Allerede da jeg skulle lære at blive en dygtig studerende fandt jeg ud af at jeg ikke passede ind i systemet. Det kunne jeg sådan set godt leve med, men jeg blev skuffet over at alle mine undervisere (lærere) anså mig for at være dum eller doven.
Da jeg endelig tog røven på dem var det ved at gennemføre opgaver, skrive rapporter der var mere dækkende end forventet, kunne gengive de ting jeg havde lært og være i stand til at argumentere med mine undervisere. Set i bakspejlet viste det sig jo også at jeg faktisk var meget bedre når det drejede sig om at fortolke end når jeg skulle kunne udenad. (elendigt sprog, men jeg er lidt sur nu).
Jeg har været mere arbejdsløs end jeg har haft arbejde. Jeg bliver straffet trods det at jeg hele mit liv har betalt til min a-kasse. En forsikring der dækker ca lisså godt som vandskadeforsikringer i fremtiden. Forskellen er at min forsikring ikke (mig bekendt) har nogle grådige aktionærer der skal have del i min opsparing. Alligevel skal min arbejdsløshedsforsikring forvaltes af staten, som under ingen omstændigheder vil indblandes i uansvarlige bankers flirt med luftpenge og ultrablinde aktionærer. Bankerne får den ene redningspakke efter den anden, men arbejdsløse der bruger lisså meget af deres sparsomme indtægt på forsikring mod arbejdsløshed får den ene indskrænkning i udbetaling af forsikringsbeløbet efter den anden.
Som arbejdsløs må jeg jo indrømme at jeg ikke har været med til at dække samfundets omkostninger. Jeg har til gengæld stået til rådighed hvis samfundet ville bruge mig. Ikke at jeg har fået ros for det, eller får det, nej jeg skal bare stå til rådighed. Og som det inferiøre menneske jeg er skal jeg også have dårlig samvittighed over ikke at have arbejde. Jeg er ved at blive sur.
Jeg gør faktisk hvad jeg kan for at få et arbejde - men det bliver mere og mere sygt at skulle arbejde blot for at arbejde. Jeg ser arbejdsgivere tjene masser af penge. Jeg ser bankdirektører køre deres banker i sænk samtidig med at de får millioner i ekstraudbetaling for det gode arbejde de har gjort. Jeg ser ansatte i jobcentre der bruger så mange kræfter på at følge loven at de faktisk overhovedet ikke er interesserede i hvilke problemer de tilmeldte har. De skal bare opfylde de fælles krav.
Jeg kan forstå at mine forældre ikke er dygtigere. De er opdraget af et firkantet samfund - og selv om de har fået en chance for at se samfundet i et flersidet lys har de ikke kunnet se bort fra deres egen opdragelse. Og så må jeg sige det højt: De skide politikere der skal kunne se ud over deres egen næsetip kan heller ikke se noget som helst andet end det de i forvejen har været bundet op på. Hvordan fanden skal vi så nogensinde kunne komme videre, når det altid er begrænsningerne der bestemmer væksten.
Her sidder jeg med en allerhelvedes erfaring i at være arbejdsløs fordi jeg har været momentant arbejdsløs i mere end 25 år - men jeg er nok også en af dem der har mest erfaring i at være arbejdsløs vikar. Mine erfaringer er mere eller mindre ligegyldige. Når der indkaldes til statslige udvalg er det normalt mennesker der har travlt nok eller folk der har gjort opmærksomme på sig selv i andre sammenhænge. Men jeg er bare arbejdsløs, jeg har måske - måske ikke - danmarksrekord i arbejdsløshed på understøttelse, men jeg er uinteressant. Ingen gider spørge mig hvad der er gjort rigtigt eller forkert, ingen gider vide, hvorfor jeg er endt der hvor jeg er. Ikke fordi jeg tror det er noget jeg kan svare på, men det er alligevel underligt at det ikke for nogen politikere er interessant hvad der er gået godt eller skidt.
Jeg vil ikke beskylde mine forældre for ikke at forstå min situation. Jeg ved de er bekymrede, men for dem er det stadig en bekymring fordi jeg ikke har et godt arbejde. Og hvad fanden er et godt arbejde. Et arbejde man ikke gider møde på? Et arbejde der holder dig vågen i dage fordi du ikke kan gøre det du gerne vil? Et arbejde hvor du er reduceret til at gøre hvad andre mener du skal gøre eller et arbejde hvor du blot skal møde for at bevise at du kan møde?
Jeg er faktisk glad for at gøre det jeg kan. Uden at have DAMP eller andre psykiske sygdomme har jeg faktisk ikke ligget på den lade side på noget tidspunkt af mit liv. Jeg har altid skrevet - læst - været social eller formidlet. Bare aldrig i den rigtige sammenhæng. Gør det mig dårligere end Mette Lisby eller Kasper Christensen? Jeg har bare haft mere travlt med at have travlt end med at blive kendt!
Og nu er jeg mine forældres søn og bruger masser af tid på at være deres søn, som de faktisk i kraft af det arbejdsliv de har været bundet til ikke har set ret meget til fordi vi har fået en skilsmisselovgivning der omtaler barnets tarv og derefter udelukkende varetager klienternes (den ene forælders) interesse.
Hvor er det smukt at beskylde mine forældre for at udnytte samfundet - pudsigt nok har vi i hele min levetid sagt at min forældre og bedsteforældregeneration havde forjent alt det de fik - det var jo dem der byggede vores samfund op. Ikke nok med det, det lykkedes at bilde den samme generation ind at de skulle bruge alle deres penge på sig selv. Og nu må vi så frede dem. Til gengæld skal den generation der er vokset op med det største sociale svigt i generationer (os) betale med de penge vi ikke har. Hvor er det smukt at lægge ansvaret på de svageste. Jeg ved jo godt at mange af de mennesker der ikke kan klare sig for socialhjælpen egentlig ikke er fattige, men bruger størstedelen af deres penge på husleje og på at købe i døgnbutikker, der er væsenltlig dyrere end diskountbutikker.
Men det er jo fordi der er investorer der skal tjene penge på at bygge lejligheder til fattige mennesker.
I den sidste ende er det jo sådan at de fleste godhjertede mennesker ikke fatter hvilke vilkår andre mennesker lever under. Størstedelen tror at verden ser ud som den ser ud for dem. Sådan havde jeg det også selv da jeg gik i folkeskolen. Den lighedsånd vi alle blev overfaldet med i demokratiets hellige navn skulle jo gøre os alle lige, derfor fattede jeg ikke at nogle kunne være ordblinde, venstrehåndede eller ikke var bogligt orienterede. Jeg kan jo i sagens natur ikke have dårlig samvittighed i dag, men alligevel kan jeg fornemme at mange af de mennesker der voksede op i den tanke at vi alle er lige mere har troet at vi alle er lissom mig, fremfor at være ligestillede med hensyn til vores problemer og mangel på samfundets forståelse.
At jeg er mig er på den måde ikke noget problem, men de mennesker der skal forstå mig og give mig et venligt puf i den rigtige retning har allerede lært at de skal skubbe mig hårdt, stille krav til mig som de selv har opfyldt og straffe mig for ikke at være dem.
Jeg er et menneske - jeg tænker og jeg ønsker en verden som er til fordel for dig og mig, mine børn, mine forældre og mine venner. Men den verden jeg lever i tager ikke hensyn til mennesker, venner, børn eller mig. Den pådutter os allesammen at være til gavn for dem der kan tjene penge på os. Og de tjener så meget at de kan lave kunstige penge i form af aktier og investeringer i den blå luft. Men det er os der har skabt den økonomiske baggrund for det blålys vi nu skal betale for igen. Skam jer liberalister og kapitalister. I lever af kunstige værdier, som er skabt af villig arbejdskraft uden indsigt i jeres skamløse udnyttelse af vildførte mennesker.
Jeg kan ikke hade jer, men forstår ikke jeres begrundelse for at ødelægge verden og de mennesker der lever i den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar