fredag, december 14, 2012

Reformer

Da jeg faldt ud af dagpengesystemet for lidt mere end 3 år siden var reglerne som følger:
Du kan modtage kontanthjælp fra den dag du søger, såfremt du kan dokumentere at det ikke er dig selv der har sagt op (så gælder samme regler som i A-kassen); du kan modtage kontanthjælp op til et halvt år mod at du forpligter dig til aktiv arbejdssøgning udenfor dit fag (det var jeg også forpligtet til da jeg var på dagpenge i sidste periode): såfremt du har formue, skal du selv finansiere din ledighed efter det halve år, hvis ikke du får arbejde; du er forpligtet til at deltage i aktivering, jobsøgningskurser eller anden form for markering af at du står aktivt til rådighed for arbejdsmarkedet!
Siden er dagpengeperioden halveret og genoptjeningstiden er fordoblet. Men så lover den nye regering at gøre noget ved de reformer som den tidligere regering indførrte. Hvasd er der gjort, så? Såvidt jeg kan se er den nye regerings reform at bevare status quo på dagpengeområdet, skære i flexjobordning og besværliggøre langvarig sygdom samt tilmelding til efterlønsordningen. Siden Enhedslisten støttede finansloven er det blevet mere end almindeligt at syge, flexjobbere og andre der er skubbetud på et sidespor bliver nødt til at hyre private socialrådgivere. Ikke engang Lars Løkke kunne have gennemført den himmelråbende idioti, uden at give tilskud til en privat ordning, men nej, her må fattige, syge mennesker med en miserabel økonomi skrabe bunden for (måske) at få et tåleligt liv på sigt.
Hvis man kalder stilstand og en gentagelse af tidligere lovgivning for en reform er man da vist nok mere end sikker på, at der ikke er mange mennesker der har kendt reglerne før.
Jeg ved godt at en reform i dag betyder en ændring, men når stort set det eneste der er ændret er nummeret på bekendtgørelsen, sammen med ganske få tilføjelser, så har jeg også forstået at ordet reform har mistet al betydning. Hvor reform oprindelig betød en ændring til det bedre, er det med den tidligere regering indskrænket til at betyde en ændring til fordel for statens økonomi, og med den nye regering med socialdemokraterne,Radikale og SF er det nu igen reduceret til at betyde: noget man fremlægger og lader som om der er foretaget ændringer, uden at der er sket noget som helst. Altså en ændring, der består i at at dem der fremlægger forslaget er nogle andre end dem der indførte de samme regler år før.
Det eneste spændende ved den ikke-ændring den seneste reform udgør er sådan set at dem der oprindelig indførte de samme regler, nu er i opposition og derfor lodret uenige med regeringen om at fortsætte den linje de selv har lagt. Hvordan er det dog lykkedes politikerne at gøre os så dumme?

Jeg har flere bud:
Det vigtigste er at vi er blevet afhængig af markedsøkonomi og kapitalakkumulation, det giver os vores løn, gør at vi kan investere i et hus, selvom bank og kreditforening egentlig ejer det det meste af vores liv (afhængighed, kalder man det - man kunne næsten sammenligne med narkomani). Vi kan også købe ny bil hvert fjerde år, vi kan betale for at have børn i børnehave, skolefritidsordning og have dem med på rejser til Phuket.
Det næste er at skolevæsenet er begrænset til at vi skal lære at læse og skrive dansk samt at regne, så vi kan blive bedre til at tjene penge til de virksomheder vi har i landet. Vi skal ikke lære at tænke selvstændigt, at bruge vores fantasi eller acceptere anderledes tænkende eller psykisk syge, vi skal ikke lære om alternative politiske systemer eller om forskeliige klimateorier, vi skal ikke vide noget om hvorledes forurening kan opstå og hvordan den viser sig, nej vi skal udelukkende lære at tænke på at tjene penge til os selv ved at tjene penge til virksomheder eller arbejdsgivere.
Det tredje er selvfølgelig at politikerne, delvis som følge af oftnævnte, gentager deres "mantra" indtil det er blevet "sandhed". Politikere bruger enormt mange kræfter på at bilde den almindelige dansker ind at de gør hvad de kan for den almindelige borger, hvis velfærd de er sat til at varetage. Man kan så undre sig over at den almindelige borger skal betale mere og mere til skattevæsenet (krige, EU, bamnkpakker mm.), til børnepasningsordninger, til alle mulige afgifter på fødevareområdet etc. Sandheden er jo, at politikerne er købt af kapitalen, fordi fattige mennesker blot kan stemme på dem, og dermed også i politikernes øjne er reduceret til stemmekvæg.
Endelig er det jo sådan at vi har lært i løbet af få generationer at det at eje giver frihed. Politikerne udnytter at der findes så mange mennesker der lever op til barneårenes krævementalitet - vi kender alle vore børns udtryk: "det er min". Dem der siger noget andet er virkelig langt ude. Men det er jo netop en af de vigtigste meninger med en opdragelse: opdrag til at dele, så du ikke bliver isoleret, vi starter som alle små dyr med at kæmpe om vores forældres gunst og kræver opmærksomhed og kræver at blive til mennesker, hvilket vel er naturligt nok, men hvis et spædbarn ikke får hjælp til at udvikle sig vil det jo også fremover opføre sig som et spædbarn. Den frihed der er opnået gennem de sidste få generationer består faktisk af at være bundet af økonomien, det har jo ikke mindst vist sig at det største problem i forbindelse med "dagpengereformen" er at de mennsker der står i fare for at falde ud af systemet netop ikke jer noget, ingen frihed, ingen huse, ikke engang retten til at bestemme over sin egen arbejdskraft. Så den frihed er et blålys.
Endelig er det jo en sandhed som vi har fået sparket ind i hovedet med træskostøvler at arbejdsløse og syge ikke bidrager til samfundet. Ord som nassere er først opstået i kølvandet på samfundets økonomiske kriser fra 70'erne til nu. Under krigen var der nok forskel på folk, men da fandtes indbyrdes hjælp blandt naboer i kvarterer, hvor de fleste var ligestillet i form af dårlig økonomi, mangel på arbejde, mange børn eller alder. I dag findes der ikke medfølelse eller social støtte fra private til danskere, undtagen efterhånden i form af julehjælp og indsamlinger til private, mediebelyste personer. Vi ved jo alle at vore skattepenge for en del går til de dårligst stillede i Danmark. Nu er vi bare kommet så vidt at vi ikke skal have noget, hvis vi ikke bidrager med noget! Og det vi skal bidrage med er arbejdskraft. Et samfund hvor kreativitet og glæde, hvor imødekommenhed og det at være anderledes er forkert, må set med mine øjne være et samfund der bryder sammen. Krøsus kunne ikke spise guld, det tror jeg heller ikke kapitalisterne kan. At det stadig kan lade sig gøre at spise luftpenge er mig en gåde, men når selv politikerne tror på det, så... Fattige mennesker (på kontanthjælp eller mindre) kan ikke nasse, det kan alle de rige og alle dem der ønsker flere penge, alligevel er det blevet gentaget så mange gange at dem der har deres på det tørre fordi de nasser på samfundet, må skyde skylden på nogle andre, nemlig dem der intet har. Som jeg oplevede da jeg var i Irland i begyndelsen af 80 (Interrail - jeg havde 2 irske pund at leve for om dagen - svarende til to pints of Guiness og en lille plade chaokolade) oplevede jeg et fattigt folk som delte alt hvad de havde, uden at spørge hvad andre havde. De delte bare.

Jeg tabte næsten altid i Matador, og synes det var surt, da jeg havde tabt ofte nok gad jeg slet ikke spille det mere. Min oplevelse af spillet var at spillet sluttede når der var én som havde vundet det hele, var spillet slut. Og formålet med at slutte spillet ved at der ikke var nogle til at deltage i det, gik aldrig op for mig. Hvad nytter det at eje rådhuspladsen, når dr ikke findes nogen til at bruge den, hvad nytter det at eje alle banker i verden, når der ikke længere findes nogen der har penge, hvad nytter det at have arbejdspladser, når der ikke er nogen til at købe produkterne.
Og ja, så er der selvfølgelig nogle der spørger: hvad nytter det at have en sol, når den om nogle mia år bliver til en rød kæmpestjerne. Men de mia år giver os da i det mindste mulighed for at fortsætte med at gøre noget godt og lave nogle fejl, men døde mennesker kan du kun tjene penge på en gang, og det er endda på de efterladte.


Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor det ikke at ændre noget som helst kan kaldes en reform. Hvorfor en reform udelukkende drejer sig om økonomi, og hvorfor mennesker ikke tages i betragtning når der laves reformer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar