Idioter

Lørdag 20. april nyheder på DR2 klokken 08-10 om to unge idioter der laver et terrorist-agtigt angreb på en stor sportsbegivenhed i Massachusets (Boston), to timer om at man ikke ved hvad der udløste handlingen. Nå tænker jeg så, der kommer vel noget andet klokken 10, og ganske rigtigt: En stor flok idioter under ledelse af Anders Samuelsen og en skatteflygtig bank holder årsmøde. Man fristes til at tro at det efterhånden kun er idioter der kommer til udtryk i pressen, især når man tager i betragtning at også vore ministre har blameret sig, vores tidligere regering har blameret sig, ja selv vores andre politiske partier bruger mere tid på at skændes eller diskutere indbyrdes.
Det største der er sket i denne uge er derfor ikke aftalen af den del af "vækstpakken" som skal gøre de fattige endnu fattigere for at skaffe penge til at gøre de rige rigere, selv om netop denne aftale vil slå flere mennesker ihjel end alle de krige og terroraktioner vi som nation har deltaget i eller givet landsledelsens bevågenhed.

Offentlig forsørgelse

"Vækstpakken" tager udgangspunkt i den offentlige forsørgelse. Ikke den offentlige forsørgelse der består i at dække bankernes underskud ind og lønne bankdirektører med vilde bonusordninger, heller ikke i politikerne og deres børns voksende pensionsordninger, eller de mange lønninger der udbetales til politisk valgte kommisioner og udvalg, end ikke de penge som husejere forlanger som erstatning for svie og smerte i forbindelse med motorvejsbyggeri og vindmøller, giftgrunde eller faldende huspriser. End ikke håndværkere som via tilskud til boligejere og byrumsprojekter eller kommunale nedrivningsprojekter for statslige tilskud regnes for nogle der modtager affentlig forsørgelse.
Nej den offentlige forsørgelse skal kun de mest udsatte i landet stilles til ansvar for. Nemlig syge, dagpengeforsikrede og kontanthjælpsmodtagere!

Forsørgelse

Alle dem der ikke betragter sig selv som forsørget af det offentlige fremturer derfor med krav om straf til de mennesker der modtager den mindste offentlige forsørgelse, selv når disse har forsikret sig via dagpengesystemet.
Man kan undre sig over at der kan gives milliardtilskud til landbruget via EU, at banker kan få den ene redningspakke efter den anden i milliarsdstørrelsen, mens de fattige via en grum reform kan stille ialt ca 3 mia kroner til rådighed for staten Danmark. Et eller andet sted kommer det til at virke absurd, når en politiker der aldrig har tjent penge ved nogen som helst for for arbejde kan stille sig op og sige således: "Joachim B. Olsen fortsætter sin kritik af den nye reform, hvor han kritiserer, at man ikke har pillet ved ydelserne for dem over 30 år, og de unge som ikke vurderes til at være uddannelsesparate.
- De vil stadig få høje ydelser – som ligger langt over, hvad man har i de lande, vi er omgivet af, som altså også er et velfærdssamfund. Man skulle have sænket ydelserne for alle på kontanthjælp til ungeydelsen, som ligger på 6.660 kr. Så ville man ligge på niveau med Sverige, som altså også er et velfærdssamfund, siger han." (bt, fredag 19. april 2013)
Forsørgelse er altså ikke forsørgelse, men en udgift.

Formålet med forsørgelse

Man kan så spørge sig selv, hvad er formålet med offentlig forsørgelse, altså den til de udsatte, ikke til alle samfundsnasserne på første klasse?
Svaret er sådan set enkelt nok, bortset fra at alle levebrødspolitikerne og de veluddannede cand. et-eller-andet aldrig har vidst hvad det vil sige at arbejde. Bevares jeg ved at nogle af vore folketingspolitikere har en arbejdstid der langt overstiger den aftalte tid på arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke blind for at de store partier har en masse stemmekvæg til at sidde i folketinget og holde deres kæft, jeg er ikke blind for at den arbejdsbyrde folketingspolitikere udsættes for kan være meget stor, men jeg er harm over at alle andre mennesker skal arbejde mere for mindre i løn når folketingspolitikere, fallenter og bankdirektører skal have mere i løn OG bonus for det ansvar de påtager sig. Hvis de havde ment noget med den arbejdsbyrde de har fået efter at EU har overtaget noget der ligner 95% af al dansk lovgivning, havde de enten meldt rent ud ved at foreslå at folketinget skulle bestå af endnu flere medlemmer så arbejdsopgaverne kunne fordeles, eller også skulle de melde rent ud hvilke arbejdsopgaver og lovgivningsprocesser der reelt var nationale.
Formålet med forsørgelse er altså ufravigeligt. som politikerne opfører sig, at forsørge mennesker der ikke kan forsørge sig selv!

Pengene

Der skal ikke herske tvivl om at forsørgelse i dag er lig med penge. Underligt nok er det som tidligere antydet helt i orden at dem der skalter og valter med millioner og milliarder skal sikres først, mens dem der må vælge mellem at spise sundt, at købe medicin og fejlernære deres børn, samt være afhængig af offentlig transport, der er sparet væk i den hellige bilismes navn, må betale med de penge de ikke har. Naturligt nok, de har jo ikke nogen penge. Pudsigt nok ville banker og industri samt landbrug være i samme situation, hvis ikke de fik penge fra det offentlige! Men de generer penge, som i et vist omfang indgår i statens og EUs indtægter, med udgangspunkt, godtnok, i at de modtager næsten ligeså meget fra offentligheden som de betaler tilbage, mens det er medarbejderne der får løn i forhold til et produktionsoverskud og betaler skat til det offentlige.

Rådighed

De arbejdsløse regnes herefter som nassere, fordi de ikke genererer et overskud men udelukkende støtter det offentlige 1:1 med deres tilskud, mere end nogle af de andre grupper bidrager med til samfundet. Samtidig står de til rådighed for et arbejdsmarked, som uden blusel kan vælge at fravælge arbejdskraft i nedgangstider (et økonomisk begreb der udelukkende betyder at profitmaksimering er vanskelig) og samtidig forvente at der vil være arbejdskraft til rådighed når der er brug for den.
Samme arbejdsmarked sparer på udgifterne til at holde denne arbejdskraftreserve i baghånden. Ingen lærlinge uddannes i dårlige tider, fordi økonomien ikke er til det, hvilket selvfølgelig betyder at når der er brug for den uddannede arbejdskraftreserve findes den ikke. Logik for perlehøns.
Ikke nok med det, det er lykkes industrien og kapitalen at bilde de folkevalgte ind at det er det offentliges opgave at sikre arbejdskraftsrådighed, ikke dem der i princippet har behov for arbejdskraften, altså arbejdsgiverne.

Idioterne

Pudsigt nok er en stor del af befolkningen faldet for tanken om at de er deres egen lykkes smed, og dermed har ansvaret for deres eget liv, samtidig med at politikere er faldet for ideen om at det ikke er arbejdsgiverne der har interesse i at have en god og veluddannet arbejdskraft, men statens! Er det bare mig eller er vi som borgere og politikere blot en flok idioter der bliver fodret med vores egen hale mens det økonomiske fundament ikke blot lever af dets overskud, men også af de penge som arbejdstagerne selv betaler i skat. Arbejdsgiverne har stort set ikke noget ansvar for fremtiden, kun for at skabe et overskud, mens staten skal stille kæmpestore beløb til rådighed for at kapitalen kan tjene penge.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet er nu ikke længere et spørgsmål om at være ledig arbejdskraft, nej gennem de seneste årtier er presset på den arbejdsledige blevet så stort at det ikke blot har medført en voldsom vækst i psykiske sygdomme og en del associale eksistenser, der enten lever op til lovgivningens krav om at stå til rådighed for et arbejdsmarked, der kun i sjældne tilfælde kan bruge en udbrændt ledig som er underkuet og har mistet sit gåpåmod.

Arbejdsmarkedets behov

Man skulle jo tro at det vigtigste på et økonomisk funderet arbejdsmarked var dels lysten og motivationen til at arbejde og dels at man i den såkaldte rådighedsperiode kunne fastholde sit faglige engagement til arbejdsmarkedet - eller udvide det - men nej enhver lyst til at være løst tilknyttet et svingende arbejdsmarked bliver fuldstændig fjernet af et økonomisk incitament. Enten har man ikke råd til at vedligeholde sin uddannelse eller også straffes man for noget man ikke er skyld i - jeg husker tydeligt den kollektive straf i skolen, når vi ikke ville sladre. Nogle levede af det tåbelige sammenhold, mens andre mistede enhver ret til at komme frenm i verden.
Hvis vi skal fremad i verden, bør arbejdsmarkedets behov derfor defineres som et behov for en arbejdskraftreserve, der til enhver tid har overskud og baggrund for at træde ind på arbejdsmarkedet når behovet opstår, ikke som en straf for ikke at stå til rådighed for et arbejdsmarked der ikke findes.

Hvad så

Det er sådan set meget enkelt. Arbejdsmarkedet skal stilles til ansvar for arbejdsmarkedet. At folkeskolelærere uddanner børn til at være selvstændige individer og ikke kapitalismens nikkedukker er første skridt. At ledige og syge gøres til værdifulde samfundsborgere, som kan bidrage både i opgangs- og nedgangstider er nærmest nødvendigt, de har så stor en del af den samfundsmæssige viden om de andre sider af tilværelsen at det ville være dumt at skrotte den. Endelig skal man sikre at denne samfundsreserve er sikret økonomisk fremfor at blive marginaliseret.
Det bedste man kan gøre er derfor at stille erhvervslivet ansvarlig for de økonomiske ulykker der de seneste mange år har ramt landet, at ændre fokus, så det offentlige er statens opgave, herunder også transport, bankvæsen, sygesikring samt lokalt politi og selvfølgelig en uafhængig folkeskole. Det vil betyde at erhvervslivet skal betale egne omkostninger, ikke skatteborgerne.
Hvor svært kan det være?