1983

I 1948 skrev og udgav George Orwell en bog om den omsiggribende kontrol med borgere som han følte var konstant stigende. Paris og London på vrangen var et billede af et samfund der havde mere travlt med at være samfund end med at være til for indbyggere. Men den roman han skrev fik et årstal der var hentet direkte fra det år den blev skrevet, blot byttede han om på de to sidste tal, så 1948 blev til 1984! Det var ikke en fremtidsroman eller en science fiction, nej det var en visuel samtidsroman, som også hans anden udbredte roman: Kammerat Napoleon (hvor dyreverdenen brugtes som symbol på den samfundsorden der var gældende).
For mig som belæst student var året 1984 altså ikke et skæbneår. Jeg voksede op i det samfund, hvor kontrollen blev mere og mere udbredt, et samfund der med både FET og PET allerede var i fuld gang med at udøve kontrol og observere statsborgere. Bestræbelser på at indføre et stor-Europa gjorde dog at terrorisme og lovbrydere trivedes stort og kontrollen blev maksimeret, næsten altid med henvisning til den risiko samfundet havde for at terrorist-organisationer (i Europa især - de andre betød på davænde tidspunkt intet for det økonomiske system i Europa) og kommunister ville omvælte det.
Denne kontrol oplevede jeg for eksempel da vi var en flok langhårede studerende der tog på tur til Tyskland (Bremen) og Holland (Amsterdam) i en gammel folkevogn. Rote Armé Fraktion var på sit højeste med flere likvideringer og manifester. Altså blev alle langhårede, unge (og måske utilpassede) turister mistænkt for terrorisme. Siden hen er det kommet frem at de fleste "terrorister" som ville ud af Tyskland var forklædte i gabardinebukser, barberede og i skjorter med slips.  Lidt ligesom at tro at en arabisk terrorist er forklædt i en typisk arabisk påklædning. Hvor er mistanke dog enkel, for 400-500 år siden var det hekse der ødelagde vores samfund, i dag er heksene udskiftet med terrorister og muslimer. Virkemidlerne er de samme, onde øjne, drab på småbørn og manglende tilpasning til det omgivende samfund.
Men 1983 var mit skæbneår. Jeg blev færdig med min uddannelse i 1982 og skulle have aftjent min værnepligt som fodsoldat, kan ikke huske om det var Antvorskov eller hvor, men få måneder inden jeg var færdig med at studere fik jeg en kontraordre. I stedet for at aftjene værnepligt skulle jeg overføres til civilforsvarets lægdsrulle, og måtte derfor vente med at aftjene værnepligten i 9 måneder. Altså til marts 1989. Som det ærlige vestjyske væsen jeg var oplyste jeg selvfølgelig mine mulige kommende arbejdsgivere om dette forhold, pudsigt nok ingen ansættelse til mig forud for værnepligten. Nå men jeg burde jo nok indse at jeg var heldig - som CF'er fik jeg en måned mindre i værnepligt end hvis jeg havde været indkaldt til militæret og 3 måneder mindre end hvis jeg havde valgt at være værnepligtsmodstander. Altså ville jeg med almindelig værnepligt være færdig samme dag som jeg påbegyndte min værnepligt ved CF, mens jeg som modstander af værnepligten ville have været færdig med værnepligten mindst et år senere. Den første mulighed havde jeg ikke, den sidste skippede jeg. Mit ønske var ikke et fjumreår, mit ønske var at komme i arbejde så hurtigt som muligt. "Som muligt" afhang af min værnepligt. Og den havde jeg ingen indflydelse på.
Til gengæld blev det år en slags skæbneår. Jeg måtte afvente værnepligten, og jeg måtte sørge for at få det bedste ud af den. Jeg afventede - jeg havde fået mig en kæreste og selv om jeg skulle fra Aalborg til Haderslev alle de weekender jeg havde fri, måtte det jo være sådan.
Jeg lærte mine medværnepligtiges forhold at kende, de var uddannet på et andet tidspunkt end vi belærte og studentikose, de var primært håndværkere og unge mennesker der ikke kunne styre sig selv og deres ungdom.
Efter endt rekruttid, ca. 3 måneder skulle vi vælge om vi ville være befalingsmænd eller menige. For ledelsen var det simpelt, de udpegede de bedst egnede til at være befalingsmænd, for os var det lisså simpelt, dem der ikke ville være befalingsmænd måtte vælge mellem 2 poster, enten som sikkerhedsrepræsentant eller som talsmand. Vi var tre der ikke ville udtages, men kun to der kunne gå fri. Ham der ikke gik fri havde sandsynligvis en patologisk sygdom, og blev derfor et typisk valg for militæret - heldigvis var muslimer og socialdemokratisk ungdom ikke samfundets svøbe dengang, det ville have været forfærdeligt hvis mange af dem der aftjente værnepligt havde haft tanker om det, men heldigvis var de fleste mest optaget af deres eget liv og mangel på fremtid. Ikke at gøre sig bedre end indvandrere og flygtninge, nej de ville bare gerne være bedre end de var.
Der var unge mænd der brugte hver en time udenfor kasernen til at finde piger der var med på det frække, andre der passede familien, atter andre der længtes efter deres kæreste og så var der dem der bare skulle have det hele overstået og ud fra værnepligten hurtigst muligt! Jeg hørte til den sidste gruppe. Og jeg kom hurtigt ud - med gode karakterer, for jeg vidste at god opførsel var et vigtigt parameter hvis man ikke skulle straffes militært.  Mine største oplevelser var ikke knyttet til civilforsvaret eller til kammeratskabet, nej det var knyttet til fritiden og de tvungne ophold i fællesskabet.
Det tvungne først. Jeg gad ikke se pornofilm, i stedet spillede jeg et nyt spil (for mig var det i hvert fald nyt), nemlig pool. Efter 2 måneder blev jeg den månedlige poolmester, og jeg lærte nogle tricks som jeg brugte mange år fremover i poolturneringer. Jeg blev af bureaukratiske årsager ordonnans, selv om jeg ikke havde og heller ikke fik kørekort. Grunden var at jeg skulle lave vagtskema og være lægeordonnans samtidig, i århundreder (eller i hvert fald gennem mange år havde den person der havde disse ordinansjobs haft chauffør- og motorcykelordonnansjobbet sideløbende, ligesom jeg skulle møde før vore øvelser gik i gang for at registrere ankomsttidspunkt for de enkelte værnepligtige. Taget i betragtning at jeg altid skulle agere offer under øvelserne må jeg indrømme at jeg udelukkende fik røgdykkerbevis og bestod førstehjælpsprøven. Jeg deltog ikke i nogen øvelse og jeg lavede nok vagtskemaer og passede infirmeriet, men jeg var motorcykel- og køreordinans samt værnepligtig - ingen kørsel (jeg overtog køkkentjansen når chefen skulle køres) ejheller nogle øvelser (jeg mødte et par timer før og registrerede hvem der mødte til tiden). Men jeg fik topkarakterer og en lille løsladelsesbog med gratis billetter til offentlig transport (bus eller tog) i tilfælde af katastrofer (Jeg var ved at grine mig ihjel. Hvem fan tror at buser eller tog kører regelmæssigt i tilfælde af en katastrofe?).
Og så det ikke tvungne. Jeg fik lov at høre radio og se TV når jeg havde vagt ved indgangen. Årets superhits i Haderslev var "Moonlight shadow" - Mike Oldfield og Maggie Reilly (vokal) og den tyske gruppe Nena med "99 luftballons". Min største oplevelse var dog tysk TV hvor der vistes Rockpalast. 20. august spillede U2 på parkeringspladsen ved Lorelei (am Rhein) En upcoming gruppe som jeg havde hørt om i begyndelsen af firserne, hvis plader jeg havde købt - og hvis musik jeg delte med min lillebror og Frank og Jesper fra biblioteksskolen, samt Ari fra Island, der boede på Teknisk Kollegium.
Hvor andre husker deres værnepligt eller militære tjeneste med glæde, husker jeg kun de musikalske input jeg fik dengang, af dem har jeg nævnt de tre største - meget forskelligartede og dog tidstypiske, måske endda tidløse.
På den måde kan jeg sige at 1984 ikke blev et skæbneår. Tværtimod blev 1983 det år der ødelagde mine fremtidsudsigter, men samtidig formede min fremtid i en hel anden retning end det omgivende samfund havde ønsket. Jeg blev utilfreds borger, jeg flirtede med terrorismen og jeg ønskede socialisme ikke konservatisme, liberalisme eller status quo. At være bundet til militærtjeneste er det dummeste jeg nogensinde har været udsat for - Intet kan få mig til at mindes min værnepligt med glæde, men musik kan minde mig om hvilket år jeg var tvunget i trøjen! Så 1983 er i virkeligheden mit år 0 ...