Er Hendrix musik?

Egentlig ville jeg allerhelst bare nyde musik.
Kort fortalt var mit første bekendtskab med musik såmænd "lille regnede Louise fra Karise". En sang der ramte mig med rim og naivitet da jeg var omkring 7 år.
I mange år lyttede jeg til top 10 og senere top 20 på DR P3. Jeg var endda paneldeltager på dansktoppen. og synes selv at jeg var med til at få John Mogensen på Dansk Toppen. På top 20 (som var LP toppen) hørte jeg som sagt John Mogensen, Deep Purple, Gasolin, For ikke at tale om Sebastian, Shubidua og Peter Belli.
Og så må jeg jo korrigere mig selv. Faktisk var min barndom optaget af musik med Hermans Hermits, The Kinks, Simon and Garfunkel, The Lovin Spoonful, The Rolling Stones og the Beatles. Pak lige sammen med dansktoppen. Der var jo ikke noget at samle på. Det endte jo osse med at jeg syntes at "Summertime" var med Luis Armstrong.
Men det hele ændrede sig da jeg hørte Jimi Hendrix spille "Star spangled banner".
Jeg husker det tydeligt. Jeg hørte P3 og pludselig lød den specielle guitarlyd som var så rå og ladet med modstridende følelser. Jeg blev født som lytter til musik. Modsat mine yngre søskende der ville spille musik ville jeg lytte. Og jeg slugte musikken. Når nogle spillede på en anden måde, når musik eller sang eksperimenterede. Så jeg blev interesseret i Pink Floyd.
Men videre måtte jeg. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg øjnene op for den nye musikbølge, kaldet "new wave", som viste sig at dække over al ny musik. Fra Kate Bush over Dire Straits, Talking Heads til Clash (mange flere ville jeg gerne nævne) - Biblioteksskolen og mine nye venner åbende øjnene for mig, og jeg søger stadig nye musikalske udtryk. Noget af det største jeg har oplevet i min tid er såre simpelt og samtidig geniaklt. Jimi Hendrix fortolkning af "All along the watchtower", U2 med "One tree hill" talking heads "drugs", live "you alone" samt hooters "Johnny B". Så gik jeg i stå igen. lavede radio på en low-budget måde. Måtte kun spille klassisk musik og musik der ikke længere var omfattet af KODA-asfgifter.
Jeg lavede radio, men hørte ikke anden radio end den jeg selv lavede. Min egen pladesamling var taget fra mig, og min økonomi lå i ruiner. Jeg var afhængig af mine venners musikalske præferancer. Sulten som jeg var tog jeg det hele med. Country, Folk og Singer-song-writers blev interessant. og jeg lyttede.
Jeg begyndte endda at lytte til dansk musik igen.
Hvor musikken før havde været interessant fik jeg øjnene op for teksterne i musikken. Jeg begyndte allerede at interessere mig for teksten da Pink Floyd udgav "Wish You were here", men fik intenst øjnene op for hvor vigtig tekst kunne være da jeg hørte "The Wall". Og så blev jeg introduceret for Roxy Music og dermed for Brian Eno. Endnu engang vendte den musikalske opfattelse sig for mit vedkommende, Eller rettere den vendte tilbage til start. Musikken skulle være spændende og eksperimenterende. Her var Brian Eno enestående. Hvor Gong, Henry Cow og Kevin Ayers var toneangivende i 70'erne var Brian Eno. 80'ernes musikalske helt. U2 slog igennem og blev verdens største rockband. Årtiet efter fik vi et andet band, denne gang fra USA, nemlig REM, der pludselig lagde sig på hitlisternes førsteplads.
Og så er jeg pludselig blevet gammel.
Da Beatles skrev Seargent Peppers lonely haerts club band skrev vi 1967. Men de foreslog selv at den samme melodi skulle lyde anderledes 20 år senere. "reprise" er et bud på hvordan musikken ville lyde i 1987. Prøv at høre det som sådan!
Det pudsige er at jeg den dag i dag også vender tilbage til slutningen af 60'erne. Jeg elsker stadig "All along the watchtower"  eller "Hey Joe" med Jimi Hendrix. Skulle der falde lidt Led Zeppelin eller Cream af, så vil jeg også skrue op.
Mit bud på en "upolitisk korrekt" melodi er: "Art lover" med The Kinks.
Vi der elsker musik er ikke nødvendigvis menneskehadere.

Hvis krig er det?

Endnu engang savner jeg ord. Danmark er gået fra at være en tabernation der bliver invaderet trods en neutralitetspolitik.
Da jeg var ung i 1970'erne optrådte værnepligtige danskere som FN-vagter på Cypern i konflikten mellem Grækenland og Tyrkiet. En konflikt, der ikke måtte tiltale krigsgale danskere og derfor blev kraftigt nedtonet, trods det at danskerne optrådte i temmelig mange år på stedet. Men altid som vogtere af freden.
Omkring 1990 fik vi så urolighederne på Balkan (Jugoslavien) og endnu engang blev der sendt fredsbevarende tropper, som ikke måtte bruge våben som angreb, udelukkende til forsvar. Pudsigt nok var danskernes opgave at forsvare de muslimske mindretal, og de fleste anså det for rigtigt. Enkelte endda udfra den betragtning, at muslimerne dermed ikke behøvede at flygte til de kristne bastioner i Nordeuropa. Strømmem af muslimske flygtninge voksede nærmest logaritmisk syntes det, og det danske samfund og den danske lovgivning var slet ikke beregnet på en så voldsom strøm af tilflyttere (flygtninge) med anden moralsk og etisk baggrund.
Med baggrund i en konflikt mellem kommunismen (Rusland og Kina i Korea og Viet-nam) støttede vi i Danmark kampen mellem Rusland og de løsrivelsestropper der markerede sig i Irak, Afganistan og andre randstater fra Sovjetunionens tid. Enten for at få fingre i oliemilliarder eller for at forhindre russerne i at sidde på tilsvarende olieressourcer. Vi støttede tjetjenerne og krigen i Irak, dog ud fra et passivt synspunkt. Et spinkelt grundlag fik dog hele den vestlige verden til at erklære krig mod Iraks Saddam Hussein, ikke mindst fordi han troede sig fri for indblanding fra vesten. Det var jo vesten (med amerikanerne i spidsen) der havde bragt ham til magten og de samme der havde støttet ham i krigen mod Irans præstestyre.
Ayatollah Khomeiny blev jo også leder af Iran efter at den vestlige verden ophørte med at støtte shahen af Iran på grund af oprør i landet.
Og den vestlige verden har adskillige gange vist at de simpelthen holder op med at støtte østlige lande, hvis de mærker en oprørsstemning som gør de vestlige landes investeringer usikre. Så hellere støtte oprøret og satse på at få fingre i olie eller andre værdier som betaling for støtten.
Alt dette er blot moderne kolonipolitik, lidt på samme måde som afskaffelsen af slaveriet banede vejen for proletariatet og lønarbejdet.
Tilbage til konstateringen af at Danmark teknisk set erklærede en nation (Irak) krig for første gang i mere end hundrede år - (det siges dog at der eksisterede en krigserklæring med en portugisisk provins som var flere hundrede år gammel), det skete efter at Iran og Irak havde ført krig flere gange, efter at Iraks Hussein havde besat Kuwait for at lægge beslag på olien i nabostaten og derigennem financiere krigen mod Iran. Danmark havde fastholdt sin neutralitetspolitik og kun benyttet FN-mandater eller NATO-mandater til at intervenere, således i Cypern og Jugoslavien. Krigen mod Irak (Hussein) fik efter pres fra især USA grønt lys og Danmark blev på grund af godt venskab mellem den danske regering og den amerikanske på et spinkelt grundlag (både demokratisk og parlamentarisk) en krigsførende nation for første gang i mere end hundrede år.
De fleste af de ovennævnte nationer har den vestlige verden tålt fordi der lå oliereserver eller andre handelsfordele latent i et godt eller i det mindste uproblematisk forhold til dem. Således også med Libyen. Trods næsten bevislige terrorhandlinger og konstaterede erstatningsudbetalinger (eksempelvis Lockerbie) undlod vesten at erklære krig og lande som USA, Frankrig, England og Tyskland fastholdt at det ikke ville være fornuftigt at angribe et land, der var regeret af en diktator, men i stedet påvirke dem på langt sigt.
At tåle andre nationer ligger lige til venstrebenet. Jeg er født i 1958 og har lært at Tyskerne er årsag til 2. verdenskrig. Koreakrigen gjorde danskere til helte (if. mine forældre og Kim Larsen: "Jutlandia"), Vietnamkrigen var en stor misforståelse (JFK førte den ud i livet og 2 senere præsidenter mistede al troværdighed), krigen i Angola trak kun ud fordi kinesere, russere og cubanere blandede sig, og alle andre fejder mellem lande skyldtes kommunisternes indblanding i den amerikanske stats arbejde på at fremme demokrati.
Her er det jeg må trække vejret og sige øh...
Den vestlige verden har erklæret krig mod en nation, som har haft den samme regent gennem mere end 40 år. Begrundelsen er at han udgør en fare for civilbefolkningen. Nå da. Efter fyrre år! Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at vide, hvad den danske regent (det danske kongehus) efter mere end 1000 år kan udgøre af fare for civilbefolkningen. Jeg ved jo godt selv at vores monarki betragtes som ufarligt og uskyldigt - men det gjorde de forskellige diktaturer rundt om i verden jo også, så længe den vestlige verden følte at der var styr på dem.
Der findes nationer betydeligt tættere på Danmark hvis regering består af hårdhændede diktatorer (eks: Hviderusland) som vi ikke vil føre krig mod, fordi deres flygtende borgere kun har få timer til Danmark, for vi er jo ikke interesserede i at brødføde flygtninge - hverken fra nærliggende lande eller fra Afrikanske lande - ihukommende vores behandling af tyske flygtninge behøver vi jo ikke at fremhæve vores medmenneskelighed. Såvidt jeg ved findes den kun beskrevet i bøger om anden verdenskrig der fortæller hvordan vi reddede en masse jøder ved at sende dem videre til Sverige - så kunne svenskerne gøre det onde ved dem.
Jeg hørte at Enhedslisten stemte for at føre krig mod Libyen med henvisning til at det drejede sig om at beskytte civilbefolkningen. Først undrede jeg mig såre meget, så tænkte jeg, at den politiske situation gjorde at det var nødvendigt at vildlede vælgere der kunne stemme på partiet under forudsætning af at det ville tage ansvar, inden jeg fandt ud af at det var et eklatant udtryk for naivisme. Et parti der har været modstander af krig i næsten alle sammenhænge siden Venstresocialisterne opstod (den kommunistiske fløj er jo i virkeligheden modtander af partiets politik - den er jo internationalt baseret) vælger at stemme for en krig udelukkende af hensyn til civilbefolkningen - vel vidende at det erfaringsmæssigt går mere ud over en civilbefolkning at der føres krig over en længere periode end hvis krigen ikke opstår. De sidste uskyldige blev fanget af en krig, der enten skulle være startet for 30 år siden eller også skal vi overlade til befolkningen at finde deres egen løsning på at afskaffe diktaturet. Vi kan ikke hjælpe, medmindre vi tjener penge på at føre krig. Eller sælge våben. Eller vil lægge beslag på oliefelter, jord, arbejdskraft eller andre værdier.
Den eneste måde jeg mærker krigen på er at vi ikke længere har råd til vore egne fattige, syge, anderledes og døende. God krig :(

At være væk

Jeg skrev på min fb status at jeg landede i Odense d. 17. august 2010. Og at jeg blev væk. Det gjorde jeg også. Ann ventede på mig ved rulletrappen i banegårdscentret, mens jeg gik gennem den gamle fodgængertunnel til den gamle banegård. Det tog lidt tid at finde hinanden da vores mobiltelefoner skulle findes. Men heldigvis fandt vi til sidst hinanden (gætter på det tog en halv time)
Men den egentlige grund tilm at jeg skrev jeg blev væk var sådan set at der boede nogle mennesker i det hus jeg havde lejet på Samsø. De besluttede at finde en anden bopæl, det vil sige, den ene af dem fandt en anden bopæl, men trak så den anden lejer med. Altså var jeg alene i huset. Da jeg samtidig var i den situation at jeg ikke længere kunne modtage kontanthjælp besluttede jeg at blive i Jylland og tage til Fyn når jeg kunne. Første gang jeg vendte tilbage til Samsø var der lukket for strømmen på trods af at jeg havde betalt for den. Ingen kunne hjælpe mig eller forklare hvad der var sket. Samtidig vr både fryser og vaskemaskine flyttet med mine lejere, desuden nogle Olie-el-radiatorer. Tilbage var mit værelse og mine bøger samt dvd-film (altså dem jeg ikke havde lånt ud).
Da jeg så mødte ham der havde bortført alt mit bohave sagde han bare at vi jo var voksne mennesker (underforstået: det der er sket er sket), og at vi skulle komme videre og "no hard feelings". Nej en bedrager har sjældent ondt af dem han lader det gå ud over, og den det går ud over har vel to muligheder: at komme videre eller gå i stå. Så det gjorde jeg.
Gik i stå i forhold til vore fælles venner på Samsø, og kom videre med den smule liv jeg havde tilbage.
Uden penge. Men med kærlighed.
Egentlig ville jeg gerne fortælle om min kærlighed, men det er mig der siger alle ordene. Men kys, knus og kram får jeg lisså meget af som jeg gir. Og derfor må jeg forblive helt væk indtil jeg finder tilbage til det samfund der afviser borgere udelukkende af økonomiske årsager, hvor hensynet til menneskelige årsager kunne gøre langt mere end skattelettelser.
Jeg har ikke engang råd til at skrive testamente, skal nemlig bruge min frivillige pensionsopsparing, værdipapirer og sikkert osse efterlønsopsparing (koster en formue at hæve i utide) for derefter at blive en belastning for samfundet til min død. Velkommen til den civilicerede verden!
P.S. Tak til Henriette Kjær for at vise at selv ambitioner kan føre til fald.

Et liv i armod; 1

Egentlig har jeg en masse på hjerte, men kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte. Måske lidt om valgkamp.
Allerførst er det jo forbavsende at det for en gangs skyld skal være efterløn som er temaet for det kommende valg. Den ene virksomhed efter den anden lukker, flytter ud af landet eller opkøbes af udlandet. Imens stiger arbejdsløsheden og andelen af fattige stiger. De mest velhavende kan tegne sygeforsikring, trække pensionsopsparing fra i skat og samtidig er deres økonomi bedret ved hjælp af skattelettelser. Direktører får gyldne håndtryk og fagforeningsbosser bøjer sig for regeringens argumenter.
Måske er der nogle der forstår hvad det hele drejer sig om, vel sagtens undtagen dansk folkeparti, der stadig vil af med indvandrerne, der ellers skulle udgøre den arbejdskraft der efter sigende engang ad åre vil blive mangel på. Jeg har selv engang troet på de løfter der var om mangel på arbejdskraft. Da jeg valgte min uddannelse var det både ud fra hvad jeg gerne ville beskæftige mig med, men også på baggrund af prognoser, der blev fremhævet af de offentlige instanser og politikerne. Der ville blive behov for flere bibliotekarer om nogle år. Altså blev antallet af optagede på uddannelserne øget. Vi skulle have flere veluddannede lærere, bibliotekarer, pædagoger osv. Som økonomisk incitament ændrede man studielånsordningen, så det ikke længere var staten der skulle betale men staten der skulle garantere for tilbagebetalingen af almindelige banklån til nominel rente, men med alt det arbejde der var i udsigt skulle det nok kunne betale sig at låne pengene og betale dem tilbage når man havde fået arbejde og en god løn. Den troede jeg også på, for det blev jo sagt igen og igen, at det var til alles bedste. Juhu for en flok jubelidioter vi var - nogle ganske få (mestendels med velstillede og vellønnede forældre) fik noget ud af det både økonomisk og arbejdsmæssigt, men skilsmissebørn og børn af lavindkomstforældre måtte enten ud og tjene penge hurtigt eller låne penge til uddannelser der jo som oftest lå langt fra deres barndomshjem. Og så kom det helt igennem geniale økonomiske sammenbrud og alle fremtidsudsigterne måtte ændres. Renter steg og steg, leveomkostninger steg, de offentlige udgifter steg. Og så kom de geniale løsninger: Kartoffelkur, Løn- og ansættelsesstop inden for det offentlige, Tvungen opsparing og strammede regler for ledige (kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløshedsforsikrede). Efterfulgt af andre kure, skatter, øget omsætningsafgift som var rettet mod forbrugere, ikke virksomheder.
Arbejdsløsheden steg, indenfor det offentlige fordi flere fik uddannelse til arbejde de ikke måtte tage, håndværkere og andre selvstændige mistede deres arbejde fordi ingen længere havde råd til at købe deres ydelser. Sort arbejde blev for nogle vejen til overlevelse, mens selvstændige overførte alle værdier til kone eller børn inden de gik konkurs.
For mit vedkommende blev jeg lavtlønnet aktiveret - med retten til at føle skam over ikke at kunne indfri samfundets krav om at arbejde. Og med momentvise vikariater efterfulgt af periodevise aktiveringsprogrammer i skiftende sammenhænge. Med en høj uddannelse var jeg ikke i den gruppe der fortrinsvis skulle gribes ind overfor, det var de lavtuddannede der skulle satses på, Mere uddannelse til dem. Efterhånden blev gruppen af os der var uddannet til primært at arbejde indenfor det offentlige så sor, at der skulle gribes ind, men inden da måtte man ungdomsarbejdsløsheden til livs. I mellemtiden søgte en stor gruppe af offentligt "uddannede" over i det private erhvervsliv. Lærere fik virksomheder, hvor deres pædagogiske evner kom til deres ret, bibliotekarer oprettede små forlag eller lignende og et hav af konsulentfirmaer opstod i kølvandet på statens økonomiske indgreb. Besparelser indenfor det offentlige blev ikke bare ædt op af dyre konsulenter og øgede priser på service og varer, de steg ...
Lønstop medførte at mange indefor det offenlige anså det for deres ret at hjemtage dele af alle de varer der var indkøbt til deres offentlige arbejdsplads, kuglepenne, skivemaskinebånd og slettebånd, notesbøger, konvolutter, ringbind osv.
Nu har vi så fået et samfund, hvor selv nazisterne ville være misundelige. Samkørsel af  registre er tilladt for det offentlige, men forbudt for andre. At anmelde sort arbejde eller mistænkelige (af og til bare nogle man ikke bryder sig om) er blevet en pligt. Til dem der har skal mere gives, og de fattige skal blive fattigere.
Klar dig selv eller forsvind mentaliteten er blevet stueren. Den gælder for bankdirektører og fagforeningsbosser, men ikke for indvandrere eller anderledestænkende (anderledes end hvad?). BZ'ere er i dag defineret som kriminelle, ngo'er bliver i stort omfang udlagt som kriminelle, indvandrere er uønskede, flygtninge må ikke flygte til Danmark, arbejdsløse er selv ude om det, og rockere og indvandrerbander tjener så mange penge at det gælder om at få fingre i dem. Imens dør narkomaner og psykisk syge af misbrug, fordi de ikke kan hjælpes men skal klare sig selv. Enlige mødre må søge om julehjælp mm, fordi de jo bare kan tage et arbejde (som ikke altid er der). Imens fastholder fagbevægelsen at der skal holdes fri mellem 17 og 07 i institutioner som er en ret alle har adgang til ifølge folkeretten. Vi skal alle holde fri om søndagen og holde juleaften og påskedagene sammen, undtagen de underbetalte, uuddannede og ufaglærte, som er billig arbejdskraft.
Utak er verdens løn, men kun for dem, der ikke tjener mere end nok, De får nemlig noget ud af deres løn.
Imens har vi et folketing der bestemmer over os. Det er en skam at være fattig, arbejdsløs, eller leve et liv på anden vis end foreskrevet af flertallet. Det er alle partier fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten enige om, altså må vi gøre noget ved det. Ikke ved skammen altså, men ved det at være fattig, arbejdsløs eller leve anderledes. Løsningen er salomonisk: Fjern dem. Enten ved tilskud, ved at ændre vilkårene eller ved helt bogstaveligt at sende dem hjem.
Og det kalder vi menneskeligt (humant endda). Hvor er vi bare gode når vi sådan kan vide hvad der er rigtigt.

Begyndelsen til enden

Det er ikke let at komme i gang.
Livet omkring mig består af alle mine fejl. Både dem jeg har været tvunget til at begå, og dem jeg bare har begået.
At tænke sig at jeg sidder her bag en pc som 52-årig, uden en krone på lommen trods det at jeg har betalt til en a-kasse i 30 år. At jeg har en datter jeg faktisk er bange for at tale med, fordi jeg ikke føler jeg kunne udrette noget godt for hende - jeg har virkelig følt at have valget mellem pest eller kolera. At jeg så er forelsket gør det ikke bedre, da jeg ikke kunne miste var jeg langt mere tryg end nu da det jeg ønsker er der.
Og for at føje spot til skade har vi en regering, der tror at man kan skalte og valte med mennesker efter eget behov. Arbejdsløsheden forsvinder ikke fordi vi snakker om den. indvandrere udvandrer ikke fordi vi tvinger dem og tvangsægteskaber er vel blot et luksusproblem. Hvor tit hører vi ikke om sportsfolk der finder hinanden, kendisser der flytter sammen eller dem der blot ønsker at deltage i reality for at blive kendte, for derefter at bolle for åben skærm og kæreste med hinanden. (Her syns jeg faktisk at det skulle være lettere for disse "fornuftsægteskaber" fra udlandet at blive skilt hvis der viser sig at være vold eller andre problemer. Visiter alle ægteskaber som alle ældre visiteres (ikke fordi jeg tror det hjælper - men at forhindre unge og ældre mennesker i at blive gift fordi de ikke har boet i landet i en vis årrække er sygt - især når man tager i betragtning at det er de samme  politikere der ønsker indvandringsstop og forlænget arbejdslivet (afskaffelse af efterlønnen) og vedholdende råber "ulven kommer" indtil vi alle blot blindt støtter ingenting.
Og så en glædelig besked til alle: Det ser ud til at krisen er overstået og vi går bedre tider i møde. Det betyder blandt andet at benzinprisen stiger til et nyt maximalt leje. Det betyder at vi alle skal aktiveres for at være klar til det arbejde som flere og flere maskiner overtager efter os, det betyder at folk med indvandrerbaggrund skal tage alt det arbejde etniske danskere ikke ønsker og det betyder at dem der (med forældrenes penge i ryggen) kun vil lave det de ønsker, med et bliver mere værd end dem, der faktisk har noget på hjerte og ønsker at bidrage bedst muligt til samfundet.
En stor tak til egoismesamfundet som er i fuld gang med at afskaffe omsorg, medmenneskelig og forståelse for anderledestænkende.
Dette er ikke et selvmordsbrev, men forhåbentlig et samfundsmordsbrev.