Velfærd

Så er vi kommet dertil at velfærd er blevet newspeak! Velfærd rammer fremover udvalgte grupper, mens andre fravalgte grupper skal betale velfærden.

Velfærdssamfundet

Som barn oplevede jeg velfærdssamfundet som et mål. Mine bedsteforældre skulle sikres i alderdommen, mine forældre skulle sikres en fremtid med rimelige vilkår uanset økonomiske konjunkturer, selv jeg og mine søskende skulle sikres rimelige vilkår, som uddannelse, mulighed for arbejde og hjælp i forbindelse med arbejdsløshed.
Altså var "velfærdssamfundstanken" overvejende et positivt, socialt projekt, der skulle sikre borgerne i eventuelt dårlige tider.

Men lad os lige se på projektet her mere end 50 år efter.

Overførselsindkomster

De penge der i dag kaldes "overførselsindkomster" skulle sikre at samfundet gjorde gavn for borgerne. Statsligt drevet infrastruktur blev til forretning, høje afgifter på private biler, regnskabsmæssig balnace i offentlig bus- og togdrift, sygesikringen blev afskaffet til fordel for et samfundsmæssigt indgreb til fordel for alle, eller hvad?
Der blev indført folkepension, tvungne pensionsopsparinger for mennesker i arbejde, førtidspension og nedsættelse af pensionsalderen, ja sågar efterløn. Altsammen til fordel for hvem? Staten økonomiserede opgaver den allerede havde ansvar for, men ændrede det grundlovssikrede til noget helt andet, nemlig finansielt sikret. Til at begynde med måtte erhvervslivet måske nok spytte lidt i kassen også, de mest vellønnede måtte også sikre at deres grundlag: befolkningen, var til stede, både som arbejdsmarkedskraftreserve og som sygdomsramte eller nedslidte. Arbejdsgiverne blev til aktieemissionærer og staten blev til erhvervslivets forlængede arm, ikke blot i Danmark, nej i hele den vestlige verden. Samtidig blev de mennesker der var i arbejde beskattet af den indkomst arbejdsgiverne (-køberne) fik, forstået på den måde at når arbejdskøberne havde overskud nok til at betale løn og tage sig godt betalt for at tilbyde arbejde, så kunne løn og pensionsopsparing diskuteres. Og det blev den.
Men overførselsindkomsterne blev nationaliserede og drømmen om kortere arbejdstid og lavere pensionsalder blev i første gang gennemført på grund af økonomiske opgangstider.

Økonomiske opgangstider

Måske er det netop de tider hvor økonomien har sprudlet, der er det egentlige problem. I 1960'erne fik vi og andre lande en en vækst indenfor det private erhvervsliv og en vækst indenfor det offentlige. Der blev skabt arbejde, der var behov for øget vækst og velfærdssamfundet voksede (vi kender en del af billedet fra "Krøniken"). I 1970'erne stoppede væksten folk havde ikke købt sig fattige, nej de havde købt sig rige, staten havde ikke reguleret ret meget andte end skatterne, ja selv fattige mennesker havde vundet en meget lille sejr i form af en folkepension, der udelukkende sikrede at de kunne støtte erhvervslivet med en minimalt forbedret købekraft. Vinderne finder vi i 1980'erne og især i 1990'erne. De mennesker der gik på pension havde nemlig en pensionsopsparing, hvis de havde haft arbejde dengang der var brug for arbejdskraft, men samtidig var der en gruppe tabere, nemlig de kvinder der havde været hjemmegående, den gruppe af indvandrere der havde fungeret som "fremmedarbejdere", og de børn der blev udsat for uhyggelige overgreb i form af skolereformer for at forhindre kommunistisk infiltration. Det gik godt for dele af økonomien i årene, men det var også de år hvor de økonomiske virksomheder ændrede verdensbilledet til at handle om at arbejdsmarkedsreserven skulle være den offensive part på arbejdsmarkedet, til at blive defensive og tilbagelænede, velpolstrede borgere med ønsket om at opnå deres grundlovssikrede ret: at få samme rettigheder o g muligheder som de regerende.

Grundloven

I den sammenhæng må vi huske at grundloven (læs den nøje) ikke er en forsikring for ret mange mennesker, undtagen mennesker der har penge. I bund og grund blev grundloven, efter adskillige års pres underskrevet. Det er sammenligneligt med resultatet af lærerlockouten, staten vedtog simpelthen at støtte den ene part i en konflikt, en konflikt der i mere end hundrede år havde stået mellem adel og borgerskab. Borgerskabet havde skabt et økonomisk fundament for at udfordre "gammeladelen" der forsøgte at beholde deres rettigheder på bekostning af de "nyrige" borgere med bryggerier, bogforlag og andre produktionsvirksomheder. De økonomisk bedst funderede vandt og skaffede os dermed en grundlov der sikrede dem et fortrin. Ikke blot i forhold til adel og kongehus, men sandelig også i forhold til deres kilde til rigdom: arbejdskraften og den totale mulighed for at udnytte den reserve der lå der. Adelen måtte opgive at fastholde fæstebønder, mens de store byer fik en villig arbejdskraftreserve i form af mennesker der forlod løsarbejde på landet for at få industriarbejde på elendige vilkåt, børn og kvinder deltog i et større omfang i familiens indtjening af penge til forsørgelsen. Mellem 1849 og grundloven og 1899 og indførelsen af 1. maj foregik der mange arbejdskampe med dødelige udfald, oftest med statsmagtens politi på den ene side og arbejderne på den anden. Men i 1899 indførtes i Danmark en aftale mellem "arbejdsgivere" og "Arbejdstagere", det som vi i dag (ikke) kender som den danske model. Grundloven af 1849 indeholder altså ikke et bogstav omkring løsning af konflikt på arbejdsmarkedet, til gengæld har arbejdsmarkedets parter tidligere accepteret at politikere på baggrund af en uløselig konflikt griber ind med en løsning på baggrund af forhandlinger og mæglinger.  Tværtimod giver grundloven masser af muligheder for at støtte kapitalen, borgerlige og politikerne (politikerembedet blev nemlig den væsentligste position for økonomisk velfunderede borgere, enten ved at have repræsentanter (lobbyister) eller ved selv at være repræsenteret).
Men grundloven sikrer ikke almindelige, fattige indbyggere imod overgreb. Den sikrer principielt kun kapitalen imod at blive udsat for overgreb.

Overgreb

Man kan så spørge sig selv hvad overgreb egentlig er. Mange holder fokus på misbrug af børn og kvinder. Personligt synes jeg at overgreb er er langt videre begreb, som når for eksempel poltikere bruger deres grundlovssikrede ret til at straffe mennesker/borgere for ikke at gøre noget de ikke har en chance i helvede for at gøre. Jeg synes virksomhedsejere og spekulanter skulle straffes for de overgreb de uden blusel begår mod forsvarsløse mennesker, alene for ussel mammon. Jeg mener at vores folkevalgte burde straffes for mened, når de siger et og gør noget andet, og det gælder lige fra Anders Fogs udtalelese om at der ikke var følere fra NATO til Helle Thornings og Bjarne Corydons afvisning af at have aftalt noget med KL. Men i og med at de fleste embedsmænd er DJØF'er er der nok ikke udsigt til en lovgivning der går den vej.

Tilbagegang for velfærd

Som en socialdekomkratisk politiker engang sagde (ca. 2 år siden): "Velfærd frem for skattelettelser", sådan er det gået. Pudsigt nok har den ene procent af de rigeste i Danmark fået velfærd, og de samme er blevet ramt af regeringens love omkring skattelettelser, de får næsten ikke nogen.
Men velfærden er samtidig blevet middelklasseborgerens mantra. De fattigste i Danmark og i mange andre europæiske lande er nu dømt ude. Ikke nok med at de er dømt ude så er velfærd ikke et emne i denne omgang. Velfærd er altså nu blevet defineret: Velfærd er for de bedst stillede, mens de fattigste, de syge og arbejdsløse ikke har ret til statens eller det offentliges støtte. De fattigste er simpelthen for dyre, mens de rigeste er for fattige.

Definitionen af velfærd

Jeg har virkelig forsøgt at finde ud af hvad velfærd er. Men resultatet er at velfærd sandsynligvis blot er et ord, der kan fortolkes frit. På samme måde må velfærdssamfundet altså være et samfund der kan fortolkes helt frit.
Om velfærd er et totalt ligegyldigt udtryk eller om det er Newspeak aner jeg ikke. Men for mig er det så udvandet at det ligesågodt kunne betyde "farvel", hvilket jo er ønsket om en "vel færd"