Folkets valg

Så er vi kommet til den dag hvor folket skal vælge sine formyndere. Folketingsvalget står for døren.
Jeg fik nok en meget skæv start på demokratiet, som 14-årig var jeg bevidst om det europæiske fællesmarked (kaldet EF eller ØF), hvor det var økonomien der var den fælles interesse. På det tidspunkt arbejdede jeg som bogopsætter på det lokale kommunale bibliotek for 2 kr i timen. Det vil sige jeg måtte ikke arbejde før jeg var konfirmeret, hvilket også viste sig at være et problem, da jeg ikke ønskede at blive konfirmeret. I en kommune hvor præsten den dag i dag nægter en fraskilt at blive gift. Jeg forstod ikke og kunne ikke acceptere penge som årsag til at stemme for Det europæiske fællesskab.
Som sagt er det mindst en generation siden (til næste år er det 40 år siden) og lige inden da havde vi en kommunalreform (pudsigt med reformer, men de synes altid at gå ud over almindelige mennesker til fordel for samfundsmæssige interesser) hvor sognene blev større (kommuner). Nu er kommunerne vokset endnu engang og borgerne er blevet reduceret til tal. Dels personnumre og dels statistik.
I årene derefter voksede verden sig stor. Vi fik en ansvarlig regering som indførte tvungen opsparing og indførte statsgaranterede studielån (så staten kunne spare penge på at uddanne vores vigtigste ressource) samt en masse andre ansvarlige love, der i det store og hele gik ud over middelklassen (de fattige var dengang så fattige at man ikke kunne vride en krone ud af dem - men der er siden sket en ændring så selv avisbude skal betale skat af deres arbejde).
Nu er jeg jo stolt af at være dansker og ønsker stadig at jeg (som da jeg var på interrail) kan sige at jeg er dansk - med forventningen om at jeg bliver betragtet som et udadvendt, socialt og fælleseuropæisk menneske. (Misforstå mig ikke - jeg er faktisk meget internationalt orienteret, men ønsker ikke paragraffer der bestemmer hvor international jeg er eller hvordan mit bidrag til internationalen skal være). Som dansker vil jeg derfor gerne kune rejse mig og sige min mening, at jeg forstår at andre mennesker ikke er som jeg, men at vi måske i fællesskab kan finde et egnet værdisæt. Vokset op med Indre Mission som samfundsværdi vil man enten hade den omgivende verden eller tro at verden har noget anderledes at byde på. Jeg har valgt det sidste, og har set tilflyttere have vanskeligheder med at komme til min fødeegn - som jo heller ikke var min, og hvor jeg og mine søskende havde problemer med at blive integreret. At vi blev forskelligt optaget i samfundet er vel ikke svært at forstå, vi var vel af sind forskellige. Der var ikke nogen blandt myndighederne der anså det for et problem at tilflyttere blev mobbet, endsige at lærerbørn gjorde det forventede (at følge undervisningen) og der var ingen krisehjælp at få. De fleste af os har ar på sjælen og hvis samfundet skulle have taget sig af det dengang ville vort land for længst være gået konkurs. At vi så spenderer formuer på at sende soldater til et eller flere fremmede lande for at forsvare vores måde at indrette samfundet på vil til alle tider virke sær. Det eneste vi kan tilføre andre kulturer er at demokrati kan indføres med magt, at demokrati betyder meningsløshed, at demokrati medfører en ligeret der ikke eksisterer og at demokrati er begrundelse for at slå ihjel..
At flygtninge bliver optaget i et samfund med skepsis er dog set med mine øjne langt værre, de kan ikke engang finde en anden mulighed for at leve under kummerlige vilkår. Deres kultur bliver ikke diskuteret, det forventes at de opgiver den til fordel for en kultur der ikke kan defineres (vores), og derefter gør vi dem til skurke fordi de fastholder den eneste kultur de har styr på og kan leve efter. Af uforståelige årsager tilbyder vi dem en kultur der er ligeså uimodtagelig for andre kulturer som den de er flygtet fra.
Nu står vi så i en (jeg vil ikke kalde den enestående) situation hvor den danske befolkning skal udpege en ny regering (måske blot den der hele tiden har været) som åbenbart har ret til at føre krig mod nationer der aldrig har generet danske interesser. Igen undrer jeg mig fordi jeg altid har fået at vide i folkeskolen (sikkert noget outdated lort) at demokratiet sikrede at vores nation kunne være neutrale i alle konflikter.
Men ønsket om neutralitet og at stå på sidelinien er nu ikke længere et ønske fra staten. Nu skal vi som stat vise handlekraft og myndighed. Desværre har jeg trods lærere der var længere til højre end nutidens slikkede udgaver af pædagoger, fået en slagside i form af mistro. En mistro jeg havde da jeg i et indremissionsk samfund skulle lære at tænke som alle de andre, en mistro der udviklede sig til skepsis overfor alt hvad der var fastlagt, en mistro som fik lovgivning til at være mistænkelig. Jeg udviklede en kritisk sans, som mit land og det omgivende samfund til stadighed vil få mig til at reagere med.
Faktisk er jeg vokset op med en kritisk sans der siger mig at ligegyldigt hvad der lyder rigtigt må det være forkert. Det er velsagtens en negativ forståelse af vores samfundsopbygning, men jeg har kunnet konstatere at det er en sund holdning: De fleste succeser er født af investeringer i luft, og de fleste fiaskoer stammer fra tilsvarende investeringer.
Når vi skal vælge en regering i Danmark er det derfor ikke et spørgsmål om hvad vi ønsker for vort land - det er udelukkende et spørgsmål hvad vi ønsker for os selv og vore nærmeste.
Hvis Højrefløjen skal bestemme vil vi derfor ofre de mest sårbare for at sikre de stabile lønmodtagere (dem der er heldige at beholde deres arbejde) en positiv fremtid.
Hvis venstrefløjen skal bestemme skal vi sikre de sårbare (dem der ikke kan få et arbejde) en stabil fremtid så de til enhver tid kan træde ind på det iøvrigt usikre arbejdsmarked, hvis der bliver behov for deres arbejdskraft.
Jeg har allerede valgt side for 40 år siden. Om vi skal være europæere eller nationale er ikke spørgsmålet, men kan vi være humane?