Nepotisme

Jeg har altid været stædig. Da jeg gik i skole ville jeg lære selv, ikke have grupper der tyrede grammatik. Jeg gik gerne med til gruppearbejde, hvor erfaringer kunne være til gavn for gruppen, men ikke gruppearbejde der sparede på indlæring. I Sport spillede jeg hellere gruppespil end individuelle sportsgrene. Jeg spillede bordtennis i en periode, men spillet gik for mig ud på at forsøge sig og lære videre. Jeg må have været god, for min lillebror blev bedre til spillet end mig på et halvt års tid.
Jeg voksede op i en mindre by i nærheden af Vestjylland. Byen har trods dens lidenhed fostret et antal mennesker der siden blev verdenskendte i Danmark, nok mest fordi de var individualister, indenfor journalistik, musik og andre kreative fag. Men tro mig, ingen af dem blev kendte fordi familie eller venner fik dem indenfor, de kom frem fordi de kæmpede deres egen kamp!

Jeg tog til gengæld en uddannelse, mens mine forældre kom så langt fra hinanden som de kunne komme – non-kommunikation vil jeg kalde det. Allerede på gymnasiet blev jeg uvenner med mine lærere. Jeg ville lære noget, ikke bare være nikkedukke. Det var lige ved at koste mig min gymnasiale uddannelse. Godtnok var min mor ansat på gymnasiets HF-linje, men det eneste hun kunne var at råde mig til at dæmpe mig. Det gjorde jeg så ved ikke at deltage i undervisningen men blot møde op. Så gik jeg over til selvstudium og at aflevere når jeg skulle.

På den måde kan man også tage livet af et ungt menneske der vil noget. Jeg blev vingeskudt. Mine karakterer som følge af denne modstand mod konformisme betød at jeg ikke kunne komme ind på min ønskeuddannelse: Bibliotekaruddannelsen. ”Så må jeg prøve noget andet!, tænkte jeg og søgte ind på bygge og anlægslinjen på Erhvervsfaglig Grunduddannelse (EFG) indenfor ”Bygge og anlæg” og så langt væk som i Aalborg. Og de manglede elever fordi der stadig var en regulær mesterlære.
Jeg skøjtede nærmest igennem, fordi jeg kunne klare de boglige krav der var, jeg var langsom til at udføre mit arbejde fordi jeg gerne ville gøre det ordentligt og jeg oplevede at halvfuldendt arbejde var forsvundet eller erstattet med dårligt, når vi kom til næste praktiktime. Jeg fandt ud af at det vigtigste var at arbejde hurtigt, og at lyve overfor kolleger, men også hvad et godt håndarbejde var. Det første var mine medkursisters løsning, det sidste var vores læreres. Og så kom jeg ind på biblioteksskolen, samtidig med at jeg ikke fik praktik på grund af min alder (med mine 19 år skulle jeg have løn som ufaglært, og den var noget højere end lærlingelønnen).

Da jeg var færdiguddannet ville mine forældre gerne gøre noget for. Jeg søgte jobs i alle mulige sammenhænge som bibliotekar, men der var ikke mange og jeg ville ikke stikke blår i øjnene på dem der skulle ansætte, så jeg fortalte hvad jeg kunne, hvad jeg var sikker på jeg ville overkomme af opgaver, og at jeg var indkaldt til at aftjene min værnepligt efter 8 måneder. Surprise. Jeg fik intet job, men det blev så også sikret ved at der blev indført ansættelsesstop indenfor det offentlige. Og så blev jeg tilbudt etjob som befalingsmand indenfor Civilforsvaret som det hed dengang.
Med en stedfar der var løjtnant af reserven, ansat ved uddannelsesenheden i Nymindegab, gift med min mor og så jaloux at jeg ikke måtte se min egen far, havde jeg absolut ingen lyst til en militær karriere. Han var også NATO-fan og gik ind for at lyve for min egen mor. Jeg var og er stadig imod krig, min holdning til EF var direkte modsat af min stedfars, trods det at han som socialdemokrat dengang kunne have valgt modstand så var han for både EF og NATO.

Jeg finder aldrig ud af om min familie og stedfamilie kunne have hjulpet mig til et job. Det betyder heller ikke så meget. Jeg er til gengæld stolt af at jeg er mig. Ingen nepotisme her. Det har jeg været modstander af hele mit liv. Jeg er til gengæld overbevist om at der findes en masse velkvalificerede mennesker der ikke har arbejde, fordi andre bliver valgt på baggrund af deres baggrund. Jeg er selv overbevist om at jeg er velkvalificeret, bortset fra at jeg gennem mit liv og mine mange vikariater har vænnet mig til at jeg skal lave det de andre ikke vil på de tider de andre ikke vil. Nu har jeg så også den alder hvor der skal mere end nepotisme til før jeg får arbejde, men et seriøst politisk arbejde kan måske skaffe mig en skammel i folketinget eller en anden politisk sammenhæng.

Det er bare for sent nu. Jeg vil ikke slikke røv, jeg vil ikke værre nikkedukke eller føje andre. Jeg vil have lov til at være mig, at bløde, at være fattig og at nasse på samfundet, som i den grad ikke har haft brug for mig, undtagen som arbejdskraftreserve. Jeg har betalt til fagforening og dagpenge det meste af mit voksenliv, og da jeg kom på kontanthjælp måtte jeg hæve min pensionsopsparing før jeg kunne blive hjulpet til et tåleligt liv på lavindkomst.

At andre mennesker benytter sig af forbindelser er der jo ikke noget nyt i. Man kan vel ikke kalde 3. og 4. generationspolitikere af samme familier for nepotister? Til gengæld kan det undre at vælgerne er så dumme at de stemmer på et navn (Hækkerup), et udseende (Schlüter) eller tilpasning til meningsmålinger (Kjærsgaard), ja sågar på indignation (Erhard Jakobsen) og humor (Knud Jespersen). Ingen har helt styr på hvad politik går ud på, selv venstrefløjen er grebet af at deltage i magten, i stedet for at føre politik. (lidt som at spise toppen af en brunsviger og lade resten være tilbage). Ansatte hos de politiske partier, ansatte i offentlige stillinger er grundlæggende nogle der har forbindelser, ikke kvalifikationer. Sådan har det været i rigtig mange år.

Det pudsige er jo sådan set at hvis man ønsker en udvikling skal man glemme forbindelser og familie og finde dem der tænker anderledes, dem der er kreative. Ikke dem der står først for. Men hele vores system i den verden jeg oplever er gennemsyret af mennesker der helst ikke vil fremså som idioter og derfor sørger for at dem der skal arbejde for dem eller sammen med dem ikke må være bedre eller dygtigere eller mere kreative.

Vi har nepotisme af flere grunde, den vigtigste er nok at hjælpe dem man kender eller er i familie med, den næstvigtigste er uden tvivl, at man som ældst ansat kan holde styr på nyansatte.

Nepotisme er for mig den lange vej til at gå fuldstændig i stå, hvor korruption måske er den korte. Så må vi finde en målestok, der kan finde afstanden!