tirsdag, juli 23, 2013

Poul Henningsen

PH blev portrætteret i en halv times udsendelse med serietitlen "Store danskere". For mig har PH været et forbillede, ikke så meget på grund af lamper eller revyviser, ikke engang dragerne har virket specielt dragende på mig. Nej, det var hans kompromisløshed hans insisteren på at tage stilling selv, evnen til ikke at følge flokken og i stedet være på tværs.
Han kunne ikke tolerere mådelighed og flokmentalitet og det betød at han i mange sammenhænge blev ugleset af medborgerne, at han som polemisk (mere end politisk) kommentator måtte bøde med opsigelse på Politiken og flugt til Sverige under krigen.

At følge strømmen

I Danmark bliver der sammenlagt færre og færre medlemmer af politiske partier. Vælgerne skifter parti som andre skifter undertøj, borgerne individualiserer sig i et absurd fællesskab, der bedst kan udtrykkes som "Os mod alle de andre".
Trods holdningsforskelle vil det apolitiske menneske være enig med de toneangivende politikere om at få skattelettelser, at arbejde er en menneskeret, at vi skal føre krig mod mennesker vi end ikke forstår og at vi er et homogent folkefærd.
Lidet forstår disse fællesskabets individualister at deres holdninger formes af medier der er afhængige af kapital, at politikerne er afhængige af kapital og at vores holdninger derfor formes af kapitalafhængighed, ikke af selvstændig tankevirksomhed. Som prikken over i'et kan politikere og erhvervsliv danne holdninger i befolkningen, som derefter udspørges i et stadigt stigende antal meningsundersøgelser, hvorefter politikerne bruger flertallets "holdninger" til at føre den politik, der allerede er trukket ned over hovedet på folk. I daglig tale er denne nærmest kafka'ske manipulation kaldet "demokrati".

Demokrati

er et oprindelig græsk begreb, hvor samfundets bedst stillede foretog diskussioner, som i sidste ende skulle udmønte sig i at tage beslutninger til fordel for samfundet. Slaver og kvinder, fattige og bønder deltog ikke i disse overordnede overvejelser og filosofiske betragtninger på samfundets vegne, det var de bedst stillede, der gav sig selv den opgave at stabilisere samfundet, til fordel for sig selv, men også med udgangspunkt i at alle dem der indgik i samfundet skulle tilgodeses, simpelthen fordi et samfund ikke kan eksistere uden at der er nogen til at servicere det.
I det demokrati vi påberåber os er alle fælles om at bidrage - godt nok bare med en stemme - godt nok til en person der vil repræsentere en del af befolkningen - godt nok med én stemme i forhold til ca 3 mio. Når valget (til folketing, regioner og kommuner) er overstået har de fleste mennesker stemt på et politisk parti eller en person. Hvad angår det at stemme på et parti vil mange tro at partiet vil varetage individets interesser, ved at stemme på en person føler mange at de har afgivet en stemme som kan medføre de ønsker man har. Lad os antage at et parti er imod atomkraft eller at en politiker er imod. Hvis det er partiets eller politikerens personlige holdning vil mange der har samme holdning vælge ud fra det. Nu er der selvfølgelig mere end et parti og en politiker der er imod atomkraft, så måske vil man også som vælger undersøge om der samme sted er en holdning til homoseksuelle, til krig og indvandrere og skattelettelser. Ud fra denne sortering finder de fleste vælgere et ståsted og en mulighed for at sætte et kryds. At der er mange andre spørgsmål, som uddannelse, EU, offentlig service, forurening og økonomisk kriminalitet etc. glemmer de fleste så. Vi vælger altså partier eller mennesker vi er enige med på enkelte punkter. Desværre for os vil de fleste folkevalgte alligevel stemme efter forholdene, altså med partiflertallet, hvorved vore stemmer faktisk ikke er det papir værd, vi har sat vores kryds på (iøvrigt forbavser det mig hver eneste gang til et valg at man kan sætte kryds med en blyant - et kryds der kan viskes ud?). Altså en form for demokratur (slå det selv op - der findes mange definitioner, men alle er enige om at det er en sammensætning af demokrati og diktatur).

Det frie valg

Her er det at PH kommer ind i billedet (på min nethinde).
Den fælles holdning, den flokagtige adfærd, fik altid kritikeren til at gå på barrikaderne, i hvert fald de skriftlige. Borgerlig bornerthed i forbindelse med Josefine Bakers besøg i Danmark (uden bananskørt) fik ham ud af stolen. En letpåklædt negerkvinde, der sang jazz var for meget for det danske selvtilfredse samfund i mellemkrigstiden. Pressen var negativ og besøget var ikke nogen publikumssucces - men PH vendte det hele på hovedet og skrev hvor befriende det var at få mulighed for at opleve noget anderledes, noget der kunne tegne en fremtid med forandring, jeg fristes til at sige at han forsvarede anderledesheden, uden at han dog brugte det ord.
Under 2. verdenskrig blev han kendt og berømt, fordi han rent sprogligt ændrede ord, der var bortcensureret til andre ord, som alligevel umiddelbart kunne forstås af danskerne, selv om hans og Kjeld Abells stykke "Dyveke" blev en bragende succes og selv om gæsterne spontant rejste sig kan jeg se for mig at de alle ville række armen i vejret med en tændt lighter, sådan har alle generationer der har haft noget fælles jo reageret forskelligt.
Men det var jo forskelligheden der var udgangspunktet for PH. Da de tyske stakler flygtede til blandt andet Danmark (kvinder og børn) blev de af den danske befolkning lagt for had, udelukkende fordi de var tyskere. PH påpegede at de var mennesker i nød og at vi burde bruge vores humane overskud til at hjælpe dem fremfor at forfølge dem og spærre dem inde i flygtningelejre.
PH måtte flygte til Sverige, men efter krigen kom han hjem, og det første han kritiserede var det såkaldte retsopgør, hvor han påpegede at hævn intet var værd, men at vi som mennesker burde se fremad, udvikle os og tænke os om fremfor at gøre op med noget der ikke kunne ændres.
PH henviste til at vi kunne vælge at tænke fremadrettet, at vi kunne tage selvstændig stilling fremfor at foretage en kollektiv handling, som ikke ville føre til andet end elendighed.

Kan vi lære af fortiden

Store tænkere bliver i Danmark sjældent betragtet som filosoffer. Det er måske meget godt, set i betragtning af at vi i Danmark kender udtrykket "Profeter er ildeset i deres hjemland", hvilket betyder at mennesker der ønsker forandring ikke er populære blandt deres medborgere, men nok kan opnå popularitet i andre samfund.
PH var begavet med et talent for at skabe, ja at kreere. Han elskede at eksperimentere, og det gjorde han så, med lys, med drager, med ord og med holdninger.
Årtier efter fik vi en filosofisk elite af teologer. Heriblandt Johannes Sløk, som nok var dybt religiøs (troende), men som også stillede spørgsmål om livets mening i et samfund i vækst, et samfund, hvor mennesker skulle vænne sig til et liv udover det de hidindtil havde levet. Velfærd, overflod, voksende infrastruktur og en ændret offentlig struktur. Sløk tog udgangspunkt i baggrunden for kristendommen og samfundsstrukturen. De europæiske ideers historie kortlagde han og påviste at det klassiske Grækenland og det romerske statssamfund i væsentlig grad havde bidraget til nutidsmenneskets måde at tænke på, selvfølgelig med udgangspunkt i det religiøst funderede samfund, altså vores måde at tænke moral og etik på - Middelalder og renaissance var ikke så væsentlig, selv oplysningstiden blev betragtet som et forsøg på tilbagevenden til gamle dyder i de førkristne samfund. Til gengæld gjorde Sløk det samme som PH. Han stillede spørgsmål. Er det rigtige rigtigt? Kan vi bestemme hvem der har ret? Er Gud retfærdig? Kan vi stole på at vore omgivelser oprigtigt vil os det bedste?
Mine forældre havde ham som underviser på seminariet i Århus, og de lærte af ham at andres mening ikke var ens egen. At man skulle tænke, overveje og nå frem til sin egen løsning, ikke andres.
Historien
Som det ses var historien baggrund for Sløks tanker, mens nutiden var baggrund for PH. PH var ikke religiøs, som Sløk var det. Sløk foretog sig ting i livet der overhovedet ikke stemte overens med hans religiøse etik, mens PH kun i meget lille omfang gik på kompromis (som han udtalte sig var han under krigen nødt til at finde alternativer, men det var altid de gange hvor han kunne provokere som han satte pris på - sagt med andre ord, men jeg kunne ikke lige finde TV-udsendelsen, så jeg håber at jeg refererer nogenlunde korrekt).
Med til historien om PH hører jo at han var søn af en enlig mor (Agnes Henningsen var forfatter og debattør), at han i en ung alder opfandt en lampe som gjorde ham økonomisk uafhængig og at hans opdragelse havde lært ham ikke at stole på andre end sig selv. Han var et individ, men samtidig var han i store dele af sit liv ugleset på grund af sin selvstændighed. Hvor andre danskere ønskede et trygt fællesskab ønskede PH et utrygt, søgende og progressivt fællesskab, for at opnå en bedre fremtid, eller for at opnå en ændret fremtid.
For PH skulle fremtiden bygges på nutiden, på kritik (et ord der for PH hverken var negativt eller positivt ladet) og på intelligens og selvstændig tænkning. PH var ikke modstander af kollektive tanker i samfundet, han var til gengæld modstander af kollektiv stilstand i samfundet. For ham var historien nok to ting, det der allerede var sket, og det der skete her og nu. Mit indtryk er til gengæld at det der skulle ske (og som derved ville blive historie på et senere tidspunkt) var det han gik mest op i. At deltage i nuet og at formulere sig i nuet var det allervigtigste, for på den måde kunne vi træde ud af vores egen skygge og bygge noget nyt.

Tilbage til fremtiden

For at afslutte denne lille tankeflugt vil jeg se på mine ønsker for fremtiden, udelukkende på baggrund af fortiden.
Politisk set har vi et samfund der er gennemsyret af ukritisk liberalisme, vi har opnået at alle mennesker har ret til (ikke mulighed for) ejendomsret. Vi har et samfund hvor mennesker lever under slaverilignende vilkår simpelthen fordi de ikke forstår den økonomiske liberalismes grundvilkår. Ikke nok med det er langt de fleste mennesker om socialt indstillede, socialistisk indstillede, om liberalt eller kapitalistisk indstillede, bange for at miste ejendom. Ikke fordi de kan tage den med sig når de holder op med at trække vejret, ikke fordi de gør deres arvinger en tjeneste (hvor mange gange ser vi ikke fordærv blandt arvinger til store formuer - "Efter en samler kommer der en spreder" siger man), nej fordi det mål vi har med tilværelsen er at eje!
Det samfund vi lever i i dag har aldrig været fattigere på menneskelighed. Nogle har arbejdet så hårdt for en ussel løn og et rækkehus i 20 år, blot for at få fysiske sygdomme som udelukkende kan skyldes arbejdsvilkårene. Andre har været udsat for forskellige former for arbejdspres der har udløst psykiske sygdomme, der ikke kan helbredes med kemisk fremstillet medicin. Atter andre er opvokset under forhold, der gør dem uegnede til overhovedet at bidrage med andet end elendighed til et samfund der fastholder elendighed for at fremme ejendom og kapital. Mennesker der har kapital og ejendom bruger deres vilkår til at skeje ud, til at misbruge egen og andres krop og betale for at få den lappet sammen bagefter (om druk eller narko); Mennesker der lever af almisser (overførselsindkomster) bruger deres vilkår til at skeje ud for at flygte fra kummerligheden, og der er ikke penge til at blive lappet sammen eller få tænder eller briller ført "up-to-date".
Nogle tager til Skagen (det nyeste sort er åbenbart tættere på København: Liseleje), mens andre kører i elscooter til det nærmeste discountsupermarked. I det første tilfælde er fællesskabet reelt i form af at være i en gruppe og opføre sig som reglerne i gruppen foreskriver (druk, narko og infantil kådhed); i det andet tilfælde er den daglige indkøbstur den eneste kontakt med omverdenen, et fællesskab der består i at en butiksansat smiler, hilser på kunden og spørger hvordan det går med undulaten! (druk foregår privat og narko er det de færreste der har råd til).

Så mit ønske er at vi ser den verden vi ikke kender, at vi reagerer på det vi oplever og bliver kritiske overfor alt der er påduttet af et manipuleret flertal. Lad os rejse os op og kritisere alt hvad flertallet ønsker, ikke bare fattigdom til fattige og rigdom til rige, ikke bare at føre krige vi ikke har nogen grund til at føre, ikke bare had til mennesker af anden etnisk herkomst (egentlig noget vrøvl) eller religion, ikke bare nedladenhed overfor psykisk eller fysisk syge, ikke bare misundelse.
Nej forståelse for at vi ikke er ens, at vi alle har noget vi kan bidrage med, selv om nogle af os ikke kan bidrage med arbejdskraft så de rige kan blive rigere.
Lad os i stedet bidrage til at verden ændrer sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar