Ensom alene

I forbindelse med påsken viser det sig at mange mennesker som i julen føler sig ekstra ensomme, med baggrund i at mange andre får tid til at være mere sammen. Desværre er ensomhed ikke så snævert definerbar set med mine øjne.
Der findes dem, der ikke føler de er noget værd, der findes dem der ikke føler de kan komme til orde og der findes dem der selv bestemmer hvornår de ønsker selskab. Selvfølgelig findes der også dem der har selskab, går på arbejde eller tvinges på arbejdsløshedskurser for at "opbygge netværk". Der findes sågar nogle der angler så meget efter selskab på en bestemt måde at de overskrider de normbestemte former for selskab, for eksempel børnelokkere, hypersexuelle eller stalkere. De sidstnævnte vil jeg starte med at betragte som stakler der har valgt en dårlig måde at vise deres ensomhed på. Tilbage til det senere.
Dem der føler de ikke kan gøre noget godt nok, er en udsat gruppe. Ikke at gøre ting godt nok kan betyde at man bruger hele livet på at opfylde de krav som er stillet (om at gøre alting godt nok). Man kan vælge aldrig at blive færdig med noget, man kan vælge at lukke sig inde i sig selv, at være en stor undskyldning, eller simpelthen trække sig ud af det fungerende samfund og blive skovboer, landevejsridder eller hvilken betegnelse mange får når de er afvigende fra samfundsnormen i sådan en grad at de udmelder sig af samfundet.
Hvis man vælger at forblive en del af samfundet er det oftest sådan at man skyder sin usikkerhed dirkte i modstanderens ben, og modstanderen er ofte en person med lisså lidt selvværd. Den slags mennesker vælger ikke så sjældent at gemme sig, være høflige når de skal ud at købe ind og - fornemmer jeg - sige undskyld til hele verden lige før de dør.
Dem der ikke føler de kan komme til orde har jo et stort problem. Der er nok ingen tvivl om at når man ikke føler man kan komme til orde så bliver ens mindreværdskompleks lige luftet i fuld offentlighed. Det er på en måde som hvis man er bange for at lugte af armsved og godt ved at alene angsten for det får en til at svede under armene! Ikke at blande sig med fremmede er et typisk resultat af at man ikke føler sig noget værd, men det kan også være at man gør det modsatte og opsøger fremmede i miljøer der generelt anses for at være "skæve" i forhold til samfundet, værtshusmiljøer, politiske demonstrationer eller koncerter (spillesteder og enkeballer) - i det tilfælde vælger mange anonymiteten. Manglende selvværd kan til ofte gøre at de selvsamme der opsøger anonymiteten også får anfald af depressioner, hvis det at opsøge anonymt selskab giver dig en kraftigere følelse af manglende selvværd har du jo bare endnu mere manglende tro på dig selv! Eller du kan vise så mange hensyn til andre på grund af din manglende selvfølelse at du skader dig selv endnu mere.
Derfor er det oftest også selvforstærkende: Når man ikke føler man kan komme til orde, fravælger man at sige noget - og dermed kommer man jo netop ikke til orde.
Ikke at kunne komme til orde er også en form for berøringsangst. Man kunne enten komme til at genere nogen med det man siger, eller man kan blive hængt op på det til tid og evighed. Endelig er der mange mennesker hvis selvværd ikke kan tåle modgang af typen: "det er for dumt det du siger" - eller "hvis ikke du har noget fornuftigt at sige, så ti stille" og flere af samme slags. At vælge ensomhed, enten alene eller i selskab er normalt, det drejer sig blot op at være med i fællesskabet uden at begå fejl. Alternativet er som sagt at fravælge samfundsnormer og finde en alternativ levevis.
Blandt dem der selv vælger hvornår de deltager i selskabelige sammenkomster, findes nogle fra alle lejre, kendetegnende er at de foretrækker deres eget selskab frem for uønskede reaktioner fra et ukendt selskab. Muligheden for at kunne gå fra et selskab er oftest et "must", især fordi mange er bevidste om at man ikke ad flere gange kan forlade et selskab i utide og forvente at modtage en invitation igen, samtidig med at mange jo netop ønsker at leve op til de krav man forestiller sig andre stiller til én, så man kan indgå i et selskab.
Umiddelbart kan man vel godt sige at mange af årsagerne til denne mangel på selskabeligt overskud skyldes imaginære forestillinger om andres forventninger. Jeg skal ikke udelukke at størstedelen skyldes en opdragelse der ikke har taget højde for følsomhed eller måske ligefrem manglende opdragelse (opdragelse med straf eller incest). Under alle omstændigheder er den selvvalgte ensomhed bare en forløngelse af en ensomhedsfølelse, der sandsynligvis har sit udspring i barndommen.

Og så til det modsatte. Dem der går på arbejde, netværker frivilligt eller under tvang eller hører til under gode sociale fællesskaber. Her har vi et meget enkelt system, nemlig systemet der er med til at opbygge ensomheden. Ligegyldigt hvilken af de netværksskabende aktiviteter du er tilknyttet vil du være bundet af parametre der fortæller dig, hvordan du skal opføre dig for at være knyttet til fækkesskabet. Med lidt "held" kan du endda selv få indflydelse på spillereglerne ved at blive "høvding" eller betroet undersåt. Spillereglerne er enkle og har været det i århundreder. Hvis man vil vide nøjagtig hvor meget det hele er sat i system så vil Den Kgl. Hof- og statskalender være en god vejviser, både til hvem der er og kan blive til noget i forhold til det danske hof, samtidig kan man se hvor man kan sidde når der er kongeligt taffel. Men ikke kun de kongelige og adelen har sådan en rangordning og spilleregler for dem der er "optaget" i "klubben". Det gælder loger, religiøse retninger (eksempelvis Jehovas Vidner) men også foreninger og andre former for sammenrend af åndsfæller (lærerværelser, kollegier, skurvogne og fagforeninger mm.). Det eneste der er ens for disse fællesskaber er at de er fællesskaber som danner fælles spilleregler, nogle nedskriver dem, mens andre anser føreraben (førerabinden) for at definere spillereglerne.
Da der altid vil være nogle der har svært ved at følge reglerne (fx bøsser, børnemisbrugere, filosoffer, sportsfolk og litterater film- og musikfreaks, nudister og christianitter m.fl.) vil disse enten være nødt til at danne egne regler eller vedtægter, eller i det mindste skabe et fællesskab, svarende til den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig = muslimske frikæmpere. Desværre er den dødsrelaterede frihedskamp blevet fremhævet både i Danmark, Europa og i resten af verden, uanset religion og uanset formålet. I Irland og for muslimer har det været en religiøs kamp ("Dø om så det gælder"), I De europæiske lande var det primært en politisk kamp (Kapital mod Socialisme - Selv VS var på et tidspunkt et revolutionært parti, med de konservative kræfter på en liste over dem der kunne udslettes uden at det kommende samfund ville blive dårligere). I de sydamerikanske og en del asiatiske lande har kampen drejet sig om frihed i forhold til diktaturer, oligarkier og andre stramme statsformer.
Derfor er der opstået en såkaldt demokratibevægelse, hvis eneste demokratiske mål er at være et fællesskab - det kan som i Danmark være et politisk fællesskab (Dansk Folkeparti, Nazistpartiet, Europabevægelsen, Enhedslisten, Rød og Blå blok og Internationale socialister etc.). En demokratismeform der med regler og ledere binder mennesker sammen i den grad at fællesskaber og fælles løsninger af problemer virker som noget meget fjernt for de mennesker der bliver overrulet af deres formodede åndsfæller.
Der opstår derfor dels mennesker der er ensomme (uden egentlig mulighed for kontakt med andre af enten økonomiske eller fysiske eller psykiske årsager), mennesker der er alene (selvvalgt af psykiske eller familiært betingede årsager) - og så er der de mennesker der er ensomme alene. Man kan sige at de kan deles i to grupper: Dem der forlader dette liv hurtigere end naturen har planlagt - og dem der venter indtil de er totalt glemt og findes lang tid efter deres død.
Men vi skal ikke klandre myndighederne for at det sker, tværtimod bør vi starte med at se på vores egen måde at behandle dem der er anderledes og ensomme. Vi skal starte med at blive ensomme  i fællesskab uden at føle os tvunget til at følge spilleregler. Som jeg ser det er forskellighed vejen frem.