søndag, december 04, 2011

Mit ansvar

Jeg er endnu engang blevet belært om mit ansvar. Samfundet fortæller mig gennem den nydannede regering at jeg ikke må nasse på samfundet. Hvor opmuntrende. Da jeg var ung lærte jeg at der altid ville være hjælp til de mennesker der ikke kunne klare sig i samfundet. Da jeg var ung erfarede jeg også at det ikke passede. Der var ingen hjælp.
Hvis jeg skal prøve at agere samfundsnasser var mit fromme ønske ikke at få et nøje afmålt beløb udbetalt. Jeg ønskede at få hjælp til at betale min husleje og det forbrug der knyttede sig til mit lejemål. Men der var ingen penge at få. Jeg havde en arbejdsløshedsforsikring (det har jeg i øvrigt stadig) som betød at akut hjælp var udelukket. Jeg blev af kommunen henvist til min bank, der kunne komnstatere at jeg ikke var kreditværdig og derfor henviste til kommunen der konstaterede at jeg havde en arbejdsløshedesforsikring og derfor ikke var berettiget til at modtage hjælp. Men jeg havde jo brug for hjælp, og jeg ville under alle omstændigheder betale tilbage, jeg ønskede bare at kunne beholde min bopæl. Det skete i forbindelse med at jeg fik arbejde og derfor tjente langt flere penge end der stod på min selvangivelse. På den baggrund fik jeg penge tilbage i forhold til skat, desværre skyldte jeg penge for mit studie. De penge jeg skyldte var desværre blevet til et statsindfriet lån, som desværre var blevet til et hovedstolslån, hvor selve lånet blev ændret da banken overgav det til staten fra at være lån med renter og renters renter til udelukkende at være en hovedstol. Med renter omkring de 30% betød det for mig at 5 års lån på ialt 64.000 blev til et lån på langt over 200.000, og hovedstolen som var på 60.000 blev altså med et slag til en hovedstol på 220.000. Årsagen var at jeg skulle aftjene min værnepligt, desværre blev jeg så gammel at jeg ikke kunne aftjene den umiddelbart efter endt uddannelse, men skulle vente næsten et år. I forbindelse med mine ansøgninger måtte jeg anspurgt oplyse, at jeg skulle aftjene værnepligt (som de piger jeg var uddannet med der blev spurgt om de skulle/ville gå på barsel).  Jeg flyttede fra den ene verdensdel til den anden i Danmark, fra Vestjylland (Holstebro) til Nordsjælland (Gilleleje) og til Østjylland (Kolding). Hver gang jeg flyttede for at tage nogle måneders arbejde var det udfra teorien om at jeg skulle vise at jeg ville arbejde. At jeg ønskede at arbejde indenfor mit fag. Men enten var jeg for god til at flytte eller også var jeg ikke den bibliotekar der var brug for.
Den dag i dag er min selvtillid i orden når vi taler fag og uddannelse. I den forbindelse vil jeg gerne arbejde som bibliotekar igen, men hver gang der er stillinger som jeg kan bestyre (nyere teknologi er noget jeg skal lære først) får jeg et venligt brev hvoraf det fremgår at jeg ikke er kommet i betragtning til stillingen. Det er jo også pragtfuldt at stå op hver evig eneste morgen og vide at man er god til sit arbejde, a vide man gerne vil arbejde - og så få at vide at man skal arbejde for enhver pris, men på de betingelser der bliver stillet fra samfundet.
Min samfundsstøtte har altid været engageret. Jeg støtter demokratiet, jeg finder mig i at skiftende regeringer skider på folk, anser indvandrere for at være samfundsnassere, giver statsborgerskab med lynende hast til sportsfolk og tvinger unge mennesker til at flytte til Sverige for at blive gift. Altsammen regler som egentlig skulle hindre folk i at udnytte det danske samfund, men regler der i stedet får folk til at udnytte de regler der er. Regler der forhindrer indvandrere (flygtninge, nordmænd, amerikanere, tyskere etc) i at blive danske, fordi de ikke kan få den hjælp der skal til for at lære det danske sprog, komme i arbejde, opbygge familie osv.
Selv folk med rod i økonomien bliver mistroet. Der er selvfølgelig en god grund til at mistro folk med rod i økonomien, såvel danskere som indvandrere kan jo fejlagtigt tro at Danmark er et slaraffenland. Faktisk er der langt flere "etniske" danskere der ikke kan finde ud af hvornår man har råd til at låne penge og hvad vilkårene er. Både sms-lån og supermarkeds-kreditlån er det stort set kun "etniske" danskere der tager (Jeg skal ikke kunne sige om indvandrere og "ikke-etniske danskere" tager den slags lån, mit indtryk er bare at det foregår internt, som i bandemiljøer eller rockermiljøer). Tilbage bliver folk som ikke har styr på økonomien af den ene eller anden årsag. Guderne skal vide at jeg i skolen lærte at udfylde girokort, at skrive brevhoved og at verificere fotokopier. Vi lærte også at formulere os i skrivelser til det offentlige og hvordan mandater til folketinget blev udvalgt, men vi lærte aldrig hvordan vi skulle klare os hvis vores økonomi gik i spåner. Vi fik bare at vide at vi havde verdens bedste sociale sikkerhedssystem. Et eller andet sted er jeg sikker på at grækerne har fået det samme at vide.
Da jeg endelig fandt ud af at det var op til mig at få tingene til at passe gik jeg til kommunen og bad om at få ændret min forskudsopgørelse så jeg ikke ville få et skattesmæk eller en stor sum penge som ville blive inddraget til at betale min gæld. (Ikke fordi jeg ikke ville betale min gæld til det offentlige - men fordi jeg også gerne ville betale de øvrige omkostninger jeg havde - man kalder det mig bekendt for faste udgifter). Kommunens ansatte syntes at det var for besværligt at ændre opgørelsen på grund af to måneders indtægtsforhøjelse på 200%. For mig var det en mulighed for at betale for flytning og indskud samt for at være rimelig klædt i forbindelse med mit nye arbejde, for de ansatte ved kommunen var det bare besværligt at jeg skulle have udbetalt et beløb der forhindrede mig i at skylde stat, amt og kommune penge efter nytår. Faktisk blev jeg endnu engang sendt på den sædvanlige rejse: Spørg banken, hvorefter banken sagde: spørg kommunen. Den sociale sikkerhed har i hele min levetid haft fantastiske kår: Den eksisterer kun som et udtryk, der er ikke nogle mennesker der er taget alvorligt i min levetid når vi taler om social sikkerhed. Derfor kom det også for mig som en overraskelse da jeg senest spurgte om jeg kunne modtage socialhjælp, at jeg kunne.
Med min erfaring og med de ting jeg har hørt kom det endnu mere som en overraskelse at ingen spurgte mig om mine faktiske udgifter. Jeg får det samme beløb, om min husleje er 1000 kr eller om den er 12.000. For mig er det helt fint, for det betyder at jeg i langt højere grad (med en lav husleje) har mulighed for at foretage opsøgende jobsøgning, jeg er mere mobil i forhold til at søge jobs fordi jeg ikke skal finde penge på mit budget til at rejse til nabobyerne (jeg skal lige hilse og sige at uden bil og kørekort er det en dejlig dyr ting at rejse (20 kr for bybus i Silkeborg, 48 kr. for bus fra Fårvang til Silkeborg til Fårvang, hver vej - busserne kører hver eller hver anden time, hvilket indebærer at den såkaldte timebillet ikke gælder når der kører bus i den modsatte retning! - og returbilletter er afskaffet).
Men tilbage til det med pengene. Jeg har egentlig lært at jeg skal betale enhver sit. Jeg har også forsøgt, men har egentlig konstateret at det ville være langt bedre hvis jeg svindlede med alle de penge jeg modtager. Bare jeg kan holde ryggen fri kan de bevilgende myndigheder holde ryggen fri. Det betyder også at alle de mennesker der snyder systemet går fri, bare de ved hvordan man snyder (Stein Bagger hehe). Til gengæld bliver alle ærlige mennesker straffet fordi de ikke kan skjule deres omkostninger.
Førsdt vil jeg gerne nævne den (lige nu) aktuelle Carina sag, hvor Ö. Cekic fik Joakim B. Olsen med på et besøg hos en bistandsklient. Der var tale om en enlig mor, der boede i socialt boligbyggeri og derfor (som enloig mor) fik børnepenge, og (boende i socialt boligbyggeri) fik boligtilskud. En rimelig løs beregning (licens og husleje) viste at hun havde 5.000 kr til overs (altså til at købe tøj og mad etc). Nu er der så vidt jeg ved det ved enlige mødre at de har børn (ellers ville de ikke blive kaldt enlige mødre - min mor er faktisk også enlig mor, men hun er 81 og vil derfor ikke blive betegnet "enlig mor") og derfor har udgifter der knytter sig til deres børn. Jeg vil da gerne vedgå at man ikke behøver købe mærkevarer, men det er vel en væsenttlig ting at man sørgr vfor at ens barn får noget fornuftigt at spise og deltager i de sociale arrangementer. Noget fornuftigt at spise behøver ikke at være økologisk eller sushi mm., de sociale arrangementer vil nok sjældent være velgørenhedsarrangementer - men det der sker er oftest at vi taler om burgere når vi ser på mad, og at børnene tigger om slik til fastelavn.
Hvorfor er det så lige jeg spekulerer på ansvar?
For at sige det ligeud: Fordi de mennesker der har kræfter og overskud til at vise ansvar ikke kan vise det.
Hvem er skurkene i det samfund vi lever i? Det er sådan set let at definere, både rød og blå fløj giver alle de fattige og de arbejdsløse skylden. Vi skal bidrage til det samfund vi forventer hjælp fra. Jamen det er jeg sikker på at alle fattige vil. Hvorfor save den gren over man sidder på? Men dem der udnytter reglerne, samfundet, systemet, whatever, er jo dem der koster alle de "nassere", som systemet har opfundet, deres menneskeværd. Jeg har sådan set svært ved at sige det lige ud, men kapitalismen er stadig (som den også var for 200 år siden) denegentlige årsag til at der findes tabere. Alle os tabere er jo sådan set bare tabere fordi der i den økonomiske verden skal findes vindere. Og for at vinde skal man skabe tabere.
Jeg vinder ikke den store lottogevinst på onsdag, men jeg har heller ikke bidraget med en krone til det store fupnummer, der i virkeligheden kun er med til at støtte sportsfolk (er kuglestødning arbejde) og kulturelle projekter (vedligehold af Amaliehaven). Og hvis det stod til mig skulle alle dem der spiller lotto smide pengene direkte i statskassen - så tror jeg også at statskassen kunne udtrække en vinder der ikke skulle betale skat i et år. Alt i alt nok billigere for både mig og for samfundet.
Men det er jo ikke mit ansvar!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar