Rigdom på overførselsindkomst.

Joakim B. Olsen bruger et svar fra Finansministeriet hvoraf det fremgår at cirka 14.250 danskere ville få en større disponibel indkomst, hvis de forlod arbejdsmarkedet til fordel for en overførselsindkomst.
Ifølge beregningerne vil det gennemsnitligt udløse en økonomisk gevinst på 1.350 kroner om måneden.

Jeg har bemærket at jeg er blevet rigere på erfaring på offentlig forsørgelse. Først måtte jeg hæve og bruge min pensionsopsparing før jeg var berettiget til at SØGE om at modtage kontanthjælp, der røg en pensionsopsparing på lidt over 150.000, som efter fratrækning af 60% (for at være TVUNGET til at hæve i UTIDE) samt betaling af gæld til banken var reduceret til ca 20.000, som herefter blev brugt til at betale personlige lån og inkasso.
Herefter har jeg på kontanthjælp efter skat ca. 6.200 (efter at jeg fik bevilget kontanthjælp), og så skal jeg til at betale husleje, forbrug, internet og andre faste udgifter som forsikringer og licens samt a-kasse (efterlønsgaranti), nå ja og mad. Nogle af udgifterne kan jeg faktisk ikke betale, for skulle det lykkes at lægge til side til a-kasse og licens har jeg pludselig mere end 10.000 kr. og så er jeg ikke berettiget til kontanthjælp.
Jojo, Joakim B. Olsen, rige på erfaring og fattige på politikeres og velstilledes empati.
Hvad penge angår ville det jo være fint at der fandtes steder hvor man kunne bo uden at skulle have bestemte beløb alt efter om man er enlig, har 0, 1, 2 eller flere børn. I samme åndedræt vil jeg da foreslå de folketingspolitikere der skal varetage folkets interesser at de skal leve på samme vilkår som de dårligst stillede mennesker i samfundet. Så ville deres indtægt jo være styret af at de sørgede for at lavindkomstgrupperne fik flere penge mellem hænderne.
Og til Joakim B. Olsen kan jeg kun sige: det der ord, arbejde, har du helt misforstået. En person der som dig har levet et helt liv på nas, ved jo ikke hvad det vil sige at arbejde, eller hvad det vil sige at blive psykisk trådt under fode af uvidende ignoranter i folketinget. Hvis du som jeg ikke har penge til overs når livsfornødenhederne er betalt, hvis du som jeg ville være berettiget til julehjælp på grund af min økonomiske situation (nå nej - jeg har jo ingen mindreårige børn, og de børn jeg har, har jeg ikke haft råd til at opfostre), hvis du som jeg kunne se en regulær gevinst ved at komme ud på arbejdsmarkedet (og til din orientering er en aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet ikke kun et spørgsmål om kroner og ører (Jeg ser dig godt nok med en pæn kongekrone og flyveører for mig hele tiden), nej det er et spørgsmål om accept, et spørgsmål om at være ønsket! Ikke alt det der vrøvl med at man lever fedt uden at lave noget, der er du jo stadig selv et af de fedeste beviser.

Jeg ville sådan set gerne gendrive dine tal, men det er umuligt, fordi der ikke findes nogen huslejeregulerende lov i landet, som tager højde for en fattigdomsgrænse, der så ligeså belejligt ikke findes i Danmark. Som modargument kan jeg så tilføje at der desværre heller ikke findes en rigdomsgrænse i Danmark, det ville ellers gøre landet til et bedre sted at leve. Som da du for eksempel fik mulighed for at indsætte dine præmiepenge på en konto, som så skulle opgøres den dag du ikke længere modtog præmiepenge. Således kunne jeg forestille mig at mennesker på lavindkomster kunne få borgerløn, og når så vi kom til pensionsalderen kunne der foretages en opgørelse. Man kunne forestille sig at 40% af al privat ejendom i forbindelse med arv skulle overgå til en statslig fond, som skulle sikre arbejdsløse og fattige mennesker på social overførsel et anstændigt liv og sikre deres børn en opvækst som skulle sikre at de ikke kommer til at lide under det som vi den dag i dag betragter som "den sociale arv". I stedet for som du vil , at sikre at tabere forblivere tabere og en økonomisk byld på det liberale samfund.
For mig er den byld faktisk alle de nassere, der ukritisk skovler ikke-eksisterende luftpenge ind på deres pensionskonti, tjener ikke eksisterende penge ved at deltage i udvalg og bestyrelser. Samfundsnedbrydende egoister der pålægger mennesker i nød at betale med de få trykte penge der findes i verden for at politikere, finansmagnater, direktører og andre storsvindlere kan jonglere med de sæbebobler der betegnes penge, og som flyttes rundt mellem landene, til deres eksistens er reduceret til et tal med en masse nuller bagefter, men som ikke udgør nogen reel værdi, fordi pengene aldrig har skullet bruges i samfundets tjeneste!

Jeg vil faktisk nødigt i folketinget som medlem. Det skyldes dels at jeg ved at visse mennesker lægger et kæmpearbejde i deres mandat, dels at jeg ikke med min bedste vilje kunne forestille mig at jeg kunne gøre en forskel med det embedsværk der er, med de politikere der stiller sig godt tilfreds med at være stemmekvæg for et parti og iøvrigt ikke foretager sig meget andet end at stemme sammen med partiet når de skal. Og så er der Joakim B. Olsen typen, og Ole Birch Olesen-typen. Liberal Alliance med den psykisk ustabile Anders Samuelsen i spidsen (Yes jeg har mødt ham flere gange) satser på at deres poker-kort er så gode at de kan vinde den store præmie. Præmien består åbenbart i at tjene en masse penge til nogle andre (for eksempel Saxo Bank) og at gøre penge til et mantra der er vigtigere end menneskelighed og forskellighed. Alene det at Joakim bruger tal fra Finansministeriet uden at nuancere dem er jo bevisligt en politisk fejl, som bare ikke bringes på bane, simpelthen fordi finansministeriets tal gentages indtil al modstand er imødegået.

Det forbavser mig ikke længere at vælgerne og dermed befolkningen satser på at politikerne kan redde vores lille verden. Dengang pengene (murstenene) flød i en lind strøm fra belåning af ufinancierede huse, ville størstedelen af Danmarks befolkning have mere. Ny bil hvert andet år, selv om den gamle ikke var betalt ud, nyt hus for at få større have, mere plads eller bare nye omgivelser, selv om huset var belånt for mere end det havde kostet. Jeg kender en del mennesker som ikke kunne få nok og foretog investeringer i håbet om den store gevinst, og jeg kender mine forældre der havde lært at sætte tæring efter næring og betale enhver sit. Kun min far, som købte et hus, så min søster kunne holde heste, kom til at betale for det. Han tjente godt nok en halv mio, men ejendomsmægler og bank samt skattevæsen tog sig godt betalt og de investeringer han havde foretaget i sit eget hus kom han også til at betale for, summa summarum jeg tror hans gevinst over 6 år svarede til noget nær 40.000, hvoraf en del blev fejlinvesteret af hans daværende bank (som også er opkøbt), han var ikke aktionær så der var ikke statsgaranti for at han kunne få sine fejlinvesterede penge igen. Han er mangeårig folkepensionist, som også min mor er. De er vokset op under krigen, de har oplevet opsving, økonomiske kriser, men især fik de en tvungen pensionsopsparing med, som gør at de trods statens indgreb i pensionen har flere penge i hånden end en arbejdsløs på dagpenge! Ikke en arbejdsløs på kontanthjælp, men på dagpenge!

Så kommer der sådan en kuglestøder og siger at det kan betale sig at gå på offentlig forsørgelse, trods det at hans pension til den tid hvor vi begge vil være pensionister vil være omkring 100.000 kr højere end en folkepensionists OM MÅNEDEN.
Det skal ikke forstås sådan at mine forældres pension er for høj, snarere sådan at både pension, anden offentlig forsørgelse og lønningerne til de lavest lønnede simpelthen ikke står mål med det de gør for samfundet. Til gengæld kan vi jo konstatere at direktører, bestyrelsesmedlemmer, politikere og politiske udvalgsmedlemmer, for ikke at tale om de sagførere og dommere der skal tage stilling til smågæld på 5-10.000 kr skal have et beløb der gør en gæld på få tusinde kroner til en uoverkommelig opgave at betale tilbage når først advokater og inkassobureauer har været der. Hvis deres indsats skulle måles i forhold til de ledige, der  ofte oplever arbejdsløshed som et spil (jeg kan ved Gud ikke huske hvad det hedder, men det er mesoamerikansk og består af en hård bold (som en golfkugle), der gribes i en overstørrelse skelignende ketcher og slynges tilbage med stor kraft), i princippet et spil, hårdt mod hårdt, der kan være livsfarligt. På kontanthjælp er muligheden for at tegne en arbejdsløshedsforsikring meget lille, muligheden for at tegne en pension er ikke-eksisterende og muligheden for at komme på efterløn vil blive en betydelig omkostning, desuden er ansøgning om førtidspension enten på grund af fysiske eller psykiske problemer et helvede at skulle igennem. At være arbejdsløs er at løbe spidsrod mellem forskellige myndigheder og fortolkninger af lovene. I mellemtiden sidder alle dem der trækker tænder (nå ja OK penge) ud af den svageste del af samfundet på flæsket. Selvpension, selvvalgt pensionsalder og fradrag for alle de penge der kan overføres til fonde, udenlandske bankkonti, forskud på arv til børn osv. Personligt ville jeg måske være i stand til at overføre 50 kr i arveforskud til min datter, men det ville selvfølgelig koste i den anden ende. Der er ikke noget at rutte med.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår formålet med Joakim B. Olsen udtalelser, medmindre han vil provokere de hårdest socialt ramte til at rejse sig og protestere højlydt, eller også ønsker manden virkelig et samfund, hvor alle fattige deporteres eller udryddes (Koncentrationslejre). Men så burde han og andre politikere på tværs af folketingssalen være klar over at formålet med denne forøgelse af fattigdom og forfølgelse af arbejdsløse og syge må være at afskaffe overflødig arbejdskraft ved at slå den langsomt ihjel, enten gennem fysisk eller psykisk sygdom. Den dag hvor samfundet muligvis får brug for ekstra arbejdskraft er fejlen sket: De udstødte kan ikke bidrage med arbejdskraft i ret stort omfang, og den sociale arv vil sikre at mange af de børn der vokser op til den påståede mangel på arbejdskraft om årtier ikke hverken psykisk eller fysisk vil være i stand til at leve op til samfundets forventninger. Lad mig for god ordens skyld tilføje, at alle dem der kun lever af deres forældres penge, dem der vokser op i beskyttede sociale sammenhænge og bliver 5. generations-politikere, -dommere, -sportsfolk, -investorer og -arvinger, sandsynligvis kun i ganske få tilfælde har noget at bidrage til samfundet med! Hvad har vi så tilbage? Ingen håndværkere, fordi ingen arbejdsgivere vil ofre penge på lærlinge og uddannelse, ingen veluddannede, fordi underviserne i skolerne, på gymnasier og universiteter ikke lærer noget, ingen nytænkning eller protest imod manglende fremsyn indenfor uddanelsesområdet vil jo betyde at vi kører i samme rille de næste mange år, som vi allerede har gjort det efter at Erhard Jacobsen begyndte at skælde ud på lærerne og Danmarks Radio for at være "røde".
Hvis Politikerne vil bruge deres pensioner og betale af deres lønninger til den mangel vi får på velfungerende mennesker, der til hver en tid vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet kan vi måske komme videre, ellers må det være DF's skrækscenarie, der rammer os. Simpelthen på grund af fremmedangst.

Og lad så det der stegt flæsk med persillesovs dø en naturlig død. Vores samfund kommer ikke videre af at de rigeste to procent sikrer at det danske samfund er et af de rigeste i verden med en gennemsnitlig opsparing på 243.000 kr, når mere end 78% er dem der trækker tallet ned, og hvor nogle af de allerrigeste er med til at trække det ned ved at gå i skattely uden for landet.
Hvis det er penge vi vil ha' så er de der, der er bare ikke nogle af dem der har dem, der vil af med dem, og samtidig kan de få, der skal betale, ikke bidrage med mere, ikke engang hvis de som Joakim B. Olsen antyder kunne modtage 1350 kr mere ved at blive hjemme.

Som jeg ser ser det er der en lille gruppe mennsker i arbejde der er blevet belønnet med en godbid - i virkeligheden er det den omvendte ide om at fodre hunden med halen - man fodrer hunden, og når så halen er blevet lidt tykkere, så skærer man halen af og fodrer hunden med den!
Dem der vinder er dem der har en høj overførselsindkomst (ansat i den uproduktive, liberale del af samfundet (som direktører, aktionærer, bestyrelsesmedlemmer m.fl), mens dem der er lønnet af samfundet for at sikre fremtiden (lærere, pædagoger, bibliotekarer m.fl.) bliver spist af med deres egen hale. Dem der taber, er dem der har mest brug for støtte til at rejse sig op, dem som samfundet får mest brug for når det skal videre. De rige samfundsnassere er ikke til nogen gavn for samfundet, kun til gavn for sig selv. Den arbejdende klasse af håndværkere og offentligt ansatte sikrer at vi har et samfund der dels kan være forsvarligt i kraft af vore omgivelser og boliger, men sandelig også i kraft af fokus på fremtidens udfordringer, til gengæld er vores arbejdskraftreserve ved at blive kørt ud på et sidespor, fordi visse associale mulitimillionærer og investorer ønsker at beholde enhver form for økonomisk gevinst der genereres af samfundet. Dermed skaber vi et proletariat af fattige, uønskede mennesker, der vil belaste samfundet unødigt, simpelthen fordi der ikke findes nogen livskvalitet tilbage. Misbrug, psykisk sygdom, psykisk betingede fysiske sygdomme og isolation er nogle af de alvorligste følger, for ikke at tale om at ønske sig bort fra denne tilværelse, hvor især lokoførere og i et vist omfang langturschauffører vil have brug for dyr psykolog-hjælp når en person vælger den sidste udvej og kaster sig ud foran et tog eller en lastbil. Sygehusene og redningskorps rammes af disse selvmord(s-forsøg) og ansatte ved statsbanerne (kunne ikke lade være at bruge dette ord som jeg synes stadig skulle være det rigtige) vil bruge tid på at diskutere med utilfredse kunder der er totalt ligeglade med selvmordere, deres familie og deres bevæggrunde.
En økonomisk udskillelse af en befolkningsgruppe uden arbejde, er altså på sigt en voldsom økonomisk og psykisk belastning af en stor del af de arbejdende menneskers liv. Og dermed en omkostning, der igen involverer psykiatere og behandlere af den samme gruppe af arbejdende mennesker.

Jeg kan til stadighed undre mig over at vi skal have et velfærdssamfund, defineret af dem der har adgang til pengene, mens dem der er fraskrevet næsten enhver ret til støtte for at stå til rådighed for samfundet, skal ofre deres egen selvstændighed, og som Isak gå op på bjerget og ofre deres barn til Gud, for at vise deres troskab. Eller som Job gennemgå alskens lidelser, bare for at bevise at de er samfundets (Guds) udvalgte prügelknabe. Vi skal lære at leve med vores fattigdom, men vide at vi ikke er samfundsstøtter. Vi skal leve på en sten i et fattighus. Vi skal acceptere at der er nogen der har udnyttet os og lukreret på den arbejdskraft vi i kortere eller længere tid har bidraget med til samfundet. Vi får ikke tak, men skal til gengæld sige tak, hvis vores vilkår ikke bliver forringet alt for meget på en gang.

Den "rigdom" på overførselsindkomster, som Joakim B. Olsen omtaler er altså en åndelig fattigdom, der faktisk koster samfundet mere end de få kroner som en kontanthjælpsmodtager kan modtage hvis vi ruller kontanthjælpssystemet tilbage til for 10 år siden.