Målstregen

Som mennesker har vi måske og måske ikke et mål med tilværelsen. Godt nok bliver nogle skuffede, nogle endda så meget at de opgiver at leve livet. Måske træder de bare tilbage og siger "op i røven", men nogle tager livet af sig selv og deres kæreste. De sidste vil jeg måske fokusere på en anden gang, da det er svært nok at se dem der på en måde kæmper videre mod overmagten, trods dårlige odds.

Mål

Vi er alle født lige siges det. Nej det er vi ikke. Nogle er født af forældre der ikke aner noget om sundhed, barsel og barnets tarv eller behov de første år af livet. Måske er det mindre væsentligt, her er der nemlig ikke nogen stor forskel på de mest beskyttede i samfundet og de dårligst stillede. De boller, bliver gravide og får et barn, hvis det kommer dertil. Nogle gange et ønskebarn, andre gange bare et barn.
Men. Et barn kan udløse ønsket om at barnet skal have et godt liv, for de dårligst stillede eller dem med den værste opvækst er målet altså at deres børn skal have det bedre, mens de bedst stillede vil have at børnene skal have det bedre. Forskellen er måske ikke umiddelbart til at se, men fp
or den dårligst stillede gruppe er det muligheden for at blive en accepteret del af samfundet, mens de bedst stillede ønsker at deres børn skal blive en del af det øverste samfund.
Desværre er det ikke menneskelighed der er det egentlige mål, det er penge. Så der er alle klasser stadig enige. Pengene og økonomisk sikkerhed er det vigtigste. Altså penge som mål, ikke som behov.

Ømhed

Generelt tror jeg at alle mennesker der har børn er ømme overfor dem. Men mange aner ikke hvordan de skal vise ømhed. Den person der har været udsat for overgreb i sin barndom vil oftest tage udgangspunkt i den erfaring (og med overgreb mener jeg ikke nødvendigvis seksuelle overgreb). Mange forældre - for ikke at sige de fleste - har ikke en kinamands chance for at vise ømhed overfor deres børn, ømhed er nemlig noget man ikke selv har oplevet. Ømhed kræver nemlig tid og forståelse, altså at udvise både empati og at beskytte progressivt (med henblik på at ømheden skal bære positiv frugt på længere sigt, frem for at forkæle).
Hvis vi som voksne skal forbinde vores forældres ømhed med at blive kysset godnat (bvadr er der nogen der siger på et tidspunkt i barndommen, og det var så meget for den ømhed), hvis vi skal tro på at det at der bliver pustet på en skramme fjerner smerten efter et fald, hvor smerten oftest er større fordi faldet var en overraskelse, kan og vil ikke i længden blive forvekslet med ømhed. Et kejtet knus og et kram vil sjældent blive betragtet som ømhed, allerhøjst som et behjertet forsøg på at vise ømhed, når det er den eneste måde man kan vise den på.

Kærlighed

Ømhed må selvfølgelig ikke forveksles med kærlighed. Kærlighed er grænseoverskridende. Den har givet sig udtryk i klø og andre straffe (igen springer jeg over seksuel misbrug). "Det gør mere ondt på mig end det gør (ondt) på dig", er der en del børn der har hørt, måske nok i nyere tid formuleret på en anden måde, men sanktioner og krav har i princippet blot fået en anden udtryksform. De er der stadig. Forældre forstår ikke at deres børn i puberteten gør oprør imod dem, forældrene mener jo netop at de fejl de selv begik skal børnene slippe for at begå. Pudsigt nok er langt de fleste forældre der har fået en rolig og økonomisk stabil tilværelse adskillige erfaringer hvad angår pubertet. En anden gruppe, nemlig de socialt udsatte, er nok dem der ved mindst om pubertet, fordi de havde travlt med at finde ud af livet. De vil i høj grad acceptere at deres børn skal finde ud af det selv, også fordi kærligheden ikke har været til stede i den del af deres liv som deres børn nu skal gennemleve.
Af kærlighed til vore børn sikrer vi dem ophold i institutioner, skoler og under konstant opsyn, samt mod betaling. Ikke fordi alle mennesker tror at man kan betale for børns lykke eller at man kan vise kærlighed ved at betale for ikke at være sammen med dem. Nej, simpelthen fordi det omgivende samfund har brug for at kærligheden kan omskrives til indtægt.
Uden indtægt kan man ikke gøre det bedste for sine børn, på samme måde som mænd er dårligere til at tage sig af børn en mødre er, ja sågar fremmede kvinder er bedre end fædre.

Smerte

Man kan jo undre sig over at ømhed og kærlighed kan forsimples på denne måde. Men det er jo accepteret af de fleste, at det omgivende samfund fastsætter reglerne for vores måde at omgås hinanden og vore børn på, ikke hvordan vi kan udnytte det potentiale vore børn udgør, medmindre det kan gøres op i penge eller prestige.
Trods den omfattende tilstedeværelse fra myndighederne, altså pædagoger, lærere, lovgivere og offentligt ansatte kontrollører får størstedelen af de unge og børnene ikke den ømhed og kærlighed som de har brug for, nej de skjuler eller påvirkes til ikke at genkende den smerte som de fleste opnår ved ikke at være andet end en offentlig opgave der skal løses.
Selvfølgelig må det gøre ondt. For mit eget vedkommende gjorde det da også ondt, da mine forældre blev skilt. Det gjorde såmænd også ondt, at de forsøgte at gøre skilsmissen så let som mulig for os børn, det gjorde ondt at vi børn pludselig skulle sammenlignes med nye kæresters børn eller skulle være kastebold i et spil mellem vores forældre og deres nye familier. Vores fremtidige liv blev bestemt af advokater og vore forældres manglende indsigt i vores behov og ønsker. Selvfølgelig ved jeg godt at vi ikke kunne få vores oprindelige familie tilbage, det var sådan set bare et barnligt ønske i og med at trygheden blev forvandlet til et forsøge på at skabe en anden tryghed.

Målet

Jeg voksede op med at mit mål skulle være succes. Helst på flere områder, især skulle jeg gerne være god til det jeg arbejdede med, men det ville jo implicit betyde at jeg også skulle være god til at tjene penge.
Desuden ville det være ønskværdigt at jeg udviste ømhed over for mine børn og kærlighed til mine omgivelser.
Beskedne mål, når jeg aldrig havde lært hvad udtrykkene egentlig dækkede.

Jeg forsøgte at gøre det godt, alle tingene. Og nu sidder jeg her i selvvalgt isolation, simpelthen fordi jeg ikke kan nå til enighed med nogen om, hvornår jeg skal satse på kærlighed, eftergivelse, ømhed, penge eller prestige.