Depression

Jeg hørte netop at et stort antal mennesker lider af depression på denne årstid. Det kommer ikke som nogen overraskelse, jeg har for mange år siden hørt og læst at december er den årstid hvor flest mennesker tager deres eget liv. Selvfølgelig er der andre der blot tager depressionen, sover længe, går for sig selv eller får ordineret antidepressiv medicin.
Men netop i år vil depressionen tage overhånd for et rekordstort antal mennesker.

Gensidig forsørgerpligt

Det rekordstore antal skyldes at et rekordstort antal mennesker skal forsørges af deres samlever eller den ene forælder. Depressionen skyldes nok i første omgang at det bliver svært at få sit liv til at hænge sammen for fremtiden (jeg vil ikke bruge det politiske udtryk "fremadrettet"), når man både skal leve af andres penge og vide at penge oftest er det der skaber uvenskaber mellem venner, for ikke at sige elskende. Men altså med et pennestrøg er det at holde af et andet menneske, det at være følelsesmæssigt engageret i et andet menneske blevet afskaffet ved lov, fordi det koster samfundet penge.
Det er altså ikke bare den enkelte der rammes på pengepungen, argumentet fra politikerne er at samfundet rammes på pengepungen fordi der er for mange der modtager overførselsindkomster. Altså sparer det offentlige penge, pisser i bukserne og finder ud af at det beløb der efter beregningerne ville blive sparet udelukkende findes i hovedet på dem der har lavet beregningerne, og nå ja, også temmelig meget i nogle regneark. Ikke fordi det gør nogen forskel. Beregningerne er med til at gøre almindelige ramte borgere mere apatiske og fremmer muligheden for en tiltagende depression.
Altså ikke nogen gevinst for samfundet som sådan, men selvfølgelig bliver omkostningerne flyttet fra en offentlig pengekasse til menneskers psyke. Og der findes åbenbart ikke beregninger af overskud på psyke, men det gør der på penge!

De menneskelige værdier

At holde af eller at elske sin samlever, sin kone og/eller sine børn er åbenbart ikke værdifuldt. At dele sin kærlighed ved at være positiv, ved at have overskud rent psykisk, er ikke målet med politik. Det er udelukkende at spare PENGE.
Man kan spørge sig selv, hvordan skal et mennesker der ikke har overskud til sine nærmeste kunne få overskud til andre, eller for den sags skyld sig selv?
Kan det være rigtigt at et menneske i dag kan gøres op i et månedligt beløb på mindre end 10.000 kr? At et uværdigt liv på ydmygende vilkår ikke bare er noget man har ret til,. men pligt til. Nogle mennesker står jo snart som "Manden på risten" og drømmer om at få de samme goder som de velhavende, mens menuen står på luftsteg og vindfrikadeller med skysovs.
Muligheden er altså at man kan misunde andre deres liv, drømme om at få et tilsvarende og måske bruge de penge der skulle bruges til vintertøj til barnet eller mad til én selv på at købe lottokuponer og skrabelodder i håbet om at blive som dem der har banket én ned i sølet med fuldt overlæg. En anden mulighed er at lukke sig inde, skamme sig og tage afstand fra sin omverden, vel at mærke oftest helt alene. Desværre findes der også andre der vælger alternativer, ikke at jeg ikke forstår dem, men at blive kriminel, at blive voldelig i afmagt eller simpelthen at tage sit eget lig (og nogle gange andres med) er jo ikke en løsning vi som samfund kan acceptere.
Men hvad samfundet angår er det nu blot et udtryk for de mennesker der lever i afgrænsede enklaver, det være sig kommuner eller et land. Politikerne er ikke en del af det samfund som de egentlig er blevet valgt til at passe på, de er blevet et samfund for sig, som ikke har nogen kontakt til det omgivende samfund. Simpelthen fordi de menneskelige værdier er skiftet ud med de økonomiske.

Kærligheden

Jeg ved snart ikke. At elske er jo en sart følelse. Dine følelser svømmer over, men samtidig er der ikke forfærdelig langt til angst for at miste det du holder af. Du kan ikke købe kærlighed eller investere i den, du kan kun udveksle og vise kærlighed, og der er ingen renteindtægter.
En del mennesker har i delvist trygge omgivelser, for eksempel dagpenge, sygedagpenge eller i værste fald kontanthjælp haft mulighed for at kunne bevare (skal vi kalde dette for en indikativ konjunktiv?) sit kærlighedsoverskud overfor både de nærmeste og andre mennesker. Men når man trækker tæppet væk under folk skal man ikke regne med at de bliver ved med at stå, som når behændige mennesker trækker en dug væk under en opdækning. Bordet bliver ikke mere pyntet og tillokkende, det er bare uden dug. Men dugen er fjernet med et snuptag og dermed har billedet af harmoni ændret sig.
Hvis man med et snuptag fjerner grundlaget for kærlighed vil der jo blot være spørgsmålet tilbage: Skal vi bare tage kærligheden for givet eller konstatere at den pludselig er væk, ikke på grund af os selv og vores kærlighed, men fordi andre har bestemt hvorledes kærlighed skal være.
Umiddelbart kunne man fristes til at tro at dem der bestemmer over andres kærlighed faktisk er en slags Borgia'er der ikke ønsker for andre hvad de ikke selv kan få. Politikere?

Depressionen

Nu er jeg jo selv ramt af depression. Den skyldes ikke lovgivningen så meget som det at jeg har mistet min kærlighed. Jeg har selv været ude om det, tror jeg nok. Men at blive mistænkt, at skulle leve på vilkår, der lige nøjagtig giver mig mulighed for at sove inden døre, at vaske tøj af og til og kontakte min familie, som jeg gud ske tak og lov stadig har (kontakten kan jeg lige så godt opretholde, da jeg er tvunget til at have adgang til internet), er mestenddels med til at forøge min depression, hvilket jo ikke umiddelbart gør mig til et mere omgængeligt menneske.

Jeg skændes med familien, sover dårligt, tænker for meget på hvad jeg kan gøre, er ligeglad og alligevel ikke. Jeg må passe mig selv for ikke at bruge penge jeg ikke har, sidder det meste af tiden på et værelse og hører musik eller følger med på internet. Jeg gør ikke andet end at passe mig selv, forsøge at gøre myndigheder og andre tilfreds. Jeg gør ikke andet!
Valgene

Jeg kan vælge mellem at være ked af det eller være deprimeret, jeg kan vælge mellem at tænke over mit fremtidige liv eller sove fra det. Jeg kan vælge mellem at have fysiske smerter eller tage smertestillende medicin. Jeg kan vælge mellem at gøre det jeg får besked på eller stritte imod. Jeg kan vælge mellem at tænke på mig selv udelukkende, eller at ville støtte andre i ikke at få samme livsbetingelser som mine og mange andres.

Og det forsøger jeg så at gøre helt alene her langt ude på landet, mens kærligheden reduceres til fortid, som var smuk, men uopnåelig nu.