Hvad er meningen?

Det kan være svært at forstå hvad politiske tiltag skal gøre godt for. Da jeg i sin tid blev færdiguddannet var der mange tvivlsomme ideer i den politiske verden. Tvungen værnepligt betød at man efter endt uddannelse skulle aftjene værnepligt og, fordi ikke alle skulle (en stor del trak frinummer), stod man efter 1-2 år bagest i arbejdskøen. Politikere og statistikere havde beregnet at der ville blive et øget behov for information og vidensformidling, virkeligheden blev at en økonomisk krise fik politikere til at indføre et kommunalt ansættelsesstop. Politiske flygtninge var dengang i 80'erne uønskede i Danmark og derfor blev de skjult hos politisk aktive på venstrefløjen, på samme måde som kristne og ligesindede humanister i dag gemmer asylansøgere. Endelig var kontrollen med de mange arbejdsløse der blev resultatet af krisen i 80'erne helt anderledes end i dag. Et ugentligt fremmøde samt hjælp fra arbejdsformidlingen til at finde arbejde var normen. Arbejdsformidlingen formidlede arbejde, hvis der var noget.
At forstå hvilket politisk mål de dengang hyppigt skiftende regeringer havde, er stadig svært, men tvungen opsparing og kure som "kartoffelkuren" var nogle af de midler der desperat blev brugt af fortrinsvis højre-regeringer. Et af de steder jeg mærkede den økonomiske politik var i forbindelse med min uddannelse (hvor der ville blive mangel på arbejdskraft!), regeringen opgav at støtte studerende med statslån og indførte statsgaranterede banklån. Med det til følge at jeg efter endt uddannelse og tvungen værnepligt næsten et år senere måtte betale over 30% i renter, uden udsigt til arbejde, mens jeg afventede at aftjene min værnepligt. Denne "fornuftige økonomiske politik ramte ikke bare mig. Af 3 drenge og en pige i min familie fik 2 drenge (mig og min lillebror) en studiegæld der ikke kunne tilbagebetales og som først efter næsten 20 år blev eftergivet. Undervejs sikrede en socialdemokratisk regering at alle skyldnere (hvad studiegæld og lignende statsgaranteret gæld) blev registreret i RKI. Min storesøster nåede at få en uddannelse med statslån, og kunne som en af de sidste der fik arbejde betale af på sin studiegæld med en rente på ca. 2%. Min sidste bror  fik arbejde og betalte møjsommeligt sin studiegæld tilbage, inen den næste økonomiske krise ramte landet i midt-halvfemserne. Så blev han "prikket".
Reglerne om formidling af arbejde og kontrol med de ledige var som sagt enkle. Jeg mødte en gang om ugen, og hvis tidspunktet for møde var angivet til 11.15 havde jeg bare at være der 11.15, hverken 5 minutter før eller 5 minutter efter. Da arbejdsløsheden steg ændrede kontrollen sig. Fremmøde hver 14. dag, senere hver måned . Arbejdsløsheden steg til over 200.000 fuldtidsledige og A-kasserne overtog kontrollen med ledige, samtidig med at ledighedsperioden blev nedsat, selvfølgelig af en socialdemokratisk ledet regering. Kontrol blev eneherskende, arbejdsformidling en saga blot, en socialdemokratisk regering pålagde a-kasser og arbejdsformidlinger at kontrollere de klienter, de i virkeligheden skulle skulle servicere fremfor at kontrollere. Altsammen hjulpet på vej af et Radikalt venstre der fastholdt at den eneste mulighed for at bringe folk i arbejde var at sørge for en tilknytning til et arbejdsmarked der ikke var der, dels ved at give tilskud, dels ved at kræve tilknytning til arbejdsmarkedet via aktiveringsordninger.
Da jeg i 1992 kom til Samsø var det forbudt at arbejde frivilligt for en lokalradio, en momsregistreret forening og andre organisationer, til gengæld kunne jeg aktiveres på den arbejdsplads jeg havde uddannet mig til at tjene mine penge, nemlig biblioteket. Aktivering var kodeordet, primært et krav fra det Radikale Venstre, men bifaldet af Socialdemokratiet. Det lokale bibliotek fik frigort de ansatte til at lære et nyindført edb-proram, mens jeg passede deres arbejde. For mine egne forsikringspenge, indbetalt gennem 10 år til min arbejdsløshedsforsikring! Jeg har arbejdet i næsten alle dele af landet, mest i vikariater, men også i tidsbestemte ansættelser, jeg har indbetalt til min a-kasse hele tiden, endda mens jeg har været på kontanthjælp (i denne periode er det blevet til næsten 4 år). Problemet er nu, at jeg ikke ´kan forsikres før jeg har arbejdet på fuld til et helt år, men at jeg skal betale et beløb der på ca. 4 år på kontanthjælp svare til hvad jeg kan få i dagpenge, samtidig med at jeg skal møde gratis til aktivering, jobsøgningskursus eller tilsvarende. Samtidig kan jeg ikke lægge de penge til side som en investering i min fremtid, jeg må nemlig ikke have mere end 10.000 kroner på min konto. Det giver mig et stort problem, hvis jeg forsøger at lægge penge til side til at betale min a-kasse hver 3. måned vil restbeløbet på min konto overstige 10.000 kroner ved udbetaling af kontanthjælp mindst en gang hver 3. måned, hvilket gør at jeg ikke kan modtage kontanthjælp da jeg jo har for mange penge til at modtage kontanthjælp.
Nu er jeg så flyttet til Odense. Især for at være tættere på min kæreste. Der er absolut ikke kommet mere mening i at være arbejdsløs. For at være fuldtidsforsikret hos din a-kasse skal du stadig søge fuldtidsarbejde. Deltidsansættelse vil simpelthen fratage dig retten til fuldtidsdagpenge, endnu en regel som en socialdemokratisk regering har bidraget til sammen med det Radikale Venstre! Som prikken over i-et er en deltids arbejdsløshedsforsikring defineret ud fra et fastsat antal timer, som ikke kan diskuteres.
Pudsigt nok har alle disse tiltag (deltid/heltid, aktivering/kontrol, fagforening/a-kasse osv) sandsynligvis (jeg synes tydeligvis) ikke medført noget som helst. Arbejdsmarkedet (håndværkere) fik et tiltrængt boost med stormen i december 1999, som startede et byggeraseri for forsikringspenge. Der var intet i denne situation der var politisk planlagt, tværtimod. At politikere tror de kan vende op og ned på tilværelsen er vel deres største problem. De kan beslutte på vegne af deres vælgere, de kan lytte til deres vælgere og gøre de ting som de mener vil være det bedste for deres vælgere, de kan sågår repræsentere deres vælgere, hvis de iøvrigt har forstået hvilke ønsker deres vælgere har, men at tvinge vælgere til at have en anden mening, end vælgerne havde da de valgte er vel lidt grænseoverskridende.
Nu har vi så fået en aflysning af en institution, som overalt i verden er bedømt som enestående: trepartsforhandlingerne. Jeg kan ikke se hvordan jeg, mine pensionerede forældre, mine søskende eller mit barn kunne få noget som helst ud af de forhandlinger der var lagt op til i denne forhandling. Så vidt jeg kan se er alle målene at give skattelettelser til de rige og frigøre penge til virksomheder. Og lægge skat på uskyldige mennesker der rask væk fyres af større eller mindre virksomheder, der uden problemer udbetaler bonus og gyldne håndtryk til direktører og bestyrelsesmedlemmer.
Jeg er stadig arbejdsløs, har en gæld jeg ikke kan betale og må bruge offentlige transportmidler. Der er muligvis en mening med hele systemet, og jeg sidder her og forsøger at skrive mig frem til den, den er bare ikke dukket op.
Hvad er meningen?