onsdag, november 09, 2011

fisk i blender

Så har jeg endnu engang lært det. Jeg troede at kunst var en udfordring, men en snak med min kunstnerisk interesserede far har åbenbaret noget helt andet.
Min opfattelse af guldfiskene i blendere var at der var flere valgmuligheder end at trykke eller ikke trykke på knappen. For mig var det sådan set kunsten at man ikke bare skulle vælge mellem sort eller hvidt, men vælge ...
Så jeg foreslog at det man kunne vælge var at trykke på knappen og pulverisere fisken eller ikke trykke. Men kan kunne også som valg overveje at trykke på knappen, altså vælge at ville trykke på knappen og så lade være, eller som det yderste vælge ikke at trykke på knappen og så alligevel gøre det. Altså i videste konsekvens overveje valgmuligheder, foretage et valg og alligevel gøre noget andet. For mig at se kunstnerisk og grænseoverskridende, men åbenbart for almindelige mennesker og min far noget vrøvl.
Efterhånden får jeg på fornemmelsen at jeg er gal. At min måde at tænke på er en sindssygs måde og at jeg ikke kan tage fejl, fordi jeg aldrig har ret, og det er forkert.
Hele diskussionen udsprang af en monolog der starter med "Har demokratiet en tanke", hvor jeg som ung var fascineret af den leg med ord der foregik, desværre er det temmelig mange år siden jeg har hørt monologen, og jeg har ikke fundet den på nettet. Så kom jeg i tanke om den monolog som var den mest intetsigende og allegevel meget intense, nemlig Aakirkeby, hvor vrøvl afløses af vrøvl og slutter med det forløsende ord "øl".
For mig var der ikke langt til Henry Heerups ølkapsel-skulpturer eller min fars egne eksperimenter, hvor kunst var indskrænket til at være eksperimenter og forsøg. Min mening er at netop forsøg og udvidelse af grænser er vigtige for kunst. Så jeg fremhæver at døde grise, udstoppede hunde og afskårne hestehoveder i sagens natur må være kunst, når nogen prøver grænserne af, men ikke er det hvis nogen gør det efter. Det sammen mente jeg sådan set om gulsfisk i blendere, hvor det ikke var spørgsmålet om at kunne blende fiskene, men spørgsmålet om at kunne vælge der var den egentlige kunst. Og så gik der påståelighed i det, for set med min kunstinteresserede fars øjne var der kun to muligheder, at trykke eller lade være. For mig at se er det ikke valgmuligheder men blot en løsning svarende til at køre over for rødt eller købe et par sko i krokodilleskind. Ikke tilladt, men muligt. Men muligheden for at overveje er for mig den altdominerende kunstnerisk set.
Som kunstner har jeg ikke meget talent. Jeg er måske habil tegner eller leger med billeder og ord. Men min kunst består i at jeg ikke kan definere noget.  Jeg ønsker at tvivle, og være anderledes. Så snart jeg er mig selv bliver jeg nødt til at overveje muligheden af at være noget andet, at overveje muligheden af at græde midt i latteren eller tvivle på virkeligheden.
Som barn var en af mine største oplevelser at se mosekonen brygge på engen ikke langt fra mit barndomshjem i Ansager (med alle åerne). At Ib Spang Olsen havde materialiseret mosekonen i en billedbog gjorde det jo ikke sværere for mig at være fascineret af mosekonens bryg. Det gjorde det fascinerende, at jeg med det samme kunne konstatere at der ikke var nogen mosekone, men at hun bryggede alligevel. Julemanden eksisterede ikke fordi vi havde fjernvarme, altså ingen skorsten til ham, og mine legekammerater havde bud fra tandfeen når deres mælketænder faldt ud. Vi boede i nummer tretten og fik aldrig besøg af hverken julemand, tandfe eller mosekone. Til gengæld havde vi rengøringshjælp og naboer med hysteriske dværgpinschere eller hvad sådan nogle hunde nu hedder. De gøede og bed fordi de var små og ikke kunne gøre andet. Og jeg lærte at det ikke var mig der var noget galt med, men de hysteriske hunde. Tror jeg nok.
Og nu sidder jeg her og spekulerer på om der er nogen sammenhæng i alt det vrøvl jeg skriver og finder ud af at det er der sådan set ikke. Det giver kun mening hvis man er mig og tænker hurtigere and man kan skrive, altså er alle de tanker der hele tiden farer gennem mit hoved lisså langt væk som de ord der ikke kan skrives på en sløv pc.
Men for at vende tilbage til guldfiskene så har jeg jo også et problem i forhold til mit ophav. Eller måske har mine forældre et problem i forhold til mig. Jeg er deres barn og derfor respekterer jeg dem og deres beslutninger, men på en måde så de aldrig kan tage beslutninger imod det de har lært mig. Og der har vi problemet. Både min far og mor har lært mig at tænke selv, at tage selvstændige beslutninger, være voksen og tage ansvar ...
Men hvad er ansvar? Jeg har tænkt og tænkt i mange år. Mit hovede er fyldt med tanker og løsningerne fylder meget mere end spørgsmålene. Alligevel er mine forældre de første til at stille med løsninger. Tyskerne var skyld i anden verdenskrig. Penge er roden til alt ondt (og lige netop penge har mine forældre langt flere af end deres forældre og børn), Nå ja og så er det altid alle de andre der kører råddent.
Tryk på knappen og se guldfisken dø. Eller lad være og forestil dig at en anden trykker på knappen og ser guldfisken dø, eller lad være og se en der fortryder at slå en guldfisk ihjel når det er for sent, eller sats på at et tryk på knappen ikke slår guldfisken ihjel eller tro på en gud der vælger om du skal trykke på knappen. Min far fik ret der - der er mindst 40 valgmuligheder. Men hvis jeg var guldfisk ville jeg ikke kunne vælge. Og måske er det lige nøjagtig det jeg egentlig er.
Vil du trykke på knappen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar