søndag, september 25, 2011

Vrøvl alt sammen

Har siddet sammen med min far og set TV her hvor valgkampampen er gået ind i et stille hjørne. Socialdemokrater og Socialistisk Folkeparti skal forsøge at skabe regering uden rød bloks Dansk Folkeparti, Enhedslisten. Et parti der har slugt stemmer og som oprindelig bare skulle være et parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk ledet regering (som også Det Radikale Venstre inden valgkampen gik i gang).Så er der jo så meget andet der skal diskuteres.
Så er det jo befriende at jeg kan høre min egen stemme i min fars: "Sikke noget vrøvl, de mennesker aner ikke hvad de taler om". "Tænk at der findes nogle mennesker der ka stemme på dem!", "De skulle prøve at leve i den virkelige verden, i stedet for altid at sætte deres egne lønninger op, og alle andres ned". "Den mand er simpelthen idiot, jeg kan ikke lide ham og så er han også grim" eller yndlingsudtrykket "Han lyser langt væk af at være venstremand" omringer det fjernsyn han aldrig har ønsket, men sidder klistret til fordi han er tvunget til at betale for det, og han vil fandme have noget for pengene. Det han får for pengene hader han. Dårlig journalistik og langt flere kanaler end han havde sidst da han så TV (i årene efter min fødsel og indtil han blev skilt inden jeg var fyldt 10 år) er hans oplevelse af den mangfoldighed vi alle får tudet ørene fulde af. Han tror ikke på den mangfoldighed. Det er noget vrøvl de fyrer af er hans konklusion, bortset fra Margrethe Vestager og Johanne Schmidt Nielsen. De mener det de siger.
Min far har stemt på næsten alle de partier der har været opstillet til Folketinget siden 1950'erne, alligevel har ingen af dem forstået hvordan det er at være almindeligt menneske, så det har aldrig været svært at stemme på de partier der var i opposition, hverken Glistrup, Pia Kjærsgaard, Jacob Haugaard, Venstresocialisterne, SF, Sømanden eller Retsforbundet. Jeg skal ikke kunne sige om han har stemt på dem alle sammen, men hans sympati har de haft. Og som altid er verden sort/hvid, Johanne er englen og Lars Løkke er djævelen, og alle jounalister er venstrefolk (ikke fordi jeg er uenig, ikke engang når han siger at de interviewede fra dagbladet information eller tydeligt venstreorienterede organisationer udtaler sig i TV, det der gør ondt på mig er det indædte had han giver udtryk for. Jeg synes jo selv at vi skal lytte til alle argumenter - og så tage stilling ud fra erfaring og fornuft. Men når jeg så sidder irriteret over hans forenkling af demokratiets vilkår opdager jeg at jeg jo blot bruger langt længere tid på at nå den samme konklusion, nemlig at dem der ikke mener som jeg (eller dem der gør mig fattigere) ikke er min kop te.
Til mit forsvar og (som søn) til min fars forsvar, er det jo også oplagt at der findes to (ikke altid lige forståelige) blokke i dansk politik: dem der satser på økonomisk vækst; og dem der ønsker at vi vokser som mennesker. I denne valgkamp er det endda blevet til et opgør mellem de to holdninger, et opgør som utvetydigt har givet den flok politikere der satser på det økonomiske system det blå stempel. Men jeg ved jo at der er andre grunde til at have den kritiske holdning overfor den regering der i øjeblikket er afgående.
Der er ingen tvivl om at jeg har arvet både min fars og min mors aversion imod politikere der ikke har haft et socialt mål med deres politik. Alligevel må jeg konstatere at min fars grundholdning er udsprunget af et proletarsynspunkt. Trods det at hans far kæmpede sig op fra at være lønslave (altmuligmand på Aarhus Papirværk) til at være selvstændig anlægsgartner fastholdt hans far jo drømmen om at blive ligeså vigtig (og ligeså rig) som de mennesker der oprindelig havde kommanderet med ham på arbejdspladsen. Undervejs konstaterede familien at højere indtægter gav større besvær i form af regnskabsføring, hvilket ikke ligefrem var en arbejderfamilies force.
Min moder derimod voksede op i et borgerligt hjem, hvor regnskaber var så integreret at man kunne spøge med at der blev holdt tre regnskaber for forretningen: Et til konen, et til skattevæsenet og et til farmand. Men også her var der en udbredt utilfredshed med at skulle afgive dele af indtægten til staten, trods sporvogne, sygehuse, statsbaner og et postvæsen der udbragte post 3 gange dagligt.
Til gengæld har begge mine forældre taget tanken til sig om at samfundet skal støtte på det sociale område. Børnehaver, sygehuse, socialhjælp, pension og hjemmepleje er ufravigelige resultater af deres indsats eller ofre for samfundet.
Det pudsige er så at jeg føler jeg har fået en helt anden arv stukket i hånden: Evnen til at skønne.
Da jeg gik i skole var målet med uddannelse at vi skulle lære at være selvstændige, at tage egne beslutninger, at vurdere og sætte udsagn op mod hinanden. Prisværdigt synes jeg, men åbenbart forlængst en forældet tankegang. Allerede Erhard Jacobsen mente at selvstændig tankegang var roden til al kommunisme, og kommunistangst har siden fået vort samfund til at være kommunistisk i sin omklamring og kontrol af borgerne. Til gengæld er de frihedsidealer jeg voksede op med udvandet så meget at jeg kan forstå at min frihed er begrænset til at dreje sig om økonomisk frihed. Hvis så den økonomiske frihed gav mig ret til at handle (selvføgelig forsvarligt for både mig og andre) ville det jo heller ikke være noget problem. Desværre betyder økonomisk frihed at man er bundet meget tæt af økonomiske regler!
Begge mine forældre har oplevet en vækst i samfundets økonomiske formåen og derfor er de også rimeligt tilfredse med den situation de er endt i. De begyndte med regulær fattigdom og mørkelægning under 2. verdenskrig. Ensartede måltider og hjemmesyet tøj hørte til hverdagen, underholdning bestod i at lege sammen med jævnaldrende og de hjemmegående mødre holdt øje med børnene som også de arbejdsophængte pædagoger gør i dag. Færdigretter, mærketøj, institutioner er blevet hverdag nu, forskellen er vel blot at børn ikke har nogen respekt for deres forældre men for det institutionelle samfund. Fædre og mødre var nok ikke perfekte dengang når det gjaldt opdragelse, men de var seriøse og gjorde det så godt som de kunne, trods det at de tit tog misbrug eller vold med fra deres egen barndom. Det skal vi ikke have tilbage, men vi skal have forældrene tilbage.
Men nu er vi frie. På den måde at vi kan tænke selv og leve selv, næsten inden vi er gået ud af skolen. Misforstå mig ikke, jeg synes at alle unge skal have mulighed for at stemme til folketingsvalget. Unge stemmer faktisk meget mere ud fra følelser. Det betyder også at en opvækst i et økonomisk afhængigt miljø fostrer vælgere der stemmer ud fra økonomiske forudsætninger, mens børn der er opvokset i et miljø hvor det sociale har været sat i højsædet, vil vælge at stemme ud fra sociale forudsætninger.
Min far er vokset op i en stor familie (mange børn fordelt over en periode på næsten 45 år), en økonomisk belastning i et samfund hvor de laveste blev  degraderet til noget der svarede til tyende. Min mor havde to søskende og hendes største problem var at hendes storeboder havde førsteret til en uddannelse. Økonomien var ikke specielt stærk, men hun og hendes søskende var i moderne forstand jævnaldrende.
Min mor har derfor altid glædet sig over økonomisk velstand, men har forsøgt at gøre en dyd ud af at overleve økonomiske kriser.
Min far derimod har som barn mærket det enorme pres på familien som en økonomisk krise har medført. Det har også gjort at økonomi altid vil betyde mere end sociale forbindelser for ham. Principper som at der aldrig må være penge mellem venner, at man skal undlade at tale politik og at man ikke slår på kvinder står i højsædet, mens voldtægt er en menneskeret fordi definitionen på voldtægt er ensidig (kun tager hensyn til kvinden), er vigtige i hans optik.
Med hensyn til psykiske kriser er mine forældre lige så forskellige.
Min far har valgt selvsikkerheden (den der i sidste ende betyder at man slår igen når man bliver angrebet), mens min mor har valgt at bære dem inde i sig selv) - Det jeg kan glæde mig over er, at de begge ikke er spor bange for at fortælle at de gør det de gør, de kender bare ikke de psykiske årsager trods det at de har læst psykologi på aftenskoleseminariet.
Men som for mange år siden er det jo sådan ar vi har de politikere vi har valgt, og når de udtaler sig er det jævnligt (for ikke at sige altid) "sikke noget vrøvl".
Min far er 85 og han får ikke lavet om på noget, heller ikke sig selv, men han er stadig overbevist om at den sociale uretfærdighed berører hans familie og derfor vil han diskutere med sit fjernsyn og med oplæseren i nyhedsradioen indtil han ikke længere kan.
Jeg er lidt over 50 og jeg diskuterer stadig højlydt med både min far og min pc, af uforklarlige årsager forstår ingen af dem at jeg er opdraget til at have ret.
Øv

Ingen kommentarer:

Send en kommentar