Politik (1)

Politik er efterhånden ligeså virkelig som Supermand. Folk kigger op i luften og spørger sig selv om det er en komet, et missil etc. og konstaterer så at det er Superman. Dansk politik er efterhånden blevet tilsvarende. At samtlige partier i folketingssalen diskuterer halal-slagtning forekommer mig totalt tåbeligt, at en politiker (Karsten Lauritzen) udtaler at det der skete omkring WW2 havde en anden kontekst end den ville have haft i dag (mine ord) og at vi er blevet en krigsførende nation uden noget som helst mål, er for mig totalt ubegribeligt!

Politikere

Mange politikere havde et mål med at blive politikere i min ungdom. De ville sikre sig at vi havde et samfund. Nogle satsede på lokalsamfundet i sognet eller kommunen, andre på ledelsen af landet. De repræsenterede helt klart nogle holdninger, der var ikke så meget spin og lobbyisme dengang, det var mere noget med at have et ønke om et samfund til gavn for alle. For nogle til gavn for økonomisk fremgang, for andre til gavn for at have en arbejdskraftreserve så billigt som muligt, for atter andre at forbedre levevilkårene for de dårligst stillede i samfundet. Men jeg havde ikke indtryk af at politikere dengang var politikere for andet end nogle gratis håndmadder til møderne. Nu er der penge i det!

Politikerlønninger

Hvis jeg selv kunne bestemme, hvad jeg skulle have i løn, ville jeg vælge noget jeg kunne leve af, ikke noget som skulle svare til noget andre skulle leve af. Det er selvfølgelig en påstand. Men de muligheder jeg har haft for at leve har altså budt på studielån, børnepenge og lejemål i kælderværelser. Jeg kan vælge at være materialistisk egoist (vistnok en tautologi) eller jeg kan vælge at vie mit liv til at sikre mit eget. Ved at være noget for andre kan jeg få noget tilbage, bare ikke penge. Hjælp, hensyn og næstekærlighed (ikke nødvendigvis kristen næstekærlighed) er for mig at se vigtigere end penge!
Hvorfor så gå ind for højere lønninger, bedre pensionsordninger og sågar pensionsordninger til børn (de findes ikke andre steder medmindre man laver en børneopsparing, og det skulle man jo nok mene politikere har råd til?)

Forskel på folk

Nu er vi jo alle forskellige og det viser sig da også at langt de fleste politikere er teoretikere, enten har de kun haft et studiejob, eller de har aldrig lavet andet end at studere, nogle har måske taget den tunge tur ud på arbejdsmarkedet, men har så hurtigt fundet en plads i systemets mange offentlige eller fagforeningskontorer, nogle har aftjent værnepligt eller er i loger, der findes sågar nogen der har arvet deres talent for at tjene penge. Alt i alt repræsenterer 179 mennesker under 10% af befolkningen (tæller vi Færøerne og Grønland med er det måske kun 8%)!
Det er jo altid imponerende at arbejdsgivere selv kan bestemme hvor meget de skal have for at sikre andre mennesker et arbejde som de som arbejdsgivere kan leve fedt af. Politikerne har åbenbart fattet den del af systemet, selv om deres ansatte i mange tilfælde tjener mere end de selv gør.
Folkets tjenere kaldte vi i min ungdom de danske politikere, men da var vi også lige blevet medlemmer af EF, og alle troede at vi skulle blive endnu rigere og endnu bedre til at bruge penge (eller var det omvendt - til tjene penge?).
Det jeg lærte var at min tilværelse byggede på en løgn.

Vi blev ikke rigere. Tværtimod blev vi tvunget til at spare penge  op, af hensyn til samfundets økonomi. Vi fik ikke større eksport af svinekød og bacon til England, tværtimod blev englænderne fattigere og købte mindre bacon. Vi fik ikke en egentlig velstandsøkonomi, tværtimod fik vi stordrift af slagterier, karteldannelser og statsgaranterede banklån til studerende. Vi fik EF!

EU

At politikere ønsker at ændre de fire forbehold er måske forståeligt nok, i forbindelse med kriminalitet er det selvfølgelig svært at forstå at et manglende politisamarbejde kan udgøre et problem, især når det bliver fremlagt som et problem. Alt hvad der har med EU-forbehold bliver desværre fremlagt som et problem, Fra åbne grænser til danske forbehold, men det er i realiteten ikke problemer vi har i Danmark, det er problemer som mastodonten EU har. Vi kan, selv et lille land med mindre end 6 mio indbyggere, sagtens forhandle med EU, vi behøver ikke som danskere at tage blå hat med næsten 30 stjerner på, som min politiske fjende Ellemann-Jensen sagde: "If You can't join them, beat them". Nordmændene lever stadig trods deres afslag til EF og EU, Grækerne, Portugiserne og Irerne er nationer der er så meget i knæ at EU bestemmer hvad de skal. I Italien sidder en mangebilliardær på magten på den ene eller den anden måde, og den økonomi der har lært (og fået) mest fra amerikansk økonomi sidder på magten i Tyskland og delvis også i Europa.
Check lige amerikansk økonomi!

Politikken

Men i Danmark har vi åbenbart mere respekt for andres magt end vi har vores egen. Politik bliver kort sagt til en leflen for andres politik ikke til en markering af vores egenart. Den eneste egenart er efterhånden den som Dansk Folkeparti står for: At vi er bedre end alle andre og at vi har ret til at være det.
At vi måske bare er dygtige til at integrere, at bidrage til det internationale samfund. At vi måske er helt gode til at være fredelige og til ikke at føre krig. At vi er mennesker der er som mennesker flest, er åbenbart ikke momentum. Nej penge og vælgere er det vores politikere tænker på. IKKE borgerne!

Arbejderpartier

Åbenbart er der ikke ét parti i dansk politik der ikke har kaldt sig arbejderparti. Et arbejderparti er et parti der varetager arbejdernes interesser og alligevel påstår alle de liberale partier på skift at de er arbejderpartier. Der er bare det ved det at arbejdere aldrig kan have en interesse i at større dele af deres indkomst (profitmaksimering) SKAL gå til investorer, det kan de kun mene, hvis de tror på en liberalkapitalistisk løgn. At man skal arbejde for at få dårlig ryg eller sygdom er jo idiotisk når man skal finde sig i at få mindre og mindre i løn og mindre og mindre hjælp når man bliver ramt af sygdom.
At vi er kommet så langt at mennesker i det vi kan kalde et fredeligt arbejde (kontor mm.) kan risikere at få stress og PTSD og dårlig ryg eller musearm og hvad der ellers kan ske, så er vi altså langt ude.
Vi ender jo der hvor kragerne vender når alle politikere anser arbejde på de liberale vilkår som den eneste form for arbejde.

Vores arbejde

Hvorfor ikke lade arbejde være en opgave der kan løses af den der er ansat, ingen diskussion om socialt bedrageri men en diskussion om at vi alle skal gøre den gavn vi kan gøre for vores fælles samfund. Hvorfor ikke lade os være solidariske om den verden vi selv og vores børn og børnebørn skal vokse op i?
Vores arbejde er som sagt med til at sikre nogle få mennesker en indtægt de end ikke kan nå at bruge!