Nytårsaften

Man kan sige hvad man vil. Vi siger farvel og tak til et år på godt og ondt, og goddag til en uvis fremtid.
Personligt siger jeg farvel til et år, hvor jeg flyttede tættere på min kæreste. Et år hvor jeg kom i beskæftigelse på kontanthjælp, og et år hvor jeg valgte at blive aktiv politisk igen. Jeg har haft et længerevarende sygdomsforløb, jeg har aldrig spist så mange piller som i år, jeg har aldrig kysset og krammet så meget som i år. Jeg har for første gang i mange mange år skrevet mere politisk end fagligt, og så har jeg fået en masse nye venner. De sidste er for manges vedkommende nogle jeg endnu mangler at se irl.
Endelig er der ikke nogen i min nære omgangskreds, der er døde i år.

Beskæftigelsesmæssigt har året været dårligt, tenderende til det absurde. At arbejde for at få kontanthjælp for en virksomhed, der ikke vil ansætte organiseret arbejdskraft. Først for Ungarsk Vinstue, hvor jeg selv kunne bestemme arbejdstempoet og hvor jeg bare var en slags ekstra personale, uden at tage arbejde fra andre. Arne havde det personale han havde brug for, men kunne efter en forlængelse på ekstra 4 uger ikke garantere at han kunne ansætte mig med løntilskud. Jeg kom i fornyet jobsøgnings-aktivering på jobcenter, uden dog at finde en arbejdsplads. I næstsidste øjeblik fik jeg mulighed for at komme i praktik i Netto, og jeg har jo i mange år hørt at man altid kunne få arbejde i Netto, så jeg tænkte at jeg nok skulæle vise at en højtuddannet også kunne klare et job i en discountbutik. 13 uger blev det til, dog med et par ugers sygdom på grund af overbelastning af foden. De tretten uger blev med min accept forlænget til nytår, hvorefter jeg fik en byld, af alle steder i lysken, jeg kunne altså hverken bevæge mig og sætte varer op, eller sidde stille i kassen uden at jeg havde smerter. Forlængelsen havde ellers til hensigt at give mig mulighed for kortvarig ansættelse med løntilskud, stadig uden opsparing af pension og feriepenge. Endelig skal det siges at jeg gerne ville holde ferie, men manglede at være på kontanthjælp i en uge for at det kunne lade sig gøre, bagefter fandt jeg også ud af at det rent administrativt var en længerevarende proces at få lov til at holde ferie i udlandet. I det hele taget er det jo et hårdt arbejde at være arbejdsløs på kontanthjælp og følge alle de regler man udsættes for af lovgivningen på flere områder.

Jeg kan derfor med nogenlunde sindsro konstatere at jeg i løbet af dette år og min øgede politiske indsats har fået mulighed at gøre det jeg er bedst til, nemlig at vrøvle og have holdninger som næsten ingen er enige med mig i. Disse talenter agter jeg at videreføre i det kommende år, og kan så konstatere at jeg siden mit første blog-indlæg i januar 2011 nu er nået til udgivelse nummer 100 (altså lige om lidt). Jeg har skrevet om musik, kærlighed, mig selv og om politik. Det bliver ikke sidste gang. Men i dag vil jeg se lidt på det som jeg ikke ved noget om, nemlig fremtiden (Som Storm P. sagde: "Det er svært at spå, især om fremtiden").

Dette år er gået med at jeg har minimeret mit forbrug og mine omkostninger, således at jeg har kunnet overleve på kontanthjælp, for en bog og musiknørd, der gerne vil have bøger og musik fysisk til stede har det været hårdt at skære ind til benet, det er da også gået ud over musikere og forfattere, at jeg som mange andre har fravalgt udgifter, der egentlig skulle komme kunstnere til gode! Samtidig har jeg konstateret at livet i perioden efter liberal besættelse af Danmark gennem 10 år har nazificeret befolkningen i uhørt høj grad. Vi melder hinanden på mistanke, vi ønsker flere penge til at betale vores faldende forbrug (grundet krisen). vi ønsker ikke at dele vores ejendom og vi ønsker at overføre vores egen utilstrækkelighed på de mennesker der er anderledes: fattige, utilpassede, fysisk og psykisk syge, alle der ikke er religiøst troløse (hvilket vel er den eneste betegnelse for folkekirken i dag). Hvis vi hører om penge der bliver brugt på en passsage over motorvejen, så den fredede spidssnudede hasselmus kan gå sikkert over vejen, skælder vi ud over at der bliver brugt penge på det. Vi himler op når der anlægges en motorvej til Holæstebro, samtidig med at der er trafikpropper på motorvejsstrækningerne på Sjælland. Udgifterne til hjemmehjælp og offentlig trafik bliver med vælgernes stemmer politiseret til at være udgifter der skal skæres ned på, banker knokler røven ud af bukserne for at tjene flere penge til direktører og aktionærer, det gøres ved at tvinge kunderne til at betjene sig selv for gebyrer der nærmest skriger til himlen. Et godt liv er blevet kapitaliseret. Vis akl eje et hus, have bil til at køre på arbejde, vi skal have råd til ferier i eksotiske lande og vi skal tjene pengene ved hårdt arbejde. Vi gider ikke deles om vores fortjeneste, fagforeninger er for dyre, så dem melder man sig ud af, overenskomsten er jo også for dem der ikke bidrager til fællesskabet. Der er sågar en del mennesker der synes det er for meget at folk der er arbejdsløse kan forsikre sig mod arbejdsløshed og få penge udbetalt i ganske få år. Ganske vist ved at betale en høj forsikringspræmie, og ganske vist selv om dem der har arbejde ikke vil dele det med andre, eller gøre anden indsats end at give lidt penge til julehjælp, kræftens bekæmpelse eller læger uden grænser.

Nu er det om ikke ret lang tid (altså mens jeg skriver dette) at vi skal gå i gang med 365 dage af vores fremtid. Vi kan ikke vide, hvad de bringer, måske skal jeg tilbringe en del af året i en urne, måske får jeg et arbejde, eller måske skal jeg bare fortsætte med at være noget som katten har slæbt ind, men som giver arbejde til vikarbureauer og arbejdsmarkedsaktører. Jeg kan nemlig ikke selv bestemme.
Der er ikke arbejde, men for at modtage hjælp fra det samfund jeg er en del af skal jeg arbejde gratis for firmaer der med politiske partiers samtykke betaler meget lidt eller slet intet i skat. Det skal jeg gøre trods det at der ikke er noget arbejde at få. Til overflod tager unge og seniorer samt kontanthjælpsmodtagere arbejde fra dem der skulle have løn for at arbejde. Det er løntrykkeri af værste skuffe at kræve aktivering af ledige. At regeringen prøver at redde folk på dagpenge, ved at kræve at de skal i arbejde før dem der er på kontanthjælp, ved at kræve at unge på kontanthjælp skal i meningsløs aktivering og ved at a-kasse-medlemmer kan få seniorjob indefor det offentlige efter det fyldte 55. år, er om muluigt endnu mere sindssygt end at kræve at man skal gå ind på jobnet og konstartere at der ikke er reelt arbejde mindst én gang om ugen. Vi er simpelthen ved at udvikle tåbelige tiltag for at få mennesker i arbejde der ikke er der, ja endda ved at føre folk der har arbejde i arbejdsløshed, for at seniorjobs, kontanhjællpsmodtagere og dagpengemodtagere kan komme i arbejde.

Endelig skal jeg ganske kort bemærke at folk der er i arbejde med løn, pension og feriepenge er så misundelige på folk der blot får en pose penge, der reelt set er under eksistensminimum, at enkelte enlige mødre med mange børn får overført et beløb inden skat, der matcher de lavtlønnedes løn, er vel ikke deres skyld, det skyldes først og fremmest at alle får beløb efter samme sats, og derfor opstår forskelsbehandlingen. At dem der arbejder for en lav løn ikke kæmper for en ordentlig løn, men tværtimod angriber den gruppe som de står i fare for at blive medlem af, er jo igen tåbeligt, i stedet burde man jo angribe dem der tjener penge på at give en lav  (eller slet ingen) løn. Til alle dem der misunder folk på overførselsindkomster kan jeg kun sige, at straffen for ikke at kunne få arbejde betyder at man ikke opsparer nogen pension, at man ikke må have nogen formue, at man skal kontrolleres i hoved og røv og for eksempel ikke kan tage på afbudferie, fordi en ferie skal godkendes, at man skal møde til intetsigende samtaler og mødeforløb, at man skal finde sig i at andre mennesker definerer hvad man kan og ikke kan, at man kan få stress af at forklare "velfungerende" familiemedlemmer hvilken tilværelse man fører, at man bliver set ned på af folk der er trætte af at være tvunget til at arbejde for en dårlig løn, at intetsigende aktivering i stort omfang betyder at man vænner sig til at leve et isoleret liv for de almisser samfundet giver. Hvorfor samfundet bruger så mange kræfter på at nedgøre arbejdsløse i en periode hvor arbejdsløsheden er skabt af pengeliderlige investorer, som endda får de fleste af de penge samfundet sparer på arbejdsløse og syge, er mig stadig en gåde.

Nu til mit ønske for det nye år:

Eftersom penge i dag åbenbart er vigtigere end familie og børn, vil jeg håbe at alle de mennesker der ikke har penge nok kan få så mange penge at de kan starte egen virksomhed (det sker nemlig ikke med intetsigende aktivering). Jeg håber også at alle dem der synes de er en månedsløn på 70.000 kroner vil blive brandskattet, så de med deres indsats kan gøre noget for fællesskabet. Jeg så også gerne at vi forenklede den finansielle struktur her i landet, således at fradrag og hensættelser enten blev afskaffet eller fik en fast øvre afskrivnings- eller fradragsgrænse, med henblik på med tiden at afskaffe alle fradrag for investorer, virksomheder og huskøbere. En lovgivning for internationale virksomheder, der dels beskatter overførsler af penge (kunne for min skyld godt gælde alle virksomheder og borgere - få penge giver ikke de store indtægter, så kontanthjælpsmodtagere ville ikke mærke det så meget), dels beskatter virksomheder og privatpersoner ens, hvilket muligvis endda kunne sænke personbeskatningen.

Fællesskabet eller "det offentlige" er jo gennem de seneste 20 år kørt længere og længere ud på et sidespor (det kan nærmest minde lidt om de små banespor i "Olsen banden i Jylland").
Hvad jeg kunne ønske mig var at vi omlagde offentlig trafik, sådan at den var gratis, samtidig med at man lagde højere afgifter på privatkørsel, gerne betalingsringe i de største byer (jeg kan ikke forestille mig at min barndomsby, Ansager, kunne få en betalingsring, men hvis man i den lille flække indførte gratis offentlig transport til andre end skolebørn, så ville tingene kunne mærkes. Rent økonomisk ville de dårligst stillede kunne komme frem og tilbage, og de bedst stillede ville kunne betale sig fra det (med et loft over fradrag ville det måske endda være lokkende at benytte sig af en velfungerende offentlig trafik), som det er nu skal jeg for eksempel når jeg arbejder gratis for Netto køres på arbejde i privatbil (ca 8 minutter), gå på arbejde (ca 43 minutter), eller køre med Odenses bybusser og gå fra et stoppested en kilometer væk til arbejde (mellem 52 og 70 minutter).
Og det var bare den offentlige transport.

Lad os se på hvad jeg kunne ønske mig af den offentlige plejesektor.
Allerførst vil jeg lige konstatere at for mig er offentlig pleje det at passe mennesker der af en eller flere årsager har svært ved atklare sig selv. Altså fysisk eller psykisk syge, mennesker uden egentlig kontakt til omverdenen enten for de ingen familie har eller fordi de har fravalgt de familiære omgivelser.
Lad os starte med Otto, som er født med Downs syndrom, han får en god behandling i en institution. Både far og mor arbejder (som de skal), men den opsamlingsbus, der skal bringe ham fra hjem til institution er nu blevet for stor en omkostning for kommunen, som derfor foreslår at spare den væk (så forældrene selv kan køre hvert deres barn), eller at den skal være brugerbetalt (altså at forældre bruger nogle af de penge som det offentlige giver til dem fordi deres barn er sygt). Otto har godt af at være i fam,iliens skød, men Otto har også godt af at være sammen med ligesindede, således at omsorgspædagoger og andre kan udvikle hans talenter, fremfor at han bare skal sidde i 40 år foran DVD-afspilleren og se Postmand Per. OK End ikke Joakim B. Olsen er begyndt at foreslå at vi skal aflive alle mennesker med såkaldt "samfundsbelastende" medfødte sygdomme. det behøver man heller ikke. De næsten lovmæssige scanninger viser om børn har fysiske eller psykiske skavanker, og forældre bliver i stort omfang rådet til abort af de uddannede læger og sygeplejersker (simpelthen med henvisning til den belastning det er at have et sygt barn). Otto er en glad dreng, han kan selv sætte en dvd over, han kan smøre mad selv, han kan ikke tale så godt og først som tiårig blev han renlig. Otto kan give knus og kram, han kan blive ked af det og han forstår ganske udmærket når hans lillesøster driller ham, og Otto kan grine sammen med os andre og er bedre til at bruge i tablet-pc end jeg er (og jeg er immervæk 42 år ældre). Alt dette er ikke mindst takket være det offentlige personale, der siden hans fødsel har fulgt ham, har vurderet hans udvikling og har hjulpet ham med at udvikle de sider han og hans familie ikke kunne hjælp med.
Så vil jeg gerne fortsætte med Leif, som efterhånden er blevet 60 år. Leif blev også arbejdsløs, da man skar ned på sfo'en i Århus, så han måtte i beskæftigelse, trods det at han havde fået konstateret en hjertefejl, som ingen læger kunne definere. Jobbet han fik blev i en institution for adfærdsvanskelige unge og børn (hyperaktive med flere) og han respekterede børne og de respekterede ham. Han havde et godt tag på dem og tog dem med på private visitter eller på ture i naturen. Altsammen noget som institutionen billigede, for ikke at sige de var glade for det, han blev hurtigt et skattet medlem af staben. Desværre for Leif faldt han en dag om, han besvimede simpelthen, og lægerne kunne ikke finde ud af hvad de skulle gøre for at noget sådant ikke skulle ske igen. Institutionen besluttede herefter at fyre ham (dog var der uenighed, men flertallet besluttede det), hvorefter han igen var ledig og igen skulle i jobtræning. Han var næsten altid velkommen til de samtaler han kom til, men når samtalen faldt på sygdom, måtte han jo indrømme at han indenfor det seneste år var faldet om med en ukendt hjertefejl adskillige gange - og så var stillingen ikke længere hans. Jobcenteret brugte masser af tid på at aktivere ham, men hans kompetenceområde var bør, og ingen institutioner ville udsætte børn for den voldsomme oplæevelse det kunne være at se en granvoksen mand blive til gummi og falde sammen. Altså ikke noget arbejde, selv om han skulle og egentlig også gerne ville. I stedet tog han ud og besøgte noget fjern familie, var sammen med dem lavede mad til dem køærte dem til den nærmeste by, hjalp dem med de opgaver de på grund af alder ikke længere kunne håndtere, og blev en del af deres sociale liv i en ellers kedelig alderdom på den gård som manden havde levet hele sit liv på. Han fik ikke tak, og dagpengeuret tikkede lystigt, men hans indsats for det ældre ægtepar gjorde deres alderdom tålelig, og da manden døde hjalp Leif, senest er det så konen der er blevet dement og er kommet på plejehjem, Og Leif der ser til at hun får en ordentlig behandling, kommer hjem til jul og tilbage til plejehjemmet når hun bliver træt.
Så til endnu en Otto. Han faldt om til en middag med gode kammerater - og der var jo nok en del øl, vin og snaps på bordet. Otto rejste sig og gik i seng. Han havde mange smerter da han vågnede med kylede så lige noget smertestillende ned og drak et par øl, så var han klar igen, og sådan gik det godt længe, indtil han mistede sit kørekort og ikke længere kunne køre rundt i omegnen. Forbruget af smertestillende tabletter og øl blev større og større og en dag på cafeteria sked han blod og svinede hele toilettet til, han kunne intet gøre, så jeg måtte ned at gøre rent, men da var det jo for sent, så han fik "karantæne" og vi andre fik ham til læge, som sendte ham til Skejby. Smerterne var opstået fordi han havde brækket benet i det oftnævnte fald, det var groet forkert sammen og han havde valgt piller fremfor læge. Han mave var totalt smadret ved et alt for stort forbrug af smertestillere, og så røg han på sygehuset i Århus. Her kunne man ikke operere, da hele hans immunsystem var totalt smadret af et overforbrug af piller og alkohol. Et halvt år var han hjemmefra før han blev udskrevet. Han fik hjemmehjælp, de måtte gøre rent hver anden uge, de måte hjælpe ham med at komme i seng og komme ud af sengen. Ellers var der ikke meget de måtte. Han ville gerne sidde sammen med over en smøg i 5 minutter og høre hvad der skete i lokalsamfundet, det måtte de ikke, han kunne godt bruge hjælp til at smøre et par skiver smørrebrød, det måtte de ikke, han havde Brugsen til at ligge 50 meter væk, men kunne ikke gå, hjemmehjælpen måtte ikke købe ind til ham, og s¨dan var der em masse ting som hjemmehjælpen ikke måtte, enten af hensyn til hygiejne, eller fordi der havde været hjemmehjælpere der havde svindlet syge mennesker.I den periode, hvor han var syg gik jeg på aktivering, og når jeg kunne holde fri, besøgte jeg ham, købte ind for ham, lavede mad og hjalp ham med de (mange) ting han ikke selv kunne klare. Derudover fik han hjælp fra nogle pensionister, som hjalp med at støvsuge og pudse vinduer, i de perioder der var mellem hjemmehjælpen.
Lad mig lige nævne min far, som ikke er så rørig længere i en alder ag 86 år. Hvert haklvandet år (ca) bliver han visiteret (det skal egentlig være årligt, men der er så meget at lave og så få til det) og den kommunalt ansatte spørger ham om han kan komme ud af sengen og gå på toilet selv, om han får motion (og det lægen jo rådet til), om han kan vaske tøj selv og hænge det op - og en masse tilsvarende spørgsmål. Og det kan han jo selv om det foregår langsomt i hans alder. Når så han bliver spurgt om der er nogen form for hjælp han kan bruge så nævner han støvsugning og vinduespudsning samt at få tørret støv af. Han bor i et hus der er indrettet i flere niveauer og etager, men i dag benytter han kun stue, køkken, bad, toilet og soveværelse samt entre. Støvsugning: Køb en robotstøvsuger får han at vide, trods det at den visiterende kan se at stueetagen er i flere niveauer; vinduespudsning: Betal selv, du fåe pension som overlærer og har råd til at betale; Afstøvning er lidt sværere, for man må jo ikke tilråde at ansætte sort arbejdskraft, derfor bliver han opfordret til at bede familien om at hjælpe, når de tilfældigt kommer forbi. Han betaler faktisk en del i skat fordi han ikke har fradrag af betydning, men de offentlige myndigheder kan jo spare på en mand der får mere end almindelig folkepension, at hans omkostninger til vand, el  og varme i et stort hus er større end for en pensionist i et rækkehus skal de ikke tage stilling til, kun hans indtægt (hans pension ligger et par tusinde højere end dhøjeste dagpengesats) kan bruuges til at vurdere hans behov for hjælp. Resultatet er at der ikke bliver støvsuget, at støvet samler sig, så han jævnligt bliver syg og at han ikke kan se gennem sine vinduer.
Endelig er der Ellen, enlig mor som har et hyperaktivt barn. Hun blev nødt til at fraflytte den kommune som hun og hendes familie boede i, simpelthen fordi hun ikke kunne få den hjælp hun havde behov for til sit barn, når hun skulle passe det arbejde hun var presset til at tage, på dagpenge. Hendes forældre, søskende og barnets far blev efter ladt på en ø, for at Ellen og hendes søn kunne få bare en smule hjælp til at fastholde Ellens tilknytning til arbejdsmarkedet.
Mange flere skæbner er jeg stødt ind i, mange af dem har fået god hjælp af det offentlige samfund, andre er blevet kostet rundt med.
Mit ønske er at det offentlige i højere grad vil vise individuelle hensyn og påtage sig rollen som ansvarlig for de skatteborgere der ikke kan klare sig selv. Samtidig ser jeg jo gerne at alle de penge vi og vores forældre betaler og har betalt i skat går til andet end at redde banker, til andet end at spare kommunerne væk og indføre e-boks.  Jeg ønsker at vores syge og arbejdsløse venner får støtte og hjælp frem for at blive hundset med. Og så ønsker jeg at vi alle sammen som udgangspunkt er mpositive overfor hinanden trods vore økonomiske forskelle, trods vore holdningsmæssige forskelle, og på den måde ønsker jeg selvfølgelig især at vi ikke slår hinanden i hovedet med en rulle pengesedler som argument, men lytter til de problemer vi hver især har. At man ikke kan betale et huslån og må gå fra hus og hjem er altså alt andet lige, hvad vi er mange der måttet gøre tidligere. At man ikke kan forstå at folk ikke kan leve af noget der ligner 6000 kr efter skat og før faste udgifter er betalt, undrer mig såre, når det enten er de mennesker der tjener mere end 30.000 før skat der råber op, men det der undrer mig endnu mere er at folk hvis indtægt (deltidsarbejde eller underbetalt arbejde) ligger på et beløb der svarer til dagpengesatsen for en fuldtidsledig, ønsker at nogle skal være fattigere end de selv er. At skubbe fattigdom nedad redder ikke en selv, derfor bør alle de fattige kæmpe for en bedre løn, fremfor at kæmpe for at nogle bliver fattigere end de selv er.

Jeg har et nytårsforsæt:
Jeg vil være politisk aktiv. Min indsats skal handle om alle de mennesker der er fattige, både på penge og på ånd.
Først pengene: SU skal være højere eller skattefri, det samme gælder kontanthjælp. Dagpengesystemet skal enten føres tilbage til 2000- niveau eller sigte mere på en omfordeling i forhold til arbejdsløshedsprocenten.
Mennesker på kontanthjælp skal ikke være afhængig af tvang til at deltage i jobtræning, men skal i højere grad være et grundlag for at komme ud af ledigheden gennem individuel vurdering af ledighedssituationen.
De højeste indtægter skal enten beskattes eller også skal fradrag for virksomheder og højtlønnede fjernes med en topgrænse, hvor alle beløb over ikke kan fratrækkes, men går ubeskåret til statskassen.
Alle former for sanktioner mod lavindkomster skal fjernes, lavindkomst skal defineres som også en fattigdomsgrænse (ikke nødvendigvis en fattigdomsgrænse der udelukkende bygger på kroner og ører).
Fagforeninger og a-kasser skal ikke være fradragsberettigede, tværtimod skal overenskomster sikre at lønnen svarer til de omkostninger man har ved at være organiseret, fremfor en mindsteløn, der i øjeblikket vokser kollossalt - nedad! Altså højere løn for organiserede.
Virksomheder skal ikke længere kunne afskrive beløb der er højere end end procentdel  af det skattemæssige overskud, for eksempel kun 20% (store investeringer skal derfor finansieres gennem lån)
og det fører mig frem til mit største ønske. At bankerne overtages af staten i samme øjeblik der er økonomiske vanskeligheder, ikke at skatteyderne yder rente- og afdragsfrie lån som i sidste ende koster alle tvungne indlånere! At staten har tvunget alle - ALLE - til at have en bankkonto for at kunne modtage løn eller overførselsindkomster er ikke bare sindssygt det tenderer stats-kriminalitet.

Så til det åndelige:
Allerførst skal vi holde op med at gøre medmennekelighed op i penge. Vi skal dele vores forståelse for andre menneskers livsvilkår. Et forholdsvis nyt ord for det er empati.
Vi skal ønske vores medmennesker et lykkeligt liv, og det må gerne være et liv baseret mere på lykke end på høje indtægter.
Vi bør undskylde dem der synes at der findes mennesker, der nasser på samfundet, de har ikke forstået at man ikke kan købe menneskelighed eller glæde for penge. De har det som Torneroses stedmoder, kigger sig i spejlet og spørger: "Lille spejl på væggen der, hvem er rigest i verden her". Hvor rigdom alene defineres som gæld til bankerne og at have del i ejendom.
Vi må ikke glemme at mange i landet er religiøse. At hade mennesker med en anden religiøs tilgang til livet er at hade, jeg ønsker at vi alle vil lytte til hinanden, diskutere tro eller ønsker for fremtiden, fremfor at slå ihjel i religiøsitetens navn.
Toppen af forståelse vil selvfølgelig være at man som åndeligt fattig kan forstå at mennesker i andre situationer er anderledes, så vi ikke længere skal diskutere økonomisk rigdom, men simpelthen vurdere om vi har en menneskelig rigdom- En rigdom hvor vi alle kan leve uden at kræve, hvor vi alle kan leve ved at  have både sympati og blive mødt med empati, og hvor penge ikke længere er målet med livet - hvor målet er at have familie, at have et liv med kvalitet. at leve uden stress og uden angst for at miste.

Jeg kunne blive ved, men jeg må slutte med mit indlæg nr. 100!

Det gør jeg ved at ønske alle et godt nytår, ikke fordi jeg tror det bliver godt, men simpelthen fordi vi bliver nødt til at tænke fremad og kæmpe for vores fælles fremtid!