At være eller ikke være ...

For Hamlet var udtrykket et spørgsmål om både eksistens og bevidsthed (to be or not to be) og i dagens Danmark er det stort set den samme fortolkning der står på programmet, ja man kan endda sige at det for Shakespeare også var spørgsmålet om at leve eller ikke leve.

Eksistens

At være til kan synes meget simpelt. Enten er man eller også er man ikke til. Det omgivende samfund får dog ikke os til at betragte tilstedeværelsen i livet så enkelt. Vores eksistens kan nemlig på mange måder determineres, for eksempel ved dødsvold, ved drab eller ved at blive slettet fra samfundets overflade. Det er selvfølgelig enkelt at mennesker med god familiemæsssig baggrund (som Hamlet) kan tilpasse undersåtter og pøbel til deres virkelighedsopfattelse. Det er også enkelt at man kan ønske pædofile og voldsforbrydere samt bandekriminelle langt væk fra denne verden, samt arbejdsløse, syge og kontanthjælpsmodtagere. I teorien er der kun det gode og det fungerende tilbage, en stor flok mennesker der aldrig har bidraget til samfundets udvikling, kun til økonomisk vækst og sammenbrud, mennesker der ved deres tilstedeværelse har eksisteret og sat sig spor.
En eksistens der for de dårligst stillede har vist sig at at være et økonomisk og menneskeligt helvede, mens dem der definerer de eksitensgrundlag som samfundet fremhæver lever som muldvarpe (de er nærmest blinde finder den jord hvor der er mest mad og er totalt ligeglade med dem der dyrker grøntsager, eller endnu værre opfører sig som dræbersnegle, formerer sig fordi de kan, lever fedt af omgivelserne og er kannibaler der spiser egne familiemedlemmer for at blive federe og flere.
At definere eksistens som økonomisk udbytte eller som kannibalisme er ikke noget jeg har fundet på. Det er faktisk den liberale tankegang at den stærkeste har ret, og når det samtidig er den stærkeste der sætter spillereglerne er det jo som da jeg var barn ret klart hvem der vinder. Enten spiller du med og taber hver gang, eller du er på vinderholdet og sørger for at der er tabere. Spørgsmålet er så bare, hvordan kan vi alle blive vindere? Hvis alle taberne bliver marginaliseret må der vel være vindere der skal tabe, for at nogle kan vinde. Liberalisme, kapitalisme, kommunisme eller -isme? De kapitalistiske vindere kan vel ikke vinde, hvis der ikke er nogen at vinde over?

Bevidsthed

Det er selvfølgelig enkelt at være bevidst om sin samfundsmæssige placering, Hamlet var jo heller ikke i tvivl. Men bevidstheden om at være en del af et komplekst samfund er nok lidt mere vanskelig at definere. At være del af en familiestrid eller et familiemæssigt opgør, kan være ikke bare en psykisk belastning men også en belastning som kan ramme fysisk i form af følgesygdomme eller misbrugssygdomme.
Bevidstheden om at være til er derfor ikke bare en konstatering som: "jeg lever, altså er jeg ikke død" - bevidstheden er mere et spørgsmål om "hvorfor jeg lever". Som tingene former sig i dag lever du og jeg for at arbejde - vel at mærke skal vi glæde os over at arbejde, med henblik på at de bedst stillede samfundsmæssigt kan leve af vores arbejde, uden at have andre fysiske belastninger end de selvvalgte (som slankekure, goldspil, konkurrencesport samt havevandringer etc)
Vores bevidsthed er altså en forudsætning for at vi er i stand til at stille vores kræfter til rådighed for en overklasse af dovne og groftudnyttende mennesker, samtidig med at vores bevidsthed dagligt i timevis bombarderes med dårlig samvittighed over at vi ikke kan udnyttes endnu mere!
Bevidstheden om at være er altså blevet til en undskydning for at foretage fysisk arbejde for andre, eller i virkeligheden en manglende bevidsthed som i praksis er udsprunget af spørgsmålet over dem alle: "Hvorfor lever jeg"?

Livet

At opstå som menneske sker på "helt naturlig vis" gennem seksuel samkvem eller "insemination". Livet opstår altså via en naturlig proces. At vi som mennesker er i stand til at forplumre denne proces ved at skifte partner, ved at adoptere eller ved at bortføre, voldtage og mange flere ting, er ikke hovedproblemet med livet. Det er livet selv der er problemet.
Hvor ville det være enkelt hvis mennesket ikke fandtes, ingen problemer, ulve der spiste får og muldvarpe der spiste regnorme og baskede muldjord op på græsplæner, ingen fugleinfluenza eller kogalskab, you name it ...
Livet er defineret af os mennesker. Såvel som livet er et spørgsmål om bevidsthed er det også spørgsmålet om eksistens. Livet er også et spørgsmål om døden, som andre dyrearter har vi muligheden for at miste livet. Ikke bare ved ulykker eller vold, nej ved alderdom. Primater er ganske udmærket klar over at de risikerer at dø i de opgør der foregår i deres grupper, men langt de fleste bruger kræfterne på at overleve, fordi det er den største chance de har. Det forgår på to måder: 1. Man bekæmper fjenderne mod samfundet;
2. Man forsøger at overleve, for at kunne 1. bekæmpe fjenderne mod samfundet.
Livet er altså meget simpelt, det drejer sig om at overleve for at opretholde livet.

Politik

Så er det bare at politik dukker op, og her er spørgsmålet også at være eller ikke være. Spillereglerne er tegnet op, så hårdt at dem der skal lege med i spillet laver sine egne spilleregler. Politikerne er som udgangspunkt folkevalgte, alligevel fastsætter de egne arbejdsvilkår, alligevel tilsidesætter de vælgernes ønsker for at opnå egen vinding. Således har politikere fra råd og udvalg, kommuner, regioner til stats- og unionspolitikere ikke på noget tidspunkt taget hensyn til vælgerne når repræsentaionen for borgerne skulle lønnes. Tværtimod er det store ansvar blevet til en indkomst, mens de borger hvis tilværelse de skulle sikre er blevet til skurke i et spil om ret og pligt.
Det føles efterhånden som om der ikke findes mennesker. Politik bliver mere og mere teoretisk, akademiseret og absolut ikke eksistentiel.
I de mange år jeg efterhånden har levet har jeg konstateret at statistik og økonomisk teori har taget fuldstændig overhånd, og når borgerne har klaget deres nød til politikerne har de fået at vide at politikermne gør det så godt som de kan.
Men gør de det? Nej Politikere gør hvad de får besked på, især fordi alle ved at den almindelige borger stemmer på de navne de kender, de navne der optræder i pressen. For at sige det ligeud er det ikke den politiker der vil ændre samfundet der får den længste taletid i medierne, nej det er pressedarlinger som Johanne Schmidt-Nielsen. Heller Thotning Sshmidt, Lars Løkke Rasmussen, Margrethe Vestager osv.

At ville noget

Jeg vil sådan set gerne gøre noget for at vores samfund igen skal få fokus på mennesker. Mit problem er om jeg skal være lissom alle de andre eller ikke være som de andre. Jeg vil gerne være noget for andre, men ikke som andre.
Jeg har altså bestemt at blive "græsrod" igen og glemme alt om være eller ikke være.
At blive eller ikke blive aktiv er nu mit slogan - så vil jeg overlade til andre at være eller ikke være passive politikere.