tirsdag, maj 28, 2013

Sort snak

Jeg hørte vores (i hans håb) vordende statsminister tale Gibberish i forbindelse med venstres politik, holdning eller standpunkt? Jeg så faktisk et par dage efter Enhedslistens Pelle Dragsted forbytte et par ord, således at Enhedslistens logo gik ud på: "Vores overordnede princip er at vi stemmer for den mindste forringelse og imod den mindste forbedring". Men der er faktisk forskel på at tale sort og at fortale sig. Når vores tidligere statsminister kan om sige at dem der tjener penge :"Så har vi altså valgt at lave et system, hvor man skal aflevere lidt mindre, end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til at, dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre". (citat fra I Folketinget 26.06.2010), så er der virkelig tale om sort snak. Allerede i middelalderen kaldte man det for "jabber" i England, sidenhen er det blevet til "Gibberish". I Danmark har det vel altid heddet "sort snak" (Sort snak (eller sortsnak) er usammenhængende men oftest grammatisk korrekte sætninger, hvis mål kan være at forvirre eller provokere. Eksempel:
Sort snak er når generelle vognspor trækkes uforholdsmæssigt langt væk fra kendte, og vedtagne konvergenspunkter. Måler man nemlig fra et punkt a) og fortsætter længe nok, træder de almindelige regulativer - det overrasker ingen - i kraft. Derfor vedtager man at forkorte vinterhalvåret med +/- 10% ved jævndøgn. Helge Sørensen, ophavsmand til "fiskejernet", MP og SK'er siden 1972, bidrog i den forbindelse med følgende, rammende kommentar i en telex adresseret til folkestyrelsen:"Arbejde er at betragte som samfundets pyramide, og hvis man vendte denne om, ville lediggang indordne sig under den dertil knyttede moral. På ethvert givet tidspunkt!"Svarene udeblev, men det gjorde bivirkningerne ikke..."

Politikere og deres sprog

Nu er sort snak jo ofte underholdende, og fortalelser eller sprogligt grammatiske fejl kan være helt i top, som for eksempel den ofte citerede kommafejl: "Skal vi spise bedstemor", som medmindre man er kannibal skulle skrives: "Skal vi spise, bedstemor".
På facebook, blandt lærere og læger der er i konflikt, selv blandt politikere der hele tiden fastholder at sproglige færdigheder og matematisk indsigt skal forbedres , ser vi den ene fejl efter den anden, for eksempel kan undervisningsministre ikke udtrykke sig faglig klart og selv økonomiministre begår regnefejl. Faktisk vil de fleste indvandrere klare sig bedre til de prøver som de skal op til end de politikere der har gennemtrumfet dem! Paradoksalt nok er vores sprog, altså det danske blevet udvandet i kraft af at det ikke længere er nødvendigt at lære grammatik og vores evne til at regne er blevet så meget dårligere i kraft af at vi har adgang til lommeregnere. Pudsigt nok har jeg faktisk lavet et regnearksprogram (Excell) som udelukkende handler om grammatik. Det er faktisk let, sålænge man kender grammatikken.
Til gengæld er det svært at vende tingene på hovedet og bruge sproget som udgangspunkt for en matematisk tankegang. Men alligevel husker jeg min matematiklærer på gymnasiet, der sagde at statistik og tal var taknemmelige, det kunne bevise alting og alligevel være forkerte. Så der sidder jeg som gammel nysproglig student og kan se at sprog og matematik kun kan adskilles. Selv om vi sprogligt studerende skelnede mellem "matematisk logik" og "sproglig logik" var der ikke nogen definition og logik.
Det betød jo at vores sprog var opdelt i en matematisk tankegang og en sproglig. Ikke at der var noget forkert i ideerne, men at der var samfundsmæssige opfattelser af nytteværdien af den måde vi tænkte på.

Argumentation

Jeg kan egentlig sagtens se at mine ord vil virke som sort snak.  Det er ikke meningen, men vi har nu haft regeringer der har ændre værdien af ord. Vi taler næsten "Newspeak", som Orwell definerede i 1948, og som det lykkedes for den tyske propaganda-minister ¨Göbbels" at gennemføre i Nazi-Tyskland, at ord og benævnelser fik en anden betydning ved at man ændrede betydningen. eller brugte ordene på en anden måde. Ordet "betalingsring" blev jo fx allerede lige da vi havde fået en ny regering til noget negativt. Ikke fordi der var noget negativt i at spare på trafikken i det indre København, nej, udelukkende fordi "betaling" var et negativt ord, som betød udgifter.
Nu er vi så kommet dertil at politikere skelner mellem politiske ideer og politiske valg, mellem realiteter og idealer, og når alt kommer til alt er alt det politisk sproglige gejl ændret til "at tælle til 90".
For mig at se det sygeste argument i nyere politik, for hvorfor skulle et parti ikke bare fastholde sin politik og se bort fra en indflydelse som ikke er nogen indflydelse (mindre mindre indflydelse)?

Ansvarlighed

Et dejligt konkret ord er "ansvarlighed". Alle politikere er efter Fogh-perioden blevet ansvarlige, de er alle gået ind for nul-vækst indenfor det offentlige, de går alle ind for at investorer og banker (som er årsag til den finansielle krise) skal hjælpes, fordi samfundet eller nationen kan falde sammen. Faktisk skal alle dem der er berørt af grådighed blandt aktionærer, bankdirektører og bestyrelsesmedlemmer i uansvarlige grupper, hjælpes så de ikke mister noget som helst. Mens de fattigste, dem der ikke overhovedet har bidraget til den ØKONOMISKE krise, får lov at betale det hele.
At fattige mennesker der stiller deres arbejdskraft til rådighed året rundt, vel at mærke når der er brug for den, skal betale med deres arbejdsløshedsforsikring og deres samfundsstøtte, kaldet kontanthjælp, er vel i sig selv absurd.
Det er lidt ligesom at tage guldægget fra gåsen eller at kaste perler for svin, blot for at spise svinet for at få perlerne tilbage. Med andre ord vi taler om at fodre hunden med dens egen hale, men vi ved jo at en hund ikke får en ny hale.

Snik snak

Det demokrati jeg lever i, begår alle de fejl som kan begås. Ingen tror på dem, demokratiet er ikke længere noget man kan tro på. Afstanden mellem politikere og vælgere er blevet til sort snak.
At tro på at man som demokratisk vælger kan få indflydelse på sit eget liv er efterhånden blevet sort snak!











Ingen kommentarer:

Send en kommentar