onsdag, marts 07, 2012

Mennesker eller penge?

Nu hører jeg at kommunerne sparer ved at skære ned på de ansattes timer, konkret er nævnt en fynsk børneinstitution.
I sammenhæng med både den nuværende og den tidligere regerings pres for at skære ned på understøttelse og kontanthjælp må man jo bare endnu engang undre sig.
Når nu det er pengene vi taler om synes jeg vi skal afslutte den diskussion ved at fokusere på pengene og ikke andet (det gør så ondt på mig).
Kommunerne presser medarbejdere til deltid, trods det at fagforbundene tidligere bakkede op om forsikringsregler i A-kasserne der krævede fuldtidsansættelse, hører vi ingen protester fra fagforbundene. Folk i deltidsansættelse kan ikke længere optjene retten til understøttelse, trods det at understøttelse er en forsikring mod arbejdsløshed. Hvorfor ingen protester?
Mit bud er at fagforbundene er hoppet med på den vogn der hedder at vi har krise. Krisen kradser og vi må alle deltage for at betale for den internationale krise. Siges det! Jeg har ingen aktier i den græske tragedie, de fleste andre mennesker har ingen aktier i Grækenland, Irland, Portugal etc. Så kører kapitalens koryfæer med klatten: Vores pension er investeret i udenlandske statsobligationer, vores pension er afhængig af euro-en, og Danmark kan ikke stå udenfor fordi vi mister arbejdspladser.
Hvor smarte er vi danskere hvis vi tror på det vrøvl? Min pensionsopsparing er jeg tvunget til at hæve i utide for at være berettiget til kontanthjælp; min bank har fejlinvestert i Irland og da renten er historisk lav må jeg betale høje gebyrer for at bankdirektører kan få ekstra gratiale for deres fejlinvesteringer, mens jeg skal betale gebyr for ikke at kunne yde billige indlånsrenter til samme bank som mangler kapital i forhold til deres fejlinvesteringer.
Jeg har så mange spørgsmål til de organisationer og politikere der vil varetage mine interesser. Hvorfor går a-kasser og fagforeninger ind for at reallønnen skal falde de kommende år for arbejdere, hvorfor synes politikere at det er vigtigere at spare på de kommunale budgetter end at sikre borgerne en god og effektiv service. Men mest af alt: Hvorfor kan politikere og fagforeninger gå ind for at man skal skære ned på understøttelse, understøttelsesperiode og optjeningsperiode? Der er høj arbejdsløshed, og det betyder principielt at alle ledige er omskabt til slavelignende væsener (praktik, flexjob, løntilskud og aktivering). Arbejdskraft er altså billigere end nogensinde, især fordi arbejdskraften selv skal betale sin egen løn (langt under mindstelønnen), selv skal betale for arbejdsløshedsforsikring (og alle andre forsikringer), selv skal betale husleje (herunder evt. for arbejdsløs bofælle/ægtemage). En socialdemokratisk regering fortsætter dette pres på den såkaldte arbejdskraftreserve i en sådan grad at ledige og arbejdsløse i stigende grad bliver psykisk syge!
Guleroden i dag er fra både smølfer og indianere at man "kan" få arbejde. Hvis vi nu i stedet vendte tingene på hovedet og sagde:
Giv en borgerløn til alle, lad alle få muligheden for at arbejde for en arbejdsgiver eller for at tjene penge. Så tror jeg at alle dem der ikke gider arbejde (mit bud er at dem er der egentlig kun få af, og de er ofte defineret som psykisk ustabile) vil få fred og dem der gerne vil yde en indsats for samfundet får langt lettere ved at gøre det.
At folk i arbejde har travlt med at skælde arbejdsløse ud for at være samfundsnasssere er jo netop det største problem i dag. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet misunder de arbejdsløse. Alting tyder på at de mennesker der er på arbejdsmarkedet ville ønske at have fri hver dag. Sådan kan man sagtens tolke de indlæg jeg hører fra arbejdende mennesker, når de skælder ud på arbejdsløse. Men alting tyder også på at den hetz der føres mod arbejdsløse svarer til alvorlig mobning af børn. Altså en psykisk belastning der kan give varige skader for den mobbede. Hvorfor gør vores politikere og fagforeninger intet for at redde det potentiale de selv anfører skal stå til rådighed den dag mangelen på arbejdskraft (er vi idioter eller er vi godtroende?) skulle opstå. Selv vores mulighed for at strejke er ophørt, idet vi selv skal betale og det står enhver frit for at bidrage til en strejkekasse og en fagforening. Underforstået: Vi har alle mulighed for at spare penge ved ikke at være organiserede. Tillykke. Vi har sejret ad helvede til godt.
Der er en enorm arbejdsløshed i dag, ordninger som praktik. Forespørgsler i Odense gav det resultat at jeg kunne vende tilbage om et par måneder, når de nuværende praktikanter var færdige med deres praktik - en praktikperiode jeg til den tid selv skal betale/gennemføre på kontanthjælp. Løntilskud er en anden gulerod som sikrer at jeg ikke kan optjene timer til min arbejdsløshedsforsikring, samtidig med at tilskuddet ikke dækker min overenskomstmæssige løn.
At en socialistisk regering kan stå inde for disse tåbelige regler, endda indføre dem og fastholde dem er for mig uforståeligt. Lad os alle kræve det humane aspekt genindført og lægge presset på kapitalen.

1 kommentar:

  1. Velformeleret, rammer tidens ånd. Godt at du bruger ordet arbejdskraftreserve i denne sætning:
    "En socialdemokratisk regering fortsætter dette pres på den såkaldte arbejdskraftreserve i en sådan grad at ledige og arbejdsløse i stigende grad bliver psykisk syge!"

    Ud over, at de sænker reallønnen, forringes muligheden for vækst, fordi købekraften mindskes.

    SvarSlet