Livskvalitet

Hver eneste dag vågner jeg op til en evig jagt på arbejde. Jeg skal søge arbejde, simpelthen fordi det gør mig til et helt menneske.
Sikke da noget vrøvl, det gør mig udelukkende til et menneske splittet mellem at være god til noget og at være udelukket fra samfundet, fordi jeg ikke er god til politisk defineret arbejde.

Kunst

Allerede på gymnasiet fik vi serveret myten om den fattige kunstner der var mest kreativ, når fattigdommen var størst. Christian Winther og Knut Hamsun var de mest citerede forfattere i min ungdom, når talen kom på kunstneres motivation. Tom Kristensens Hærværk, Scott Fitzgeralds The great gatsby og Knud Sønderbys Midt i en jazztid forekom dog mig at vise at kunst og kreativitet ikke havde nogen egentlig sammenhæng med fattigdom. Tværtimod fandt jeg ud af at de mest kreative kunstnere i min ungdom havde arbejde ved siden af, de havde uddannelse og viste interesse for at tænke anderledes, for eksempel Per Højholt, Dorit Willumsen og Svend Åge Madsen og mange flere. Digte var i visse kredse ikke blot eksperimenter med ord (hvilket de også var) men også et opgør med konformitet og borgerlighed. Kunsten brugte i det hele taget midler som var væsensforskellige fra den etablerede kunst. Hvem husker ikke Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970 eller Lene Adler der året før gik nøgen i Børsen. I samme periode opstod kunstnerkollektivet Røde Mor på baggrund af Vietnam-krigen, Teatergruppen Jomfru Ane Teatret med baggrund i klassisk dannelse (søstrene Brüel) gik deres egne veje og på en måde kan jeg blive ved.
Kunsten blev pludselig defineret af kunstnerne, så meget at dem der ikke forstod kunst tog til genmæle allerede i midten af 1960'erne via Peter Rindal, der lagde navn til Rindalismen, som dels var ude efter kunstnere der skulle modtage støtte fra dagens kunstfond, når de selv kunne tjene deres penge, dels var modstandere af kunst der ikke havde bred appel.

Musik

Jeg husker stadig en aften, da vi kun havde Danmarks Radios TV. En flok nøgne mænd på en husbåd rendte rundt og sang "Sylvias mother". En anden musikalsk oplevelse var Jimi Hendrix "Star spangled banner", men også John Mogensen "Dybbøl Mølle" samt Bifrost's plade "Bifrost" gjorde stort indtryk på mig, og så må jeg ikke glemme at nævne Niels Hausgaards "Føst en hal' tim' på dej jæn si'" som kom på dansktoppen i 1973.
Vi fik Christianipladen og vi vi fik atomkraftpladen, altsammen et resultat af vietnamkrigstidens kunstnerkollektiver, af jeg vil fremhæve "Røde mor". Det var ikke bare musik eller digte, det var billeder, det var også bøger, happenings og et mylder af konstruktive ideer til at markere utilfredshed med samfundets forfladigelse.

Folkeskolen

Mine lærere lærte mig at regne, at skrive digte, de lærte mig at jeg havde kvaliteter, som måske ikke passede ind i det omgivende samfund. Jeg var ikke landmand eller griseavler, jeg var ikke håndværker eller lastbilchauffør (de nævnte arbejdsområder var totalt herskende, hvor jeg voksede op), nej jeg var kreativ, intuitiv og sprogligt velfungerende.
Man skulle så tro at jeg blev noget af det som lokalsamfundet havde brug for, men nej jeg tog studentereksamen og flyttede med kort varsel til Aalborg for at læse til bibliotekar. Mine lærere havde givet mig alle mulighederne, fordi det dengang var vigtigt at man tog en uddannelse. Faktisk havde jeg og mine klassekammerater netop fået trukket en lov ned over hovedet, som sagde at vi skulle gå i skole mere end de 7 år der dengang var normalen, ikke fordi vi skulle være dummere, ikke fordi vi skulle lære at blive mere veluddannede landmænd, simpelthen fordi viden dengang var vigtig for at være rustet til fremtiden.

Erhard

Mine lærere var mestendels kristne, venstrefolk eller måske radikale. Men de respekterede, som nutidens lærere, behovet for at hjælpe elever til at udvikle deres talenter.
Så fik vi et parti, vi dengang kun kunne betegne som et parti for ligusterfacister, nemlig Centrum Demokraterne, med Erhard Jacobsen i spidsen. Et parti der udover at forsvare den særlige ejendomsret til huse, som bankerne egentlig ejede, også angreb lærerstanden for at undervise i kommunisme. Vi fik måske ikke Berufsverbot, men vi fik efterhånden indskrænkninger i ytringsfriheden. Indskrænkninger der gjorde at vi nok undlod at tage studentereksamen med hue, men som gjorde at vi følte os forfulgt af et politisk overvågningssamfund, politiske indgreb der fik os til at forstå at George Orwells "1984" ikke var andet end en nær mulighed for vores samfunds udvikling. Og det viste sig rigtigt. De røde rendestenslærere blev kuet, uanset hvilket politisk parrti de tilhørte, højre eller venstre, de seere og lyttere der lyttede til radio og læste både lokale og højre- samt venstreorienterede aviser fik ikke længere adgang til bibliotekets læsesal, fordi avisabonnementer blev opsagt. Lokale digtere der kunne få deres digtsamlinger købt af det lokale biblioteksvæsen, måtte opgive at sælge digtsamlinger, officielt fordi ingen læste dem, men oftest fordi eksperimenterende digte kunne være potentielt venstreorienterede digte, jeg husker stadig at vort lokale bibliotek købte digtsamlinger af Dan Turell, sidste indkøb blev dog "Vangede billeder", men det var ikke vores biblioteksbestyrer i det vestjyske der bestemte det, det var et resultat af at der skulle spares.

Privat ejendomsret

Det leder mig frem til at den livskvalitet jeg egentlig ville skrive om er blevet til et spørgsmål om privat ejendomsret, ikke et spørgsmål om hvordan du kan tilbyde verden og samfundet mest af dig selv og dine evner. Fra min ungdom var det at gå i skole stadig et spørgsmål om at udvikle selvstændighed, men siden Erhard og Glistrup er det pludselig blevet koncentreret om at dine penge skal bestemme din frihed og din livskvalitet.
Siden EF-afstemningen har jeg været lodret imod at tro på at kapital og økonomisk politik kan redde verden. Desværre er vi kommet dertil at selv det mest "venstreorienterede" danske parti fokuserer mere på ejendomsret end på retten til et anstændigt liv.
Da jeg voksede op i det indremissionske landsbysamfund fik jeg faktisk en anstændig og alsidig opdragelse, fordi jeg fik lov til aktivt at deltage i min undervisning, fordi jeg måtte stille spørgsmål og fordi jeg egentlig havde ret til at stille krav. I dag er al undervisning, selvstændighed, individualisme reduceret til et spørgsmål om, hvor mange timer en elev og en lærer skal være i skole. Simpelthen fordi vi næsten alle er bundet af at eje - nej egentlig af at have købt, for det er jo bankerne der ejer, og derfor må vi støtte de skide idioter der troede at man kunne trykke pengesedler ad libitum.
Da jeg gik i skole lærte vi faktisk at årsagen til 2. verdenskrig var at man i Tyskland trykte flere penge hver gang man manglede nogle, at pengene efterhånden skulle køres i en trillebør, når man skulle købe en kartoffel. Men det var jo også dengang der ikke var en lærer i Vestjylland, der kunne lide en tysker! Så måske er det helt forkert det jeg har lært?

Livskvalitet

Men hvor i denne blog kommer så livskvaliteten ind?
Det er sådan set meget enkelt. At leve i en verden, hvor man ikke er økonomisk produktiv (i tilstrækkelig grad), i en verden, hvor kunstig ejendom og jordbessiddelse er samfundets dagsorden, vil det være svært at finde livskvalitet.
For mig er livskvalitet ikke at rende med tungen ud af halsen for at lappe huller i Onkel Joakims pengetank, så vil jeg hellere være Anders And. For mig er mit livs værdier ikke at jeg kan se et otte-cifret tal på min bankopgørelse, end ikke at jeg har råd til at købe en forældrelejlighed til min studerende datter. Tværtimod vil jeg fremhæve mine forældres og mine læreres opdragelse af ikke blot mig men alle mine venner. Vi har lært at klare os selv. Vi har lært at vi har nogle individuelle talenter og evner, og vi har lært at vi kan selv.
At tro på sig selv, at ville sig selv og at erkende at det man er god til er betydningsfuldt. Men med politikere der end ikke tror at de er gode til deres arbejde er vi næsten alle reduceret til at betragte succes som en årsindtægt! Min betragtning undskylder derfor også politikere, bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og bankfolk: I princippet skal de have mere i løn for at bekræfte at de overhovedet udgør nogen værdi for samfundet, samtig med at de slår andre mennesker (herunder uforskyldt arbejdsløse, syge og kontanthjælpsmodtagere) i hovedet. Der er bare det ved det, at alle disse mennesker ikke viser at de har selvtillid, de viser at nedgørelse af andre kan gøre dem større, ikke det som jeg lærte, at hjælp og støtte til andre ville gøre mig større.
Sikken en livskvalitet vi har fået.

Arbejde

Min og alle andres livskvalitet er defineret af retten til at arbejde. Det er for mig helt fint, blot vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg er bedre til at læse bøger end til at rense fisk. Jeg er langt bedre til at finde madopskrifter endt til at slagte høns og jeg har et talent for at digte som langt overgår min evne til at bruge en boremaskine. Alligevel skal jeg ikke tage stilling til hvorledes mine evner kan bruges, når jeg er ledig, nej jeg skal i "nyttejob", hvor jeg for eksempel kan klippe hæk og slå græs for pensionister eller male kommunale bænke samt reparere dem.
Mit sidste påtvungne "praktikarbejde" var i Netto, hvor jeg skulle arbejde gratis for Danmarks rigeste koncern, for kommunale kroner. Det er selvfølgelig fint for mig, at jeg på den måde får kvalitetstid og derudover lærer arbejdsforholdene på afvekslende arbejdspladser at kende. Men slaveri er for mig ikke arbejde, jeg lærte nemlig i skolen at Danmark var et af de første lande der afskaffede slaveri. Men at arbejde med noget man ikke er god til uden at få noget for det, endikke en bonus eller andet, er vel at sammenligne med slaveri.

Rådighed

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet er sådan set OK.
Jeg vil gerne skrive artikler, diskutere politske emner, hjælpe med at arkivere og systematisere, samt bruge tid på at tale med ensomme mennesker. Altsammen noget jeg har fået at vide jeg er god til. Men at stå til rådighed for arbejdsmarkedet er såvidt jeg kan se at skulle i tvangsarbejde/slaveri hvert halve år, ikke at finde et arbejde man kan bestride.
Jeg har taget arbejde som vikar i adskillige tilfælde hvor jeg har forhandlet min egen løn, mestendels med henblik på at tjene nok til at oppebære fuld understøttelse i tilfælde af fyring, jeg bliver altså ikke så berørt af regeringens rådighedsbegreb rent økonomisk, idet jeg aldrig har haft mange penge. Men at rådighedsbegrebet skal ændres til at betyde at man skal droppe en fagforening og opgive sin a-kasse (herunder efterlønsforsikring) virker mærkeligt. Igen er der ingen livskvalitet, blot straf for noget man ikke selv er skyld i.
At stå til rådighed er altså ikke så meget at stå til rådighed, så ville man jo netop blive passet og plejet for at kunne indgå i en jobsituation, når der var brug for det, nej at stå til rådighed er en straf for ikke at have arbejde.

Pligt

Pligt er sådan set en god ting. Jeg er opdraget med pligt. Jeg har altid haft pligt til at sikre at jeg kan begå mig i et samfund, jeg har lært at jeg har pligt til at forsørge mine børn og sikre at de følger deres skolegang med mere, jeg har endda lært at jeg har pligt til at sige imod, hvis jeg føler mig dårlig behandlet.
Pligt er på den måde også en livskvalitet, som pludselig er blevet en byrde. Pligt er ikke længere at stemme, at give udtryk for misbrug eller politisk fejlslagne beslutninger, nej pligt er alene at sige undskyld og gøre det man får besked på.
Her har jeg så også mistet livskvaliteten, idet mit liv er mere omgærdet af løgn end af hensyn. Mine arbejdsgivere har sådan set forventet at jeg lagde min arbejdskraft når de havde brug for det, nogle steder skulle jeg møde på et fast tidspunkt, mens jeg andre steder havde skiftende mødetider. Nogle steder kunne jeg forlade arbejdspladsen når jeg var færdig med mine arbejdsopgaver, andre steder måtte jeg arbejde efter reglerne. Pudsigt nok fik jeg flere penge for at møde på arbejde uden specifikke arbejdsopgaver end når jeg mødte på arbejde, hvor jeg skulle løse en opgave.
På en måde var de opgaver jeg kunne bruge min arbejdstid på mere værd en de opgaver jeg skulle vente på. I begge tilfælde opnåede jeg ikke nogen opfattelse af livskvalitet, tværtimod følte jeg enten at mine evner gik til spilde, eller at jeg selv betalte for at gå på arbejde.

At have det godt

I bund og grund er min opfattelse af livskvalitet ikke så meget hvordan vi behandler hinanden, snarere hvordan vi kan få det godt sammen.
Min politiske og samfundsmæssige holdning burde ikke være det vi blev uvenner over, men det der fik os alle til at respektere forskelligheder. Siden mine folkeskoleår har jeg haft en god erfaring med forskellighed og samvær. Som skoleelever var det sjældent karakterer eller forældre der bestemte, hvem man skulle være sammen med, det kunne ske, og det er da også klart at adskillelsen mellem realen og 8. klasse fik os til at ændre fokus, ikke mindst fordi der kom elever fra andre landsbyskoler til vores overbygning. Men det var jo i virkeligheden en mulighed for at udvikle sin indsigt i samfundet, som i hvert fald for mig, hurtigt blev taget til efterretning. Jeg fik det selvfølgelig godt med nye impulser, men siden jeg flyttede fra lokalsamfundet er langt de fleste af mine kontakter fra barndommen og ungdommen blevet væk - jeg måtte jo flytte fra den ene del af landet til den anden for at få arbejde, ikke at jeg fik det bedre af den grund, men jeg gjorde det jeg troede var rigtigt.

Nederlag

Gennem 20 år lykkedes det mig aldrig at få et job, jeg blev endda god til arbejde jeg ikke var uddannet til. Men det havde noget at gøre med min baggrund, at læse, at sortere viden og at formidle viden, samt tage stilling uden at tvinge andre til at have mine meninger. Jeg gik fra arbejde til dagpenge, til arbejde og igen dagpenge, selv da jeg kom på kontanthjælp fik jeg arbejde, fordi en tidligere arbejdsgiver satte pris på det arbejde jeg havde lavet tidligere. Det var fantastisk at blive værdsat og det var fantastisk at arbejde med noget man kunne, samtidig med at jeg lærte noget nyt undervejs.
Men pengene slog ikke til og efter 2 år blev jeg igen arbejdsløs, dog med nogle pragtfulde kolleger som jeg havde haft kontakt til i årene efter og som jeg stadig sætter stor pris på. For mig var det ikke et nederlag at miste arbejdet, jeg var klar over at det var en mulighed, og alle kollegaerne mistede også arbejdet. Ca. et år efter var der iøvrigt skaffet penge og så fik vi arbejde igen.
I samme periode lærte jeg andre at kende som arbejdede på tilsvarende vilkår, altså, hvor man blev sæsonfyret i vinterperioden.
Men jeg fik aldrig fast arbejde.
For mig var det ikke et nederlag, men for alle andre var arbejdsløshed et nederlag, jeg var bare glad for at jeg faktisk var god til mit arbejde når der var penge fra arbejdsgiveren til min løn.

Optur

Til gengæld var det noget skidt at jeg skulle bruge mine opsparede pensionspenge før jeg kunne få lov til at søge om kontanthjælp. At være tvunget til at bruge en pensionsopsparing var ikke lige det jeg havde set komme da jeg begyndte at spare op til min alderdom. Heller ikke at jeg skulle betale en strafskat på 60% for at hæve i "utide".
Men jeg havde allerede et overtræk i banken på 30.000 samt lån hos mine forældre, derudover gæld til kreditorer. Alt i alt et underskud på ca. 20.000 kr. Men regnskabet blev fremlagt da jeg mødte til samtale hos Jobcenteret. Efter samtale blev mim mangel på indtægter godkendt, dog med henvisning til at jeg havde lagt penge til side til evt. indskud i forbindelse med flytning.
Jeg fik altså lidt over 10.000 før skat (ca. 7.200 efter skat) og havde således noget at leve af. Jeg betaler husleje, forbrug og ... (gæld samt renter på gæld og gebyrer). Jeg er måske, såfremt jeg kan modtage kontanthjælp i endnu 2 år næsten gældfri - Men ikke hvis jeg skal forsørges af familie eller kæreste.
For mig er det vildt at jeg skal betale med andres penge for ikke at have arbejde. Det er vanvittigt at mine evner går til spilde, selv om jeg faktisk er villig til at arbejde på prøve og vise mine evner og værdien af mit arbejde! Hvor er det bare fedt at man bliver hjulpet frem i verden af vore politikere så vi kan få det rigtig godt!
Lige nu

For mig er det vigtige her i livet at leve. Jeg har min familie (fra nyfødt til nær 90-årig) og min familie giver mig langt større livskvalitet end en lov der tvinger mig til at gøre noget jeg ikke er i stand til. Min livskvalitet består i at beøge min familie i forbindelse med mærkedage, mere end jeg vil komme til møder på jobcenter. At komme til møder hvor jeg alene skal vise at jeg kan møde til tiden er ikke fremmende for forståelsen, det ville det derimod være at holde mine evner ved lige, og jeg kan nok bruge kurser i at leve som arbejdsløs, men ikke kurser i at være ansvarlig for arbejdsløsheden

Ansvar

Hvis jeg får lov til at leve mit liv i fred og ro, vil jeg garantere alle at jeg skal bruge det overskud jeg får ved ikke at være ramt af alle de problemer en ledig normalt lider under. Jeg vil bruge det over alle der mangler hjælp og støtte, jeg vil bruge det overfor politikere og jeg vil tænke for mig selv frem for at være en regeringens eller mit partis nikkedukke. Det lover jeg!
For mig er livskvalitet faktisk meget mere at leve end at være tvunget til at gøre noget man ikke kan.