søndag, oktober 23, 2011

Der sker virkelig noget

Jeg troede at det var vigtigt at tage et ansvar for de handlinger man foretog. Hvis jeg for eksempel foretog en handling med henblik på at få goodwill, skulle man tro at det var en positiv handling. Alene fordi der selvfølgelig måtte være en positiv effekt af handlingen.
Men jeg er blevet meget klogere. Selv mine forældre der vel i bund og grund ønsker at støtte mine forsøg på at komme frem i verden er skeptiske overfor at skulle betale udlæg til mine tvivlsomme forretninger. De samme forældre der faktisk ikke havde noget at leve af under 2. verdenskrig er nu blevet kapitalister, og de nyder det. "Vi har sejret ad helvede til godt" lød det fra Thomas Nielsen (LO-formand 1967-82) d. 16. februar 1982. Set i sammenhængen var det jo ment positivt, men set i efterstrømmen har det fået en foruroligende negativ effekt. Fundamentet for en fremadskridende demokratisering og socialisering af samfundet har fundet et stade, hvor de største modstandere (nemlig arbejdskraften) nu er blevet blinde tilhængere af den politik der fordeler goderne til dem der i forvejen er ved muffen, sikkert i håbet om at det kommer lige nøjagtig os (mig) til gode. Jeg vil vælge at kalde det LOTTO-effekten, nemlig den effekt at alle folk tror at hvis bare de vinder i Lotto vil alt blive meget bedre. Det samme gælder åbenbart i samfundet, hvor man skal leve ud fra devisen at sålænge jeg får bedre indtægter eller kan tjene flere penge er det lykken.
Og så er det at mine og vore forældre svigter. Trods det at de i deres egen opfattelse har opdraget os til at tage ansvar for egne handlinger har de så lidt tiltro til deres eget afkom, at de ikke tør betro deres børn penge, der skal betragtes som lån over kortere eller længere perioder. Tværtimod er de varsomme med at betro deres formue til nogen. Vi vil jo bare udnytte deres rtigdom, er tanken, og så har hele deres opdragelse jo spillet fallit. Men har opdragelsen ikke spillet fallit, når dem der står for den ikke selv tror på den?
Mine forældre voksede op med fattigdom og i en verden der var gennemført sort/hvid. De måtte spise dårlige æbler, slagte kaniner med egne hænder og omsy deres tøj under krigen. Deres børn der blev født sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne var de sidste der blev passet hjemme, i mit tilfælde af en barnepige, fordi både min far og mor arbejdede indenfor skolevæsenet. De var lærere og i den periode de arbejdede blev respekten for lærere mærkbart mindre, og arbejdsmarkedet blev tilpasset en markant tilvækst af kvinder. Ordet ligestilling blev opfundet og kvinder fik ret til deres eget sexliv. Samtidig blev pornoen frigivet - sikkert en god ting for visse producenters økonomi, jeg husker i hvert falt automater med cigaretter lige ved siden af automater med "weekendsex" - hvor cigaretautomaterne blev afskaffet på grund af hærværk og udskiftet med kondomautomater.
Jeg har gennem hele mit liv ment at mine forældre og deres forældre har fortjent den belønning der ligger i at de får en pension som skal gøre deres livs efterår udholdeligt, men jeg holder op nu. Det er noget skkidt at man har ret til noget som helst, især når man skal gøre sine egne ord til skamme ved at tilbageholde penge af hensyn til sig selv. Og ja jeg kan godt bruge penge, men samtidig vil jeg tilbagebetale dem så snart jeg kan, problemet er at mine forældre ikke stoler på deres egne børns velvilje.
I årevis har jeg brugt penge fordi det var samfundets mantra. Alligevel har jeg haft aftale med banken om at jeg ikke måtte bruge mere end et beløb på 10.000 kroner udover mit rådighedsbeløb. Grundlæggende har jeg brugt mine penge til at købe bøger og musik, hvilket nok skulle støtte den del af verden jeg anser for konstruktiv. Da min verden faldt sammen fordi jeg skulle leve op til et fattigdomskrav valgte jeg at følge den leveregel jeg var opdraget til: Klar dig selv. Jeg forsøgte at finde et arbejde, jeg forsøgte at undgå at hæve min pensionsopsparing og jeg forsøgte at finde en fremtid. Men af en eller anden grund var målet med at gennemføre regler der tvinger mennesker til at finde et arbejde når deres understøttelse ophører ikke til min fordel. Visse mennesker vil sige at det er fordi jeg har levet mens reglerne for understøttelse var mere large, og det har jeg jo også. Andre mennesker har såmænd levet på tidspunkter hvor vandskader blev dækket af forsikringen, nu er en arbejdsløshedsforsikring defineret på åremål af staten og forsikringsselskaberne kan skalte og valte med deres kunder. Men jeg har faktisk betalt til a-kasse siden 1981, og var i fagforening i 10 år (sågar valgt ind i bestyrelsen på afbud).
Men nu står vi her. Hvis mine forældre havde brug for min hjælp ville jeg være der - om jeg ellers kunne. Min hjælp er nemlig ikke økonomisk, mine forældre har råd til at leve hver for sig i store huse med tilhørende arealer. Nej den skulle være af fysisk art - for de penge mine forældre har genereret til samfundet giver dem åbenbart ikke ret til hjælp til de ting de ikke selv kan klare. Af to årsager, de har for høj indtægt (pension) og de er for friske (har holdt sig i gang uden tilskud fra samfundet). Men de har en hulens masse børn. Og jeg er et af dem. Så er der ingen grund til at kommunen der fattes penge fordi staten er fattig fordi den ikke har penge, fordi den åbenbart ikke vil hente penge hos dem der har dem skal bruge penge på mine forældre når de har en arbejdsløs søn.
Jeg har ikke engang købt en lotto-kupon for at vinde retten til at gøre gratis rent i mine forældres hus. Mine forældre brugte en del af deres indtægt da jeg var barn til en barnepige, til rengøringshjælp og barnepige (aner ikke hvad min søster fik) men i dag er penge blevet så vigtig en brik at de ikke vil støtte deres børn. For min fars vedkommende fordi han ikke har nogen - fair nok, men man skal altså passe på med ikke at have penge og så bruge løs af dem. Det er lissom Panduros "Høfeber" hvor dommeren gemmer på underbukser, bare fordi han ikke havde nogle under krigen. Min mor gemmer til gengæld til os alle sammen og ønsker at der skal være så meget til overs til deling at den der står i mudder til halsen må blive stående. Ellers er der jo mindre til efterdøden.
Men hvis jeg får heldet med mig vil jeg jo betale det hele tilbage til alle. At mine regninger det sidste år er steget med adskillige hundrede procent er måske overraskende for nogle der ikke ved noget om penge. Men jeg er landet i RKI fordi jeg ikke har haft adgang til en bankkonto. Mit problem, selv om jeg forsøgte at leve op til samfundets krav om at finde et arbejde. Jeg skylder mine bedste venner store beløb som jeg har lånt, fordi jeg forsøgte at leve op til samfundets krav om at finde et arbejde, og jeg har ikke fået andet ud af mine bestræbelser end at jeg er en belastning for samfundet fordi jeg ikke har et arbejde.
Tillykke samfund.
At uddanne mennesker til et behov som ikke findes eller som teoretisk opstår om 12 år er jo genialt. Vi kan ikke diskutere hvorfor vi har taget en uddannelse, vi skal bare være her for samfundet. Vi kan ikke diskutere hvilket formål samfundet har (don't ask what society can do for you, ask what you can do for your country". Jeg tog i sin tid en uddannelse fordi der var udsigt til flere arbejdspladser i kultursektoren. Inden jeg havde gennemført uddannelsen var der skåret adskillige procent i branchen og der var indført et ansættelsstop indenfor det offentlige, stort set som det sker igen i dag. Det hjalp ikke dengang, og jeg spildte min ungdom med at arbejde ulønnet i en snapseforening - blot for at holde mine talenter i live.
Nu er jeg så i den situation at jeg faktisk har forsøgt at leve op til det samfundskrav der findes om at jeg skal finde et arbejde som jeg kan leve af. Ikke at det kan lade sig gøre, det jeg er god til er der ingen der vil betale for, men vi får behov for arbejdskraft om 8 år og så må jeg tålmodigt vente på at jeg heller ikke vinder en arbejdsplads til den tid, pointen er at samfundet med sine fremtidsudsigter slipper for at betale for at have mig på ventelisten. Dygtigt, mener jeg.
Jeg må hellere med det samme forklare at jeg ikke tror jeg har en sygdom der gør mig hyperaktiv. Jeg vil også gerne fastslå at selv om jeg har svært ved at sidde stille er det ikke fårklipning eller kartoffelskrælning jeg tænker på som det første når jeg er udsat for lediggang. Jeg tænker, jeg læser, jeg fungerer, jeg responderer hele tiden. Ikke fordi det er aktivitet - men fordi det er det jeg er god til.
Mine forældre gjorde også det de var gode til. Når jeg hører dem fortælle om uddannelsessystemet da de var unge kan jeg jo sagtens forstå at tingene er blevet bedre. Men at høre dem fordsvare deres barndoms forstokkede holdninger og samtidig forsvare deres alderdoms opportune stilling giver ikke mig noget som helst i forhold til at være en selvstændigt tænkende søn af en lærer. Hvis de skulle leve op til deres tro på at penge ikke ville betyde noget skulle de jo netop sørge for at de penge var væk når de (mine forældre) ikke længere selv var der.
Derfor må jeg slutte nu, fordi jeg jo kan se at mit indlæg handler om penge og økonomi. Jeg ville ønske at jeg kunne leve af små beløb, jeg ville ønske at jeg kunne holde om og elske med min kæreste uden at skulle tænke på om jeg har råd til det. Men min indsats her i livet er positiv og med åben pande, det eneste jeg ikke har styr på er hvordan mit liv skal leves.
Gid penge ikke havde nogen betydning som mine forældre lærte mig. At selvsikkerhed og tro på eget værd er vigtigst.
Her er det jo på plads at sende en tak: Til min far for at være nærig med både følelser og penge, til min mor med at være large med at fortælle løgne, til mig selv for at have foregøglet at jeg ubetinget elsker mine søskende og til mine søskende fordi de er det mest værdifulde i mit liv (og årsagen til at jeg stadig forsøger at holde kontakten til familien i live).
Hvis der er nogen der øænsker at droppe mig - er det nok lidt dumt. Jeg dør først når det er naturligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar