Begyndelsen til enden

Det er ikke let at komme i gang.
Livet omkring mig består af alle mine fejl. Både dem jeg har været tvunget til at begå, og dem jeg bare har begået.
At tænke sig at jeg sidder her bag en pc som 52-årig, uden en krone på lommen trods det at jeg har betalt til en a-kasse i 30 år. At jeg har en datter jeg faktisk er bange for at tale med, fordi jeg ikke føler jeg kunne udrette noget godt for hende - jeg har virkelig følt at have valget mellem pest eller kolera. At jeg så er forelsket gør det ikke bedre, da jeg ikke kunne miste var jeg langt mere tryg end nu da det jeg ønsker er der.
Og for at føje spot til skade har vi en regering, der tror at man kan skalte og valte med mennesker efter eget behov. Arbejdsløsheden forsvinder ikke fordi vi snakker om den. indvandrere udvandrer ikke fordi vi tvinger dem og tvangsægteskaber er vel blot et luksusproblem. Hvor tit hører vi ikke om sportsfolk der finder hinanden, kendisser der flytter sammen eller dem der blot ønsker at deltage i reality for at blive kendte, for derefter at bolle for åben skærm og kæreste med hinanden. (Her syns jeg faktisk at det skulle være lettere for disse "fornuftsægteskaber" fra udlandet at blive skilt hvis der viser sig at være vold eller andre problemer. Visiter alle ægteskaber som alle ældre visiteres (ikke fordi jeg tror det hjælper - men at forhindre unge og ældre mennesker i at blive gift fordi de ikke har boet i landet i en vis årrække er sygt - især når man tager i betragtning at det er de samme  politikere der ønsker indvandringsstop og forlænget arbejdslivet (afskaffelse af efterlønnen) og vedholdende råber "ulven kommer" indtil vi alle blot blindt støtter ingenting.
Og så en glædelig besked til alle: Det ser ud til at krisen er overstået og vi går bedre tider i møde. Det betyder blandt andet at benzinprisen stiger til et nyt maximalt leje. Det betyder at vi alle skal aktiveres for at være klar til det arbejde som flere og flere maskiner overtager efter os, det betyder at folk med indvandrerbaggrund skal tage alt det arbejde etniske danskere ikke ønsker og det betyder at dem der (med forældrenes penge i ryggen) kun vil lave det de ønsker, med et bliver mere værd end dem, der faktisk har noget på hjerte og ønsker at bidrage bedst muligt til samfundet.
En stor tak til egoismesamfundet som er i fuld gang med at afskaffe omsorg, medmenneskelig og forståelse for anderledestænkende.
Dette er ikke et selvmordsbrev, men forhåbentlig et samfundsmordsbrev.