lørdag, december 28, 2013

Om mig (den korte version)

Mine forældre er fra hhv. middelklasse- og arbejderklassemiljø. Det lykkedes dem at tage en uddannelse, mens de arbejdede og deres børn. Det lykkedes dem at få arbejde som lærere, og de flyttede fra den ene ende af landet til den anden.
Det gode råd jeg fik var at tage en uddannelse der berettigede mig til at få ansættelse indenfor det offentlige, der var garanteret pension. Så jeg tog gymnasiet med, også fordi jeg kunne. Bagefter ville jeg gerne på biblioteksskole, men jeg manglede 0,2 point i min gennemsnitskarakter, så jeg måtte optjene det halve point jeg kunne få ved at finde et arbejde eller tage en lavere uddannelse oveni- Jeg valgte at gå på EFG (ErhvervsFaglig Grunduddannelse), så jeg oveni en boglig uddannelse kunne søtte mig ind i aspekter af "Håndens arbejde". En teknisk "detalje" (jeg skulle have mere i løn end andre lærlinge på grund af min alder - en aftale mellem arbejdsgivere og Tømrer/snedker forbundet) forhindrede mig i at komme i lære, men efter et år havde jeg optjent point nok til at blive optaget som kvote-2 elev på biblioteksskolen, en uddannelse jeg selvfølgelig gennemførte trods økonomiske benspænd fra statens side, jeg skiftede bolig hvert halve år, måtte finde praktikophold langt fra uddannelsesstedet og måtte tage et statsgaranteret banklån til mere end 20% p.a.
Men jeg gennemførte på normeret tid.
I mellemtiden var der indført ansættelsesstop inden for det offentlige, hvilket betød at jeg skulle håbe på dødsfald blandt bibliotekarer (vi var mere end 8% ledige bibliotekarer da jeg blev færdig, eller at jeg måtte tage vikariater. Jeg tog sommervikariater, jeg aftjente værnepligt, jeg tog barselsvikariater og levede i mellemtiden på dimitendsats (og den sulteløn som soldater fik). Men efter 4 år havde jeg optjent ret til dagpenge.

Et liv på støtten.

Dagpenge var for mig et slaraffenland. Jeg kunne betale tilbage på mine lån i forbindelse med flytning og forbrug, at få et 3-måneders vikariat var ikke specielt morsomt, fordi jeg skulle huske at få ændret forskudsregistreringen hos skattevæsenet hver gang mine levevilkår blev ændret. Det medførte et år at jeg fik 7.000 kroner tilbage i skat, at det offentlige inddrog alle pengene, at mine forbrugsudgifter ikke kunne betales, at huslejen ikke blev betalt og jeg blev smidt ud. Jeg fandt et værelse på 8 kvadratmeter på fjerde sal hos nogle venner, som jeg kunne betale for tjenesten. Jeg blev forelsket og blev far til min datter, et stort ønske var opfyldt troede jeg, men den økonomiske situation var stadig vanskelig og jeg kunne ikke flytte med moderen, det ville være økonomisk selvmord. I forbindelse med aktiveringskrav foreslog jeg et højskoleophold med henblik på at søge optagelse på journalisthøjskolen, hvilket blev bevilget med flere økonomiske til følge, da jeg under opholdet modtog dagpenge, men skulle have modtaget aktiveringstilskud (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Altså skulle jeg betale dagpengene tilbage, selv om jeg havde brugt dem på at betale for højskoleopholdet. Det blev dog til sidst ordnet med højskolens sekretærs mellemkomst, ikke med offentlig hjælp.

Vikariaterne

Inden højskoleopholdet havde jeg haft vikariater i det yderste Danmark og var flyttet med kort varsel og stort set uden penge.
Det bseneste vikariat var et sommerferievikariat, som blev til en årsansættelse i forbindelse med indførelse af EDB på biblioteket, jeg skulle vikariere for de bibliotekarer der skulle oplæres i brugen af søgning via kommunedatas bibliotekssystem. Et helt år det troede jeg skulle være vendepunktet. Jeg blev opfordret til at stille op som tillidsmand, men kunne ikke fordi jeg kun var ansat for en periode. Jeg fik at vide at jeg kunne få forlænget min ansættelse, selv om der var ansættelsesstop, men det kunne jeg ikke, fordi fagforening og det offentlige havde en aftale om at en ansættelse udover et år skulle resultere i en fastansættelse. Altså valgte biblioteket ud fra de offentlige krav om ansættelsesstop - og fordi jeg jo var ansat i en midlertidig aflastningsstilling - at droppe forlængelsen (alene fordi det ville betyde en fastansættelse, som ikke måtte finde sted)-

Ledighed

Så blev jeg ledig. På mit CV stod der blot at jeg havde haft skiftende og oftest kortvarige ansættelser på biblioteker rundt om i landet. Mine udtalelser fra ansættelsesstederne bar præg af at jeg havde været vikar (en enkelt gang endda med en anden vikar som min overordnede). Men efter en periode med det ene ansøgningskursus efter det andet fik jeg en aktiveringsopgave, nemlig at komme med et oplæg til et kommunalt forvaltningsbibliotek. Og så gik jeg i gang, endnu en gang på dagpenge og med troen på at et godt arbejde kunne skaffe mig et job. Men politikerne ikke se formålet med et fælles forvaltningsbibliotek, slet i DJØF'erne, de ville jo have hver deres kommunalt betalte udgave af Karnov og andre "livsvigtige" opslagsværker.
Så jeg blev ledig igen.

Højskoleopholdet

At blive far uden at kunne gøre andet end at betale gjorde at jeg til sidst, da jeg endnu en gang skulle aktiveres valgte et højskoleophold. Jeg gjorde selvfølgelig alt det jeg ikke skulle alligevel. Jeg talte med dem der havde psykiske problemer (og dem var der mange af i den periode, så var de andre skoler af med dem), jeg talte med dem der havde misbrugsproblemer (jeg havde jo selv været der), men værst af alt, så delte jeg det jeg havde med de andre, så dem der havde regnet med at få finansieret opholdet ved at sælge øl og cigaretter eller leje en film ud, blev selvfølgelig sure på mig, for de kunne ikke tjene penge så længe mit princip var at dele uden at forvente overskud (ikke narkotika - det ville jeg ikke røre ved, men øl og cigaretter samt måske en pose chips eller lignende).
Jeg var blandt de ældste og derfor kom nogle af dem der havde personlige problemer til mig, og vi talte ofte sammen på tomandshånd fordi jeg ikke gav oplysningerne videre.
Men da jeg tog til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen blev jeg nummer et eller andet på ventelisten, og samtidig fik jeg mulighed for at lære at lave radio, både som tekniker og som studievært og narrator. Jeg slog til selv om der ikke var udsigt til løn.

Radio og TV

Jeg lavede mere og mere radio, jeg blev en af de medarbejdere der lavede manus til quiz, sørgede for at LP'er kom på plads, kunne ringe op og bånde når der var lokale nyheder, ja enkelte gange kunne jeg fungere som tolk for studieværten og oplære de nye frivillige medarbejdere. Jeg nåede endda at blive forelsket i en gift kvinde, som var flyttet til øen med fire børn og mand fordi han havde fået arbejde, med det resultat at de blev skilt. Jeg var i aktivering på det lokale bibliotek. Jeg kom endda mi aktivering på lokalradioen i en måneds tid. Men arbejde var der ikke noget af.
Derfor flyttede jeg til Midtjylland i håb om flere muligheder, det var der bare ikke med min uddannelse. Så kort før årtusindskiftet mistede jeg retten til dagpenge. Min chef på radiostationen kunne godt bruge min arbejdskraft og havde fået en portion penge fra kulturministeriet. Så jeg blev ansat, jeg forhandlede selv min løn, da jeg hellere ville ansdættesd et halvt år med mulighed for at optjene dagpenge igen end at få en god løn som journalist i 3 måneder og så bare komme på kontanthjælp igen, og jeg havde fået de økonomiske rammer at vide.
Altså genoptjente jeg retten til dagpenge. De næste år var on-and-off. Når pengene fra kulturministeriet var brugt blev jeg "sæsonfyret", når der kom en ny portion var jeg den første til igen at blive ansat. Jeg lærte alle siderne af arbejdet, men var bedre til noget end til andet, både på TV og på radio. Hvor mange har været lydtekniker, studievært og klipper på både radio og TV? Det eneste jeg ikke kunne var at føre kamera på grund af mit syn (altså ikke på grund af det politiske).

De seneste år

Pengene blev færre og færre og jeg skulle efterhånden aktiveres mere og mere på dagpenge. Min gode kollega på biblioteket afviste blankt at have en gratis arbejdende bibliotekar ansat, ligesom hun havde sikret sig at jeg var i fagforening før jeg kunne blive sommerferievikar. I stedet fik jeg et aktiveringsprojekt i kommunens Tekniske Forvaltning. Et sted jeg senere kom tilbage til, dog på kontanthjælp. Jeg blev aktiveret på et kursus hvor vi skulle søge arbejde, lære at søge arbejde og diskutere hvordan vi kunne ændre vores miserable liv. Vi så film 0og snakkede om dem, vi havde muligheder for at sidde bag en PC og søge arbejde eller spille computerspil, der var ingen der kontrollerede noget, og da jeg havde været der i fire uger havde jeg lidt fri igen, næste gang jeg skulle aktiveres var kurset lukket. Udbyderen tjente ikke nok på det! I stedet kom jeg til det kommunale værksted hvor der blev dyrket kommunale blomster og malet kommunale bænke- Rare mennesker både dem der levede af os og os der blev levet af, men det var oplagt at det ikke skaffede én eneste af os i normalt, lønnet arbejde.
Så jeg flyttede til Jylland igen, men jeg havde mødt "pigen fra Fyn" og da jeg blev aktiveret i endnu et jobsøgningskursus (mellem nr. 10 og 15 - jobsøgningskurser var obligatoriske hver gang man blev ledig på dagpenge) søgte jeg primært job i Odense, og jeg fandt en aktivering, ikke et job. Jeg flyttede til Odense og fik ikke noget arbejde, men en ny aktivering. Denne gang i Netto, der stillede mig i udsigt at jeg MÅSKE kunne blive uddannet butiks- eller lasseassistent, eller blive ansat med løntilskud på deltid.

Nu

Det seneste år har jeg skrantet. Min økonomiske situation gør at jeg gør at jeg ikke kommer så mange steder (jeg er på kontanthjælp, men har også været nødt til at bruge al min opsparing for at kunne få kontanthjælp. Skal jeg flytte har jeg ikke råd til hverken flyttemand eller indskud, da jeg ikke må have større formue end 10.000-11.000 kr. Når jeg skal til møde på jobcentret skal jeg sikre mig at jeg har pengene til at rejse, jeg kan efter sigende få refunderet rejseomkostninger op til 1.000 kroner, men jeg har endnu ikke modtaget hverken skemaer eller en adresse på nettet som jeg kan bruge. Jeg får en venlig behandling og opfører da også mig selv venligt overfor de kommunalt ansatte. Men et arbejde eller en kontakt til min læge kommer ikke på tale. Jeg er pr. definition arbejdsparat.
Imens bliver jeg mere og mere psykisk syg (manglende kontakt med omverdenen), sover dårligere og har en tendens til at blive syg (måske ikke alvorligt) på en måde der kræver medicinering.

Og selvfølgelig er jeg flyttet til Jylland endnu en gang, kæresten har fyret mig, hvilket jo nok betyder at jeg også fremover (indtil jeg får rigtig arbejde) kan blive forsørget af det offentlige.

Det her var rundt regnet bare om min tilknytning til arbejdsmarkedet, med nogle få eksempler på hvordan økonomien også kan have indvirkning.

Og lad mig så lige nævne at jeg aldrig har haft råd til at tage et kørekort. De gange jeg har tjent en god løn er pengene gået til briller og tandlæge. Og der er jeg bagud igen, nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar