Hvem af os er løverne?

Endnu engang må jeg ty til min oplevelse fra dengang jeg blev frivillig medarbejder ved Roskilde Festival. Da det var første gang jeg var der fik jeg en rundvisning og på et tidspunkt kom vi op i den ende hvor de tidlige gæster var mødt. Vi gik stille og roligt rundt, men nogle af dem der var på den anden side af hegnet gik også stille og rolig rundt. Så var det at tanken slog ned i mig: Hvem af os er løverne? Der var et hegn imellem os, vi var buret inde, men det var gæsterne jo også, så hvem var det der var udstillet og hvem var det der kiggede på?
Nu skal jeg igen til samtale med Jobcenteret. Og så er det at tvivlen finder sin egen vej ind i min snirklede hjerne eller ...
Sidder medarbejderne og studerer mig som et fremmedobjekt, som noget ikke-menneskeligt eller som en parasit? Eller er det mig der kigger på det alvorligt arbejdende folk, der i den grad har ladet andre definere deres arbejde, at deres uddannelse i bedste fald kan være ligegyldig, i dårligste fald giver dem problemer i forbindelse med deres egen troværdighed?
Nu kan jeg jo konstatere med de seneste dages debat, at enten er de arbejdsløse ikke interesseret i arbejde eller også er politikerne interesseret i at forvanske sandheden, eller ihvertfald omformulere den. Jeg har været en del af systemet siden jeg påbegyndte min uddannelse. Skal vi lige tage den igen kort: Går på gymnasium, dirkte videre til en anden uddannelse (i første omgang som maskinsnedker - men da muligheden for at læse til bibliotekatr opstår samtidig med at der ikke er læreplads til mig, skifter jeg til biblioteksskolen). Så snart jeg har afsluttet uddannelsen har jeg brændende ønske om at komme i arbejde, men værnepligten melder sig :( Som altid når jeg skal trække lod vinder jeg kun, når jeg taber. 16 måneder tog det mig at komme ud fra det system der primært gik ud på at slukke ildebrande med billig arbejdskraft efter militær regler. Dem der skred og tog hjem til kæresten i utide fik "bollevagter" og forlængelse af deres militære pligttid, hvorefter de skred igen og igen. Andre af os fik gode karakterer fordi vi "bare" fulgte reglerne og blev opfordret til at forfølge en linje der hed: befalingsmand. Vi var 3 der vidste hvordan vi kunne slippe (talsmand eller sikkerhedsordfører), men kun to der kunne blive valgt. Jeg tabte ikke det valg, men blev til gengæld kørt ud på et sidespor. Tænk at have været kørselsordonnans uden at have kørekort! Nå, men militærtjenesten tog jo så bare den tid den tog, selv om den rev 16 måneder ud af mirt liv. Selv om der var kommet en nyuddannet årgang fra biblioteksskolen og selv om min uddannelse var uden viden om IT (det er måske en sandhed med modifikationer: vi lærte om det binære talsystem - så det var nok snarere os der ikke pressede på for at lære mere - vi og vore lærere blev kaldt maskinstormere (modstandere af den nye udvikling) mens vores arbejdskolleger (organiseret i HK) var langt mere positive over for den der upcoming tendens til at bruge computere. Det var jo nok heller ikke mit held at jeg sådan set var ueninig i de ting som vores fagforening argumenterede med for ikke at indføre computere på bibliotekerne.
Nå følgen var at jeg blev arbejdsløs og derfor valgte at fungere i rådgivning for andre arbejdsløse og til sidst stillede op til valget af hovedbestyrelse til fagforeningen. Jeg må nok indrømme at det faktisk ikke var tilladt at arbejde frivilligt på det tidspunkt og at jeg derfor allerede da brød loven. Egentlig har jeg aldrig undersøgt om det har været forbudt at sidde i en fagforenings hovedbestyrelse når man er arbejdsløs, det var jeg sådan set ogfså ligeglad med. det skal lige tilføjes at jeg ikke blev indvalgt i fagforeningens bestyrelse, men da der ikke var mange der stillede op, og en af de indvalgte skiftede job var jeg pludselig første suppleant. Og jeg havde det som Jakob Haugaard "stemmekvæg, tungen på vægtskålen, den som alle de andre gerne vil have med på sin side". Så forlod jeg det cirkus.
Der kom jobs, altid vikariater. Der kom stillinger, også der hvor jeg var ansat, men som følge af at jeg var villig til at flytte til vikariater i den anden ende af landet, og måske også fordi jeg aldrig var enig med de fastansatte, så fik jeg aldrig fastansættelse. Jeg tror nok i den forbindelse at det der fik moig til at betragte mine kolleger med nogen skepsis var at de da jeg var i et årsvikariat  i Kolding forsøgte at udpege mig til fællestillidsmand, og jeg måtte gøre opmærksom på at det kunne jeg ikke som vikar.
Men OK. Det er jo sådan set også der jeg gerne vil hen. At vi betragter hinanden og synes alle andre er mærkelige. At vi står i vores lille løvebur og kigger ud på alle gæsterne i Zoo, uden at vide hvorfor de står og kigger ind på os. Forskellen på løverne og gæsterne er vel at gæsterne ville fodre løverne med peanuts, mens løverne ville spise gæsterne (såfremt de var svage nok til at blive fanget og spist).
Tror lige jeg har fundet ud af at jeg er publikum og kapitalismen er løverne.
Og så igen: tilbage til det store spørgsmål: Hvem af os er løverne. Er det dem der kigger igennem hegnet eller er det dem der bliver fodret? Øv hvor surt. Igen kan man jo vende hegnet så det kun er en side der er udstillet.
Hvis jeg skal være ærlig har jeg jo det store problem at jeg må være løve. Jeg bliver fodret og kan ikke selv fange min mad. Sådan er fangenskab åbenbart. Men dem der kigger ind gennem hegnet er jo lisså meget i tvivl om om jeg er løve. For de syns jo de har styr på mig sålænge jeg bliver fodret. Som så mange andre steder er der ikke altid råd til foder, men så må man  give så meget som muligt for at holde løven i live. Den skal jo tjerne penge ind til Zoo.
Nå ja, og så må jeg jo indrømme at jeg aldrig har haft arbejde, kun vikariater, kun arbejder som fik mig til at rejse fra den ene ende af Danmark til den anden, kun arbejdsløshed der fik mig til at søge arbejde i Tyskland, i Norge nord for Polarcirklen og på Grønland uden at kunne et ord på grønlandsk. Og jeg søgte oprigtigt!
Der fulgte så en periode med talrige aktiveringer, faktisk blev jeg aktiveret i forbindelse med det arbejde jeg ikke måtte foretage som frivillig, men gerne måtte som aktiveret (til samme pris i øvrigt - nemlig kr. 0,-). Jeg blev placeret på biblioteket fordi jeg havde kvalifikationer der kunne bruges (kendskab til EDB-udlånssystemer og katalogisering) og jeg fik sommerferievikariater indtil de blev sparet væk af kommunen. Jeg blev sendt i arbejde på lokalradioen fordi jeg ikke måtte arbejde frivilligt, og jeg fik endda arbejde med løn på radioen i en kort periode hvor økonomien var til det.
Og på lokalradioen lærte jeg igen at se gennem hegnet uden at vide om jeg var den der var indespærret eller om det var de andre.
Jeg blev bekræftet i at jeg havde talent, at jeg kunne lave radio og TV, faktisk blev jeg hentet til den lokale TV-station på Samsø for at indgå i et team der skulle lave lokal-TV. og det lykkedes, synes jeg. Vi fik startet noget op som nok i for høj grad var en efterligning af DR, men med det lokale touch. Vi fik masser af seere, når vi havde mulighed for at sende, for i perioder var der ikke penge til lønninger mm. Men vi sendte og det lille samfund på nogle få tusinde mennesker fulgte med. Også her var det svært at vide hvem af os der var løverne: de sære mennesker der lavede TV og radio eller de mennesker der boede på øen.
Og nu sidder jeg og kigger på mig selv. Jeg kan ikke se hegnet, men jeg kan høre at det er der. Ingen kan fortælle mig hvem der ser ned på (eller ud på) hvem? Jeg ved bare at løverne er dem de andre kigger på. Og i denne verden er det de arbejdsløse der bliver kigget på, fodret på efter økonomien, og betragtet som et eksotisk indslag ...