Dovenskab

Arbejde er blevet det nye "sort" - altså hvor man før var udstillet som arbejdsløs, er man nu udstillet fordi man ikke kan få arbejde! Er der så en egentlig forskel kan man spørge sig? Selvfølgelig er der det.

Min ungdom og drømmen om at arbejde

Jeg tog jo en uddannelse fordi jeg var opdraget til at skulle ud på et arbejdsmarked med de evner jeg havde. Og mine evner var at læse, at skrive, at lytte og samarbejde ved at bidrage med mine evner i et fællesskab. Mine evner var langt fra at være stærk på det fysiske område, jeg kunne nok hjælpe til i forbindelse med ombygning af mine forældres boliger, men skulle jeg have haft løn for det, ville det have været en dårlig forretning for dem der skulle udføre håndværket.
Men at formidle var noget jeg var god til, at lytte og finde ud af hvilke oplysninger der var relevante, at opsøge dem og at arkivere dem, det var mit mål. Jeg undlod endda at lave hovedopgave om pink Floyd fordi jeg betragtede det som et personligt og derfor ikke skolemæssigt projekt.
Det var ikke på grund af dovenskab, faktisk var det fordi det var noget jeg havde arbejdet på gennem 15 år og derfor ikke kunne se hvorfor det skulle være min eksamensopgave, og det kan jeg stadig ikke.
Hvis alle de projekter jeg har været med til at starte skulle være årsag til mine eksamenspapirer vil jeg have haft mange af dem. Men jeg har faktisk fungeret hele mit liv med interesse for andet end at få en eksamen.

Efter min sidste eksamen

Jeg har stort set gjort som mantraet er i dag fra skiftende regeringer, jeg har ikke spildt min tid, jeg tog min eksamen på den korteste tid, og jeg var klar til at komme ud på arbejdsmarkedet som 23-årig. Der var dog bare det men. at jeg ikke selv kunne bestemme, folketinget og politikerne havde nemlig lavet regler der betød at jeg skulle aftjene værnepligt, ikke fordi der var brug for det, men fordi jeg skulle.
Altså gjorde jeg det jeg skulle. Samfundssind var jeg jo opdraget til. At jeg skulle vente næsten et år på at aftjene værnepligten var jo ikke min fejl. Men samfundet havde så mange andre regler at tage stilling til at jeg og mange andre blev til overs. Trods en god afgangseksamen stod jeg altså uden arbejde på grund af nogle regler som var fastholdt af politikere, der havde deres på det tørre. OG jeg forblev arbejdsløs fordi politikerne havde indført ansættelsesstop indenfor det offentlige.

Nutiden

Så er det vi springer frem i tiden. Hvem skal nu sikre at det offentlige fungerer, at der er et flow indenfor systemet? Folk i seniorjobs, arbejdsløse i "aktivering"? eller hvad? Enhver kan jo se med briller der er pudset i finthakket leverpostej at det er tåbeligt at bortskaffe to generationer af dygtige mennesker indenfor det offentlige, men alligevel er det den politiske dagsorden at der skal spares på udgifterne til det offentlige system. Den politiske dagsorden er kroner og øre indenfor det offentlige, besparelser, vel at mærke.

Fremtiden

Selv er jeg doven som ind i helvede. Jeg har i 35 år været "persona non grata" på arbejdsmarkedet, mine forældre har skiftevis spurgt hvad de har gjort forkert og hvorfor jeg ikke bare tager et arbejde. Det er politisk defineret at min arbejdssituation er forkert, jeg har altid haft noget at beskæftige mig med, jeg har altid haft interesser og jeg har aldrig undladt at følge med i samfundets op- og nedture. Jeg kan kun takke mine dygtige og personligt engagerede lærere for at de lærte mig at se verden fra flere sider og derefter tage selvstændig stilling til omverdenen. Jeg vil heller aldrig glemme slagteridirektørens kone, som bare gerne ville arbejde lidt udenfor hjemmets fire vægge, og jeg glemmer ikke brugsuddeleren, der kom på biblioteket i åbningstiden (3- dage om ugen) og læste alle de aviser vi havde (Jyllands Posten, Information og Vestkysten) på biblioteket hvor jeg i en årrække var bogopsætter (og biblioteksassistent - det var vi alle for en krone i timen dengang i '70-erne)
Hvis jeg var doven er ordet "doven" simpelthen defineret forkert. Alle os der arbejdede for en eller to kroner dengang var ligeså arbejdsomme som roehakkere (det var vi faktisk også de fleste af os i sommerferien) og vi bidrog med den viden vi havde fra skolen, viden som i enkelte tilfælde ikke helt var tilstedeværende hos den generation af kvinder der var velmenende og ønskede at være en del af samfundslivet, som for eksempel slagteridirektørens meget velmenende og helt igennem søde kone.
For hende var det vi foretog os ikke dovenskab, tværtimod var vi landets fremtid. Vi ville lære og lytte, og vigtigst af alt: vi fik de muligheder som slagteridirektørens kone ikke fik, nemlig muligheden for at uddanne os!

Fremtiden som den blev

Nu er vi så landet i fremtiden. Brugsuddeleren og slagteridirektørens kone er døde, ja sågar nogle af deres børn. Vi fik ikke nogle spark for at blive til noget, vi blev ikke tvunget til at lære sprog, vi skulle blot gå i skole nogle få år mere end vore ældre søskende. I det hele taget var der ingen tvang i undervisningen eller krav til os elever, tværtimod var det op til os at ønske en fremtid, en fremtid der skulle svare til det enorme løft vores forældre havde fået fra at være fattigge i 30'erne og 40'erne, en fremtid hvor vi uddannede os til at blive endnu dygtigere og endnu bedre end vore forældre. Tro det eller ej, mange af os kunne som studenter diskutere på lige fod med vore forældre, og forældrene ville acceptere at tabe diskussionen (måske ikke frivilligt, men i stolthed over at have børn der kunne ræsonnere).
Jeg er stadig stolt over at jeg kan tale med mine forældre uden at skulle give dem ret, jeg har fået lov at tænke selv. Hvornår mon det sker næste gang?

Doven

Det bringer mig så frem til dagens situation: Jeg er doven.
Ikke fordi jeg ikke vil lave noget, men fordi det ikke er produktivt. Ikke fordi mine evner ikke kan bruges, men fordi de ikke er økonomisk målelige. Ikke fordi mine evner er samfundsfjendske, men fordi der ikke er nogen kapitalgevinst ved det jeg kan.
Nej jeg er defineret doven, simpelthen fordi jeg ikke kan akkumulere kapital direkte. At min indsats som bibliotekar og vidende ikke umiddelbart kan akkumulere kapital er nok til at jeg og andre vidensarbejdere skal bortspares. Vi kan ikke sørge for at aktiekursen stiger fra dag til dag, det har vi en hel masse (ikke-arbejdende) mennesker til. Vi kan ikke sørge for at staten indhenter flere skattekroner. Vi har nemlig en hel masse (ikke-arbejdende aktionærer) til ikke at betale skat til vores fællesskab.
Der er mange flere der lever af de penge jeg genererer når og hvis jeg har arbejde, pudsigt nok er også de penge jeg lægger til side når og hvis jeg arbejder, med til at holde røven oppe på samfundet.
Det kalder jeg dovenskab.

Færdig

Men jeg er færdig med at være doven. Mit mål er nu at bruge al min tid (arbejdstid) på at udstille det samfund der har brugt årtier og masser af penge på at definere mig som doven.
Jeg vil ikke længere lægge min gratis arbejdskraft i hænderne på politikere og andre der definerer dovenskab som "ikke at bidrage til samfundets økonomi".
Skulle jeg defineres som doven udfra det synspunkt er jeg faktisk meget aktiv, mens millionærer, investorer og aktionærer er forfærdelig dovne.
I mellemtiden bruger jeg mine evner på at synliggøre de muligheder som samfundet også har, ved at arbejde politisk, helt uden at få løn for det.
Er det dovenskab?