fredag, december 20, 2013

Hjem, kære hjem

Egentlig har jeg aldrig haft et hjem. Jeg er flyttet rundt i landet efter midlertidigt arbejde og vikariater. Ofte fra den ene ende af landet til den anden. Hver gang med venskaber der måtte droppes eller som bare faldt væk. Nogle gange, jeg vil tro oftest, var det min skyld, andre gange var det den økonomiske tilgang til vedligeholdelse af venskaber der fik dem til at bukke under.
Men sært nok har jeg altid haft en bopæl, eller skal vi bare kalde det en adresse.

Min barndom

Som barn og ung boede jeg hos mine forældre, hvilket jo ikke virker specielt sært, alle mine skolekammerater og uvenner (dem der mobbede) boede på samme vilkår, altså hjemme hos mere eller mindre børneopmærksomme forældre. Vi var tre brødre og en storesøster, alligevel blev vi meget forskellige. Min ældste lillebror flyttede tidligt hjemmefra, jeg tog gymnasiet med inden jeg flyttede og det gjorde min yngste lillebror også. Min søster flyttede til Vestjylland i et forsøg på at tjene penge som ikke-faglært lærer, og så blev hun gravid, hvilket gav praktiske (religiøst betingede) problemer da hun skulle på lærerseminariet i Esbjerg. End ikke Mødrehjælpen kunne hjælpe hende, men hun blev gift med barnets far. I samme øjeblik uddannelsen var slut blev hun separeret. Hun lever stadig sammen med ham og har fået fire dejlige drenge siden, som nu er voksne, udover den smukke og livsbekræftende pige som jeg fik lov at stå fadder til.
Da mine forældre blev skilt var jeg 9 år og min yngste lillebroder var 5 år, vi havde dog levet med vore forældre hver for sig i to år på det tidspunkt, teoretisk mente de at vi børn havde bedst af at vi vænnede os langsomt til tanken, mens vore forældre på skift fik en supplerende læreruddannelse.  ideen var at vi børn skulle fordeles mellem vore forældre og at vi skulle have fælles samkvem, mens vore forældre skulle passe arbejde og deles om at videreudvikle os. Sådan blev det bare ikke.
Om den oprindelige ide ville have gjort os til bedre mennesker, mere velfungerende kapitalister, mindre religiøse eller ateistiske aner jeg ikke. Jeg tror mest på at vi stort set ville have udviklet os som vi har gjort, ligegyldigt hvad der var sket.

Min ungdom

Den er hurtig fortalt. Jeg flyttede hjemmefra kort efter jeg havde fået min studentereksamen. Jeg manglede få point for at blive optaget på biblioteksskolen, dem kunne jeg tjene på et år, for eksempel ved at tage en uddannelse og derved tjene point. Jeg begyndte på EFG, som dengang var noget ganske nyt. Som socialist mente jeg at man ikke kunne tage stilling til håndværk og håndværkere uden at have været blandt dem, og sådan blev det. Jeg oplevede det år en masse. Fagligt engagerede, håndværkere der bare ikke kunne finde en mester men som ønskede sig at blive tømrere eller snedkere, malere eller svejsere. EFG Bygge og Anlæg var et godt sted at være, med mennesker som gav udtryk for alle afskygninger af politisk sans. Fra passivitet til storstilet aktivitet. Efter et år fik jeg optagelse på biblioteksskolen i Aalborg og forlod det produktive arbejdsliv, desværre faldt også venskabet med mine kammerater fra EFG bort til fordel for dem jeg kom til at gå på skole med.
Rent fysisk flyttede jeg kun en smule. Min husleje og de kvadratmeter jeg havde til rådighed ændrede sig ikke stort da jeg flyttede fra min stedfars datters ekstra værelse til min søsters kærestes svigerfamilies karlekammerværelse på 5. sal. Da jeg blev smidt ud på grund af dødsfald kunne jeg konstatere at den kommunale (offentlige) garanti for en bopæl ikke gjaldt for mig, kommunen kunne simpelthen ikke stille noget til rådighed, så jeg flyttede i kollektiv. Jeg fik en kæreste og min bedste ven tog hende, egentlig var det mest omvendt, men dengang føltes det som at blive svigtet.

Min uddannelse.

Jeg boede til leje hos private, hos mine forældre under praktikperioder, jeg boede på kollegium og i kollektiver. Jeg havde ikke et hjem, men en bopæl, et sted at gå hjem til, jeg havde havde også kærester og elskerinder dengang, jeg var hyppig gæst i byen, drak mange øl og fik venner der dyrkede skak, var filosofiske, hørte musik og kunne lide mit selskab. Alt det fik jeg, men ikke de kontaktmuligheder som skulle gøre det lettere at få arbejde. Vi flyttede alle hele tiden, blev gode venner og glemte hinanden af praktiske årsager, forbindelser der kunne skaffe arbejde var ikke pynt på kransekagen dengang, lige så lidt som den er i dag. Vore venskaber blev aldrig til fjendskaber, det nåede vi ikke. Vi flyttede fra det ene rod til det andet. Vi havde sjældent penge, men kunne leve på en sten, så hellere spise billig mad og så have råd til at gå i byen.
Min uddannelse bestod mindst lige så meget i at flytte (for mig selv og andre) som den bestod i at lære noget. Jeg vil ikke klage, bare forklare at det at lære noget er noget man skal ville, ikke noget man skal tvinges til.
Hvis min uddannelse var gennemført uden krav om praktik, flytning, økonomisk ubalance og nedlæggelse af kollektiver, kunne jeg måske have haft en anden tilgang til at blive uddannet. Desværre stod jeg med en kæmpe studiegæld (statsgaranteret) da jeg blev færdiguddannet, samtidig med at jeg skulle vente med at aftjene værnepligt i næsten ét år. Jeg havde end ikke råd til et næste fjumreår, man kan jo betragte min EFG-uddannelse som et fjumreår, da jeg heller ikke kunne få en læreplads (jeg var for gammel til lærlingeløn). Jeg tog en uddannelse og jeg var stolt af den.

Bopælen

Fra jeg var 5 år til jeg blev 17 boede jeg samme sted i Ansager, samme hus endda. 12 år i alt. Siden har jeg som nævnt boet i alle mulige former for opholdssteder, i forbindelse med arbejde også på campingpladser eller et lånt værelse, mens jeg ventede på at skifte bopæl fra den anden ende af Danmark.
Fra 1982 var jeg lejer af alt muligt, jeg boede i korte perioder til leje, i telte, campingvogne, på værelser og hos mine forældre, jeg boede hos skiftende kærester og sågar på højskole.
Sært nok har jeg aldrig haft bopæl mere end 3 år siden jeg flyttede hjemmefra. Sært nok er det så også at det sted jeg har været mest (dog med skiftende adresser) er Samsø. Fra 1992 til 2010 boede jeg på Samsø, jeg havde en kæreste, dog kun i ca. 3 år, ellers var jeg alene. Jeg havde arbejde, dog ku i perioder. Jeg havde gode venner, dog kun når når vi havde råd til at være det.

Men selv om jeg har boet 12 år i Ansager på den samme adresse, er det sted jeg har boet allermest stadig Samsø (Kolby Kås, Tranebjerg, Torup og Pillemark) med 15 år.

Nu bor jeg igen hos min far (og betaler husleje eller i hvert fald forbrug) og har gjort det sammenlagt noget der ligner 10 år.

Jeg når aldrig at få tilknytning til et sted, regering og alle andre kan stikke deres tro på at lavere indtægter og dårligere vilkår for studerende skal give dem mere tilknytning til et nærsamfund. Det eneste der sker er sådan set at penge bliver omdrejningspunktet, ikke de mennesker der skal generere dem.

Bedsteforældre

Mine bedsteforældre, ja sågar mine forældre har en tilknytning til lokalsamfundet, som er grundet i deres hjem (bopæl). De har haft et hjem, mindes deres skolekærester, naboerne der var fattige kommunister eller betalte kontant.
Jeg har kendt så mange mennesker i så mange dele af landet og i så mange situationer, at jeg ikke kan forstå hvad et hjem er, hverken som udgangspunkt for fremtiden eller som udtryk for nutidig tryghed.

Fremtiden

For mig vil det sådan set sige at jeg skal have et hjem, med tryghed og omsorg, de næste ca. 20 år. For at være helt ærlig får jeg det aldrig, end ikke på et plejehjem. Så længe er der ingen der holder, og skulle der være én, er det i hvert fald ikke mig.

Jeg kan jo kalde mig boligløs og svigtet af samfundet. Men det er ikke mit formål. Det er alle dem der tror at ejendom og kapital er vigtigere and mennsker der burde følge med her. Og jeg har kun fortalt den korte version her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar