mandag, december 30, 2013

Nyttejobs

I dag hedder det nyttejob, tidligere hed det aktivering (med henblik på at bevare kontakten til arbejdsmarkedet). Ligegyldigt hvad det kaldes er det løndumping og gratis arbejdskraft.

Lad os gå lidt tilbage i tiden sammen

Som færdiguddannet i 80'erne kunne jeg modtage dagpenge på dimittendsats. Ikke fordi det var mange penge, men jeg kunne satse på at søge arbejde og bidrage til mine kollegers arbejdssøgning gennem et frivilligt arbejdsløshedsudvalg. Imens ventede jeg på at skulle aftjene min værnepligt, endnu engang en indsats med en indtægt omkring S.U.
Inden jeg blev færdiguddannet var jeg faktisk kontanthjælpsmodtager, eller hvad det hed den gang i et par somre. Vi modtog nemlig ikke S.U. i sommerperioden når vi ikke gik i skole skulle vi heller ikke modtage hjælp til at overleve, desværre var der noget husleje der skulle betales. Men arbejdsløsheden var stor og for at modtage penge fra det offentlige skulle du stå til rådighed for arbejdsmarkedet med kort varsel. Det gjorde vi så og kunne dermed betale husleje og købe spaghetti og være butikstyve sidst på måneden.
Ingen troede dengang på at man kunne leve for de penge og på de vilkår, alle vidste at studier blev gennemført med hjælp fra forældrenes børneopsparing og studielån. Ingen spurgte hvordan vi overlevede, heller ikke os selv. Set i bakspejlet var der dog en social slagside, dem der ikke kunne bruge deres forældres eller andre indkomster var mest udsat for at gå ned med flaget og aldrig blive til noget. Imens fik andre social og økonomisk støtte hjemmefra og klarede sig efter omstændighederne udmærket.
Jeg måtte aftjene værnepligt og se min studiegæld vokse med noget nær 30% p.a. før jeg reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, altså halvandet år efter jeg havde fuldendt min uddannelse på normeret tid!

Dagpengene

Trofast betalte jeg til min arbejdsløshedsforsikring. Jeg fik udbetalt dagpenge mod at møde op på Arbejdsformidlingen hver uge, senere hver måned. Jeg blev aktiveret med jobsøgningskurser (sammen med andre ledige i mit fagforbunds A-kasse - dengang FTF). Dem der underviste burde vide hvordan man fik arbejde de havde nemlig selv været arbejdsløse så længe at de overhovedet ikke kendte arbejdsmarkedet. Men de fik arbejde som vejledere i at søge arbejde, og der måtte de jo være de bedste. De havde jo netop fået arbejde.
Mine dagpenge blev efterhånden et problem, mest fordi jeg havde vikariater af skiftende varighed, og dermed skulle have informeret skattevæsenet om ændringer i min indtægt. Det fandt jeg ud af for sent, og der var ingen mulighed for at spole tiden tilbage til før. Nå, jeg modtog mine dagpenge så længe jeg betalte kontingent eller præmie eller hvad det hed dengang. Altså kunne jeg betale husleje og købe ind til spaghetti og kødsovs i så store mængder at det kunne varmes 3-4 dage i træk.
Efterhånden blev det personlige fremmøde på Arbejdsformidlingen afskaffet og dagpengekortet skulle udfyldes "på tro og love" og sendes til A-kassen. Selvfølgelig skulle man vise sin gode vilje til at søge arbejde og dermed deltage i kurser i arbejdssøgning. Sådan nogle fik jeg næsten hvert år uden at der dog blev ændret på den officielle politik der gik ud på tvangsopsparing (berørte ikke mig - min gæld voksede med 30% p.a.) og offentligt ansættelsesstop (hvilket berørte mig i allerhøjeste grad - jeg var som uddannet folkebibliotekar del af den målgruppe der IKKE skulle have arbejde).
Men jeg kunne modtage dagpenge og på den måde overleve uden på noget tidspunkt at være rig.

Kærester

Jeg har haft et antal kærester trods min manglende tilknytning til nogle steder. Da jeg mødte min datters mor var hun på "bistanden" og vi flyttede derfor ikke sammen, vi kærestede bare, og det resulterede i en graviditet.
Hun skulle sådan set møde i REVA (aktivering for at modtage hjælp i forbindelse med revalidering)for at modtage sin kontanthjælp, men var mere sygemeldt end raskmeldt. Men hun fik et barn, det gjorde jeg så ikke.
Jeg har nok haft flere kærester. En af dem blev kæreste med min nærmeste ven i skolen, en anden slog op med mig fordi jeg gjorde som hun sagde og dermed "ikke var den hun havde forelsket sig i", En blev forelsket i mig på grund af min måde at være på, og en faldt jeg for (så meget at hun også blev min kæreste).
Men ingen af forholdene og kæresterierne holdt. Som med arbejde føles det bagefter som om jeg bare var i vikariat. Og pengene blev ikke mere værd fordi vi var to om at skaffe penge. At være under uddannelse og have en kæreste der også er det var og er ikke et slaraffenland. At være kæreste med en kvinde der skal skilles på grund af sin kærlighed giver ikke bedre vilkår. Selv at være kæreste med en enlig mor som har deltidsarbejde er ikke økonomisk værd at satse på.
Men følelserne har været det hele værd og jeg er ikke sultet ihjel, så ville jeg jo ikke være her. Jeg sulter heller ikke ihjel som enlig, men jeg dør langsomt af savn. Kærlighed og ømhed kan få mennesker til at overleve enormt pres, alene i kraft af følelsen af nærvær og fællesskab.
Men lad nu det ligge, der er jo ingen mulighed længere for at være nære og holde af hinanden, nu skal kærlighed økonomiseres, også når man er i nyttejob.

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Som nævnt var min datters mor henvis til REVA for at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Jeg var henvist til kurser og vejledningsmøder. Kæresten fik sådan set hjælp nok hensyn fra de ansatte og de kendte til hendes situation. Min situation var derimod en række af krav om at møde, senere krav om aktivering, hvilket udmøntede sig i aktivering indenfor det offentlige, i de senere år indenfor det private.
Jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet og knoklede røven ud af bukserne for at vise hvor gerne jeg ville arbejde. Bare for at konstatere at man ikke skulle arbejde for mange timer, dem skulle man nemlig selv betale hvis man blev ledig (ligegyldigt hvad man havde tjent), for få timers arbejde talte fra opsparingen af timer til at opnå fornyelse af dagpengeretten (hvilket ikke virkede tillokkende - især ikke når man til mange møder blandt arbejdsløse mødte nogle der havde deltidsarbejde og dermed svært ved at møde op til en orientering der stort svarede til den de fik et halvt år før).

Men det at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fik på et tidspunkt en helt ny betydning. Ikke længere noget med at tage arbejde fra sig selv eller ikke at lave noget fordi man derved kunne tage arbejde fra dem der skulle tjene penge på at være på arbejdsmarkedet. Nej, vi fik såkaldte eksterne udbydere, som kunne tjene penge på to måder: For det første ved at blive betalt af det offentlige for at vurdere arbejdsevne, for det andet tjene penge på at aktivere ledige i kurser de selv havde skabt for at tjene penge på ledighed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet blev altså til at man blev en økonomisk malkeko, uden egentlig udsigt til at komme videre (det skal siges at de fleste af disse eksterne udbydere satsede lidt på at skabe få "resultater", som kunne give dem fornyelse af aftaler og dermed flere indtægter, men indsatsen fra både det offentlige og private blev mere og mere en statistisk øvelse).

Nyttejobsene

Jeg har selv været i aktivering som bibliotekar, som arkivar og som kassedame. Jeg har de seneste 10 år ikke modtaget noget som helst udover dagpenge eller kontanthjælp i forbindelse med aktivering. Min indsats har altså udelukkende været slaveri. Nu ved jeg godt at slaver ikke modtager penge, men til gengæld sørger slaveejerne for at have slaver der kan passe morgendagens arbejde, altså en investering, der gerne skal give afkast.
Sådan en slave føler jeg at jeg er blevet til. Jeg er forpligtet til at opfylde de krav mine arbejdsgivere (staten eller kommunen) stiller til mig, men jeg får INTET tilbage, kun flere krav om at stå til rådighed for samfundet på de økonomisk dårligste vilkår, sammenlignelige med slaveri.

At nyttejob og aktivering undskyldes med at man skal bibeholde tilknytningen til arbejdsmarkedet er (set med mine øjne) derfor sludder og vrøvl. Ingen af os bliver bedre til at arbejde, bedre til at begå os i samfundet, bedre til at føle sig sikker på pension og at sygdom kan forekomme i vores verden. Ingen af os der står vedvarende til rådighed for arbejdsmarkedet på offentlige ydelser, kan vide nos sikre på andet end at vi sandsynligvis vil forblive overflødige og udnyttede.

Mit forslag er: Tal med de mennesker der er ledige, find ud af hvad de kan og hvad de vil. Lad være at tvinge i tåbelig aktivering og brug i stedet tid på at vurdere individuelt. Undgå at sende mennesker i jobs der kan brødføde selvstændige, og sats i stedet på at ledige og syge har et potentiale der kan udnyttes. Drop diskussionen om man skal arbejdsprøves og om der kan gives tilskud, lav i stedet en løsning som passer til den enkelte.

Nogle elsker at komme ud i livet og møde andre mennesker, andre holder meget af at være politisk aktive eller aktive i frivillige organisationer. Hvorfor så stille sygelige krav til hvad man må og hvad man skal? Hvis Mette Frederiksen mener noget med "ret og pligt" synes jeg hun skal begynde med sig selv - en stikpille kunne samle udtrykket, hvis hun skulle tage den selv!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar