et andet land tager du fejl. Ligesom her i Danmark bliver der holdt mere øje med folk af fremmed herkomst end med dem der er født i landet. Selvfølgelig er det ikke målet at staten skal holde øje med dig, men måske ville det være rart at staten ville dig det godt!
Det værste er vel stadig at føle sig fremmed i sit eget land, når det nærmest er umuligt at forlade det til fordel for noget bedre?
onsdag, marts 07, 2012
Mennesker eller penge?
Nu hører jeg at kommunerne sparer ved at skære ned på de ansattes timer, konkret er nævnt en fynsk børneinstitution.
I sammenhæng med både den nuværende og den tidligere regerings pres for at skære ned på understøttelse og kontanthjælp må man jo bare endnu engang undre sig.
Når nu det er pengene vi taler om synes jeg vi skal afslutte den diskussion ved at fokusere på pengene og ikke andet (det gør så ondt på mig).
Kommunerne presser medarbejdere til deltid, trods det at fagforbundene tidligere bakkede op om forsikringsregler i A-kasserne der krævede fuldtidsansættelse, hører vi ingen protester fra fagforbundene. Folk i deltidsansættelse kan ikke længere optjene retten til understøttelse, trods det at understøttelse er en forsikring mod arbejdsløshed. Hvorfor ingen protester?
Mit bud er at fagforbundene er hoppet med på den vogn der hedder at vi har krise. Krisen kradser og vi må alle deltage for at betale for den internationale krise. Siges det! Jeg har ingen aktier i den græske tragedie, de fleste andre mennesker har ingen aktier i Grækenland, Irland, Portugal etc. Så kører kapitalens koryfæer med klatten: Vores pension er investeret i udenlandske statsobligationer, vores pension er afhængig af euro-en, og Danmark kan ikke stå udenfor fordi vi mister arbejdspladser.
Hvor smarte er vi danskere hvis vi tror på det vrøvl? Min pensionsopsparing er jeg tvunget til at hæve i utide for at være berettiget til kontanthjælp; min bank har fejlinvestert i Irland og da renten er historisk lav må jeg betale høje gebyrer for at bankdirektører kan få ekstra gratiale for deres fejlinvesteringer, mens jeg skal betale gebyr for ikke at kunne yde billige indlånsrenter til samme bank som mangler kapital i forhold til deres fejlinvesteringer.
Jeg har så mange spørgsmål til de organisationer og politikere der vil varetage mine interesser. Hvorfor går a-kasser og fagforeninger ind for at reallønnen skal falde de kommende år for arbejdere, hvorfor synes politikere at det er vigtigere at spare på de kommunale budgetter end at sikre borgerne en god og effektiv service. Men mest af alt: Hvorfor kan politikere og fagforeninger gå ind for at man skal skære ned på understøttelse, understøttelsesperiode og optjeningsperiode? Der er høj arbejdsløshed, og det betyder principielt at alle ledige er omskabt til slavelignende væsener (praktik, flexjob, løntilskud og aktivering). Arbejdskraft er altså billigere end nogensinde, især fordi arbejdskraften selv skal betale sin egen løn (langt under mindstelønnen), selv skal betale for arbejdsløshedsforsikring (og alle andre forsikringer), selv skal betale husleje (herunder evt. for arbejdsløs bofælle/ægtemage). En socialdemokratisk regering fortsætter dette pres på den såkaldte arbejdskraftreserve i en sådan grad at ledige og arbejdsløse i stigende grad bliver psykisk syge!
Guleroden i dag er fra både smølfer og indianere at man "kan" få arbejde. Hvis vi nu i stedet vendte tingene på hovedet og sagde:
Giv en borgerløn til alle, lad alle få muligheden for at arbejde for en arbejdsgiver eller for at tjene penge. Så tror jeg at alle dem der ikke gider arbejde (mit bud er at dem er der egentlig kun få af, og de er ofte defineret som psykisk ustabile) vil få fred og dem der gerne vil yde en indsats for samfundet får langt lettere ved at gøre det.
At folk i arbejde har travlt med at skælde arbejdsløse ud for at være samfundsnasssere er jo netop det største problem i dag. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet misunder de arbejdsløse. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet ville ønske at have fri hver dag. Sådan kan man sagtens tolke de indlæg jeg hører fra arbejdende mennesker, når de skælder ud på arbejdsløse. Men alting tyder også på at den hetz der føres mod arbejdsløse svarer til alvorlig mobning af børn. Altså en psykisk belastning der kan give varige skader for den mobbede. Hvorfor gør vores politikere og fagforeninger intet for at redde det potentiale de selv anfører skal stå til rådighed den dag mangelen på arbejdskraft (er vi idioter eller er vi godtroende?) skulle opstå. Selv vores mulighed for at strejke er ophørt, idet vi selv skal betale og det står enhver frit for at bidrage til en strejkekasse og en fagforening. Underforstået: Vi har alle mulighed for at spare penge ved ikke at være organiserede. Tillykke. Vi har sejret ad helvede til godt.
Der er en enorm arbejdsløshed i dag, ordninger som praktik. Forespørgsler i Odense gav det resultat at jeg kunne vende tilbage om et par måneder, når de nuværende praktikanter var færdige med deres praktik - en praktikperiode jeg til den tid selv skal betale/gennemføre på kontanthjælp. Løntilskud er en anden gulerod som sikrer at jeg ikke kan optjene timer til min arbejdsløshedsforsikring, samtidig med at tilskuddet ikke dækker min overenskomstmæssige løn.
At en socialistisk regering kan stå inde for disse tåbelige regler, endda indføre dem og fastholde dem er for mig uforståeligt. Lad os alle kræve det humane aspekt genindført og lægge presset på kapitalen.
I sammenhæng med både den nuværende og den tidligere regerings pres for at skære ned på understøttelse og kontanthjælp må man jo bare endnu engang undre sig.
Når nu det er pengene vi taler om synes jeg vi skal afslutte den diskussion ved at fokusere på pengene og ikke andet (det gør så ondt på mig).
Kommunerne presser medarbejdere til deltid, trods det at fagforbundene tidligere bakkede op om forsikringsregler i A-kasserne der krævede fuldtidsansættelse, hører vi ingen protester fra fagforbundene. Folk i deltidsansættelse kan ikke længere optjene retten til understøttelse, trods det at understøttelse er en forsikring mod arbejdsløshed. Hvorfor ingen protester?
Mit bud er at fagforbundene er hoppet med på den vogn der hedder at vi har krise. Krisen kradser og vi må alle deltage for at betale for den internationale krise. Siges det! Jeg har ingen aktier i den græske tragedie, de fleste andre mennesker har ingen aktier i Grækenland, Irland, Portugal etc. Så kører kapitalens koryfæer med klatten: Vores pension er investeret i udenlandske statsobligationer, vores pension er afhængig af euro-en, og Danmark kan ikke stå udenfor fordi vi mister arbejdspladser.
Hvor smarte er vi danskere hvis vi tror på det vrøvl? Min pensionsopsparing er jeg tvunget til at hæve i utide for at være berettiget til kontanthjælp; min bank har fejlinvestert i Irland og da renten er historisk lav må jeg betale høje gebyrer for at bankdirektører kan få ekstra gratiale for deres fejlinvesteringer, mens jeg skal betale gebyr for ikke at kunne yde billige indlånsrenter til samme bank som mangler kapital i forhold til deres fejlinvesteringer.
Jeg har så mange spørgsmål til de organisationer og politikere der vil varetage mine interesser. Hvorfor går a-kasser og fagforeninger ind for at reallønnen skal falde de kommende år for arbejdere, hvorfor synes politikere at det er vigtigere at spare på de kommunale budgetter end at sikre borgerne en god og effektiv service. Men mest af alt: Hvorfor kan politikere og fagforeninger gå ind for at man skal skære ned på understøttelse, understøttelsesperiode og optjeningsperiode? Der er høj arbejdsløshed, og det betyder principielt at alle ledige er omskabt til slavelignende væsener (praktik, flexjob, løntilskud og aktivering). Arbejdskraft er altså billigere end nogensinde, især fordi arbejdskraften selv skal betale sin egen løn (langt under mindstelønnen), selv skal betale for arbejdsløshedsforsikring (og alle andre forsikringer), selv skal betale husleje (herunder evt. for arbejdsløs bofælle/ægtemage). En socialdemokratisk regering fortsætter dette pres på den såkaldte arbejdskraftreserve i en sådan grad at ledige og arbejdsløse i stigende grad bliver psykisk syge!
Guleroden i dag er fra både smølfer og indianere at man "kan" få arbejde. Hvis vi nu i stedet vendte tingene på hovedet og sagde:
Giv en borgerløn til alle, lad alle få muligheden for at arbejde for en arbejdsgiver eller for at tjene penge. Så tror jeg at alle dem der ikke gider arbejde (mit bud er at dem er der egentlig kun få af, og de er ofte defineret som psykisk ustabile) vil få fred og dem der gerne vil yde en indsats for samfundet får langt lettere ved at gøre det.
At folk i arbejde har travlt med at skælde arbejdsløse ud for at være samfundsnasssere er jo netop det største problem i dag. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet misunder de arbejdsløse. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet ville ønske at have fri hver dag. Sådan kan man sagtens tolke de indlæg jeg hører fra arbejdende mennesker, når de skælder ud på arbejdsløse. Men alting tyder også på at den hetz der føres mod arbejdsløse svarer til alvorlig mobning af børn. Altså en psykisk belastning der kan give varige skader for den mobbede. Hvorfor gør vores politikere og fagforeninger intet for at redde det potentiale de selv anfører skal stå til rådighed den dag mangelen på arbejdskraft (er vi idioter eller er vi godtroende?) skulle opstå. Selv vores mulighed for at strejke er ophørt, idet vi selv skal betale og det står enhver frit for at bidrage til en strejkekasse og en fagforening. Underforstået: Vi har alle mulighed for at spare penge ved ikke at være organiserede. Tillykke. Vi har sejret ad helvede til godt.
Der er en enorm arbejdsløshed i dag, ordninger som praktik. Forespørgsler i Odense gav det resultat at jeg kunne vende tilbage om et par måneder, når de nuværende praktikanter var færdige med deres praktik - en praktikperiode jeg til den tid selv skal betale/gennemføre på kontanthjælp. Løntilskud er en anden gulerod som sikrer at jeg ikke kan optjene timer til min arbejdsløshedsforsikring, samtidig med at tilskuddet ikke dækker min overenskomstmæssige løn.
At en socialistisk regering kan stå inde for disse tåbelige regler, endda indføre dem og fastholde dem er for mig uforståeligt. Lad os alle kræve det humane aspekt genindført og lægge presset på kapitalen.
Abonner på:
Opslag (Atom)