Regler

At der findes regler inden for politik og inden for næsten alle andre områder er jo nok ikke gået manges næse forbi. Man kan dog nok undre sig over at de fleste regler absolut ikke indebærer nogen form for konsensus i bred forstand, snarere blot inden for et snævert område. Regler findes jo så snart man kommer til verden, man skal fodres, sove og lære sine forældre at kende, så er der sproget der skal læres, bagefter skal man lære at klare sig med pædagoger i stedet for forældre, inden man skal lære at gå i skole for at lære noget. Og sådan fortsætter der gennem hele livet at være regler. Det gælder mange af livets facetter.

Undtagelser

Den vigtigste undtagelse for at regler er fælles er jo nok indenfor politik. Men regler gælder heller ikke inden for økonomi eller blandt ansatte på arbejdsmarkedet. Regler gælder ikke for mennesker men for grupper af mennesker, fordelt på køn og alder. Hvad skolegang angår er reglerne også lidt løse alt efter elevernes evne til at tilpasse sig. Rent juridisk findes der masser af regler, så mange at nogle mennesker faktisk ikke kan overskue dem.
Faktisk er vi stort set nået frem til at sådan noget som Ludo og Matador/Monopoly og andre spil er de eneste der har regler, nå ja og så til en vis grad solitaire/kabaler. I det hele taget ser det ud til at spil (bridge, skak m.fl.) er det sted hvor man kan finde regler der kan og skal overholdes. Ellers ikke mange andre steder.
Regler synes at være til for at blive brudt.

Grundloven

Det bedste eksempel på regler vi alle skal overholde er vel her i Danmark grundloven. Den er meget specifik på de fleste områder, men bærer meget præg af at den er forfattet som et opgør med enevælde og adelsvælde, hvor nyrige borgere ikke havde noget krav på at blande sig i den statsligt førte politik.
Med grundloven har vi i dette land givet tilladelse til at fattige mennesker kunne steriliseres, at mennesker der var uformuende ikke havde stemmeret, at kvinder mere end 50 år efter grundlovens indførelse var inferiøre uden stemmeret og at de skulle forsørges af deres ægtemænd. Med grundloven er vi som nation blevet en del af et kapitalistisk projekt kaldet EF/EU uden at vi kunne sige fra, vi har blot kunnet nægte at fuldbyrde den voldtægt vores nation bliver udsat for. Med grundloven kan vi protestere alt det vi lyster, vi har ikke et besluttende ord at skulle have indført, juristerne vurderer på baggrund af en mere end 150 år gammel kontrakt mellem borgerskab og adel om befolkningen skal lyttes til eller bare finde sig i det ene overgreb efter det andet.
Og protester fra de mennesker der føler sig misbrugt og underkendt bliver klart afvist af en juridisk elite, der har en lang uddannelse i at foretage vurderinger ud fra reglerne (lovgivningen) og skulle der være en sag der minder om den de behandler, så danner den præcedens.

Arbejdsmarkedet

Siden grundloven blev underskrevet i 1849 har landbruget og borgerskabet (læs: kapitalen) fået en kraftig politisk støtte. Selvfølgelig blev arbejderbevægelsen i en periode fra kort før år 1900 til i dag også tilgodeset, fagforeninger og pension, overenskomster og A-kasser har alt sammen vist sig at være til fordel for arbejderklassen. Problemet de seneste årtier har været at der findes en romantisk opfattelse af at arbejderklassen er de mennesker der symbolsk set kan bruge et håndværkerværktøj, mens de mennesker der bruger tid på at sikre at reglerne for repræsentanter for håndens virke, lad os sige lærere, pædagoger, bibliotekarer, kommunalt ansatte (dem der tager telefonen og lytter til alle de problemer almindelige mennesker kan have), de regnes for overflødige, fordi de ikke producerer noget måleligt.
Jeg er så skuffet over at størstedelen af det Danmark jeg er vokset op i og lever i betragter alle dem der bare tjener penge på at stå til rådighed og lytte til indbyggere i samfundet, dæmper gemytterne og sågar må lade livet fordi reglerne ikke passer til den realistiske verden, at de ikke belønnes for den enorme indsats det er at sikre et samfunds overlevelse. I stedet bliver de fyret i krisetider (med endnu mere krise på flere områder som økonomi og psykiatri) og bliver klandret for at koste samfundet et beløb som betragtes som en byrde - at det offentlige har kostet staten promiller af hvad bankpakkerne har kostet er ligegyldigt.

Værdier

Hvad der kom ud af den politik som adelsvældet, bønderne og arbejderklassen førte er der ikke nogen tvivl om. Det blev til en gennemført økonomisk politik, hvor ejendomsværdien blev Gud, og hvor splittelsen mellem de forskellige samfundsgrupper blev markant. Vi havde før i tiden et system som opdelte indbyggere i Danmark i op til syv samfundsgrupperinger (ud fra økonomisk formåen og ejendom), nu har vi fire: Dem der tjener penge, dem der kan tjene penge hvis de får arbejde, dem der måske kan få arbejde, og dem der skal arbejdsprøves.
Samtidig findes der så mange regler for fradrag og tillæg i forbindelse med indkomst, der findes et utal af regler for, hvorfor arbejdsløse ikke skal modtage hjælp, og hvorfor syge mennesker skal i arbejde (fordi det efter sigende skulle give mere livsværdi). I det hele taget findes der så mange regler at ingen kan gennemskue dem, ikke engang dem der har indført dem.
Hvis man i et demokratisk samfund som politiker mener at nedgørelse af fortvivlede mennesker kan få dem til at tage sig sammen og tage arbejde der ikke er der, så må vi jo nok spekulere lidt på om alle de specialister der bliver lønnet for at lære pædagoger og lærere om mobning, ikke skulle lære politikere lidt om hvad der sker når børn og voksne mennesker bliver mobbet, for værdikampen i øjeblikket er udelukkende én stor gang mobning.

Ejendom

At politikere overhovedet kan slippe fra en sådan politik skyldes udelukkende at en stor del af befolkningen sætter mere pris på det de selv har end det som andre ikke har. Mennesker her i landet bor i huse, som bankerne ejer og har derfor hverken lyst til eller råd til at opgive deres (bankens) ejendom, med krisen er der endog en del, som vil miste formuer på at skulle gå fra hus og hjem. Enhver er jo sig selv nærmest og vil derfor kæmpe med næb og klør for at banken og kreditforeningen kan blive ved med at tjene penge på én.
Der findes selvfølgelig nogle der har betalt det meste af livet (typisk millioner) for at eje sit eget hus, ikke fordi ejendom på den måde betyder fredning, det er blot et spørgsmål om at staten kan hæve flere penge end hvis "boligejeren" kan trække fra i betalingen af lånet. Men for de fleste er det at "eje" så vigtigt at man vil ofre store værdier på at ejendommen kan blive til arv. På den måde vil ejendom blive til arv og staten vil tage sin del af det som principielt er ejendom.
Og arvinger finder sig i det!

Uformuende

Regler findes dog ikke kun for de mennesker der har noget af værdi. De findes i højere og højere grad for dem der ikke har noget. Politikere kan give skattelettelser og sætte afgifter op og ned, de kan lave regler for dem der ikke selv kan lave regler om skattefradrag og skattely, dem der ikke har bil og dem der ikke kan tage på ferie eller købe ind i Tyskland. Med andre ord alle dem der ikke har penge er der lavet regler for, så stramme at de end ikke kan have en formue uden at den skal bruges i utide. Der findes ni også regler der tinger uformuende eller direkte fattige mennesker til at deles om de penge som den ene part i et samkvem tjener. Pudsigt nok findes de samme regler ikke for hverken politikere eller andre i samfundet. Kun for dem der har allersværest ved at komme væk fra den sump som politikerne har lukket dem ud i.
Såfremt bare en politiker tror på at fattigdom og mangel på muligheder for at deltage i samfundet på grund af en lav indkomst eller direkte at skulle leve af andres indkomst, så må de altså undersøges af psykologer. Eller fyres for alvorlig uansvarlighed. At tage det sidste håb fra mennesker er ikke at hjælpe dem, det er at bortskaffe dem. Måske vil der her og nu blive sparet penge, men hvis det er formålet ville det være langt mere effektivt at stille alle disse ulykkelige mennesker op ad en mur og skyde dem, alternativt at korsfæste dem, så andre fattige kunne lære, hvem der vil blive den næste.

Hvorfor regler

Jeg hører ofte, når jeg finder vej ud i verden, at nogle mennesker i dette frisindede, demokratiske land der går ind for ytringsfrihed (det sidste kan jeg kun skrive under på - det er uhyggeligt, hvad folk kan finde på at sige om kontanthjælpsmodtager, flygtninge og asylansøgere), at der findes nogle forbrydere af anden etnisk herkomst, som bare skal sendes tilbage hvor de kommer fra.
Hvis man prøver at forklare at nogle er statsløse og derfor ikke kommer et sted fra, eller hvis man siger at der skal en udvekslingsaftale til før man kan sende kriminelle tilbage til det land (hvis det findes) som de kommer fra, så er svaret stadig, at de skal ikke komme her og pisse på os. De kan bare blive sendt hjem (jeg hører faktisk den med faldskærmen stadigvæk).
Måske er den største hurdle at vi er vant til at høre og læse "nyheder" i overskrifter. I morgen-TV er der kun afsat få minutter til en diskussion af et kompliceret emne, når politikere på Christiansborg kommer ud fra forhandlinger skal de ikke fortælle hvad der er sket, de har nemlig kun få sekunder til at svare på det de bliver spurgt om, inden den næste journalist skal have lov til at stille et tilsvarende spørgsmål.

Reglerne er altså enkle: Vi bliver ikke orienteret om politiske overvejelser eller politiske ideer, tværtimod får vi enhver politisk ideologi serveret i overskrifter, hvor fordømmelse er langt vigtigere end analyse af den enkelte sag, jeg vil gerne fremhæve Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som dem der er ALLERBEDST til den form for formidling.

Måske skulle vi droppe PISA-undersøgelser og samtidig afskaffe regler for at skille os ud. Så kan vi nok leve med reglerne i Ludo.