Juleaften

I år er det vist nok 25 siden jeg sidst var foruden. Foruden min familie og det jeg elsker, og dem jeg elsker. Mit selskab er i aften det jeg kender bedst, nemlig mig selv. Til gengæld savner jeg alt det andet. Fattigdom er ikke min lod, selv om jeg ikke er specielt rig kan jeg overleve. Mit problem er at jeg bliver fattigere på ikke blot penge, men også på menneskelige relationer. Mit liv er politisk defineret som værende i vejen, eller måske endda spildt. Da mine omgivelser og jobcenter skal bekræfte mig i at være til overs går det jo tjuhej vilde dyr. Mine forældre har kæmpet for at blive de velhavende pensionister de er blevet til, det har jeg ikke. Mine kærester har elsket mig indtil de ikke gjorde det længere, jeg blev i årtier kasseret fordi jeg var mig og ikke det menneske som de blev forelskede i.
Men skidt det er juleaften.

Julegaver

Jeg har villet købe julegaver til dem jeg holder af, såmænd også dem jeg blot er i familie med og som får så store gaver at det dyreste de får fra mig er gavepapiret. Jeg ved hvad mine forældre kan bruge, og det drejer sig ikke om penge, det drejer sig om fornødenheder, og her er vi på brevordnerstadiet suppleret med faneblade, eller en julesnaps, eller en bog der handler om at turen går til Budapest. Julegaver er ligegyldige i familier hvor de fattigste skal finde på en gave de har råd til, når dem der skal have gaverne selv kan købe dem. Julegaver er derfor et stort problem for en stor del af alle os der politisk set bliver gjort stadig fattigere. Vi kan ikke leve op til tanken om at have et overskud, men vi skal. Mit overskud er således at jeg kan betale mine regninger til den 1. januar, altså styr på økonomien. Mit underskud er at jeg er syg på grund af fejlernæring og drikkeri, at jeg ikke har overskud til mine forældre og de fleste venner. Min julegave til mig selv er at jeg holder jul med mig selv, ikke fordi jeg ønsker at være isoleret, men fordi det er den letteste løsning på en uløselig konflikt at undlade diskussion.
Det har regnet og stormet hele formiddagen og jeg har valgt at kalde stormen (egentlig bare vindstød af stormstyrke) for Julius. Jeg har sendt julehilsner og "liked" en masse julehilsner på facebook. Men min julegave til mig selv er at jeg kan tage en morfar hver anden time, at jeg kan acceptere at jeg i virkeligheden er ramt af sygdomme, som forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk, dårlig motion (min vægt er faldet med mere end 15 kilo på et år fordi jeg ikke motionerer, jeg har simpelthen ikke råd til at bevæge mig, så jeg sidder bare stille her bag min pc. At gøre noget bare for at gøre noget er ikke mit mål. Jeg gør noget fordi jeg vil. Derfor har jeg skrevet mere end 150 blogs i løbet af dette år. Derfor har jeg været uvenner med mine forældre, derfor har mit forhold til kærligheden været problematisk.

Kærligheden

Jeg har elsket, jeg har vist kærlighed. Mit overskud var måske ikke det største, men til gengæld har jeg altid villet røre ved og knuse, kramme og kysse, ja også i det omfang jeg har haft muligheden at elske rent fysisk.
Jeg er jo ikke perfekt sådan som offentlige mennesker opfatter sig selv. Jeg er et følsomt menneske, og jeg holder af andre trods deres svagheder, ja, jeg er så storladen at jeg faktisk holder af mig selv på trods af mine fejl og mangler. Jeg græder når mine venner græder, jeg lytter til mine venners problemer, jeg er en umotiveret idiot, som ikke gider at gøre noget for ingenting, jeg elsker ikke mine medmennesker fordi jeg ikke vil gøre min indsats op i penge eller værdier. Som sådan har jeg for længst bevist at jeg er et overskudsmenneske (ikke at jeg har overskud i forhold til andre - nej jeg er i overskud og bidrager sådan set ikke til samfundet). Det ændrer bare ikke på min opfattelse af kærlighed.Umiddelbart minder kærligehd mig om godnatknus, den stilfærdige opmærksomhed  ved sengetid, ja og lysten til at holde om og knuse de mennesker man virkelig godt kan lide. Og sex følger med. Ikke bare at ville tage, men at ville dele. Sex er at finde ud af at kroppen er følsom og påvirkelig, ikke at den kan misbruges. Så er det sagt.

At holde jul

Dette år holder jeg min første jul i mange år, hvor jeg er alene. Julen er egentlig ikke anderledes end enhver anden dag eller uge. Den er bare et fælles projekt. Dikteret af kirken, fagforeninger og lovgivning vil julen altid være en form for edikt. Julen er derfor ikke et ønske, det er et påbud. Og næstekærlighed er måske nok værd at leve for. Men at føle sig tvunget til at spise for meget, at føle sig tvunget til at give gaver og at føle sig tvunget til at være positiv i en situation, hvor man ved at man kan miste hele sit livsgrundlag, både økonomisk og personligt, er ikke værd at samle på.
Nederlag er i princippet aldrig værd at samle på, men de er værdifulde som erfaringer. At holde jul bliver derfor meget mere et spørgsmål om at dele, end om at splittes. Når jeg ikke har noget at dele må jeg derfor holde min jul i mig selv, simpelthen fordi jeg ikke har noget at dele.

Mit ønske

Jeg håber sådan set bare at nogle vil tage mig alvorligt, at jeg ikke behøver at være en anden og at jeg måske kan holde nytår uden at skulle købe krudt.

Min juleaften er derfor stille, for ikke at sige rolig. Den omgivende verden er til gengæld brølende, både i dag og resten af de næste års dage.