Omvendt logik

En del af "vækstpakken" er nu aftalt. Fattige og udsatte skal have minimeret deres rådighedsbeløb, derudover har ungdommen aldrig været ældre, nu er man nemlig ung til man er fyldt 30 år, og hvis man ikke har arbejde skal man tage en uddannelse, ellers får man bare så lidt at leve af at det ikke kan lade sig gøre.
Oveni denne tvungne skolegang har vores regering så barslet med et andet krav: Man må ikke bare gå fra uddannelse til uddannelse uden at gennemføre den, det koster nemlig samfundet mange penge i form af SU og statsgaranterede studielån, tilskud til transport samt kollegiebyggeri osv.
Oveni dette skal kontanthjælpsmodtagere nu modtage mindre eller slet ingen kontanthjælp, hvis ægtefælle, samlever og snart også familie kan forsørge én.

Altsammen for at skabe vækst i Danmark, derfor hedder de kraftige nedskæringer "vækstpakken" eller betragtes som en del af den.

Væksten

Alle de penge som staten sparer skal bruges til at sænke selskabsskatterne og dermed sikre større produktion af danske varer, desuden gives skattelettelser til de rigeste, der gives tilskud til bygningsrenovering og afgifterne på grænsehandelsvarer sættes ned for at flytte handel tilbage til Danmark.

Misundelsen

Med udgangspunkt i "fattig-Carina" og "dovne Robert" er det lykkes for politikere og erhvervsliv at sætte fokus på de dårligst stillede i samfundet som nassere, mens de selvsamme overhovedet ikke er blevet beskyldt for en uanstændig pengegrådighed, ved at køre banker og virksomheder i sænk, ved at fyre medarbejdere og flytte produktion ud af landet og sætte sin månedsløn til mindst et par årslønne for dagpengemodtagere, der jo også skal betale arbejdsløshedsforsikring, mens de rigeste bevilger sig selv bonusser der nogle gange er på størrelse med eller endda større en deres i forvejen opulente årsløn.
Hvordan det er gennemførligt at bilde fattige, dårligt lønnede og hårdtarbejdene middelklasseborgere ind, at det er de dårligst stillede mennesker der er skyld i landets økonomiske tilstand, er for mig uforståeligt, især når enhver kan se den uendelige grådighed de rigeste udviser. Kun en mulighed kan jeg forstå. Man bruger misundelse som våben: de fattige nasser på samfundet, mens du knokler i dit ansigts sved, men hvis du gør som vi siger kan du få det ligeså godt som os og blive dejligt rig. Man kan vel opdele disse to samfundsgrupper sådan: Middelklassen er misundelig på dem der får penge uden at lave noget (negativ misundelse), og misundelig på dem der har penge nok (positiv misundelse). For de dårligst stillede arbejder man med en anden form for misundelse, nemlig få dig et arbejde, det vil være godt for dig og dermed for samfundet (positiv misundelse) og at leve et liv i sus og dus som millionær er du ikke egnet til (negativ misundelse).
Endelig er der de rigeste. De er stort set ikke misundelige på andet end den livskvalitet de laverestående arter har (negativ misundelse).
Resultatet er selvfølgelig at der findes en hel masse misundelige mennesker der hele tiden forsøger at ændre på andres livsbetingelser, fremfor at bruge menneskeligt og økonomisk overskud til at skabe et homogent samfund.

"Carina og Robert"

Nu er det jo en sandhed med modifikationer at Carina lever et liv i overflod i forhold til dem der har et arbejde. Hun skal stadig sikre sine børn en opvækst, der kan være til gavn for både dem og samfundet, at hun ryger er måske ikke det smarteste, men der er vel en grund til at hun nøjes med denne milde form for misbrug, fremfor at blive alkoholiker eller stofmisbruger. Hendes børns opvækst er som den er nu en garanti for at samfundet får en ny generation af fattiglemmer, som kun i sjældne tilfælde kan bidrage til samfundet. Jeg vil endda påstå at hvis et eller flere børn skulle skille sig ud ville de blive end mere hårde mod deres egen fortid end de ville gavne samfundet. Men nej, hun har ikke for mange penge, basta.
Hvad Robert angår er det jo en totalt afsporet debat. Ethvert menneske der bliver udsat for at skulle udføre et arbejde, som ikke kan tilfredsstille mester og som man samtidig ikke får andre penge for end dem der kommer fra det offentlige, burde kunne opsiges, hvorefter jobcenter skulle gå ind i sagen og finde ud af hvilke områder den pågældende kan have gavn af at være beskæftiget på.
At sende folk i tvangsarbejde er jo ikke på nogen måde motiverende, tænk blot på de mennesker der blev sendt til Tyskland under 2. verdenskrig. De fik faktisk en livslang erstatningspension, som i tilfældeaf død blev til en fortsat enkepension.
I min optik er Carina og Robert helte, der som profeter er ilde set i deres hjemland. De er ikke nassere eller skurke. Det med at nasse overlader jeg til Henning Dyremose og konsorter.

Pengene

Det fremgår jo klart at det er økonomien der er omdrejningspunktet, ikke blot for de fattige og de rige, nej i kraft af et samfund er der en fælles politik på det økonomiske område, der skal sikre at samfundet (staten, EU, den vestlige Verden, ja hele verden) har fælles spilleregler. Spillereglerne er meget enkle, der er to: den ene er profitmaksimering for enhver pris, den anden er at alle andre skal danse efter kapitalens fløjte, også nationalstaterne.
Der er jo en verden til forskel på fattige kaffebønder der får mindre i løn end de skal betale for at have et sted at bo og mangemilliardæren der køber sin egen ø. De første lever under vilkår der er om muligt langt værre end regulært slaveri, mens de sidste simpelthen køber sig til isolation fra den verden størstedelen af mennesker lever i.

Amerikanske Billeder

Jacob Holdt optrådte med sine amerikanske billeder da jeg gik på gymnasiet i midt-70-erne. Godt nok var jeg skilsmissebarn og min mor og hendes nye mand var ikke specielt rige, men politisk set var de socialdemokrater og hørte til den del af middelklassen der havde fast arbejde at stå op til. Trygt og sikkert, hvilket jo på sin vis smittede af på os børn, der dog havde en far som måtte kæmpe for at få arbejde efter skilsmissen, en far der ikke havde nogen specielt høj løn og levede alene, samtidig med at han af økonomiske årsager havde bortadopteret de første børn han var far til for at kunne gifte sig med min mor. Som han så også blev skilt fra. Nogle af vores skolekammeraters forældre havde heller ikke fast eller sikker indtægt , så den del af verden var jeg også bekendt med.
Men lysbilledshowet på gymnasiet åbnede mine øjne for en verden hvor overdådig rigdom og familiesammenhold stod i skarp relief til overdådig fattigdom, hvor sult blev stillet ved at spise jord og ved at bo i jordhuler for at holde sammen på familien.
Et samfund hvor rigdom var selvforstærkende og hvor fattigdom var selvforstærkende, et samfund der bestod af adskilte verdener, der forekom at være lysår fra hinanden.

Det økonomiske incitament

Hermed vil jeg vende tilbage til "Vækstpakken".
Logikken bag pakken er at man ved at skabe bedre vilkår for erhvervslivet i Danmark. (Selskabsskattelettelser) kan beholde en stor del af produktionen i Danmark; ved at skabe bedre vilkår for detailhandelen (nedsættelse af afgifter på typiske grænsehandelsvarer) kan man øge omsætningen indefor landets grænser; ved at skabe øget beskæftigelse i traditionelle håndværksfag (tilskud til bygningsrenovering) skal man skabe vækst i arbejdspladserne på håndværkerområdet.
Desværre kære politikere, det er en økonomisk teori der overhovedet ikke holder vand.

De største virksomheder jonglerer uden blusel med enorme skattefrie overskud, andre virksomheder flytter, ligegyldigt hvad, deres produktion til lande hvor omkostningerne er lavere, medmindre der skal bruges specialuddannet arbejdskraft, men i stort omfang kan for eksempel BRICS-landene tilbyde højtuddannet arbejdskraft og lavere skatter og omkostninger til arbejdsløn. Den økonomiske motivation ved regeringen pakke vil ikke have noget stort moment, med andre ord virkningen vil være minimal og kun gælde for mindre virksomheder der ikke har råd til at flytte produltionen (det kunne typisk være håndværksvirksomheder eller små servicevirksomheder der tilbyder havehjælp og lign.)
Lad mig også lige minde om den vækst der var for mange år siden i midt-vesten (Ikast Herning-området, hvor den ene tekstilfabrik efter den anden skød op og sikrede området en historisk lav arbejdsløshed, indtil stort set alle virksomheder flyttede produktionen til lavtlønslande som for eksempel Indien, med en enorm arbejdsløshed til følge i løbet af få år.

Nedsættelsen af afgifter på typiske grænsehandelsvarer vil næsten sikkert give et noget nær nul-resultat. For det første vil grænsehandelen tage konkurrencen op og sælge endnu billigere ud af de typiske grænsevarer, måske vil de også finde andre vareområder de kan konkurrere på, det er i hvert fald de seneste trusler fra de danske tysk-baserede virksomheder der af og til ligger så tæt på Danmark at man tror at parkeringspladsen ligger på dansk jord. For det andet skal der en kraftig vækst til i detailhandelen for at staten for øgede indtægter af nedsatte afgifter, man kan selvfølgelig håbe at der bliver flere ansatte i detailhandelsområdet, men også her er det oplagt at en stor del af de butiksansatte er enten meget lavt lønnede, eller indgår i kommunale praktikordninger eller nyttejobs, hvilket ikke optimerer statens indtægter nævneværdigt. Endelig skal vi huske på at detailhandelen efterhånden er totalt overtaget af discount-kæder, hvilket betyder at den lokale slagter eller bager, følger ismejeri og bogtrykker ud i glemselens mørke.

Et sted hvor statsstøtte tidliger har vist sig at gavne omsætningen er tilskud til bygningsrenovering, altså omsætningen indenfor de traditionelle håndværk. Pudsigt nok venter danskerne nu på at en sådan ordning indføres. Der er bare det ved det at den skal være permanent, altså i virkeligheden en form for delvis momsfritagelse, hvis den skal virke efter hensigten.
Dels fordi husejeren venter med at bestille håndværkerens arbejde til staten letter på omkostningerne, dels fordi håndværkerne nøjes med at tjene de penge der kan tjenes, når de kan tjenes. Det sidste medfører nemlig at hvis tilskudsordningen ikke er permanent, vil der skulle en tvangsudskrivning af lærepladser til før der bliver uddannet nye lærlinge indenfor de traditionelle håndværksfag. Mange håndværksmestre er efterhånden ved at gå på pension og i årevis har de sparet udgifterne til at uddanne lærlinge. Udgifterne til at uddanne lærlinge bliver derfor nok en stor omkostning som staten nok kommer til at betale.

Indtægterne til at betale vækstpakken

Nu kommer vi så til det spændende.
Dels skal de nedsatte rådighedsbeløb for folk på kontanthjælp og SU skrabe en masse penge ind til staten, mindst 3 mia kroner.
Godt nok har staten skabt sin egen fodermaskine til kontanthjælpen, ved at nedsætte dagpengeperiode, i forvejen har den tidligere regering sikret at der er færre mennesker der er arbejdsløshedsforsikrede, altså færre skatteindtægter og mindre mobilitet. Når kontanthjælpen samtidig sættes ned med op til 50% for visse grupper under 30 år vil det alt andet lige betyde at flere på et tidspunkt må forlade samfundets tryghed for at blive hjemløse. Om end man forventer fra regeringesn side at kontanthjælpmodtagere kan forsørges af familie eller ægtefæller vil indkomsten være så lille at mange familier bliver splittede. Resultatet er at der skal bruges endnu flere penge fra samfundet til at skaffe forsorg og hjælp til denne voksende gruppe.
Indtægterne er beregnet udfra forskellen på udgifterne til kontanthjælp og SU, der er bare det men, at lavere indkomst betyder meget lavere skatteindtægter fra disse grupper. Altså skal staten fodre sig selv med sin egen hale for at skaffe kontanthjælpsmodtagere nok til at skaffe de forventede indtægter.
Det er regeringen så også i gang med, men hvad er så resultatet? Meget enkelt, der bliver endnu færre til at betale skat, hvilket minimerer skatteindtægterne og dermed bliver en ekstra omkostning.
Så måske kan regeringen virkelig skaffe de 3 mia kroner gennem denne ordning.

Så er der bare lige endnu et men! Mindre indkomst vil for de mest udsatte grupper betyde at enhver form for forbrug nedsættes til et absolut minimum. Mange vil vælge stofmisbrug (herunder også alkohol, tobak og medicin) for at kunne udholde en tilværelse på permanent stand-by, heraf følger flere omkostninger til vores sygehusvæsen, og selvom familielægen også skal spares væk, vil der ikke være nogen som helst gevinst at hente der, tværtimod vil omkostningerne til behandling af misbruget kræve ikke alene lægelig indsats, men også indsats fra socialrådgivere, ansatte på jobcentre og medarbejdere på misbrugscentre.

Øget social immobilitet vil også betyde at de berørte ikke længere har råd til at have et socialt netværk. Resultatet er ikke bare at der ikke længere vil være råd til at bruge offentlig eller egen transport, en månedlig tur til byen sammen med venner vil blive droppet, social isolation og indkøb på et absolut minimum vil blive dagsordenen. De dårligst stillede har såmænd lagt langt flere penge i hjemlige butikker end i grænsehandelen, mens de økonomisk velfundrede har råd til at køre med traileren til Tyskland har kontanthjælpsmodtageren i stort omfang været nødt til at handle i den nærmeste discountbutik. Og som før sagt: det er ikke discountbutikkerne der betaler så meget i skat at de kan holde den danske stat oppe økonomisk.

Jamen

Man kan så spørge sig selv: er der overhovedet ikke noget positivt ved vækstpakken?
Dertil vil jeg gerne sige: jo. Problemet er bare at det gode ved pakken er at der skal fokuseres mere på uddannelse og motivation. Det var så det!

Faktisk kunne al denne uddannelses-orientering og motivationsdelen sikres med langt færre omkostninger. Simpelthen ved at sikre ordnede økonomiske forhold, ved at garantere en individuel behandling af de økonomisk dårligst stillede og ved at droppe nedskæringer der under ingen omstændigheder vil være til fordel for et Danmark, der allerede i dag er en skygge af sig selv, både hvad uddannelse og motivation angår.