tirsdag, december 03, 2013

Kultur

København får ny kulturborgmester og ny skole- og fritidsborgmester. De kommer henholdsvis fra Dansk Folkeparti (kulturen) og Venstre (skolerne). Det er svært at se en fremtid for disse områder med sådanne personer siddende på borgmesterposter, man kan nok snarere forestille sig at vi skal se en form for rindalisme og den sorte skole i møde.
Jeg tror selvfølgelig på at de udpegede borgmestre vil gøre deres bedste for at føre en politik, min angst går mest på at den politik de vil føre vil føre til ingenting om ikke endda til ulykke.

Kulturen

For at tage kulturen først er der jo ingen tvivl om at den eneste kultur de kender til i Dansk Folkeparti er forhandlingskultur, de er med andre ord prangere der gladelig prutter om prisen eller simpelthen bytter deres vare med en anden vare der kan afsættes til en anden pris. Bortset fra det er penge ikke noget der skal ruttes med til kulturen, slet ikke hvis det drejer sig om indvandrere, flygtninge og unge venstreorienterede. Forfattere og malere skal nok heller ikke forvente øget imødekommenhed, nok heller ikke aftenskoler, udover selvfølgelig de bevillinger der allerede ligger fast. Altså vil jeg blive overrasket over enhver form for progressivitet fra kulturborgmesterens side de næste fire år.

Skole og fritid

Her er der tale om en skolelærer som ønsker de klassiske dyder tilbage til skolevæsenet, støttet af børnenes fritidstilbud, som blot skal sikre denne stilstand eller tilbagegang som det nemt kan ende med at blive.
At satse på PISA-test og sikre sig at både elever og lærere ikke får lov at tænke og reagere selvstændigt er jo i sig selv at standse enhver form for udvikling, især taget i betragtning at den forstærkede indsats i forbindelse med 2009 PISA-testen ikke har vist fremgang efter en ihærdig indsats for at bedre niveauet i skolen. Det eneste der er kommet ud af det er at langt flere tager en videregående gymnasial uddannelse, mens færre søger en praktisk håndværksmæssig uddannelse. Det sidste ikke mindst fordi der hverken fra statens side eller fra de lokale politikeres side har været fokus på at skabe lærepladser hvis virksomheder ønsker skattelettelser eller tilskud.
Folkeskolen er altså en slags udklækningsanstalt hvor eleverne skal være bedre til at læse og regne samt til naturvidenskab. Ifølge den seneste undersøgelse ligger vi i midterfeltet og kan således satse på at blive som de asiatiske lande, der med Kina i spidsen ligger lunt i svinget, hvad PISA angår.

Vores fremtid

Hvorfor er det lige jeg ser os alle som en flok antikreative kinesere om føje år? Er det fordi det er blevet vigtigere at kunne læse og skrive og afskaffe enhver form for kreativ kultur? Er det fordi vores mål ikke er at blive et unikt kulturelt folkefærd og i stedet blive et uniformt folkefærd? Kunne det tænkes at vi simpelthen betragter vores økonomi som en vigtigere del af landets sjæl end vores egenart? Med det sidste spørgsmål mener jeg ikke selvglæde og isolation som Dansk Folkeparti hylder, jeg mener tværtimod evnen til at lege laks og svømme mod strømmen også selv om man måske risikerer at miste.
At ville være kinesere og amerikanere på én gang, at gå i krig for at forsvare en teori, at opgive sin selvstændighed for ikke at blive mobbet i den europæiske skolegård, er vel ikke et mål, medmindre man udelukkende skeler til egen økonomisk gevinst. Både på det personlige og statslige plan. Vi er faktisk i en situation hvor både EU og vores leflen for det internationale samfund gør os mindre frie end de forskellige amerikanske stater.

Vores nutid

På skoleplan er det ikke længere vigtigt at elever får individuel behandling. Det drejer sig stort set udelukkende om karakterer og sammenligning af evner med andre landes uddannelsesresultater, som vel at mærke kan måles på en skala (PISA). At de dårligst stillede i skolevæsenet skal tvinges til a bringe Danmark fremad på bekostning af de mest intelligente (hvordan fanden man definerer dem, bortset fra hvad de kan skrabe til sig af karakterer) er et sammenlignelighedsmål, ikke et selvstændigheds mål. Vi har efterhånden intet at byde på, vi vil nemlig som nation være som alle de andre, bare lidt bedre.
Vi kunne satse på både alternative mål med undervisningen og satse på kulturen som det nationsbærende (altså ikke sport og salg af afdøde kunstneres produkter), simpelthen ved at satse på kreativitet både i sprog matematik, naturfag og ikke mindst satse mere på de såkaldt kreative fag, og her vil jeg da gerne nævne formning, sløjd, husgerning, håndgerning og selvfølgelig idræt. Det skal bare ændres fra at være konkurrence til at være individuel kreativitet.
Den nutid vi står i fører sådan set ikke til nogen fremtid, faktisk har fortiden heller ingen indflydelse på den. Man kan kalde det at stå midt i et vadested uden helt at vide hvilken side man skal gå imod, fortiden eller fremtiden. Imens bliver vi koldere af at stå i vandet, og selv om vi pisser i bukserne vil det ikke ændre noget som helst. Værst af det hele er sådan set at vi kun kan vælge mellem fortiden og fremtiden uden at vide hvad vi vælger når vi går i land. Vores nutid lige nu minder mest om en situation hvor vi hverken har fortid eller fremtid. Ja, knap nok en nutid.

Vores fortid

Vores fortid er måske ikke noget at prale af. Vi har været en krigsførende nation siden skabelsen af nationen, men vi har også været et neutralt land. Vi har været et af de største lande i Nordeuropa og vi er blevet det mindste (bortset fra Island). Vi har haft stavnsbånd og enevælde, borgerligt oprør og statsbankerot. Vi har haft en industriel revolution, omfordeling af jorden, ja sågar et ungdomsoprør og skabelsen af en midddelklasse. Der er i og for sig ikke noget sært i det, de fleste andre lande i Europa har på forskellige tidspunkter været igennem noget tilsvarende. Skulle vi endelig nævne noget som er anderledes for Danmark må det være vores tilgang til undervisning (før Erhard Jacobsen) og selvfølgelig Christiania. Tanken om frihed fremfor borgerlig ulydighed har været værdsat i Danmark, nogle vil måske kalde Christiania for civil ulydighed men den køber jeg ikke, det er en frihedstanke.
Vi kunne vælge at lære af vores fortid, både den vi har til fælles med andre lande og den der er helt unik for netop vores land. Men i stedet skal fortiden glemmes og vores fremtid skal bestemmes. Ikke af os, men af et liberalt ønske om selvstændighed i et snørende samfundssystem på verdensplan.

Målet

Vi er altså ved at opgive at have en kultur. Ikke for at blive kulturløse, men for at blive internationale. At være international kan så betyde to ting, at man på nationalt plan gør hvad man synes er rigtigt og samtidig som det andet at man deler sin erfaring (både positiv og negativ) internationalt. Det der sker i øjeblikket er ikke viden- eller erfaringsudveksling, det er udelukkende teoretisk fællesskab.

Hvis vi ønsker at bevare en danskhed skal vi altså ikke binde os til hverken en afstumpet kulturopfattelse eller en uddanelsesmæssig måling. Vi skal ikke hverken på nationalt plan eller i landets største by satse på at være et konkurrencesamfund og udanske. Tværtimod skal vi satse på mangfoldigheden og friheden til at være anderledes end alle dem vi er tvunget til at sammenligne os med. At nogle ikke er gode til at læse og regne er der for så vidt intet nyt i. At blive tvunget til at blive det er der egentlig heller ikke noget nyt i, det har bare ikke virket på noget tidspunkt, så måske skulle vi gå ad et andet spor end at kræve flere hjælpeklasser. Vi kan vælge at fokusere på individet, ikke for at skabe større økonomisk omsætning, nej, for at acceptere at vi er forskellige og at vi alle har evner, selv om vi ikke alle er gode til at bygge huse eller være bankdirektører.

Vi har brug for forskellighed. Så sats dog på den. Det kan passende begynde i kommunerne, men så skal vi altså have de rigtige mennesker til at sidde på posterne, ikke dem der bliver spist af med dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar