Samfund

Ordet samfund har mange betydninger, men for dem alle gælder at det har noget at gøre med at finde sammen. At udskille, at adskille eller isolere har intet med samfund at gøre. Fælles for Vollsmose, Gjellerup, Hellerup og Gentofte er at de er samfund, som er med i større samfund: kommuner, stat osv.
Nu er vi ved at skabe ghettoverdenen, som den var i gamle dage, deportation, isolation og forfølgelse af uønskede elementer! Det har aldrig været formålet med et velfærdssamfund, som jeg altså kan konstatere er under afvikling!

Vi taler i flæng om et kulturelt samfund (Historisk Samfund for Ribe Amt), vi taler om dyresamfund, vi taler om samfundet som det vi er del af, og som sikrer os en kulturel og menneskelig vækst eller i hvert fald sikrer os at vi i fællesskab undgår tilbagegang. Der er tale om et samfund hvor vi er til for hinanden, hvor vores indbyrdes støtte og kommunikation skal sikre samfundets overlevelse. Et samfund der i opgangstider blev udvidet til at sikre en bedre fordeling af goderne blandt alle samfundets borgere, både de små lukkede samfund, som sogne, kommuner, ja selv sportsklubber og enklaver (som egentlig er et positivt ord, men blot betyder et område omringet af fremmed land - man kunne derfor kalde Vollsmose en enklave, frem for det negativt ladede og menneskefjendske udtryk: ghetto) var det samfund vi har døbt velfærdssamfundet.

Med tiden er velfærdssamfundet druknet i en syndflod af floskler. Hvor det oprindelig var en fordeling af goder, der på et tidspunkt udmøntede sig i et forslag om økonomisk demokrati, så virksomhedernes medarbejdere fik andel i virksomhedens produktionsmidler  deltagelse i generalforsamlinger. Forslaget var udarbejdet af fagbevægelsen og socialdemokratiet men mødte generel modstand både hos venstre- og højrefløj, hos arbejdsgivere og stort set alle folketingets partier. Wiki: "Enkelte radikale og venstrefolk – bl.a. den senere statsminister og daværende formand for Venstres Ungdom Anders Fogh Rasmussen (V) – gik imidlertid ind for en ØD-ordning, dog uden en central lønmodtagerfond."
Det blev i stedet til at virksomhederne efterhånden begyndte at udstede medarbejderaktier, samt at der opstod arbejdsmarkedspensionsfonde som vi jo kan se udgør en økonomisk magtfaktor, senest har ATP således været en stor bidragyder til at redde bankerne her i landet.
Velfærdssamfundet blev således til det samfund der skulle sikre arbejderne flere penge og derigennem flere goder, hus, bil og ferier.
Hvor tanken med velfærdssamfundet oprindeligt var at sikre borgerne mulighederne for et anstændigt liv, gode skoler og sygehuse, et effektivt postvæsen (kommunikation) samt en finmasket offentlig trafik, fik den middelklasse som store dele af arbejderbevægelsen med tilfredshed bevægede sig ind i, andre interesser.
Det var blevet almindeligt at begge ægtefæller var på arbejdsmarkedet. Opgaven var at tjene penge til at anskaffe sig de goder som rigere mennesker havde råd til. Vi taler først om eget hus og egen bil, derefter forbrugsgoder som køkken og vaskemaskiner, vi kom til at tale om fjernsyn og endelig rejser. Altsammen med industriens velvilje, det var jo klart at en højere levefod betød større kapitalomsætning og dermed større indtjening. Med tiden fik lønarbejderne betragtelige lønforhøjelser og længere ferie. Men inden da skulle kvinderne lokkes ud på arbejdsmarkedet, nok havde de snuset til det under 2. verdenskrig, men de var vendt tilbage til kødgryderne igen. Mange lande importerede billig arbejdskraft, også Danmark. Især jugoslaver og tyrker kom til landet i 60'erne, og da der ikke var tvivl om formålet med at de kom blev de betegnet "fremmedarbejdere". Da krisen indtrådte i forbindelse med den første olirkrise i 1973 var der knap så meget brug for dem, men de var dog gode nok, når det beskidte arbejde og arbejdet med giftstoffer (for eks. Lynetten) ikke kunne lokke danske arbejdere til for penge. Men nu blev de til "indvandrere", en betegnelse der også kom til at omfatte flygtninge fra vietnamkrigen og irere der tog chancen i andre lande på grund af den irske fattigdom, den kom til at gælde nordmænd og svenskere, tyskere og italienere, der af forskellige grunde flyttede til landet, mange af dem giftede sig og bosatte sig med deres danske ægtefælle i Danmark der på det tidspunkt havde et af de bedste sociale sikkerhedsnet i verden,sammen med de andre skandinaviske lande.

Den øgede produktion der efterhånden opstod fordi der hele tiden krævedes større og større omsætning i de rige lande kom til at betyde at der igen blev foretaget en grov udnyttelse af de fattige, råstofrige, men fattige lande. En enorm udplyndring som fulgtes op med våbenproduktion, som igen betød borgerkrig på grund af fattigdom og uenighed om, hvem i de fattige lande der havde ret til indtægterne på salget af råstofferne og ressourcerne. De medførte en ny strøm af indvandrere, dels på grund af ekstrem fattigdom og dels på grund af krige (Vietnam, Korea m.fl). Nu blev indvandrerne til flygtninge, og så opstod der et problem. En stor del af flygtningene var traumatiserede, udsultede eller simpelthen ude af stand til at bidrage til produktionen, mest fordi arbejdsmarkedet i krisetider var dækket ind og fordi arbejskraftreserven derfor var stor nok. Flygtninge blev altså en økonomisk belastning, og derfor generelt uønskede, trods visse humanistisk funderede bevægelser der mente at et rigt samfund også burde være i stand til at hjælpe folk i nød. Det blev jo hurtigt klart at de skulle forsørges uden at kunne yde noget til gengæld, de var heller ikke vokset op til at blive forbrugere, de var med andre ord "i vejen". Så først sendte man dem hen hvor det var billigst at forsørge dem, man byggede boligblokke og isolerede dem og overlod til dem selv at komme og bede om hjælp. Siden fandt de sammen i små samfund, oftest centreret omkring etnisk herkomst eller sprogligt fællesskab. Som danskerne i Spanien og USA samlede de sig og oprettede små reservater, eller som jeg hellere vil sige: enklaver.
Til at begynde med blev de tilskyndet til det, man gjorde lidt ud af at lære dem dansk og da de ikke havde brug for det eller på grund af medbragte kønsrollemønstre ikke ønskede at indgå i et dansk samfund på det samfunds præmisser, lod man i et vist omfang stå til. Børnene voksede op med at gå i dansk skole, med at skulle lære dansk da de fleste af deres danske klassekammerater havde behersket sproget i 4-5 år, med at skulle forstå den anderledes danske kultur og ikke mindst med at pædagoger og lærere overhovedet ikke var gearet til at tackle dette kultursammenstød.
I Danmark har der altid været nogle der ikke kunne begå sig i skolen, der har altid været nogle der blev kriminelle, men pludselig stod vi med en hel generation børn af fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge. DE nærmest håbløse vilkår for at blive integreret gav et sikkert resultat, nøjagtigt som i storbyer i USA og Tyskland (og Frankrig og Italien mm. - men det hører vi ikke så meget om), opstod der bander der rivaliserede indbyrdes (det gjorde vi altså også i den lille by jeg voksede op i - men det var kun en sjælden gang det blev egentlig voldeligt, det var en territorialafpisning!) efterhånden med våben og konkurrence om hvem der kunne være sejest. Territorialafpisningen drejede sig ikke om en gade eller en række boligblokke, det drejede sig om at udvide sit territorie.

Myndighederne blev bekymrede. Først forsøgte man sig med øget indsats på det pædagogiske område samt ved at ansætte og uddanne mennesker af anden etninsk herkomst, og i en del tilfælde kunne man konstatere at der var hjælp, desværre ikke for så mange. Omkostningerne ved at bruge menneskelige ressourcer på en gruppe mennesker, der for en stor dels vedkommende ville leve hele deres på det offentliges regning voksede. Resultaterne af indsatsen var beskeden.

Glistrups indsats for at man ikke skulle betale skat bar frugt. Folk ønskede ikke at deres skattekroner skulle gå til fremmede, der ikke bidrog økonomisk til samfundet (pudsigt nok, når man tænker på at de heller ikke selv ville bidrage til samfundet), I den periode var det udtryk som rotter og aber der florerede i det politiske landskab hos især Fremskridstpartiet, men også blandt sympatisører. Tanken var helt klart: De skal ikke komme her og nasse på vores samfund og score vores piger. Dansk Folkeparti dæmpede måske nok retorikken, men havde til gengæld opnået en parlamentarisk indsigt der gjorde at de kunne påvirke lovgivningen.
Pludselig skulle indsatsen bestå i at straffe alle der ikke kunne tilpasse sig de regler de aldrig havde fået en chance for at forstå. Nå ja og for en sikkerheds skyld også dem der havde forstået. Man begyndte at definere folk som 2. generationsindvandrere, danske statsborgere af anden etnisk herkomst, nydanskere og etniske danskere, og så selvfølgelig dem der ikke havde ret til dansk statsborgerskab, eller i hvert fald skulle skræmmes fra at søge asyl med madkuponer og udgangsforbud under koncentrationslejr-lignende forhold, nemlig asylansøgerne. Straffen var delt i tre: fængselsstraf og evt udvisning i forbindelse med kriminalitet, Nedsættelse af økonomisk hjælp i forbindelse med "civil ulydighed", altså ikke at opfylde de strammede krav som lovgivningen pålagde dem, samt endelig at blive kostet rundt med efter lokale og landspolitiske beslutninger.

Sådan har jeg oplevet en stor del af den politiske indsats, foretaget af mennesker der lider under en bemærkelsesværdig mangel på empati og kreativitet (jeg betragter den politiske indsats de seneste 10 år som direkte destruktiv på området - som på de fleste andre områder).

MEN jeg har også oplevet fremmedarbejdere, indvandrere og flygtninge, der både var glade og taknemmelige for at komme til Danmark. Nogle af dem holdt op med det. Altså at holde af at komme til Danmark.
Fremmedarbejdere havde vi ikke i den lille by jeg voksede op i. Faktisk mødte jeg første gang en "negerprins" da jeg var i København for at besøge min far på Lærerhøjskolen. Han var sort og jeg sagde højt og uden at tænke på om noget var politisk korrekt: "Se far, en neger!". Til min forbavselse grinede negeren og fortalte at det var han, men han var også en prins i et lille afrikansk samfund, og han var kommet til Danmark for at lære sine medborgere i Afrika at læse og skrive. Det forstod jeg, det med at læse og skrive, men at en neger talte dansk, var ufatteligt for en dreng på 8 år der kom fra en lille vestjysk by uden fremmede, selvfølgelig bortset fra den familie der lige var flyttet til byen fra Vejleegnen, men de var jo bare "Københavnere". Men han gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
I forbindelse med tilflyttere skal jeg bare tilføje at de få mennesker der flyttede til Ansager i en ung alder, som læste, drak te! og spillede progressiv musik har været med til at åbne mine øjne for, at forskelligheder er det der skal bære vores samfund fremad, ikke noget der skal forhindres for enhver pris.

Da jeg gik på biblioteksskolen flyttede jeg i to omgange ud i Skelagergårdene. På et tidspunkt flyttede en vietnamesisk familie ind et par etager nede. Straks de havde indrettet sig - og det tog ikke mere end en dag - smed de en lille hilsen ind gennem samtlige brevsprækker i opgangen, med en invitation til at komme og møde dem samt smage nogle traditionelle vietnamesiske retter og drikkevarer - vi måtte gerne selv medbringe drikkevarer (øl og vin). Vi følte os velkomne og vores nye naboer spurgte med interesse til hvad vi lavede, de fortalte hvordan de var kommet til landet (oprindelig politiske flygtninge, der havde lavet en forretning i Danmark) og hvordan det nu var lykkedes for dem at finde en lejlighed, som de var stolte af. Vi hilste altid smilende på hinanden når vi mødtes i opgangen. Ikke som de etnisk danske beboere der kiggede den anden vej eller bare mumlede noget uforståeligt nå vi passerede hinanden, hvis ikke ligefrem de var så koncentrerede om at låse døren op at de demonstrativt? ikke så os.

Der var Reza som jeg gik i skole med, da jeg skulle have en efteruddannelse, hans familie var flygtet fra Iran, han ville gerne være datamatiker, men skulle begynde næsten forfra idet danske videre-uddannelsessystem, da hans uddannelse fra Iran ikke talte. Han havde en stor familie, men han klagede aldrig, vi arbejdede sammen om flere opgaver og jeg fik ham aldrig til at sige at nogle danskere var dårlige mennesker. Han havde nemlig kendt virkelig dårlige mennesker, så for ham og mange andre var det vigtigere at man fik muligheder, uden lige pludselig at blive afskåret på grund af politiske holdninger.

Mens jeg arbejdede med TV på Samsø havde vi en muslimsk flygtningefamilie fra Irak boende. En af drengene var meget interesseret i at arbejde med computere, at lave grafik og i det hele taget komme ud blandt danskere og lære dansk. Han var dygtig, faktisk fiksede han hele vores gammeldags computersystem som blev optimeret til det bedste det overhovedet kunne trække. Han talte dansk, og øvede sig på det sammen med os, men som troende var der timer på dagen hvor han ville bede. Vi havde timer på dagen hvor vi ville ryge, drikke kaffe og spise kage, så for os var det den naturligste sag i verden at han gjorde sit på sin måde og vi gjorde vores på vores måde. Efter en måned flyttede familien fra øen til et andet sted hvor integration og måske også andre muslimer var tættere på.

Senest er jeg flyttet til Odense. Her kan jeg gennem mit nye netværk se hvordan mennesker der faktisk har berøringsangst med anderledes tænkende, undgår eller ligefrem mistænkeliggør folk med anden hudfarve, hvordan selv dem der er beskæftiget med at hjælpe dem (jobcenter og socialkontor) behandler mennesker forskelligt alt efter etnicitet. Selv byrådet har mere travlt med at føre udokumenterede teorier ud i livet end at bruge tid på at sætte sig ind i deres situation. Jeg bliver mere og mere forbavset over at fordomme er vigtigere end viden og indsigt, når vi taler om "nydanskere", at empati er et flittigt benyttet ord af mennesker der, som jeg ser det åbenbart må opfatte ordet som det modsatte af sympati.
Jeg har gennem de seneste mange år undret mig over at den politiske højrefløj fremhæver indvandrere som samfundsnassere, faktisk viser en lille undersøgelse jeg har foretaget om hvor mange ikke-etnisk-danskere (undskyld udtrykket) der stiller op for de forskellige partier i lands- og kommunalpolitik, at der er langt flere kapitalistisk og liberalt orienterede end der er socialistisk og kommunistisk orienterede. Hvilket siger mig at størstedelen er kommet til Danmark for at klare sig selv økonomisk. Det siger mig så følgende at dem der "nasser" på samfundet sandsynligvis gør det fordi de ikke har fået den hjælp og vejledning der skulle have været til dem, og at nasseriet skyldes politisk ubæredygtige beslutninger.

Og sådan en beslutning har vi set med mine øjne fået i forbindelse med Odense-kvarteret Vollsmose, hvor den såkaldte "Vollsmose-indsats" blev vedtaget i byrådet, kun med modstand fra Enhedslistens Per Berga Rasmussen, samt kritik fra de to "indvandrer-medlemmer" som man kan læse på fyens.dk.
Vi skal vel snart til at se på den sociale bæredygtighed på havnefronten eller Skibhuskvarteret, er der for mange gartnere i Stige eller bliver OUH en lægeghetto?

Enklaver kan forstås som fristeder i et samfund. For mig er samfundets fremtid båret af forskellighed. Ikke af deportation.