Formning og kreativitet

En diskussion for nogle dage siden handlede om kreativitet. Jeg synes jo at det gode fag formning hører til de kreative undervisningsfag, hvilket den gamle skolelærer var totalt enig i, men da jeg så foreslog at faget gymnastik var kreativt blev det for meget for skolelæreren. Jeg måtte høre på argumenter om at kreativitet kræver at man bliver motiveret til at skabende, hvilket jo i og for sig ligger i betydningen af ordet. Gymnastik var i hans øjne udelukkende til for at styrke fysikken og motorikken - med andre ord ikke kreativt. Jeg måtte altså nævne hans eget fag nemlig sløjd, der set med mine øjne (den undervisning jeg blev udsat for i folkeskolen) udelukkende bestod i at save nogle klodser og samle dem med søm, lim eller metaltråde til små træskibe, kasser eller bordskånere. På linje med de plastikperler og peddigrør der i nogle år invaderede folkeskolen. Eller skabeloner i nutellaglas så man kunne tegne Asterix og Obelix. Stramajmønstre i håndgerning og opskrifter på at lave en kande kaffe i husgerning. Nå ja det hed fagene da jeg gik i skole.
Jeg burde have vist at hans fag: altså formning og sløjd var de eneste kreative fag i skolen, alle de andre var bare til for at lære grundlæggende metoder. Så måtte jeg op i rødt. Formning er et ord der egentlig betyder at forme noget, og hvis man skulle tage ordet for pålydende ville det umiddelbart kunne forstås som at danne noget efter en form eller en støbeske. Ikke specielt kreativt for den der laver arbejdet, men måske for den der finder på hvilket produkt der kommer ud af formen. Og jeg har set glaspustere der var virtuose til deres arbejde og snedkere der kunne lave de fineste snirkler efter mønster. Jeg kendte også Per Lüttgen der kunne lege med former indtil han havde skabt et unikt formet glas, men som måtte have hjælp til at skabe det, og gennem tiderne har der været snedkere der hellere ville skabe unikke møbler end serieproducere dem.
Indsigelsen fra den gamle lærer gik da også mere på at der ikke lå noget kreativt i de skolefag der hed noget andet end formning (og til dels sløjd), mens gymnastik under ingen omstændighed kunne kaldes kreativt, da det alene var et spørgsmål om at sikre en god fysik og desuden var medvirkende til at lave en opdeling i egnede og mindre egnede (jeg hørte selv til de mindre egnede der altid stod tilbage til sidst når der skulle vælges hold).
Som jeg husker de forskellige fag var det dog det samme parameter der gjorde sig gældende indenfor samtlige fag i skolen, også formning og sløjd. Jeg vil endda strække mig så langt som til at sige at i de år hvor vi fik karakterer var de vigtigere end vores eventuelle lyst til at eksperimentere, mens vi uden karakterer havde lettere ved at "dumme os".
Men lad mig nævne nogle af de positive oplevelser jeg havde i skolen. En ung lærer under uddannelse fik os til at forlade Jørgen Clevin kreativitet til at tegne ting uden skabeloner, til at vælge farver efter eget valg og motiver som ikke var dikteret. På det område var jeg personligt velstimuleret hjemmefra, men pludselig blev faget til et eksperiment, en leg, ikke bare noget vi var dikteret. Næsten samtidig fik vi en ny lærer til Regning. En lærer som fortalte at det var vigtigere vi kunne nå frem til det rigtige resultat end at vi kunne stille det op i et skema som læreren hurtigt kunne overskue. I løbet af det skoleår gik jeg fra at være en af de dårligste til at være en af de bedre til Regning. I Dansk fik vi nogle år senere endnu en ung lærer under uddannelse, som foreslog os at vi skulle lave en digtsamling og illustrere den. Det var spritstencil-tiden, så rammen blev at vi fik en side hver, hvorpå der skulle være et digt og en illustration (linoleumstryk var den enste mulighed). Det lykkedes at lave en digtsamling selv om stencil og linoleum var noget nær modsætninger (lisså sort trykket var lisså lyseblåt var teksten), men det var noget nyt, noget kreativt, æstetikken kom først til langt senere. En anden ny formningslærer satte os igang med at lave nogle kakler i fællesskab. Igen var der rammer. De skulle være kvadratiske af samme størrelse og vi skulle forsøge at få dem til at løbe sammen - altså hvad vi lavede midt på var ligemeget, men var der en arm eller tilsvarende der gik til kanten på naboens kvadrat skulle vi sørge for en forbindelse. Altså nok var der regler, men samtidig kreativitet. En ny lærer i Gymnastik fik først motorikken på plads (og jeg var virkelig en klumpedumpe) og senere fik jeg lov til at medvirke i en sport som ingen på skolen kendte, hvorfor vi alle var lige fra begyndelsen: volleyball. Faktisk var der mange af de oversete elever der fandt ud af at dyrke denne kollektive sport frem for de normale i form af fodbold, håndbold og redskabsgymnastik.
Men det var først årtier senere at jeg fattede at der kunne være noget mere kreativt ved at dyrke kroppen end at blive bedre end andre.
Og det med at være bedre end andre må jeg så lige kommentere. Jeg har aldrig villet være bedre end andre, tværtimod har jeg altid ønsket at være en del af et kollektiv eller en gruppe der kunne udveksle intentioner og ideer. Men konkurrencemomentet var altid til stede i skolen, derfor blev jeg dengang i 70'erne modstander af at være vinder, jeg ville opleve og lære, ikke konkurrere. Jeg ville eksperimentere, men fastholdt at jeg måtte opfylde det omgivende samfunds krav, altså få karakterer og tage eksamen. Ikke fordi det var så svært, det havde jeg været nødt til hele mit liv, men det var jo bare noget der skulle gøres.
Tilbage til legemsøvelserne som Gymnastik kom til at hedde. På højskole mødte jeg en karismatisk og begejstret musiklærer, som lokkede mig ind i skolens frivillige kor (frivilligt fordi det var efter endt undervisning). Han lyttede til vore stemmer og satte os så til at lave gymnastiske øvelser og stemmeøvelser. de er begge lige vigtige sagde han og mente at vi skulle se det som en opvarmning til en præstation. Vi skulle kunne synge igennem, ikke konkurrere med hinanden men supplere hinanden. Man kan godt sige at det kreative i at synge fir- eller fem-stemmigt kor mere er at følge regler og noder end det er kreativt, men da jeg havde været med nogle måneder kunne jeg mærke hvordan vi i koret kunne bære hinanden oppe. Og dermed også hvordan vi havde lyst til at prøve kræfter med nye opgaver.
Måske mange ikke vil støtte mig når jeg siger at gymnastik er et kreativt fag. Egentlig var det mest kreative på området jeg lavede som barn at klatre i træer og efterligne Thunderbirds og deres slisker og raketter for ikke at tale om at forsøge at begå mig i de sportsgrene vi kun så hvert fjerde år i forbindelse med olympiader. Færre vil sige at Michael Laudrup eller Johann Cruyff ikke var kreative fodboldspillere, og Anja Andersen mente selv at hun kun spillede håndbold fordi der var så megen kreativitet i den sport. Personligt ser jeg gerne at sporten som sådan får flere kreative mennsker, men sport er et område hvor kreative mennesker går tabt i langt højere grad end indenfor andre kunstarter. Lad mig nævne modedesignere, kokke, designere (arkitekter mm.), forfattere, kunstnere og digtere.
Kreativitet er som det ses et mangehovedet monster. Det dukker op overalt. Personligt er jeg blevet fascineret af de mulæigheder der ligger for at skabe oversigter, hvor både sproglige og matematiske betingelser bliver opfyldt i både regneark og databasesammenhænge, så selv matematikken må ikke betragtes som noget kedeligt, tværtimod.
På den måde når jeg frem til det jeg egentlig mener om kreativitet, nemlig at det skal bygge på leg og frihed. Glæden ved at opleve er set med mine øjne langt større end evnen til at skabe noget nyt. Men netop derfor må det jo også være helt fantastisk at opleve nye vinkler på tilværelsen, sprogligt, matematisk og på de samfundsbekræftende fag som gymnastik, husgerning, håndgerning, sløjd og formning.
Det sjoveste jeg har prøvet er faktisk at lave et regneark der kunne skrive en grammatisk korrekt sætning på dansk med tilfældigt valgte ord. Tak for den oplevelse, Kevin.