Tabernar

Når jeg hører debatten omkring den nye regerings politik og den regering der nu er i opposition, oplever jeg kun et nederlag. Jeg har været helt uden for systemets rækkevidde. Undersøgelser viser at mange unge der ikke kan leve op til kravet om at modtage socialhjælp faktisk forsvinder ud af systemet, ikke fordi de for hjælp, men fordi de opgir. På samme måde forsvandt jeg ud af systemet, fordi jeg troede jeg kunne få et arbejde og bevare den pensionsopsparing jeg havde, men nej. Alle tanker om at man kan få arbejde hvis man er presset nok hjalp ikke. Claus Hjorth Frederiksen er Hitler. At fastholde folk i en taberrolle bare for at få styr på et helt land er beskidt.
Heldigvis er systemet til fals for folk der er i stand til at udtrykke sig. Så nu kan jeg slappe af, fordi jeg er arisk og kan udtrykke mig på formfuldendt dansk, mens nogle af mine venner af anden etnisk herkomst ikke helt er i stand til at sige ting på formfuldendt dansk. Men det er jo ikke mit problem - eller er det?
Nu er jeg så heldig at selv mine nærmeste er begyndt at mistro mig for at være doven og nasse på samfundet, og det er jo en dejlig ting for både mig og alle andre der udsættes for den slags mistro. Måske har jeg brugt samfundets regler til det yderste, men det har ikke været for at få samfundsstøtte, snarere for at få lov til at bidrage til samfundet med mine evner. Ikke for at vaske gulve (misforstå mig nu - jeg vil gerne vaske gulve og har også gjort det, jeg kan bare ikke se, hvorfor mine evner skal køres ud på et sidespor). At jeg har været arbejdsløs i størstedelen af mit liv er selvfølgelig min fejl, det har jeg fundet ud af. At politikere alt efter politisk holdning er uenige om hvad der skal gøres og hvem der skal hjælpes er der intet nyt i. Hvis du hører til en befolkningsgruppe hvor der kun er under 5% der udgør et problem - så udgør du ikke et problem, medmindre det er psykisk syge. Og der vil jeg gerne påpege at psykisk syge og andre der udgør ikke bare mindretal men meget store mindretal måske var der hvor vi først skulle satse. Få de små problemer af vejen og så tage fat på dem der er lidt større. Ikke fordi jeg mener at en ungdomsarbejdsløshed på 25% er ligegyldig, men fordi jeg kan koonstatere at andre arbejdsløse har levet som jeg med at vide at det er vores skyld at vi er arbejdsløse og at samfundet har udgifter som ikke burde være der, fordi vi ikke har fundet arbejde.
Det mest fantastiske er at mine forældre er begyndt at mistænke mig. At jeg måske ikke gør nok for at komme i arbejde, at jeg er medvirkende årsag til at samfundet ikke længere kan tilbyde deres børnebørn en god pension.
Jeg har faktisk holdt mig selv i gang siden jeg blev uddannet. Når der ikke var arbejde forsøgte jeg at finde på noget selv. På et tidspunkt skulle jeg aktiveres men måtte ikke blive aktiveret indenfor områder jeg kunne få arbejde indenfor, hvilket jeg syntes var helt OK. Desværre betød det at jeg ikke måtte gøre noget som helst. Og lovgivningen fandt ud af det, hvorefter jeg godt måtte gøre noget selv. Desværre ikke uden statens indgreb i min frihed. Og den frihed har jeg ikke haft siden. Det er jo et spørgsmål om magt og stemmer. Og min situation er nøjagtig 1% af de problemer som regeringen (ligegyldigt regeringsgrundlaget) har. Altså er jeg ligegyldig og sådan har jeg også følt det de sidste 15 år.
Nu er jeg så på vej til det samfund der så gerne vil have mig. Bare jeg selv kan tjene mine egne penge. Ups det var en smutter - et samfund der altid har skubbet mig foran sig som noget der ikke skulle have været der, vil selvfølgelig støtte mig i mit forsøg på at takke det samfund jeg tilhører? Nul putte. Jeg skal selv vise min evne til at være en del af samfundet. Måske er det lidt min egen skyld at jeg ikke fungerer optimalt, det er svært for mig at sige og utrolig let for politikere at vurdere, men jeg har aldrig været i tvivl om at jeg kunne tilføre mit land og mit samfund noget ekstraordinært. Bare ærgerligt for mig og mit land at det har været langt mere økonomisk fungerende at have mig til at gå ledig i en periode hvor jeg faktisk kunne byde på ikke bare noget men på så meget.
Var lige væk en times tid og har fundet ud af at det samfund vi lever i skaber had. Når ens forældre hellere vil have had og krav end børn de vil holde af og dele smerter med, så har vi virkelig fået et samfund der vil dele alt. Sorry, jeg ville så gerne skrive om min smerte i forbindelse med at leve i et samfund hvor vi skal dele, men jeg kan ikke engang dele min egen barndom med mine forældre. Enten er det mig der er fortabt eller osse har mine forældre virkelig et troværdighedsproblem. Jeg er ægte, mine forældre har opdraget mig til det, hvorfor fanden tror de så jeg ikke er ægte? Røv og nøgler. Måske skal jeg bare glemme det hele og og opgive det alt sammen. Mine forældre vil sikkert først opdage det når jeg ikke er her længere! Sådan noget pis ...